|
3
registrerede Arne Thomsen
,(2 usynlige),
77
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDENS GUD - 6. del - Slutning.
|
Slutningen på historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.
Flyt hertil og overtag Marcus job, men ikke på samme måde. Vi har brug for din viden og dine forbindelser. Du skal skaffe os de måleinstrumenter, vi behøver, og det skal foregå meget diskret. Det kan gøres gennem det firma, du arbejder for nu, så ingen begynder at stille spørgsmål om, hvad vi skal med avancerede instrumenter på en lille ø i troperne. Jeg vil også gerne have disse instrumenter udbyggede med avancerede tidsmålere, og det er I åbenbart det logiske valg til. Og så har jeg brug for udstyr til at kommunikere via satellit med mine kollegaer, uden at nogen uvedkommende kan lytte med, og jeg forstod på dig, at I har jeres eget net af satellitforbindelser.
Jeg så vantro på ham. Er det dit alvor?
Det er det, sagde han. Penge er intet problem. Dem har vi rigeligt af. Du kan bare sige, hvad du vil have i løn, og du får det. Til en start vil jeg forære dig huset her og møblementet. Marcus havde ingen familie, så efter loven tilhører det os. Hvis du savner kvindeligt selskab, så kan jeg fortælle dig at flere af vore unge piger er dybt betagede af dit lyse hår, så du er allerede et mål for deres opmærksomhed, og den er ikke blevet mindre af, at der er underskud af mænd på øen her. For mit eget vedkommende kunne jeg også bruge noget intellektuelt selskab. Flyt ned til os, Vic. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.
Tankerne hvirvlede rundt i min hjerne. Hvor fristende det end lød, så kunne jeg slet ikke overskue konsekvenserne, så jeg endte med at sige: Tak for tilbudet, Koro, men jeg bliver nødt til at overveje det, og jeg bliver også nødt til at diskutere sagen med min chef først. Men jeg tror godt, at jeg kan love dig allerede nu, at vi kan gøre alle de andre ting for dig. Bare sig, hvad du skal bruge.
Koro så lidt skuffet ud, men sagde så: OK, det forstår jeg. Her er, hvad vi behøver i første omgang. Han trak en liste frem og rakte mig den. Jeg spærrede øjnene op. De fleste af disse instrumenter havde jeg aldrig hørt om, og specifikationerne var det rene volapyk for mig. Men det lignede flere millioner dollar.
Koro bemærkede min forvirring, og sagde: Vi kan overføre pengene til jeg forud. Bare fortæl mig, hvilken konto de skal sættes ind på. Vi har kontoer i flere amerikanske banker.
Det må min chef afgøre, men han vil nok være nysgerrig efter at vide, hvorfor du vil have en tidsmåler bygget sammen med et instrument til at måle gravitation. Er den ikke konstant?
Ikke inde i feltet. Måske pulserer den i virkeligheden mellem stærke værdier af tyngde og antityngde. Rytmen er tæt på et sekund, men ikke nøjagtig et sekund. Hvad vi gerne vil undersøge er, om den nøjagtige frekvens har en matematisk sammenhæng med nogle af de beregnede værdier af superstrengenes frekvenser, specielt den der svarer til gravitonen.
Det forstår jeg ikke meget af, men det gør chefen sikkert. Hvor hurtigt skal du bruge det?
Så hurtigt I overhovedet kan fremstille det, så lad os ikke spilde mere tid. Jeg bestiller et fly til at hente dig med det samme. Han gik ind i radiorummet, og jeg begyndte at pakke sammen.
Flyet kom to timer senere. Koro fulgte mig ud af anløbsbroen, og insisterede på at bære mine kufferter. Inden jeg steg ind i flyet, sagde han: Jeg håber, du snart kommer tilbage og har nogle af instrumenterne med. Det haster ret meget.
Tror du, at du er på sporet af noget?
Nej, ikke specielt. Men du så det felt, der rev sig løs og forsvandt ud i rummet.
Ja, hvad betød det?
Det ved jeg ikke. Det er aldrig sket før. Min fader hævder hårdnakket, at Taka nu har anmodet de andre guder om hjælp. Selv tror jeg, at for første gang i de mange år, jeg har arbejdet med problemet, står vi måske overfor en ændring af feltets opførsel. Til hvad, ved jeg ikke, men jeg tilstår gerne, Vic. Jeg er virkelig bange!
Jeg tænkte meget over Koro’s ord under flyveturen, for hans frygt havde delvist forplantet sig til mig, men efterhånden som vi nærmede os Nassau og civilisationen, blev verden igen normal, og begivenhederne på Rohtua virkede blot som en særegen oplevelse. Jeg havde løst min opgave, og havde en kæmpeordre i lommen.
Det lykkedes mig at få adgang til en satellitsender i Nassau, og jeg sendte en fyldig rapport hjem om alt, hvad jeg havde set, men udelod dog i første omgang Koro’s tilbud til mig.
_ _ _ _ _
Jeg havde ventet en begejstret modtagelse, da jeg kom tilbage. Jeg kom jo faktisk med den største enkelte ordre i firmaets historie, men chefen havde åbenbart ikke ladet den nyhed gå videre til andre. Da jeg kom ind til ham, sad han i dybe tanker foran computeren.
Nå, der er du Vic, sagde han adspredt. Udmærket klaret! Det var en fin rapport, du sendte hjem.
Mange tak, sagde jeg, men nu har vi selvfølgelig et problem.
Og det er? sagde han, og så afventende på mig. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han vidste, hvad jeg ville sige, men at han allerede havde taget sin beslutning.
Strengt taget burde vi jo fortælle det til en eller anden myndighed. En mand er trods alt død under højst mystiske omstændigheder, hvor nogle ukendte kræfter er involveret. På den anden side er det så vidt vi ved ikke første gang, det er sket, og Rohtua har jo selvstyre, hvad angår lokale problemer. Jeg tror ikke rothuanerne ville bryde sig om, at nogen udefra blandede sig i deres gudsdyrkelse, og måske ovenikøbet ville kræve at undersøge deres gud. Og desuden, tilføjede jeg med et uskyldigt blik, ville det jo også betyde, at rothuanerne ikke længere ville have brug for vores assistance.
Du er altså enig i, at vi indtil videre ikke fortæller nogen om Tidens Gud. Kunne du tænke dig at lede vores filial på Rohtua?
Det ville jeg ikke have spor imod, sagde jeg. Jeg er jo i forvejen vant til at leve efter et tidsskema, og klimaet passer mig fortræffeligt. Jeg går ud fra, at vi også snakker om en betragtelig lønforhøjelse.
Selvklart, sagde han. Så er det en aftale. Men der er lige noget her, du skal se først.
Han drejede computeren rundt, så skærmen vendte mod mig. Den viste et af de billeder, jeg havde sent hjem af Marcus’ dødskamp. Så startede han lydoptagelsen, og jeg hørte igen den vibrerende tone, der voksede i styrke.
Læg mærke til uregelmæssighederne i tonen, sagde chefen. Jeg fik en mistanke om, at den måske indeholdt en kode, og bad computeren om at omsætte frekvenserne til tal. Så kørte jeg tallene gennem en lang række krypteringsprogrammer, men ingen af dem gav noget resultat. Først da jeg forsøgte med en primitiv kryptering fra midten af nittenhundredtallet, som de allierede styrker havde anvendt til at kode deres radiosignaler med under 2. verdenskrig, skete der noget. Her er hvad computeren kom op med.
Han trykkede atter på en knap, og på skærmen stod der nu:
Resultat af dekryptering. Usikkerhedsfaktor 14,6%.
alternativ 1: Tiden er kommet.
alternativ 2: Tiden er inde.
alternativ 3: Tiden er nær.
Jeg fik en kildrende fornemmelse ned af rygraden, og chefen fortsatte: Det er ikke det hele. Jeg lod også computeren prøve at analysere det farveskiftende lys. Det indeholder tilsyneladende et interferensmønster, der kunne være en form for kode, men computeren behøver et ubrudt forløb for at kunne analysere det, så jeg tager med dig tilbage til Rohtua. Jeg har allerede chartret et fly. Vi må overtale dem til at give os lov til at filme det lys med et highspeed spektralkamera. Jeg har en fornemmelse af, at det gulgrønne skær kun er en hvileposition, og at lyset omfatter meget mere end det synlige spektrum.
Det vil Koro helt sikkert være med på. Tror du, vi vil kunne udnytte det i vores udviklingsarbejde? Det er jo klart, at strålerne på en eller anden måde kan ændre tidens gang lokalt. Det kunne vel også blive et fantastisk forsvarsvåben.
Bagateller, sagde han. Hvad jeg tror er, at lyset indeholder en besked til os fra en fremmedartet livsform. Måske er de grønne perler selv en form for liv. Vores definition på liv, som vi jo opfatter som baseret på organiske molekyler er både meget subjektiv og meget mangelfuld. Menneskeheden står sandsynligvis overfor den største omvæltning i hele sin historie, og jeg ønsker at være med i første række, når det sker.
Jeg er parat, når du er det, sagde jeg og tilføjede: Men måske skulle vi lige snuppe et lynkursus i breakdance, inden vi tager afsted.
Han så på mig med pludselig interesse. Ingen dårlig idé! Ja, faktisk, tilføjede han eftertænksomt, tror jeg, at det er en rigtig god idé, at alle mennesker lærer at danse breakdance.
_________________________________
Meteoritsværmen fra det dybe rum resulterede, som astronomerne havde ventet, i et festfyrværkeri af stjerneskud. Men det bedste af det hele var, at titusindvis af meteorerne åbenbart var tilstrækkeligt store til at nå gennem atmosfæren. Rapporterne indløb i en endeløs strøm fra nær og fjernt om nye landinger, og astrofysikerne jublede.
Det tegnede til at blive historiens største høst af ekstraterrestrisk materiale, og de forventede med god grund at erfare en masse nyt om universets oprindelse og sammensætning. Ingen hæftede sig ved det besynderlige i, at ikke een eneste af de foreløbige rapporter var kommet fra øjenvidner direkte ved nedslagsstederne i de beboede områder.
Men rundt omkring i byerne, i skove og på marker, i bjerge og i dale lå små og store meteorer med gulgrønne vinduer og ventede tålmodigt på at lære menneskene respekt for tidens rytme.
Tilskuerne så ret forvirrede ud, og Vern sagde: Ja, der er jo så meget mellem himmel og jord, som vi mennesker ikke forstår. Jeg kunne selv godt tænke mig at vide, hvad denne historie ender med. Men foreløbig skal vi ud at sejle. Kom!
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
|
|
|
|
