Zen, du plukker passager ud af min tekst, som var direkte stilet til Michael. Nu ser det ud som om, at du har skrevet det fremhævede, hvormed du bryder ind, som var vi to midt i en diskussion. Det er vi ikke, og det er tilsyneladende heller ikke din hensigt. Jeg er ked af at sige det, men dine ord er tomme, de er uden sjæl og uden ånd og uden personligt engagement.

Hvorfor kalder du dig for i øvrigt Zen?

Jeg synes, at du skal tage en snak med Thomas, og vil du så ikke være sød at hilse ham? Tak

Mvh
Anne

Jeg er ked af at sige det, men dine ord er tomme, de er uden sjæl og uden ånd

Vær ikke ked af det på mine vejne. For jeg sagde: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund. Find kærligheden ved at give den, ikke ved at kræve den".

Den, der kender Guds ord, vil forstå, at vi skal leve af andet end brød, og at det er vidunderligt at elske - det er liv. Det er der intet "tomt" i. Og dog... Lad den, der søger virkeligheden bag verden, forstå.

Anne


Det er vist noget af en tilsnigelse at hævde, at kulturradikalismen (ikke kaldt sådan af tilhængerne selv) forsøgte at skabe utopier.

Den bevægelse, som efter 2. verdenskrig 'genopstod' omtalte sig selv med ord som 'modernisme', 'kriticisme' og frisindskæmpere. Den var en kulturfront.
Det var Elias Bredsdorff, der navngav bevægelsen i en kronik i Politiken i 1955. I sin kronik skrev
Elias Bredsdorff: "Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed."

Familieskabet med Brandes-epoken blev bevaret.
At der var 'politiske idioter' som Otto Gelsted, Hans Kirk og Hans Scherfig, der endte i et naivt kommunistisk tilhørsforhold, gør ikke den såkaldte kulturradikalisme til et kommunistisk, utopisk forehavende. Poul Henningsen holdt sig som den regerende redaktør af Kritisk Revy uden for et medlemskab af DKP. Bladet, som var et blad for arkitekter, beskæftigede sig også med forhold af mere almen interesse. Det henvendte sig primært til de såkaldt dannede, der måtte antages at være i opposition til borgerskabet.

Det skal også huskes, at fascismen for kulturradikalismen var hovedfjenden.

I de kulturelt set eksplosive år, 50'ernne, 60'erne og 70'erne, kunne man se, hvordan mange af de tidligere kulturradikales programpunkter blev virkeliggjort.

Er der så en kulturradikal gruppering i dag?
Nej, den findes ikke i nogen entydig sammenhæng. Der kan findes træk i flere politiske partiers program – færrest hos DF; men der er ingen sammenslutninger, foreninger eller bladudgivelser, der kan karakteriseres som helt gyldige arvtagere af den gamle kulturradikalisme. At der findes anti-bourgeoisi tendenser er ikke nok til at løfte arven. Det er heller ikke nok, at der er enkeltpersoner, som agerer på bedste kulturradikal vis.

Er Elias Bredsdorffs beskrivelse opfyldt?

Kære Zen

Hør nu, når du vil sige andre mennesker noget, må det komme fra dit hjerte for at det lys, du gerne vil bringe videre, kan skinne i Gud (ja, sågar skinne i mørket). Hvis ikke er det, at dine ord bliver tomme og lyset går ud.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor du skriver det, du gør. Du ved, at jeg er et troende menneske og netop selv har skrevet, at mennesket ikke lever af brød alene.

Nu skriver du så, at den, der søger virkeligheden bag verden, skal forstå. Tænker du på Guds virkelighed eller den mere guddommelige åndelige verden? Ja, hvad tror du på i denne henseende?

Jeg tror på - og forstår det således - at det er i vores fælles virkelighed, Gud kender os og kalder på os som sine børn. Med andre ord er gudsriget, det levende ord, livet og ånden det, der skaber liv i vores verden og ikke uden for denne verden. Det er således i denne verden, at vi giver kærligheden videre.

Mvh
Anne

Hej Tros

Tak for din inspirerende og halvkritiske kommentar, som jeg skal vende tilbage til. Der prikkede du søreme til en tidl. passion, og jeg håber, at jeg kan mande mig op med et konstruktivt svar, selvom det er noget tid siden, jeg snusede til kulturradikalismen.

Mvh
Anne