”Sådan,” sagde Nicholas, og indlæste det sidste program. ”Verdens første kvantecomputer, som også er en parallelcomputer, er klar til brug. Den kan udføre mere end en million beregninger simultant, ikke nær så meget som en menneskehjerne, men til gengæld 3 millioner gange hurtigere. Den kan faktisk tænke selvstændigt, næsten som et menneske.

Så kan den måske skrive et digt? Fortolke et? Forstå et?

Nicholas rakte op og rørte ved lampen på skærmen, og en ånd med turban på hovedet voksede ud af vægehullet, og spurgte med dyb stemme: ”Hvad er dit ønske, Herre.”

Har man skabt en computer, der kan føre en almindelig samtale med et menneske?

Kære Zen.

Se mit svar i tråden; Verdensforklaring.

Endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. Denne gang om, at nogle handlinger har følger, som rækker langt frem i tiden.


Vi læser om krige og heltemodige bedrifter, sagde Vern, og ser for os tanks og kanoner og kæmpende soldater med bølgende faner og bombemaskiner, der smider deres dødbringende last. Men krigen har mange andre ansigter, der hverken indeholder bølgende faner eller heltemod.


Efterkrigstid.


Han gik rundt i den sønderbombede by, hvor hvert eneste hus var jævnet med jorden. Sanitetssoldaterne havde for længst fjernet og begravet ligene i massegrave, bortset fra de afrevne lemmer, som de havde overset, og som måger og ådselsfugle havde pillet rene, så kun de solblegede knogler lå hist og her mellem ruinerne.

Hvorfor han var kommet tilbage, vidste han ikke – nysgerrighed velsagtens – for skønt det var hans barndomsby, havde han ikke længere nogen tilknytning til den. Men når han nu alligevel var i nærheden, og ikke havde andet at bruge sin orlov til end at drikke sig fuld, havde en pludselig indskydelse fået ham til at køre herud.

Byen virkede totalt uddød, bortset fra fuglene og enkelte katte, som formentlig levede af fugle og rotter. Det var næsten tre år siden nu, at himlen havde åbnet sig en tidlig morgen, og bomberne var faldet i en tæt regn. Der havde stort set ikke været nogen overlevende, og oprørsbevægelsen havde fået sig en barsk lektion i, hvad det koster at sætte sig op mod centralmagten. Hadet og bitterheden var der stadig, men ingen åbenlys modstand. Lokalbefolkningen havde tilsyneladende resigneret og accepteret deres skæbne.

Selv følte han sig hævet over lokalpatriotiske følelser, selv om det faktisk var hans eget folk. Som professionel soldat var hans liv enkelt og regelret. Man adlød sine overordnede uden betænkning, og udstedte de nødvendige ordrer til dem, der var under en. Disciplin og effektivitet var nøgleordene. Sådan havde det været siden hans tiende år, hvor hans forældre var døde, og han selv var blevet sendt til et af statens opfostringshuse, indtil han som sekstenårig var blevet indrulleret i hæren.

Det var svært at orientere sig mellem alle murbrokkerne, men hist og her fandt han en væltet stander med gadenavne, som han kunne huske, og langsomt arbejdede han sig frem mod det kvarter, hvor han boede som barn, kravlende over murbrokker og udbrændte bilvrag. Det var ikke så mærkeligt, at man havde opgivet at genopbygge byen.

En bevægelse i udkanten af hans synsfelt fangede hans opmærksomhed. Et menneske? Nej, men noget der var større end en kat. En hund måske? Der var ikke mere at se, men hans nysgerrighed drev ham til at undersøge sagen. Han skrævede over nogle murrester, og nærmede sig stedet.

En dyb kældernedgang fyldt med murbrokker var gravet delvis fri, og ledte ned til en åbning, godt en meter høj og en halv meter bred, stor nok til at et menneske kunne komme igennem, men næppe noget en hund kunne have lavet. En stank af råddenskab kom op gennem hullet.

Han gik ned af de smalle trin, og standsede op foran åbningen, grebet af en forudanelse om noget ubehageligt. Det var ikke lugten. Den kunne han godt holde ud, selv om den var streng. Han havde været ude for værre ting i sit liv. Det var snarere en følelse af, at hullet rummede noget ukendt, en mulig fare han ikke kunne forudse.

Nærmest rutinemæssigt løsnede han sin pistol i hylsteret og afsikrede den, parat til det hurtige træk, som havde reddet hans liv mere end én gang. Nu følte han sig mere sikker, og med en rask beslutning dykkede han ind gennem hullet, og trykkede sig fladt op mod væggen bag en splintret dør, mens hans øjne vænnede sig til halvmørket.

Han stod i entréen til en kælderlejlighed. Inde fra et af rummene kom der en svag puslende lyd, og så blev der helt stille. Fra huller i loftet faldt der enkelte lysstråler ned, og spredte et dæmpet skær over det støvede gulv, hvor der var tydelige spor af, at nogen eller noget havde bevæget sig ind og ud af et af rummene og hen til indgangshullet.

Så lydløst som han kunne og med hånden på pistolskæftet, bevægede han sig langsomt hen ad gangen, til han kunne se ind i rummet. På en dobbeltseng op mod væggen i venstre side af rummet lå et halvt opløst lig af en kvinde. Det var altså derfra stanken kom. Lyset, der trængte gennem sprækker i loftet, gav rummet et spøgelsesagtigt skær.

Igen hørte han den puslende lyd. Den syntes at komme fra højre side af rummet. Han trak pistolen, og forberedte sig mentalt på at skyde, hvis noget skulle angribe ham. Så sprang han ind i midten af rummet og snurrede rundt med hævet pistol, mens hans trænede blik lynhurtigt skannede omgivelserne for en mulig angriber.

På gulvet i hjørnet længst væk fra sengen sad en meget snavset lille dreng og en lidt mindre pige, side om side, kind mod kind, med armene slynget om hinanden, og så på ham med angstfyldte øjne. De kunne højst være fire og fem år gamle. Der var ikke andre i rummet. Kejtet sænkede han pistolen og sagde: ”Hallo, … øhh, bor I her?”

Børnene svarede ikke, men knugede blot hinanden endnu hårdere, mens de ufravendt stirrede på ham, og han følte sig frygtelig dum. Han stak pistolen tilbage i hylsteret og så sig omkring. Langsom begyndte han at forstå, hvad der måtte være sket.
Moderen og børnene, som dengang var ganske små, havde formentlig overlevet bombardementet på grund af den dybe kælder, og siden i frygt holdt sig skjult for soldaterne.

Børnene sad på et tæppe, som de havde taget fra sengen, hvor de vel havde sovet sammen med moderen. De havde nok fortsat med at sove i sengen efter moderens død, indtil liget var begyndt at lugte. Hvorfor de var blevet i rummet, var sikkert fordi, det var det eneste sted, de var fortrolige med.

Op ad væggen stod omkring hundrede dåser konserves pænt stablet op, og i et andet hjørne var der bygget et fint tårn af tomme dåser, som når børn leger med byggeklodser. Det var altså sådan, de havde overlevet. Drengen havde ikke haft kræfter til at bruge en dåseåbner, men sulten måtte have gjort ham opfindsom. En skruetrækker og en sten viste, hvordan han havde fået hul på dåserne, og de havde brugt en teske til at fiske indholdet ud. Foran dåserne stod også en rød og en blå legetøjsspand af plastik, fyldte med vand, som de måtte have hentet i floden.

”I må nok hellere komme med mig,” sagde han, og tog et skridt hen imod dem, men blev stoppet af et angstskrig. Børnene skælvede voldsomt, og angsten i deres øjne gjorde ham rådvild. Hans tanker flagrede af sted. Hvor lang tid var der gået, før de forstod, at moderen ikke ville vågne mere? Hvad var deres forestilling om døden? Hvordan var deres billede af verden? Hvad foregik der inde i deres hoveder lige nu? Hvordan opfattede de ham?

Blidt, meget blidt sagde han: ”Jeg gør jer ikke noget ondt. Jeg vil bare hjælpe jer.” Forsigtigt strakte han hånden frem imod dem. Der kom en pibende lyd fra pigen, og de knugede nu hinanden så hårdt, at deres små hænder blev helt hvide.

Så væltede følelserne og minderne op i ham. Om den dag, hans forældre døde. Om hans tid på opfostringshjemmet. Om de ting, han havde været nødt til at gøre som soldat. Alle de ting, som han havde fortrængt for at overleve. Langsomt sank han ned mod gulvet og begyndte at græde. Han græd, som han ikke havde grædt siden hans forældre døde. Han græd og græd, og blev ved med at græde, til han følte, at han aldrig ville kunne holde op igen.



Tårerne løb ned over kinderne på tilskuerne, da Verns stemme blidt brød ind og sagde: ”Jeg ved, at vi alle sammen gerne vil se en happy ending, men desværre ender tidsbilledet her. Der er ingen slutning på denne historie, så vi må se at komme videre.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Jeg går ud fra, sagde Vern, at alle i selskabet har haft de såkaldte deja-vu oplevelser, en fornemmelse af, at man har været på stedet før og oplevet det samme. Nu skal vi møde en mand, der undersøgte grunden til disse fornemmelser, og kom til et overraskende resultat.

Tidens ringe.

Det begyndte egentlig med en skør idé. Men selv skøre idéer bør man efterprøve, for de viser sig af og til at være forårsaget af den gnist af guddommelig inspiration, som bringer menneskeheden videre.

Altså, han havde fået den skøre idé, at de deja-vu fornemmelser, som næsten alle mennesker har fra tid til anden, måske var nøglen til en virkelig forståelse af Tiden. Det kunne han selvfølgelig ikke umiddelbart bevise, så han besluttede blot, at hver gang han fik denne følelse af, at han havde været der før, og at begivenhederne gentog sig, ville han omhyggeligt skrive omstændighederne ned med dato og klokkeslæt og arkivere dem.

Ud over at arkivere dem i mapper efter det sted, hvor han havde haft fornemmelsen, gjorde han ikke noget ved dem. Det var simpelthen blevet en daglig rutine at skrive de små notater, og komme dem ned i deres respektive mapper, præcis som han børstede tænder, tog sine vitaminpiller og hængte sine bukser på bøjle uden at tænke nærmere over det.

Han brød sig i det hele taget ikke om at tænke nærmere over sit liv. Det gjorde ham altid frygtelig deprimeret. Ikke fordi han led nogen nød, bevares, men ensformigheden og de daglige rutiner, som gav ham tryghed, virkede samtidigt som et fængsel for hans sind. Selvvalgt, var han ganske klar over, for lige siden barndommen havde han været plaget af en panisk angst for alt, hvad der var ukendt.

Han vidste godt, hvor angsten stammede fra. Da han var ganske lille var hans far og storesøster blevet dræbt ved et trafikuheld. Det havde givet hans mor en så stærk frygt for at miste ham, at hun ikke tillod ham at gøre noget som helst, der kunne være farligt. Hendes angst havde forplantet sig til ham, så han kun havde følt sig tryg i hendes favn.

Glimtvis kunne han huske, hvordan han som barn kunne blive overvældet af en ubændig trang til at gøre som de andre drenge, klatre i træer, køre på cykel, løbe på skøjter på søen, spille fodbold eller bare tumle rundt i en venskabelig brydekamp, men han havde aldrig turdet.

Kærlighed havde han aldrig savnet, og han havde elsket sin mor med barnets ubetingede tillid. Da han som så mange andre børn var blevet mobbet i skolen, havde hans mor forsvaret ham med en løvindes vildskab, så ingen turde gøre ham noget siden hen, men prisen var selvfølgelig, at han var blevet lukket ude fra de andres fællesskab. Det havde blot knyttet ham endnu stærkere til hende. Med kærlighed og tålmodighed havde hun hjulpet ham gennem barndommen, sørget for at han fik en uddannelse og et godt job, og at hans liv blev lagt i faste rammer.

De første par år efter hendes død havde været svære at komme igennem, men efterhånden havde han accepteret, at han var alene, og søgte i stedet tryghed i de daglige rutiner. Hvis nogen havde spurgt ham (hvad ingen gjorde), om han var tilfreds med sit liv, ville han utvivlsomt have sagt ja.

I den seneste tid havde han dog jævnligt haft en vag følelse af uro, som om der var et eller andet, han havde glemt, som han burde undersøge. Det var først, da han en morgen ville arkivere sit sidste notat, at det gik op for ham, hvad det var. De fleste af mapperne var tynde og indeholdt kun et enkelt eller to notater, men fem af mapperne var bugnende fulde. Det var det, han havde glemt at undersøge.

Han bar mapperne hen til bordet og åbnede den første af dem. Det varede lidt, før det gik op for ham, hvad der var galt. Chokeret åbnede han den anden mappe, og så den tredje og fjerde og femte, mens de små nakkehår rejste sig på ham, og han fik en isnende fornemmelse ned ad ryggen.

Alle notaterne i en mappe så fuldstændig identiske ud og bar samme klokkeslæt, og samtlige notater i de fem mapper havde samme dato, og datoen var i dag!

Tankerne stormede rundt i hans hoved, mens han febrilsk ledte mapperne igennem efter blot en enkelt afvigelse, men der var ingen. Langsomt begyndte den frygtelige sandhed at gå op for ham. Han optalte antallet af sedler i hver mappe, tog en seddel fra hver mappe og læste omhyggeligt notatet. Så gav han sig til med rystende hænder at tegne et diagram. En tidslinie med de fem klokkeslæt markeret, og ved de første fire en cirkel med berøringspunkt på linien. Og så til sidst den store kurve, der førte tidslinien tilbage igen til et punkt før den første cirkel.

Atter og atter fulgte han kurven rundt med fingeren, som om han på denne måde kunne finde en vej ud, men han vidste med sig selv, at der ikke var noget at gøre. Det kunne være, at menneskeheden havde en fremtid, men selv havde han ingen.

Han var for tid og evighed uhjælpeligt fanget i en af Tidens ringe.

Det begyndte egentlig med en skør idé. Men selv skøre idéer bør man efterprøve, for de viser sig af og til at være forårsaget af den gnist af guddommelig inspiration, som bringer menneskeheden videre. .............


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Det er nogle fine små, ja, de er vel for korte til, at man kan kalde dem noveller.

De minder meget om Ray Bradburys, som jeg læste for mange år siden.

Deja-vu oplevelser har jeg haft en del af og jeg har opdaget at de tit hænger sammen med uopmærksomhed. Det, der ofte sker, er, at man gribes af en stemning, en følelse eller måske en duft og det er denne stemning der opleves igen og som gør at man oplever et deja-vu. Der kan selvfølgelig findes andre forklaringer, men dette er en af dem.

Jeg læser gerne dine og Kræn-P's indlæg om tiden som den fjerde dimension men jeg vil ikke sige at jeg forstår dem. Jeg er rigeligt tilfreds med at leve i min tredimensionale verden og se tiden som erindringen om fortiden og drømmen om fremtiden. Men dette gælder de menneskelige forhold. Ofte er vore reaktioner baseret på uerkendte ting i vores fortid og klargørelsen af disse kan frigøre os fra udelukkende at reagere betinget. Selvfølgelig er det nødvendigt at reagere betinget. Erfaring og viden, kendskab, er nødvendigt for at vi kan reagere så fyldestgørende som muligt, men de kan lige så tit binde os i uhensigtsmæssige reaktioner som for eksempel gamle fordomme som stiller sig i vejen for vores udvikling.

Der findes selvfølgelig også en anden tid. Er det ikke kendetegnende for universet at det aldrig står stille? Alting bevæger sig ustandseligt.

Bare et pip fra andedammen.