|
3
registrerede Arne Thomsen
,(2 usynlige),
77
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDENS GUD - 3. del.
|
Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.
Han var født i sydstaterne blandt de fattige hvide. Hans mor var dybt alkoholiseret og for det meste på bistandshjælp, og han havde aldrig kendt sin far. Størstedelen af sin barndom havde han gået for lud og koldt vand, og lavet smårapserier sammen med de andre børn i kvarteret. Som sekstenårig havde han meldt sig til flåden, hvor han havde fået sig en uddannelse som radiotelegrafist. Han blev udstationeret i Stillehavet, og mens han gjorde tjeneste der, fik han meddelelse om, at hans mor var død af druk. Hun var hans eneste familie.
Da hans kontrakt med flåden udløb, havde han fundet sig en niche ved, som telegrafist på et af de fragtskibe, der besejlede øerne i Stillehavet, at drive tuskhandel med øboerne. Det var sådan, at han på en tur til Rohtua havde truffet Koro, søn af den lokale høvding, som var på vej hjem efter nogle studieår på Oxford Universitet.
Koro er en frisk fyr, og godt begavet, sagde Marcus. Han er vist ovenikøbet doktor eller sådan noget, og jeg opdagede, at han bragte en hel del ure med sig hjem. Jeg lugtede med det samme muligheden for at gøre lidt forretninger. Jeg vidste jo, at de producerede kulturperler på muslingebankerne, så jeg sagde til ham, at jeg kunne skaffe ham alle de ure, han kunne tænke sig. Så tog han mig med hjem til sin far, og det endte med at jeg fik en 25 års kontrakt med den gamle, mod at jeg blev på øen og vedligeholdt radiostationen.
Men det blev nu ikke den guldgrube, jeg havde drømt om, sagde han med bitter stemme. Jeg får kun fem procent af omsætningen, og den gamle tjekker priserne på markedet, så han er ikke til at snyde. Jeg er kun blevet her for at finde en mulighed for at få fat i nogle af de grønne. De er fantastiske. Vent bare til De ser dem, så vil De give mig ret, sluttede han.
Mens vi vandrede opad, bemærkede jeg flere og flere af den indfødte befolkning, som enkeltvis eller i små grupper med farverige festdragter bevægede sig i samme retning. Lyden af trommerne var nu blevet meget stærkere med en inciterende rytme, der ikke lignede noget, jeg havde hørt før, og som næsten uimodståeligt fik alle til at gå i takt. Grundrytmen var en dyb og langsom puls med ret præcist et sekunds mellemrum, og adskillige af øboerne bar mekaniske ure som ørepynt. Den særegne rytme var måske grunden til deres fascination af ure.
Deres ansigter var uudgrundelige, præget af en ophøjet ro, men det lykkedes mig dog at få et par unge piger til at fnise, da jeg smilede til dem. Der var hverken børn eller meget gamle imellem dem, og det undrede mig lidt, for i de fleste naturreligioner og sekteriske bevægelser er alle i samfundet involveret i de religiøse ritualer og fester.
Jeg havde selvfølgelig aktiveret mit urkamera, til både at optage lyden og automatisk optage 6 billeder i minuttet, så chefen kunne glæde sig over sin nye tidsbevidste kundekreds.
Vi var nået frem til krateret, og strømmen af mennesker bevægede sig rytmisk ind gennem en åbning i kraterranden. Udenfor stod en høj yngre mand på min egen alder i en farvestrålende klædedragt. Godaften Marcus, sagde han på smukt engelsk, og henvendt til mig: Velkommen Mr. Karlsson. Det glæder mig at træffe Dem. Jeg er Koro, søn af vores høvding, og vi har en masse spørgsmål, som vi håber, De kan svare på.
Tak, sagde jeg. Jeg skal gøre mit bedste.
Inden vi går ind, sagde han, er der nogle ting, De skal være opmærksom på. Når De bevæger Dem, skal det altid ske præcist i samme rytme som trommerne, så De ikke vækker Gudens vrede, og De må under ingen omstændigheder bevæge Dem ind i kredsen af hvide sten. Så er De ikke i fare. Jeg vil også bede Dem bevare den dybeste diskretion om, hvad De vil få at se. Kan De acceptere dette?
På nær en enkelt detalje, svarede jeg. Jeg bliver nødt til at rapportere alt til min chef, men jeg kan love dem 100%, at det ikke vil komme videre, hvis det er Deres ønske.
Så er det en aftale, sagde han. Følg mig! Vi gik efter Koro ind gennem den smalle passage, efterlignende hans gangart, vuggende rytmisk med små hurtige skridt med et halvt sekunds mellemrum, men selv om jeg koncentrerede mig, var jeg alligevel ved at miste rytmen ved det syn, der mødte mig.
Midt i det lille, godt og vel 100 meter brede kraterplateau stod en ca. 5 meter høj tynd sort stenfigur. Den mindede i formen om en slank udgave af en af Påskeøens statuer, men med et vredt og grusomt udtryk. Øverst i panden sad noget, der lignede et stort grønt øje, som skuede op mod himlen. Strålerne fra den synkende sol skinnede på det gennem en åbning i kraterranden, og fik det til at se ud, som om det lyste med et svagt pulserende lys.
Under det langstrakte ansigt var udhugget et par korte arme med hænderne samlede til en skål foran maven. I skålen lå omkring et dusin gulgrønne perler, store som hønseæg, skinnende med en næsten overjordisk glans. Overfladen var glat med et changerende skær som perlemoret i en abaloneskal, men det virkede som om de lyste af en indre glød, lige som de selvlysende plasticstjerner, man klistrer på lofter i børneværelser. To tilsvarende perler var sat ind i figurens øjne under de kraftige øjenbryn, og også de havde åbenbart opsamlet solens lys i sig og lyste svagt, og jeg havde den samme fornemmelse da vi passerede rundt i krateret, som når man går forbi visse portrætmalerier, hvor det ser ud som om øjnene følger én. Jeg forstod umiddelbart Marcus’ fascination. Disse kæmpeperler var utrolige.
Men det, som først og fremmest var ved at få mig til at falde ud af rytmen, var den kappe, som hang fra figurens skuldre og ned til jorden. Den bestod udelukkende af ure i et tykt lag – tusinder af armbåndsure, lommeure, smykkeure og rejseure, der glimtede af guld og sølv og stål og juveler. Jeg havde aldrig i mit liv set så mange ure, og den samlede tikken fra dem var så høj, at man kunne høre det som en svag tisken på trods af trommerne. Det var altså det, de mange indkøbte ure var brugt til.
Rund omkring figuren i en radius af ca. 15 meter var lagt en ring af hvide sten, og i kredsen indenfor lå der rundt omkring hundredvis af små askebunker, som jeg gættede på var rester af offerbål. Streger, tegn og symboler indhugget i den bløde klippegrund tydede på, at hele opsætningen også tjente som et stort solur og måske også en form for kalender.
Langs med kraterranden et stykke til højre for indgangen var på en lang halvcirkelformet tribune bag figuren opstillet omkring hundrede øboere af begge køn med små og store trommer, og nede foran dansede andre ca. hundrede øboere en indviklet rytmisk dans med bevægelser, der mindede om breakdance, men med den samme kollektive præcision, som man ser i et riverdance show.
Koro ledte os venstre om i krateret hen mod en anden tribune vis a vis statuens ansigt, hvor en ældre mand sad på en tronlignende flot udskåret åben bærestol flankeret af to muskuløse mænd med store paukelignende trommer, som de dog ikke slog på. Vi tog plads på en bænk ved siden af, mens Koro satte sig på en stol foran tronen, og jeg sørgede omhyggeligt for ligesom Koro og Marcus at sætte mig i takt til trommernes rytme. Den gamle drejede hovedet med et ryk, og så grundende på mig et øjeblik, hvorefter han igen så mod gudebilledet, og gav et tegn med hånden.
Trommernes rytme blev mere enkel, og danserne bevægede sig i en enkelt række rundt om statuen og dannede en sluttet cirkel udenfor rækken af hvide sten. Dansen skiftede nu til en stampen på stedet, men ud af rækken kom en enkelt danser, som med stærkt markerede bevægelser nærmede sig stenkredsen. Der gik et sug gennem mængden, da han overskred den hvide linie og dansede ind mod gudebilledet. Han havde et ur i hånden, og jeg forstod, hvad der skulle ske, men en fuldstændig irrationel frygt greb mig, selv om min fornuft sagde mig, at han jo bare udførte et simpelt og ufarligt ritual. Han hængte uret på gudebilledets kappe, mens trommerne steg til et crescendo, og dansede derefter sidelæns ud igen, mens han omhyggeligt undgik at træde på askebunkerne.
Endnu tre dansere, alle kvinder, gentog én efter én ritualet, og hængte et ur på guden. Nu kom fuldmånen til syne over kraterranden. Det virkede som om gudens store øje fangede lyset, og det så ud som om det pulserede kraftigt. Paukerne ved siden af tronen gik nu i gang. Den ene mand slog et dundrende slag hvert sekund, og den anden slog en konstant hvirvel på 7-8 slag i sekundet. Den gamle høvding havde rejst sig op og ’rappede’ højlydt en form for hymne, hvor han gentog ordene Ta-ka-té, mens han slog takten i luften, og mængden svarede ham hver gang taktfast, Ta-ka-té, Ta–ka-té.
Koro havde vendt sig mod mig og hviskede højt: Han prøver at dæmpe Gudens vrede.
Jeg nikkede og smilede, som om jeg forstod, men jeg var mere optaget af den syngende lyd i mine ører. Den voldsomme larm havde fremkaldt et momentant anfald af tinnitus hos mig.
Efterhånden som månen kom højere op mindskedes den optiske effekt tilsyneladende, og lyset fra øjet pulserede næsten ikke mere. Danserne genoptog deres indledende runddans, og paukerne tav igen såvel som den syngende lyd i mine ører. Den gamle havde sat sig ned igen, og sagde nu noget til Koro, som oversatte for mig.
Mr. Karlsson, vi vil gerne have en kort og præcis forklaring på dette nye instruments muligheder?
Jeg gav ham den samme forklaring, jeg havde givet Marcus. Han oversatte det for den gamle, og sagde derefter: Vi vil også gerne vide, om dette nye instrument kan justeres til rytmer med en hvilken som helst frekvens, og i givet fald med hvor stor nøjagtighed?
Det kan det, svarede jeg. I standardudgaven arbejder vi med hundrededele sekunder, men vi kan let modificere det til en nøjagtighed på en hundredetusindedel af et sekund. Er det nøjagtigt nok til Deres formål?
Det er mer end rigeligt, sagde Koro. Vi er stærkt interesserede, men vi vil foretrække at betale i guld eller dollars, hvis det er i orden med Dem?
Nu brød Marcus ind i diskussionen. Prisen er tre af Himlens Tårer, snerrede han, ellers bliver der ingen handel!
Koro havde en kort ordveksling med den gamle, og sagde så: Min fader vil gerne vide, om vi kan handle direkte med Deres firma?
Desværre ikke, svarede jeg. Vi har allerede en aftale med Mr. Marcus, og vi bryder af princip aldrig en aftale i vort firma.
Koro henvendte sig nu til Marcus og spurgte: Hvad nu hvis vi betaler dobbelt pris, og 50% er provision til dig, Marcus? Kan du acceptere det?
Prisen er Himlens Tårer, sagde Marcus sammenbidt. Jeg bøjer mig ikke på det punkt.
I så fald, sagde Koro, er min faders sidste tilbud to af Himlens Tårer, men betingelsen er, at du selv henter dem. Selv om jeg meget gerne vil have dette udstyr, vil jeg dog indtrængende råde dig til at ikke at tage imod tilbudet af hensyn til din egen sikkerhed, tilføjede han med iskold stemme.
Jeg fornemmede en skjult trusel i hans ord, og jeg håbede på, at Marcus ville afslå. Hvorfor dette mærkelige forlangende om at han selv skulle hente dem? Ville øboerne blive rasende over at se nogle af deres hellige perler forsvinde, og gå amok? Ville deres vrede også gå ud over mig? Koro’s ansigt var mørkt og dystert, men den gamles ansigt var helt uudgrundeligt, som om han nærmest var ligeglad med om Marcus sagde ja eller nej.
Marcus selv sad med et selvtilfreds smil. Så sagde han: Nå, så krøb I endelig til korset, hva! To tårer er OK med mig. Hvis du tror, at du kan skræmme mig Koro, så ta’r du fejl. Jeg har ventet i fem år på dette her, og jeg er ikke bange for de dansende hedninger dernede, så med jeres tilladelse vil jeg gerne hente min betaling nu med det samme, inden I fortryder.
Som du vil, sagde Koro. Du begår en stor fejl, men for din egen skyld, så følg i det mindste rytmen.
Den lille tjeneste skal jeg gerne gøre dig, sagde Marcus og rejste sig. Koro sagde et par ord til sin far, som nikkede og gjorde tegn med hånden, og paukerne begyndte igen at tromme. Danserne i ringen stoppede op og gik over til den tidligere stampen på stedet. Jeg satte ubemærket en ny chip i mit urkamera, indstillede det på eet billede i sekundet, og holdt hånden op foran brystet. Jeg var på samme tid både meget nervøs og meget spændt på, hvad der ville ske.
Fortsættes i morgen.
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
|
|
|
|
