Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Han var født i sydstaterne blandt de fattige hvide. Hans mor var dybt alkoholiseret og for det meste på bistandshjælp, og han havde aldrig kendt sin far. Størstedelen af sin barndom havde han gået for lud og koldt vand, og lavet smårapserier sammen med de andre børn i kvarteret. Som sekstenårig havde han meldt sig til flåden, hvor han havde fået sig en uddannelse som radiotelegrafist. Han blev udstationeret i Stillehavet, og mens han gjorde tjeneste der, fik han meddelelse om, at hans mor var død af druk. Hun var hans eneste familie.
Da hans kontrakt med flåden udløb, havde han fundet sig en niche ved, som telegrafist på et af de fragtskibe, der besejlede øerne i Stillehavet, at drive tuskhandel med øboerne. Det var sådan, at han på en tur til Rohtua havde truffet Koro, søn af den lokale høvding, som var på vej hjem efter nogle studieår på Oxford Universitet.
Koro er en frisk fyr, og godt begavet, sagde Marcus. Han er vist ovenikøbet doktor eller sådan noget, og jeg opdagede, at han bragte en hel del ure med sig hjem. Jeg lugtede med det samme muligheden for at gøre lidt forretninger. Jeg vidste jo, at de producerede kulturperler på muslingebankerne, så jeg sagde til ham, at jeg kunne skaffe ham alle de ure, han kunne tænke sig. Så tog han mig med hjem til sin far, og det endte med at jeg fik en 25 års kontrakt med den gamle, mod at jeg blev på øen og vedligeholdt radiostationen.
Men det blev nu ikke den guldgrube, jeg havde drømt om, sagde han med bitter stemme. Jeg får kun fem procent af omsætningen, og den gamle tjekker priserne på markedet, så han er ikke til at snyde. Jeg er kun blevet her for at finde en mulighed for at få fat i nogle af de grønne. De er fantastiske. Vent bare til De ser dem, så vil De give mig ret, sluttede han.
Mens vi vandrede opad, bemærkede jeg flere og flere af den indfødte befolkning, som enkeltvis eller i små grupper med farverige festdragter bevægede sig i samme retning. Lyden af trommerne var nu blevet meget stærkere med en inciterende rytme, der ikke lignede noget, jeg havde hørt før, og som næsten uimodståeligt fik alle til at gå i takt. Grundrytmen var en dyb og langsom puls med ret præcist et sekunds mellemrum, og adskillige af øboerne bar mekaniske ure som ørepynt. Den særegne rytme var måske grunden til deres fascination af ure.
Deres ansigter var uudgrundelige, præget af en ophøjet ro, men det lykkedes mig dog at få et par unge piger til at fnise, da jeg smilede til dem. Der var hverken børn eller meget gamle imellem dem, og det undrede mig lidt, for i de fleste naturreligioner og sekteriske bevægelser er alle i samfundet involveret i de religiøse ritualer og fester.
Jeg havde selvfølgelig aktiveret mit urkamera, til både at optage lyden og automatisk optage 6 billeder i minuttet, så chefen kunne glæde sig over sin nye tidsbevidste kundekreds.

Vi var nået frem til krateret, og strømmen af mennesker bevægede sig rytmisk ind gennem en åbning i kraterranden. Udenfor stod en høj yngre mand på min egen alder i en farvestrålende klædedragt. Godaften Marcus, sagde han på smukt engelsk, og henvendt til mig: Velkommen Mr. Karlsson. Det glæder mig at træffe Dem. Jeg er Koro, søn af vores høvding, og vi har en masse spørgsmål, som vi håber, De kan svare på.
Tak, sagde jeg. Jeg skal gøre mit bedste.
Inden vi går ind, sagde han, er der nogle ting, De skal være opmærksom på. Når De bevæger Dem, skal det altid ske præcist i samme rytme som trommerne, så De ikke vækker Gudens vrede, og De må under ingen omstændigheder bevæge Dem ind i kredsen af hvide sten. Så er De ikke i fare. Jeg vil også bede Dem bevare den dybeste diskretion om, hvad De vil få at se. Kan De acceptere dette?
På nær en enkelt detalje, svarede jeg. Jeg bliver nødt til at rapportere alt til min chef, men jeg kan love dem 100%, at det ikke vil komme videre, hvis det er Deres ønske.
Så er det en aftale, sagde han. Følg mig! Vi gik efter Koro ind gennem den smalle passage, efterlignende hans gangart, vuggende rytmisk med små hurtige skridt med et halvt sekunds mellemrum, men selv om jeg koncentrerede mig, var jeg alligevel ved at miste rytmen ved det syn, der mødte mig.
Midt i det lille, godt og vel 100 meter brede kraterplateau stod en ca. 5 meter høj tynd sort stenfigur. Den mindede i formen om en slank udgave af en af Påskeøens statuer, men med et vredt og grusomt udtryk. Øverst i panden sad noget, der lignede et stort grønt øje, som skuede op mod himlen. Strålerne fra den synkende sol skinnede på det gennem en åbning i kraterranden, og fik det til at se ud, som om det lyste med et svagt pulserende lys.
Under det langstrakte ansigt var udhugget et par korte arme med hænderne samlede til en skål foran maven. I skålen lå omkring et dusin gulgrønne perler, store som hønseæg, skinnende med en næsten overjordisk glans. Overfladen var glat med et changerende skær som perlemoret i en abaloneskal, men det virkede som om de lyste af en indre glød, lige som de selvlysende plasticstjerner, man klistrer på lofter i børneværelser. To tilsvarende perler var sat ind i figurens øjne under de kraftige øjenbryn, og også de havde åbenbart opsamlet solens lys i sig og lyste svagt, og jeg havde den samme fornemmelse da vi passerede rundt i krateret, som når man går forbi visse portrætmalerier, hvor det ser ud som om øjnene følger én. Jeg forstod umiddelbart Marcus’ fascination. Disse kæmpeperler var utrolige.
Men det, som først og fremmest var ved at få mig til at falde ud af rytmen, var den kappe, som hang fra figurens skuldre og ned til jorden. Den bestod udelukkende af ure i et tykt lag – tusinder af armbåndsure, lommeure, smykkeure og rejseure, der glimtede af guld og sølv og stål og juveler. Jeg havde aldrig i mit liv set så mange ure, og den samlede tikken fra dem var så høj, at man kunne høre det som en svag tisken på trods af trommerne. Det var altså det, de mange indkøbte ure var brugt til.
Rund omkring figuren i en radius af ca. 15 meter var lagt en ring af hvide sten, og i kredsen indenfor lå der rundt omkring hundredvis af små askebunker, som jeg gættede på var rester af offerbål. Streger, tegn og symboler indhugget i den bløde klippegrund tydede på, at hele opsætningen også tjente som et stort solur og måske også en form for kalender.
Langs med kraterranden et stykke til højre for indgangen var på en lang halvcirkelformet tribune bag figuren opstillet omkring hundrede øboere af begge køn med små og store trommer, og nede foran dansede andre ca. hundrede øboere en indviklet rytmisk dans med bevægelser, der mindede om breakdance, men med den samme kollektive præcision, som man ser i et riverdance show.
Koro ledte os venstre om i krateret hen mod en anden tribune vis a vis statuens ansigt, hvor en ældre mand sad på en tronlignende flot udskåret åben bærestol flankeret af to muskuløse mænd med store paukelignende trommer, som de dog ikke slog på. Vi tog plads på en bænk ved siden af, mens Koro satte sig på en stol foran tronen, og jeg sørgede omhyggeligt for ligesom Koro og Marcus at sætte mig i takt til trommernes rytme. Den gamle drejede hovedet med et ryk, og så grundende på mig et øjeblik, hvorefter han igen så mod gudebilledet, og gav et tegn med hånden.
Trommernes rytme blev mere enkel, og danserne bevægede sig i en enkelt række rundt om statuen og dannede en sluttet cirkel udenfor rækken af hvide sten. Dansen skiftede nu til en stampen på stedet, men ud af rækken kom en enkelt danser, som med stærkt markerede bevægelser nærmede sig stenkredsen. Der gik et sug gennem mængden, da han overskred den hvide linie og dansede ind mod gudebilledet. Han havde et ur i hånden, og jeg forstod, hvad der skulle ske, men en fuldstændig irrationel frygt greb mig, selv om min fornuft sagde mig, at han jo bare udførte et simpelt og ufarligt ritual. Han hængte uret på gudebilledets kappe, mens trommerne steg til et crescendo, og dansede derefter sidelæns ud igen, mens han omhyggeligt undgik at træde på askebunkerne.
Endnu tre dansere, alle kvinder, gentog én efter én ritualet, og hængte et ur på guden. Nu kom fuldmånen til syne over kraterranden. Det virkede som om gudens store øje fangede lyset, og det så ud som om det pulserede kraftigt. Paukerne ved siden af tronen gik nu i gang. Den ene mand slog et dundrende slag hvert sekund, og den anden slog en konstant hvirvel på 7-8 slag i sekundet. Den gamle høvding havde rejst sig op og ’rappede’ højlydt en form for hymne, hvor han gentog ordene Ta-ka-té, mens han slog takten i luften, og mængden svarede ham hver gang taktfast, Ta-ka-té, Ta–ka-té.
Koro havde vendt sig mod mig og hviskede højt: Han prøver at dæmpe Gudens vrede.
Jeg nikkede og smilede, som om jeg forstod, men jeg var mere optaget af den syngende lyd i mine ører. Den voldsomme larm havde fremkaldt et momentant anfald af tinnitus hos mig.
Efterhånden som månen kom højere op mindskedes den optiske effekt tilsyneladende, og lyset fra øjet pulserede næsten ikke mere. Danserne genoptog deres indledende runddans, og paukerne tav igen såvel som den syngende lyd i mine ører. Den gamle havde sat sig ned igen, og sagde nu noget til Koro, som oversatte for mig.
Mr. Karlsson, vi vil gerne have en kort og præcis forklaring på dette nye instruments muligheder?
Jeg gav ham den samme forklaring, jeg havde givet Marcus. Han oversatte det for den gamle, og sagde derefter: Vi vil også gerne vide, om dette nye instrument kan justeres til rytmer med en hvilken som helst frekvens, og i givet fald med hvor stor nøjagtighed?
Det kan det, svarede jeg. I standardudgaven arbejder vi med hundrededele sekunder, men vi kan let modificere det til en nøjagtighed på en hundredetusindedel af et sekund. Er det nøjagtigt nok til Deres formål?
Det er mer end rigeligt, sagde Koro. Vi er stærkt interesserede, men vi vil foretrække at betale i guld eller dollars, hvis det er i orden med Dem?
Nu brød Marcus ind i diskussionen. Prisen er tre af Himlens Tårer, snerrede han, ellers bliver der ingen handel!
Koro havde en kort ordveksling med den gamle, og sagde så: Min fader vil gerne vide, om vi kan handle direkte med Deres firma?
Desværre ikke, svarede jeg. Vi har allerede en aftale med Mr. Marcus, og vi bryder af princip aldrig en aftale i vort firma.
Koro henvendte sig nu til Marcus og spurgte: Hvad nu hvis vi betaler dobbelt pris, og 50% er provision til dig, Marcus? Kan du acceptere det?
Prisen er Himlens Tårer, sagde Marcus sammenbidt. Jeg bøjer mig ikke på det punkt.
I så fald, sagde Koro, er min faders sidste tilbud to af Himlens Tårer, men betingelsen er, at du selv henter dem. Selv om jeg meget gerne vil have dette udstyr, vil jeg dog indtrængende råde dig til at ikke at tage imod tilbudet af hensyn til din egen sikkerhed, tilføjede han med iskold stemme.
Jeg fornemmede en skjult trusel i hans ord, og jeg håbede på, at Marcus ville afslå. Hvorfor dette mærkelige forlangende om at han selv skulle hente dem? Ville øboerne blive rasende over at se nogle af deres hellige perler forsvinde, og gå amok? Ville deres vrede også gå ud over mig? Koro’s ansigt var mørkt og dystert, men den gamles ansigt var helt uudgrundeligt, som om han nærmest var ligeglad med om Marcus sagde ja eller nej.
Marcus selv sad med et selvtilfreds smil. Så sagde han: Nå, så krøb I endelig til korset, hva! To tårer er OK med mig. Hvis du tror, at du kan skræmme mig Koro, så ta’r du fejl. Jeg har ventet i fem år på dette her, og jeg er ikke bange for de dansende hedninger dernede, så med jeres tilladelse vil jeg gerne hente min betaling nu med det samme, inden I fortryder.
Som du vil, sagde Koro. Du begår en stor fejl, men for din egen skyld, så følg i det mindste rytmen.
Den lille tjeneste skal jeg gerne gøre dig, sagde Marcus og rejste sig. Koro sagde et par ord til sin far, som nikkede og gjorde tegn med hånden, og paukerne begyndte igen at tromme. Danserne i ringen stoppede op og gik over til den tidligere stampen på stedet. Jeg satte ubemærket en ny chip i mit urkamera, indstillede det på eet billede i sekundet, og holdt hånden op foran brystet. Jeg var på samme tid både meget nervøs og meget spændt på, hvad der ville ske.


Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Marcus bevægede sig hen mod ringen af dansere med overdrevne bevægelser, som ville han gøre nar af deres dans, men ingen af dem reagerede. Heller ikke da han trådte ind i ringen af hvide sten. Alle iagttog ham tavst, da han krabbede sig ind mod statuen. Kun lyden af trommerne og de stampende fødder hørtes. Ikke engang da, han rakte hænderne frem og tog fat i perlerne, reagerede de.
Det virkede, som om perlerne var fastgjort til skålen, for han havde åbenlyst besvær med at få dem løs, men til sidst fik han to af dem løftet fri. Der var et udtryk af forbløffelse på hans ansigt, og det var tydeligt at se, at de måtte være utroligt tunge, for han sank sammen med armene hængende ned langs siden, og man kunne se, at han havde meget svært ved at holde fast på perlerne.
Tilbageturen var knap så arrogant. Han nærmest vaklede ud mod de hvide sten, men da han var halvvejs ude, snublede han i en af askebunkerne. Det lykkedes ham at holde balancen og holde fast på perlerne, men han kom ud af trommernes rytme, og nu tog begivenhederne fart. Min tinnitus steg til en kraftig vibrerende hvinen, og det gik op for mig, at tonen i virkeligheden kom fra statuen. Lyden havde noget af den samme skærende klang, som kridt kan have på en tavle, og hele mit nervesystem sitrede af ubehag.
Øjet på statuens top lyste kraftigt op med farver, der vekslede fra orangegul til dyb grøn med enkelte glimt af rødt og blåviolet. Pludselig voksede et gulgrønt lysende felt ud fra øjet, og bredte sig som en sfære i alle retninger. Det virkede, som om noget strømmede rundt inde i lyset, uden at man kunne afgøre, hvilke veje strømmene tog.
Lyset nåede Marcus og indhyllede ham helt. Han slap perlerne og vendte sig mod statuen. Hans ansigt var forvrænget, og han famlede efter pistolen, og hævede den med rystende hænder mod øjet. Skuddet lød underligt dæmpet, og det så ud, som om kuglen langsomt trak et kondensspor på et par meters længde. så stoppede det, og lidt gråt pulver dryssede ned.
Marcus selv kunne knap nok holde sig oprejst. Han blev tyndere og tyndere, og mere og mere rynket. Huden så ud til at være stramt spændt ud over knoglerne, og pludselig var der ingen hud og intet tøj, kun et hvidt skelet der langsomt gik i opløsning, og nærmest i slow motion sank mod jorden. Tilbage lå blot resterne af, hvad der for kort tid siden var Marcus – en lille grå askebunke mellem to grønt lysende kæmpeperler.
Jeg havde rejst mig halvt op fra bænken i rædsel over det forfærdende syn, men Koro greb fat i min arm og pressede mig tilbage, mens han så fast på mig og klemte min arm med rytmiske greb for at minde mig om, at jeg skulle holde rytmen.
Den vibrerende lyd steg yderligere i styrke, og nu dannede der sig et nyt lysende felt omkring øjet. Med ét rev det sig løs, og steg opad i den månelyse nat med stigende hastighed, mens det skiftede såvel form som farver i indviklede mønstre. Til sidst var det kun en næppe synlig prik på nattehimlen.
Koro og hans far så længe efter det. Koro med et eftertænksomt udtryk, og for første gang sporede jeg i den gamles pokeransigt et udtryk af ængstelse. Selv var mit indre i vildt oprør, og synet af de mange askebunker, som åbenbart var rester af lige så mange mennesker, fyldte mig med gru, og jeg ønskede kun at komme væk derfra. Bare væk, væk, væk.
Den vibrerende lyd var holdt op, lyset blegnede og forsvandt, og statuen så igen ud, som da vi kom. Øboerne var dansende og syngende på vej ud af krateret, og fire mænd var kommet op og løftede bærestolen med høvdingen, og bar den rytmisk vuggende afsted. Den gamle nikkede venligt til mig, som om han forstod min sindstilstand, og Koro gav tegn til mig, at vi skulle følge efter. Jeg var meget omhyggelig med at gå i nøjagtig samme rytme som Koro, og mine tanker var et komplet kaos.
Da vi var kommet udenfor, sagde Koro, at jeg godt kunne slappe af. Der sker ikke mere i aften, sagde han. Kraftfeltet kan ikke skade os herude.
Hvad i alverden er dette her for noget? udbrød jeg. Jeg er rystet, og forstår ingenting!
I morgen, sagde han. I morgen skal jeg forklare Dem det hele, eller så meget af det, som jeg selv forstår. Men først skal jeg tale med min fader. Gå nu blot hjem til Marcus’ hus og få Dem en god nats søvn. Der er ingen, der vil forstyrre Dem der.
Jeg gik tilbage til huset med tankerne i vildt oprør. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i Marcus’ seng, så jeg lagde mig i hængekøjen på verandaen, men kunne ikke sove. Spørgsmålene kværnede rundt i mit hovede, og jeg blev ved med at se den grufulde scene for mig, hvor Marcus blev forvandlet til aske. Men efter et par ordentlige slurke af Marcus’ whisky lykkedes det mig at falde i søvn, dog kun for at blive plaget af rædselsfulde mareridt om, at alt, hvad jeg så på, blev til aske, og at nogen brugte mit hovede som tromme, og skreg skingre lyde ind i mine ører.
Koro kom tidligt næste morgen med masser af frisk frugt til morgenmad, og bryggede os en kande kaffe. Her i sollyset så verden frisk og ny ud, så jeg fik en fornemmelse af, at det hele blot måtte være noget, jeg havde drømt. Jeg fik hans tilladelse til at optage vores samtale på video.
Nå, sagde Koro, hvordan har De det så i dag, Mr. Karlsson. Jeg kan forstå, at det må være en temmelig rystende oplevelse, første gang man oplever det, og De var jo ganske uforberedt.
Det tør siges. Jeg er ikke religiøs, men i aftes var jeg parat til at kaste mig næsegrus foran din gud, og bede for mit liv. Og kald mig iøvrigt bare Vic. Jeg kan ikke rigtig klare at skulle optræde formelt efter denne oplevelse.
OK. Jeg er nu heller ikke selv særligt religiøs. Det er mine stammefrænder til gengæld, og det er sikkert meget godt, for de mangler helt forudsætninger for at forstå dette fænomen på andre måder. Det kræver en vis videnskabelig basisviden.
Det troede jeg, at jeg havde, men jeg har aldrig nogensinde hverken set eller hørt om noget, der minder om dette her. Hvad er det, der sker i det grønne lys, og hvorfor skal vi bevæge os i samme takt? Er det en form for radioaktivitet? Og hvad har tiden at gøre med dette fænomen?
Det var mange spørgsmål på een gang, sagde Koro leende, men jeg tror, du bedre vil kunne forstå det, hvis jeg fortæller dig, hvordan det begyndte:
Under verdenskrigen var en deling amerikanske soldater udstationeret her som observationspost. De havde et udsigtstårn oppe på bjerget med en høj antenne og en kraftig radiosender. En uge efter at atombomberne blev udløst over Hiroshima og Nagasaki, blev bjerget ramt af en voldsom eksplosion, der fik hele øen til at skælve. Min mor har fortalt mig, at alle troede, at det var en af disse superbomber, som amerikanerne gik og jublede over, men det viste sig at være et meteor, der havde ramt toppen af bjerget. Det er det, som har skabt krateret deroppe. Der var samtidig en regn af små meteoritter i havet og lagunen.
Som du sikkert kan forstå, var der ikke noget tilbage af tårnet og radiosenderen, og de to mænd, som var på vagt deroppe, var der selvfølgelig heller ingen spor af. Amerikanerne var dybt chokerede, og fik rigget en ny sender til af reservedele for at tilkalde hjælp. Det er den, vi stadig har i dag, og som Marcus brugte til at sende meddelelser og bestillinger fra os. Da amerikanerne blev evakueret, kom der to geologer med herud. De gravede meteoret op, og tog det med sig tilbage.
I 1946 ankom der så en missionær. Han flyttede uden videre ind i huset her, der stod tomt. Det var faktisk amerikanernes hovedkvarter, som de forærede os sammen med senderen. Det lykkedes efterhånden missionæren at omvende omkring hundrede af stammen til sin tro, og med deres hjælp byggede han den gamle mandskabsbarak om til en kirke. Den daværende høvding var noget sur over hans indflydelse, men fandt sig i ham, fordi han lærte børnene at læse.
Så en dag erklærede høvdingen, at han i drømme havde haft et syn, der fortalte ham, at vores gud, Taka, for længe siden var steget ned fra himlen, og lå og sov i bjerget, og det var vores opgave at grave ham ud. Han udpegede nogle betroede mænd til at hjælpe – min fader var iblandt dem – og de gav sig til at grave i midten af krateret, hvor meteoret var landet. Nogle meter dybere nede fandt de en stor stensøjle, og høvdingen erklærede, at Taka var inden i den, og at de måtte befri ham. De fik rejst søjlen på højkant, og huggede den ud i den facon, den har i dag. Det store øje sad inde i søjlen. De fandt også de to mindre gulgrønne sten i hullet, som de så anbragte som øjne.
Jamen, hvordan kunne de håndtere øjet uden at blive dræbt? Arbejdede de i takt eller hvordan?
Koro rystede på hovedet. Stenene var ikke aktive på det tidspunkt. Det blev de først noget senere, da man var næsten færdig med arbejdet. Min fader ankom til krateret, netop da det skete. Øjet flammede op, og den første, feltet fortærede, var høvdingen selv. Flere af hans folk løb ham til undsætning. De døde også. Kun min fader og et andet vidne overlevede. Derefter valgte stammen min fader til høvding.
Marcus fortalte mig, at det nok var din far, der havde slået høvdingen ihjel for selv at komme til magten, sagde jeg, men jeg forstår nu, at sådan var det ikke.
Tværtimod, sagde Koro bedrøvet. Det har kostet ham dyrt. Fire af askebunkerne deroppe er mine tre ældre brødre og min mor. Hun løb ind for at prøve at redde den yngste af dem. Jeg så det ske. Jeg var ti år.
Koro var tavs i nogle sekunder, da han i tankerne genoplevede sin barndoms frygtelige mareridt. Jeg så hans øjne blive blanke, og skyndte mig at spørge:
Jamen, hvorfor gik I overhovedet ind i krateret, når det var så farligt? Det havde da været mere logisk at afspærre området, så ikke flere ville blive dræbt.
Vort folk er ikke kujoner, sagde Koro. Når man møder en ukendt fare, hjælper det ikke at stikke halen mellem benene. Husk på, at Taka jo var vores guddom, så dennes vrede kunne ikke bare ignoreres. Vi blev nødt til at lære os selv, hvordan vi skulle omgås den, for der var jo ingen garanti for, at virkningen ikke vil sprede sig, og det var faktisk, hvad den gjorde, inden vi fik den tæmmet. Det gik op for min fader, da missionæren blandede sig.
Hvad havde missionæren at gøre med det?


Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Min far forbød ham at komme derop, mest for hans egen skyld, for han ville næppe respektere øjets kræfter. I starten var det kun farligt at være indenfor en afstand af fire-fem meter, men området voksede lidt ved hver fuldmåne eller nymåne.
Missionæren havde jo mistet store dele af sin menighed til Taka, så han betragtede statuen som djævelens værk, og han besluttede derfor at uddrive den onde ånd. Da han ikke selv måtte komme derop, oplærte han seks af sine mest trofast tilhængere i djævleuddrivelses-ritualet. En dag drog de så op i krateret, trak nogle kors frem, stænkede med vievand, og bevægede sig ind mod statuen, mens de rablede latinske remser af. De fem af dem døde på stedet. Den sjette undslap med nød og næppe ved at kaste sig ud af feltet, men døde af alderdom en måned efter.
Af alderdom? Hvordan det? Var han da meget gammel?
Nej, men det var han blevet. Det skal jeg vende tilbage til om lidt. Det værste var dog, at den afstand øjet dræbte på, sidenhen var fordoblet. Hvorfor, ved vi ikke endnu.
I dag ved vi dog, at rytmiske lyde og bevægelser i denne særlige takt begrænser dets dræbende effekt til området indenfor de hvide sten, uden at feltet vokser yderligere, men det har kostet flere hundrede liv at komme så langt. Vores antal er næsten blevet halveret. Alle har dog frivilligt deltaget i forsøgene på at formilde Taka. Ingen er blevet tvunget i døden.
Min far var selvfølgelig rasende, og beordrede kirken brændt, og alle missionærens tidligere tilhængere omringede nu på min fars ordre huset, og kastede småsten på ham og forbandede ham, hver gang han vovede sig udenfor huset. Han tog den første båd væk, og han fik aldrig at vide, hvad der var sket med hans eksorcister.
Hvorfor tilkaldte I ikke fra starten hjælp udefra til at undersøge fænomenet? Jeg er da helt sikker på, at mange videnskabsmænd ville stå i kø for at komme til at studere det. Så kunne I sikkert have undgået, at så mange blev dræbt.
Godt spørgsmål. Jeg var endnu ikke født dengang, så jeg kan kun sige, at det var min fars afgørelse at holde det hemmeligt, og det må skyldes hans sikre instinkt. Det har senere vist sig at være en vigtig beslutning, for sagen er langt alvorligere, end du forestiller dig. Det vil du forstå, når jeg har forklaret dig situationen, som den ser ud i dag. Men lad mig først fortælle om min egen rolle i det.
Det tog hårdt på min far, at mine brødre og min mor døde, så han sendte mig på kostskole i England, og senere på universitetet i Oxford. Jeg har faktisk en doktorgrad i højenergifysik, og mit eneste mål er at finde ud af, hvad øjet og Himlens Tårer er, og hvilken fare de repræsenterer. Kun en halv snes fysikere i verden er indviede i hemmeligheden. Vi arbejder i fælleskab på at løse problemet, og vi er alle enige om, at det kan få fatale følger for verden, hvis fænomenet bliver almindelig kendt.
Jeg forstår ikke! Hvordan kan det være farligt for resten af verden? Tror du at virkningen kan brede sig så langt? Og hvad er det gulgrønne lys egentlig?
Lyset er en form for pulserende tyngdefelt med besynderlige egenskaber. Det påvirker tilsyneladende ikke materien i omgivelserne, men inde i feltet er tyngden så stærk, at den påvirker tiden markant. Normalt ville en sådan tyngde få tiden til at gå lidt langsommere i feltet, men her sker det modsatte. Tiden accellererer ekstremt. Det er helt i modstrid med både relativitetsteorien og kvanteteorien. Det, du så i går, var ikke stråler, der brændte Marcus op. Han blev ganske enkelt flere hundrede år ældre på få sekunder.
Det lyder helt utroligt. Er du sikker på, at det ikke er en form for radioaktivitet?
Fuldstændig. Jeg har haft forskellige måleinstrumenter inde i feltet. Der er hverken tale om alfa-, beta- eller gammastråling. Tværtimod fremskyndes halveringstiden for radioaktive isotoper og betahenfaldet øges. Jeg har også fået analyseret prøver af askebunkerne med kulstof 14 metoden. De viser også en betydelig ældning, og vi kender jo askens oprindelige alder. Et sådant fænomen hører simpelthen ikke hjemme i vores fysiske verdensbillede. Begynder du efterhånden at fornemme hvilket gigantisk problem, vi står overfor?
Jamen kunne det så ikke hjælpe at inddrage nogle flere forskere i arbejdet?
Sikkert, men ikke uden en vis risiko. Vi ga sansynligvis at gøre med en hidtil ukendt fundamental kraft, men som alle andre kræfter kan den misbruges. Hvis vi lærer at kontrollere den, kan den måske gavne menneskeheden, men som du i går har set, kan den også blive et frygteligt angrebsvåben eller noget, der er værre. Jo færre, der kender til den, jo bedre.
Hvad mener du med værre? Hvad kan vel være værre end et masseødelæggelsesvåben?
Dengang man prøvesprængte den allerførste atombombe, var der flere forskere, der var nervøse for, at den kunne starte en kædereaktion, som ville sprænge hele kloden til atomer. Deres frygt viste sig at være ubegrundet, men denne her kraft er totalt ukendt i fysikken, og vi aner ikke, hvad der kan ske, hvis den slippes løs. Her har vi den trods alt under nogenlunde kontrol, efter min far fandt ud af, at de rytmiske danse ved fuldmåne og nymåne stoppede udvidelsen af kraftens virkefelt. Siden da har vidanset rundt om den hver fjortende dag.
Hvordan fandt han egentlig ud af det? Er denne dans da en gammel lokal tradition?
Næh, men da adskillige af vort folk var blevet forvandlet til aske i forsøget på at nærme sig figuren for at prøve at formilde Taka med offergaver, fandt han på at sende forskellige dyr ind for at studere fænomenet. De døde selvfølgelig på stribe, men da han sendte en hane ind, spankulerede den uhindret rundt. Så forsøgte nogle frivillige sig med at efterligne hanens bevægelser, og det gik for det meste godt. Siden udviklede det sig så gennem forsøg til det, som du så i aftes. Så hos os er hanen blevet en hellig fugl, som varsler tiden.
Og de grønne perler? Hvor kommer de så fra?
Vi går ud fra, at de stammer fra meteorregnen. De må have ligget dybt begravet i havbunden, men efter at det store øje blev aktivt, bliver de en efter en langsom trukket op af sandet. Vi finder dem af og til, når vi dykker efter perler, og bringer dem op til Taka. De har også en vis indbyrdes tiltrækningskraft, som du så af Marcus forsøg på at tage to af dem, og de besidder de samme kræfter som det store øje. Der er sket uheld under dykningerne, så derfor dykker vi også i den samme rytme.
Så det er grunden til, at I kalder dem for Himlens Tårer – fordi de faldt ned fra himlen?
Det var min far, der gav dem det navn, men mytologisk set er det faktisk gudernes øjne. Der findes mange gamle naturreligioner rundt om på øerne her. Fælles for dem alle er, at de omfatter mange guder, at hver levende art og hver stamme har sin egen gud, der holder øje med om vi opfører os korrekt, og straffer os med sygdom og død, hvis vi ikke gør det. Stjernerne er gudernes øjne, og eftersom der er mange arter, er der følgelig også mange stjerner. Vores stammegud hed Taka, og det betyder ganske enkelt vogteren, men nu kalder vi ham for Taka-té, tidens vogter.
Men hvorfor græder stjernerne. Har mytologien eller din faren forklaring på det?
Guderne græder deres øjne ud, fordi menneskene ikke følger naturens rytme, men dræber hinanden og driver rovdrift på alle andre arter. Derfor er nogle af gudernes øjne kommet til jorden for at hjælpe Taka-té med at holde øje med, om vi opfører os ordentligt.
Er det, hvad din far tror?
Min far er pragmatiker. Han har givet denne forklaring, fordi den er let at forstå for alle, og fordi den stemmer ganske godt med begivenhederne. Hvad han selv tror, ved jeg faktisk ikke. Som sagt er han pragmatiker og meget nøgtern, men han er på den anden side også vokset op i den gamle tradition, og jeg har aldrig diskuteret religion med ham. Han har dog aldrig krævet, at jeg skulle tro på de mytologiske guder.
Har du og dine forskervenner nogensomhelst idé om, hvad det er for kræfter?
Idéer har vi masser af, men ingen der helt kan forklare, hvad vi ved om kraften. Flere af os hælder dog mod en speciel teori. Kender du noget til teorierne om superstrenge?
Ikke meget. Kun at man vist mener, at elementarpartikler i virkeligheden er bittesmå vibrerende strenge.
Ja, sådan forklares det jo for det meste i populærvidenskabelige værker, men strengene er nu ikke nødvendigvis små. De kan strække sig gennem hele universet. Det vigtigste ved teorien er dog, at den forbinder tyngdekraften med de tre andre fundamentale kræfter. Det kan kun lade sig gøre, hvis universet har mindst seks ekstra dimensioner ud over de fire, der udgør rumtiden, men meget tyder på, at der er flere endnu.
Jeg kan godt huske, at jeg har læst om det, men jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at rummet kan have flere dimensioner end tre. Jeg er dog klar over, at man også betragter tiden som en dimension, men resten fatter jeg ikke.
Jeg kan trøste dig med, at fysikere har lige så svært ved at forestille dig andre dimensioner end dem, vi er vant til, men de ekstra dimensioner betyder heller ikke noget i vores dagligdag, for de formodes at være rullet op i nogle ekstremt små områder af rummet, som kaldes Calabi-Yau spaces efter de forskere, der først beskrev dem. Hvad vi så var muligvis et Calabi-Yau space, der voksede op til makrokosmisk størrelse.
Mener du, at denne mystiske kraft skulle have noget at gøre med disse bittesmå rum?
Ikke med rummene, men med dimensionerne. Der har været lavet beregninger over, hvad der ville ske, hvis nogle af disse ekstra dimensioner kollapsede, og de viser, at det ville udløse gigantiske energier, som optrådte i det tidlige univers kort efter Big Bang.
Undskyld, hvis jeg spørger dumt, men hvorfor skulle sådanne energier dukke op i dag på en lille ubetydelig planet, uden at astronomerne har set noget lignende i hele universet?
Det har de muligvis også uden at vide, hvad de så. Universet indeholder mange uløste gåder. Men vi har i hemmelighed fået undersøgt nogle stumper af det materiale, som blev hugget løs fra søjlen. Der er ingen tvivl om, at den kommer fra rummet, for den er betydeligt ældre end jorden. Geologerne anslog dens alder til mindst ti milliarder år, og den stammer muligvis fra tiden, hvor de først galakser blev dannet. Det er muligt, at den ankom med meteornedslaget, men det kan også tænkes, at den har ligget i bjerget meget længe, og at den tiltrak meteorregnen.
Men de energier, du talte om, skulle de så ligge i stenen eller i lyset?
Det kan være, at der findes en ekstra tidsdimension, som er kollapset inde i stenen, men at der, af grunde vi ikke forstår, kun lejlighedsvis siver lidt energi ud. Det kan være, at Marcus blot blev ført på en genvej gennem tiden til et punkt i hans egen fremtid. Kan vi lære at beherske det, kan det sikkert udnyttes til fredelige formål, men hvis en hensynsløs regering prøver at udvikle det til et angrebsvåben, kan det udløse en katastrofe.
Løber du så ikke en kæmpe risiko ved at fortælle det til mig? Jeg er jo trods alt en fremmed, som du næsten intet ved om.
For det første føler jeg, at jeg kan stole på dig, og desuden er jeg nødt til at tage chancen. Vi har brug for dig Vic, mere end du aner, så jeg har et forslag at stille dig, som jeg håber, at du vil tage imod.
Det lyder spændende. Lad mig høre!



Slutningen på historien kommer i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Slutningen på historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.




Flyt hertil og overtag Marcus job, men ikke på samme måde. Vi har brug for din viden og dine forbindelser. Du skal skaffe os de måleinstrumenter, vi behøver, og det skal foregå meget diskret. Det kan gøres gennem det firma, du arbejder for nu, så ingen begynder at stille spørgsmål om, hvad vi skal med avancerede instrumenter på en lille ø i troperne. Jeg vil også gerne have disse instrumenter udbyggede med avancerede tidsmålere, og det er I åbenbart det logiske valg til. Og så har jeg brug for udstyr til at kommunikere via satellit med mine kollegaer, uden at nogen uvedkommende kan lytte med, og jeg forstod på dig, at I har jeres eget net af satellitforbindelser.
Jeg så vantro på ham. Er det dit alvor?
Det er det, sagde han. Penge er intet problem. Dem har vi rigeligt af. Du kan bare sige, hvad du vil have i løn, og du får det. Til en start vil jeg forære dig huset her og møblementet. Marcus havde ingen familie, så efter loven tilhører det os. Hvis du savner kvindeligt selskab, så kan jeg fortælle dig at flere af vore unge piger er dybt betagede af dit lyse hår, så du er allerede et mål for deres opmærksomhed, og den er ikke blevet mindre af, at der er underskud af mænd på øen her. For mit eget vedkommende kunne jeg også bruge noget intellektuelt selskab. Flyt ned til os, Vic. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.
Tankerne hvirvlede rundt i min hjerne. Hvor fristende det end lød, så kunne jeg slet ikke overskue konsekvenserne, så jeg endte med at sige: Tak for tilbudet, Koro, men jeg bliver nødt til at overveje det, og jeg bliver også nødt til at diskutere sagen med min chef først. Men jeg tror godt, at jeg kan love dig allerede nu, at vi kan gøre alle de andre ting for dig. Bare sig, hvad du skal bruge.
Koro så lidt skuffet ud, men sagde så: OK, det forstår jeg. Her er, hvad vi behøver i første omgang. Han trak en liste frem og rakte mig den. Jeg spærrede øjnene op. De fleste af disse instrumenter havde jeg aldrig hørt om, og specifikationerne var det rene volapyk for mig. Men det lignede flere millioner dollar.
Koro bemærkede min forvirring, og sagde: Vi kan overføre pengene til jeg forud. Bare fortæl mig, hvilken konto de skal sættes ind på. Vi har kontoer i flere amerikanske banker.
Det må min chef afgøre, men han vil nok være nysgerrig efter at vide, hvorfor du vil have en tidsmåler bygget sammen med et instrument til at måle gravitation. Er den ikke konstant?
Ikke inde i feltet. Måske pulserer den i virkeligheden mellem stærke værdier af tyngde og antityngde. Rytmen er tæt på et sekund, men ikke nøjagtig et sekund. Hvad vi gerne vil undersøge er, om den nøjagtige frekvens har en matematisk sammenhæng med nogle af de beregnede værdier af superstrengenes frekvenser, specielt den der svarer til gravitonen.
Det forstår jeg ikke meget af, men det gør chefen sikkert. Hvor hurtigt skal du bruge det?
Så hurtigt I overhovedet kan fremstille det, så lad os ikke spilde mere tid. Jeg bestiller et fly til at hente dig med det samme. Han gik ind i radiorummet, og jeg begyndte at pakke sammen.
Flyet kom to timer senere. Koro fulgte mig ud af anløbsbroen, og insisterede på at bære mine kufferter. Inden jeg steg ind i flyet, sagde han: Jeg håber, du snart kommer tilbage og har nogle af instrumenterne med. Det haster ret meget.
Tror du, at du er på sporet af noget?
Nej, ikke specielt. Men du så det felt, der rev sig løs og forsvandt ud i rummet.
Ja, hvad betød det?
Det ved jeg ikke. Det er aldrig sket før. Min fader hævder hårdnakket, at Taka nu har anmodet de andre guder om hjælp. Selv tror jeg, at for første gang i de mange år, jeg har arbejdet med problemet, står vi måske overfor en ændring af feltets opførsel. Til hvad, ved jeg ikke, men jeg tilstår gerne, Vic. Jeg er virkelig bange!
Jeg tænkte meget over Koro’s ord under flyveturen, for hans frygt havde delvist forplantet sig til mig, men efterhånden som vi nærmede os Nassau og civilisationen, blev verden igen normal, og begivenhederne på Rohtua virkede blot som en særegen oplevelse. Jeg havde løst min opgave, og havde en kæmpeordre i lommen.
Det lykkedes mig at få adgang til en satellitsender i Nassau, og jeg sendte en fyldig rapport hjem om alt, hvad jeg havde set, men udelod dog i første omgang Koro’s tilbud til mig.

_ _ _ _ _

Jeg havde ventet en begejstret modtagelse, da jeg kom tilbage. Jeg kom jo faktisk med den største enkelte ordre i firmaets historie, men chefen havde åbenbart ikke ladet den nyhed gå videre til andre. Da jeg kom ind til ham, sad han i dybe tanker foran computeren.
Nå, der er du Vic, sagde han adspredt. Udmærket klaret! Det var en fin rapport, du sendte hjem.
Mange tak, sagde jeg, men nu har vi selvfølgelig et problem.
Og det er? sagde han, og så afventende på mig. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han vidste, hvad jeg ville sige, men at han allerede havde taget sin beslutning.
Strengt taget burde vi jo fortælle det til en eller anden myndighed. En mand er trods alt død under højst mystiske omstændigheder, hvor nogle ukendte kræfter er involveret. På den anden side er det så vidt vi ved ikke første gang, det er sket, og Rohtua har jo selvstyre, hvad angår lokale problemer. Jeg tror ikke rothuanerne ville bryde sig om, at nogen udefra blandede sig i deres gudsdyrkelse, og måske ovenikøbet ville kræve at undersøge deres gud. Og desuden, tilføjede jeg med et uskyldigt blik, ville det jo også betyde, at rothuanerne ikke længere ville have brug for vores assistance.
Du er altså enig i, at vi indtil videre ikke fortæller nogen om Tidens Gud. Kunne du tænke dig at lede vores filial på Rohtua?
Det ville jeg ikke have spor imod, sagde jeg. Jeg er jo i forvejen vant til at leve efter et tidsskema, og klimaet passer mig fortræffeligt. Jeg går ud fra, at vi også snakker om en betragtelig lønforhøjelse.
Selvklart, sagde han. Så er det en aftale. Men der er lige noget her, du skal se først.
Han drejede computeren rundt, så skærmen vendte mod mig. Den viste et af de billeder, jeg havde sent hjem af Marcus’ dødskamp. Så startede han lydoptagelsen, og jeg hørte igen den vibrerende tone, der voksede i styrke.
Læg mærke til uregelmæssighederne i tonen, sagde chefen. Jeg fik en mistanke om, at den måske indeholdt en kode, og bad computeren om at omsætte frekvenserne til tal. Så kørte jeg tallene gennem en lang række krypteringsprogrammer, men ingen af dem gav noget resultat. Først da jeg forsøgte med en primitiv kryptering fra midten af nittenhundredtallet, som de allierede styrker havde anvendt til at kode deres radiosignaler med under 2. verdenskrig, skete der noget. Her er hvad computeren kom op med.
Han trykkede atter på en knap, og på skærmen stod der nu:

Resultat af dekryptering. Usikkerhedsfaktor 14,6%.

alternativ 1: Tiden er kommet.
alternativ 2: Tiden er inde.
alternativ 3: Tiden er nær.

Jeg fik en kildrende fornemmelse ned af rygraden, og chefen fortsatte: Det er ikke det hele. Jeg lod også computeren prøve at analysere det farveskiftende lys. Det indeholder tilsyneladende et interferensmønster, der kunne være en form for kode, men computeren behøver et ubrudt forløb for at kunne analysere det, så jeg tager med dig tilbage til Rohtua. Jeg har allerede chartret et fly. Vi må overtale dem til at give os lov til at filme det lys med et highspeed spektralkamera. Jeg har en fornemmelse af, at det gulgrønne skær kun er en hvileposition, og at lyset omfatter meget mere end det synlige spektrum.
Det vil Koro helt sikkert være med på. Tror du, vi vil kunne udnytte det i vores udviklingsarbejde? Det er jo klart, at strålerne på en eller anden måde kan ændre tidens gang lokalt. Det kunne vel også blive et fantastisk forsvarsvåben.
Bagateller, sagde han. Hvad jeg tror er, at lyset indeholder en besked til os fra en fremmedartet livsform. Måske er de grønne perler selv en form for liv. Vores definition på liv, som vi jo opfatter som baseret på organiske molekyler er både meget subjektiv og meget mangelfuld. Menneskeheden står sandsynligvis overfor den største omvæltning i hele sin historie, og jeg ønsker at være med i første række, når det sker.
Jeg er parat, når du er det, sagde jeg og tilføjede: Men måske skulle vi lige snuppe et lynkursus i breakdance, inden vi tager afsted.
Han så på mig med pludselig interesse. Ingen dårlig idé! Ja, faktisk, tilføjede han eftertænksomt, tror jeg, at det er en rigtig god idé, at alle mennesker lærer at danse breakdance.


_________________________________


Meteoritsværmen fra det dybe rum resulterede, som astronomerne havde ventet, i et festfyrværkeri af stjerneskud. Men det bedste af det hele var, at titusindvis af meteorerne åbenbart var tilstrækkeligt store til at nå gennem atmosfæren. Rapporterne indløb i en endeløs strøm fra nær og fjernt om nye landinger, og astrofysikerne jublede.
Det tegnede til at blive historiens største høst af ekstraterrestrisk materiale, og de forventede med god grund at erfare en masse nyt om universets oprindelse og sammensætning. Ingen hæftede sig ved det besynderlige i, at ikke een eneste af de foreløbige rapporter var kommet fra øjenvidner direkte ved nedslagsstederne i de beboede områder.
Men rundt omkring i byerne, i skove og på marker, i bjerge og i dale lå små og store meteorer med gulgrønne vinduer og ventede tålmodigt på at lære menneskene respekt for tidens rytme.




Tilskuerne så ret forvirrede ud, og Vern sagde: Ja, der er jo så meget mellem himmel og jord, som vi mennesker ikke forstår. Jeg kunne selv godt tænke mig at vide, hvad denne historie ender med. Men foreløbig skal vi ud at sejle. Kom!


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

I denne søde juletid, hvor børnene spændt venter besøg af genfærdet af en tyrkisk biskop i et samisk transportmiddel, som trodser både tyngdeloven og luftfartsbestemmelserne, kan voksne måske også have behov for at slappe af med et besøg i fantasiens verden.

Her er endnu en historie fra min novellesamling "Tidens Labyrint."



Er tiden virkelig, eller er det blot en tanke, vi leger med? Måske er tiden selv en tanke, der leger med os, så vi indbilder os en virkelighed. Hvem ved, hvad vi i virkeligheden er, sagde Vern med et kryptisk smil.


Tids-illusionen.

Aftensolen kastede lange skygger hen over landskabets bløde kurver, hvor vinden lavede dovne bølger i majsmarkerne. Jeg havde sat mig på en bænk udenfor stationen, så jeg kunne nyde solnedgangen, mens jeg ventede på toget. Der var ikke andre stjerner fremme end supernovaen, der stod højt på himlen i sydvest. I flere dage havde man nu kunne se den ved højlys dag, og den var efter sigende ved at kulminere nu.
Der var noget mærkeligt ved den supernova. Verden var på randen af et sammenbrud, da den viste sig. Den panafrikanske oprørshær hærgede det centrale Afrika. Det endelige sammenbrud i fredsforhandlingerne i Mellemøsten havde startet den hidtil blodigste krig i området. Størstedelen af de europæiske topledere var dræbt ved et bombeattantat i Bruxelles. Borgerkrigen rasede i Kina, og i kulminationen på det hele - PakIndia krigen, havde parterne nu havde taget strategiske atomvåben i brug, og allerede dræbt eller lemlæstet over 40 millioner mennesker, og gjort store landområder ubeboelige.
Men pludselig, da supernovaen viste sig, var kamphandlingerne på besynderlig vis stilnet af og afløst af våbenstilstand de fleste steder. Var det mon på grund af noget i dens stråler, eller var menneskene i virkeligheden dybt overtroiske og så den som et tegn fra himmelske magter? Måske mindede den os blot om, hvor små og ubetydelige vi er i sammenligning med det uendeligt store univers. I hvert fald søgte man nu at løse alle problemer ved forhandling i stedet for ved hadefulde blodsudgydelser.
En lille rynket mand kom pludselig rundt om hjørnet, og gav sig til at studere afgangsplanen på muren. Der var endnu en halv time til næste tog, så han satte sig i den anden ende af bænken, og gav sig nervøst til at studere nogle medbragte papirer, mens han mumlede for sig selv.
Han må have følt, at jeg i smug iagttog ham, for pludselig vendte han hovedet mod mig og spurgte mig direkte uden omsvøb: Tænker De nogensinde på, hvor skrøbeligt livet er?
- Det har de fleste vel gjort fra tid til anden. Man kan jo få et hjerteanfald eller blive kørt over eller blive ramt af et meteor eller ...
- Det er ikke Deres liv, jeg mener, afbrød han mig lettere irriteret, jeg sagde Livet, alt liv selvfølgelig!
- Det vil jeg nok mene er temmelig robust, sagde jeg, eftersom det har klaret sig i flere milliarder år.
- Det tror De, sagde han, men hvad nu hvis jeg fortæller Dem, at livet blot er en illusion!
- I så fald er det en meget overbevisende illusion. Jeg føler mig i hvert fald meget virkelig.
- Selvfølgelig gør De det. Ellers ville vi forlængst have opdaget, hvordan det hang sammen, men jeg siger Dem, at ikke bare livet, men hele universet er blot en tanke hos et væsen uden for dette univers.
- Mener De, at vi blot er en tanke hos Gud?
- Nej, jeg mener ikke Gud, men det må De for min skyld gerne kalde det. Som jeg ser det, er også Gud, ja alle guder en del af illusionen.
- Det er jo en interessant filosofisk tanke. Så vidt jeg husker, var allerede Platon inde på, at ...
- Platon, bah!! Han vidste ingenting, han var ikke matematiker. Jeg er professor Jankowitz. Det er mig, der har skabt projektions-matematikken, der sætter os i stand til at løse ligninger, der indeholder flere inkommensurable størrelser, og min matamatik beviser, at jeg har ret. Tiden er en illusion, og eftersom såvel livet som universet skylder tiden deres eksistens, må de derfor også være illusioner. Det er da fuldkommen indlysende.
- Jeg tror ikke, jeg helt har fattet, hvad De mener, sagde jeg.
- Selvfølgelig kan De ikke fatte det. Jeg kan dårligt fatte det selv, og jeg er anerkendt som det største nulevende matematiske geni. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde.
Det begyndte altsammen med, at det gik op for mig, at enhver forståelse bygger på sammenligning med noget kendt. Uden analogier, ingen forståelse. Derfor bekymrede det mig, at der fandtes inkommensurable størrelser. Hvorfor kan man ikke måle siderne og diagonalen i et kvadrat med samme målestok? De ser dog ud til at være af samme art. Og hvorfor er selv de mindste punkter på en cirkelbue forskellige fra punkterne på en radius? Men de problemer løste jeg med projektions-matematikken, som arbejder i flere dimensioner.
Det var da jeg begyndte at arbejde med tiden, at jeg stødte på større problemer. Tiden er uforståelig, fordi den ikke kan sammenlignes med noget som helst. Alligevel er den en del af enhver begivenhed og enhver genstand. Det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne definere tiden matematisk. Jeg hentyder ikke til størrelsen t, som jo indgår i mange ligninger. Den er der bare. Jeg hentyder til en matematisk definition af tidens natur eller væsen, om De vil. Da først jeg havde løst dette problem, kunne jeg begynde at undersøge den nærmere, og da var det, at jeg gjorde den frygtelige opdagelse.
- Og hvad var så det, spurgte jeg.
- At tiden ikke, som vi har troet, er opstået samtidig med universet, men har sin oprindelse udenfor universet, sagde han med dyb alvor i stemmen, og rykkede lidt nærmere hen imod mig.
- Jeg kan ikke se, at dette kan være et problem, sagde jeg. Det kan da være tindrende ligegyldigt.
- Menneske, forstår De da ikke konsekvensen! udbrød han med forfærdelse malet i ansigtet.
- Overhovedet ikke. Hvad skulle det dog betyde?
- At universet er afhængigt af noget udenfor, og dermed er det ikke stabilt. Men det viste sig at blive meget værre.
- Hvad skete der da?
- Uanset hvordan jeg opstillede ligningerne, kom jeg til de samme resultater. Tiden eksisterer ikke som forløb. Fortid, nutid og fremtid er blot forskellige projektioner af en tilstand udenfor vort univers!
- Det forstår jeg overhovedet ikke. De sagde, De kunne bevise Deres teori. Hvori består dette bevis?
- Beviset er matematisk, og det vil De næppe kunne forstå, så lad mig prøve at forklare det i billeder. Glem for et øjeblik, at der findes tid, og glem at der eksisterer et univers. Forestil Dem så et væsen, der i sine tanker eller drømme har en masse billeder, hvoraf nogle ligner hinanden. Nu skifter dette væsen sin fokus fra et billede til det næste og derefter til det tredie, og pludselig virker det som om billederne bevæger sig, præcis som når fokus skifter fra billede til billede på en film. Det er disse skift, der frembringer illusionen af tid, der forløber i en bestemt retning.
- Nu forstår jeg, hvad De mener. Og hvis man kører filmen baglæns, vil det se ud som om tiden går baglæns, men jeg kan huske, at jeg har læst noget om entropi – noget om, at der er visse processer, der ikke kan gå baglæns.
- Det er netop der, man tager fejl! udbrød han. Allerede i 1700-tallet beviste David Hume at årsag og virkning ikke nødvendigvis afhænger af hinanden. Det er kun noget, vi tror, fordi vi er vant til at se det sådan. De logiske regler kan sættes ud af kraft, og det er netop det, der er ved at ske!
- Hvordan skal det forstås? At 2 + 2 ikke længere er 4?
- Det kan meget vel blive resultatet, sagde han triumferende. Alt er muligt i et univers uden logik.
- Ja, så forstår jeg slet ingenting, sagde jeg, så hører alting jo op. Det er jo det rene kaos. Hvordan vil De forklare det?
- Det kan jeg let, sagde han. Forestil Dem nu, at dette supervæsens koncentration begynder at flakke, og dets fokus springer til et andet sted i billedrækkefølgen. Pludselig er noget af fortiden eller noget af fremtiden blevet til nutid, og tidens gang er flyttet til et andet sted, og vores nutid er blot et stivnet billede i en ikke eksisterende rumtid.
- Det lyder ikke særligt logisk, at det skulle kunne finde sted. Det strider jo mod alle vore erfaringer.
- Logisk, logisk, vrissede han gnavent. Det er jo netop logikken, som jeg siger vil kollapse, i hvert fald i den form vi kender den. Lad mig give Dem et eksempel; Alice i Eventyrland. For hende var alting frygtelig ulogisk, men for kaninen eller den gale hattemager var alting indlysende logisk. Det er kun et spørgsmål om at kende de lokale regler for logik, og de varierer fra verden til verden.
- Jamen i et eventyrland kan man jo selv udforme reglerne. Det kan man ikke i den virkelige verden.
- Hvad mener De med ”den virkelige verden!” Menneske, har jeg ikke lige fortalt Dem, at verden er en illusion! En fantasi! Der er ikke mere virkelighed ved denne verden end ved de andre. De eksisterer allesammen i dette øjeblik. Hvordan i alverden tror De, at vi har fået kendskab til Eventyrland – eller til Olympens guder – eller Gullivers Lilleputland – eller Paradisets Have – det eksisterer alt sammen et eller andet sted. Alt det, vi kalder fantasi, er blot projektioner af andre illusoriske verdener. Ellers ville vi aldrig kunne få sådanne idéer.
- Vil De påstå, at Eventyrland virkelig eksisterer, og ikke blot er et produkt af vores fantasi?
- Det er mere end en påstand. Jeg har været der selv, og det var ved at drive mig til vanvid, indtil jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen. Nu ved jeg det, men det har ikke gjort min frygt mindre.
Jeg stirrede på ham, mens jeg tænkte som en rasende. Manden var gal, det kunne der ikke være tvivl om, men var han også farlig?
Som om han havde kunnet læse mine tanker, sagde han bedrøvet: Nej, jeg er ikke gal, men jeg forstår godt, hvis De tror det. Det gjorde jeg selv i starten. Det begyndte med at jeg så stjernen stå over Bethlehem, men det afskrev jeg som en fantasi, der var fremkaldt af supernovaen. Et stykke tid efter fik jeg et andet syn. Jeg så, at Jorden var flad, og båret på ryggen af en skildpadde. I dag ved jeg, at det er en religiøs myte, men det vidste jeg ikke dengang. Det fortsatte med andre mærkelige syner, som jeg ikke engang kan navngive, og det var sådan, at jeg fandt ud af, at det måtte komme til mig udefra.
Han fortsatte: Så længe det kun var noget, der overgik mig selv, kunne det jo være ligegyldigt, men siden har jeg truffet flere andre, der har det på samme måde. Jeg formoder, at nogle mennesker er mere følsomme overfor forandringer end andre. Noget afgørende er ved at ske – det viser mine ligninger med stor sikkerhed.
Jeg huskede noget om, at man i sådanne situationer altid skulle tale folk efter munden for at berolige dem, så jeg spurgte, så roligt jeg kunne: Og hvad mener De så er på vej til at ske?
- Vi er kommet til enden af en cyklus. Måske er væsenet ved at miste sin koncentration. Måske er det bare blevet træt af at tænke. Vi kan leve med at være en tankeprojektion, men vi kan ikke eksistere uden logiske sammenhænge mellem årsager og virkninger. Hvis dette væsen for alvor slipper sit greb i tankerne, så de begynder at flakke ukontrollabelt, vil verden gå under i et ulogisk kaos.
- Vil universet så ikke bare forsvinde, spurgte jeg.
- Nej, billederne er der jo stadig i væsenets tanker, men logikken ville forsvinde, og uden logikken vil vi alle blive sindssyge. Forestil Dem en verden, hvor landskabet uafbrudt skifter karakter og springer mellem forskellige tidsaldre, og hvis De prøver at spise, forvandler gaflen sig måske til en slange, der bider Dem i tungen, eller De rækker ud efter noget, og ser Deres arm forlade Deres krop og svæve gennem luften, eller De møder en heks med vorte på næsen, der forvandler Dem til en gris. Sådan kan vi ikke leve. Det er derfor jeg må tilbage til universitetet og tale med mine kolleger. Vi må prøve at finde en løsning, hvis det overhovedet er muligt.
Han var nu rykket helt hen til, hvor jeg sad, og hidsede sig mere og mere op, så det var en stor lettelse for mig at se en bil glide ind foran stationen og parkere. I det mindste er jeg ikke alene med ham, tænkte jeg. Bilens døre gik op, og to mænd i hvide jakker steg ud, og kom hurtigt hen imod os. Den lille mand måtte have set dem komme i mine øjne, for han sprang op, snurrede rundt og skreg: Nej, nej! Bliv væk fra mig! Jeg skal til byen. Det er meget vigtigt!
De to mænd var hurtigt henne ved ham, og holdt ham fast, og den ene af dem sagde i et beroligende tonefald. Så, så, lille Janke. Vær nu rolig. Det er bedst, du kommer med os hjem. Nu så jeg, at en tredie mand med lægetaske var på vej hen imod dem.
Nej, jeg vil ikke, jeg vil ikke! skreg den lille mand, men lægen gjorde hurtigt en sprøjte klar, og stak den i hans arm. Et øjeblik efter blev den lille mand slap og føjelig, og de hvide jakker ledte ham blidt hen imod bilen. Lægen kom hen til mig.
- Jeg håber ikke at professoren har generet Dem, sagde han.
- Nej, slet ikke, selv om jeg var ved at blive lidt nervøs på det sidste, sagde jeg. Var det virkelig professor Jankowitz?
- Desværre, ja, sagde lægen, og som De kan se, er han meget syg. Man siger jo, at genialitet og sindssyge ikke er langt fra hinanden, og det synes i hvert fald at passe i hans tilfælde. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for ham, men vi ved alt for lidt om, hvad der virkelig foregår i sjælens dybder.
- Det var i hvert fald en mærkelig, men også spændende historie, han fortalte mig. Langt hen ad vejen var jeg dybt fascineret af ham.
- Jeg formoder, at det handlede om hans mærkelige syner, sagde lægen. Vi får flere og flere af den slags patienter. Det er næsten en epidemi. Jeg tror, det skyldes, at vores tilværelse er blevet for stresset. Flere og flere mennesker forsøger at slippe væk ved at drømme sig ind i en fantasiverden. Det er en sørgelig udvikling. Nå, men jeg må tilbage til sanatoriet med ham. Endnu engang undskyld, hvis han har voldt dem ulejlighed.
- Alt i orden, sagde jeg, og lægen gik tilbage til bilen, som kort efter kørte bort. Jeg lænede mig lettet tilbage, og så op mod supernovaen, som her i aftenrøden lyste meget klart. Måske var det i virkeligheden supernovaen, der øvede sin indflydelse og satte gang i vores fantasi.

Pludselig strøg en iskold vind hen over mig, og supernovaens lys forsvandt, som havde nogen slukket for en kontakt. Aftenrøden blegnede hurtigt, og midt på himlen dukkede fuldmånen op, hvor ingen måne burde være. Så begyndte det at sne. Fine hvide krystaller dalede ned i sommernatten, og dækkede landskabet med et hvidt tæppe, og mens en uforklarlig angst begyndte at snøre mit hjerte sammen, så jeg i silhuet mod fuldmånens lys julemandens kane, trukket af otte rensdyr, glide hen over himlen ledsaget af en lystig klang af bjælder.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.


God jul til jer alle.