|
0
registrerede
15
gæster og
104
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: tros
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Anne
Hvor kulturradikalismen – og hermed kommunismen – i sin tid forsøgte at skabe utopier om et bedre samfund gennem revolution, spørger Tillich efter tilværelsens grundlæggende mening.
Det er vist noget af en tilsnigelse at hævde, at kulturradikalismen (ikke kaldt sådan af tilhængerne selv) forsøgte at skabe utopier.
Den bevægelse, som efter 2. verdenskrig 'genopstod' omtalte sig selv med ord som 'modernisme', 'kriticisme' og frisindskæmpere. Den var en kulturfront.
Det var Elias Bredsdorff, der navngav bevægelsen i en kronik i Politiken i 1955. I sin kronik skrev
Elias Bredsdorff: "Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed."
Familieskabet med Brandes-epoken blev bevaret.
At der var 'politiske idioter' som Otto Gelsted, Hans Kirk og Hans Scherfig, der endte i et naivt kommunistisk tilhørsforhold, gør ikke den såkaldte kulturradikalisme til et kommunistisk, utopisk forehavende. Poul Henningsen holdt sig som den regerende redaktør af Kritisk Revy uden for et medlemskab af DKP. Bladet, som var et blad for arkitekter, beskæftigede sig også med forhold af mere almen interesse. Det henvendte sig primært til de såkaldt dannede, der måtte antages at være i opposition til borgerskabet.
Det skal også huskes, at fascismen for kulturradikalismen var hovedfjenden.
I de kulturelt set eksplosive år, 50'ernne, 60'erne og 70'erne, kunne man se, hvordan mange af de tidligere kulturradikales programpunkter blev virkeliggjort.
Er der så en kulturradikal gruppering i dag?
Nej, den findes ikke i nogen entydig sammenhæng. Der kan findes træk i flere politiske partiers program – færrest hos DF; men der er ingen sammenslutninger, foreninger eller bladudgivelser, der kan karakteriseres som helt gyldige arvtagere af den gamle kulturradikalisme. At der findes anti-bourgeoisi tendenser er ikke nok til at løfte arven. Det er heller ikke nok, at der er enkeltpersoner, som agerer på bedste kulturradikal vis.
Er Elias Bredsdorffs beskrivelse opfyldt?
|
|
|
|
