MIDT I EN PARADIGMETIDHej Jenle!Dine tanker om hvad et paradigme er, har sikkert slået debatverdenen med dyb beundring.
Duoen Bjørn og Jenle, debattens intellektuelle svar på Gøg og Gokke, gav i går en formidabel opvisning i pardans i min nye tråd om kulturelle paradigmer. Når jeg lægger op til diskussion af kulturelle paradigmer, så vil duoen hellere snakke om noget andet, nemlig
videnskabelige paradigmer. Først et referat fra denne solopvisning af den dansende bjørn, der i et par linier udtømmer sin viden om emnet:
"I videnskaben anvender man det som en betegnelse for de grundlæggende antagelser, der på det givne tidspunkt anses for sande af forskerne. Videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn er kendt for sin paradigmeteori.
Oprindeligt (og stadigvæk) var det en semantisk fagord for samtlige et ords bøjningsformer, opsat i et skema (mønster)."
Selv for Jenle var dette en ret tynd kop te, så han jenlede videre med en begavet kommentar:
Ja, lidt udvidet er det et system af sprogdele, som kan bruges i en bestemt sproglig sammenhæng ved f.eks. at ændre en sprogtid til en anden sammen med en ændret sætningsopbygning.
Bortset fra, at den pedantiske skematænkende bjørn selv har semantiske vanskeligheder, bl.a. ved at finde ud af, hvornår det hedder en og et – det hedder ET fagord og ikke EN fagord – hvorfor man vel hellere må foreslå et VUC kursus i semantik og grammatik, supplerer Jenle med konturerne af en sprogteori, der taler om
”sprogdele”, ”sproglig sammenhæng”, ”ændre en sprogtid” og
”ændret sætningsopbygning”. Det lyder jo spændende, men har faktisk intet at gøre med Thomas Khuns teori om videnskabelig udvikling.
Den sproglige sammenhæng, sætningsopbygning og sprogtiden forholder sig til Khuns teori om de to grundlæggende forskellige former for videnskab, som dét, blot at tælle ordene i en bog, klassificere dem efter ordklasser og sprogtid samt analysere sætningsopbygningen, frem for blot at læse og forstå bogens budskab.
Sig mig er I begge to pedantiske skematænkende holosoffer, eller gør du blot manden en bjørnetjeneste?
I kort begreb drejer Khuns teori sig om, at de videnskabelige disscipliner udvikler sig efter skemaet: førvidenskabelig periode – normalvidenskabelig periode – krise – videnskabelig revolution – ny normalvidenskabelig periode – ny krise – osv.
Kuhn opererer med to former for videnskab: normalvidenskab og revolutionær videnskab. Begge former for videnskab skal forklares ud fra begrebet
PARADIGME, hvorved Kuhn forstår de fælles, i vid udstrækning uskrevne, spilleregler, der samler et forskerkollektiv omkring en bestemt problemløsende, videnskabelig praksis. Et sådant kompleks af alment accepterede meninger, holdninger, teknikker og kriterier har ifølge Kuhn fire hovedbestanddele, således som jeg nærmere redegjorde for højere oppe i denne tråd.
Det er således ikke mig der lider af
”paradigmeitis”, hvad ordet så end måtte betyde, men Jenle, der tror, at Kuhns paradigmeteori nok er en slags semantisk sprogteori.
En ganske underholdende opvisning i total uvidenhed. Har du ikke lært, at om det man intet ved, bør man tie?
Konspirationsteorier hvorefter personer, defineret ved deres religiøse tilhørsforhold generelt forsøges mistænkeliggjort for magtmisbrug, fremsat af ærkeateister, bør skydes i sænk så snart de dukker op af mudderet. Derfor har både Dawkins sygeliggørelse af teismen generelt og den lille forvirrede ateist
”Ransom” fået en tur i min begrebslogiske vridemaskine, for at udstille og advare imod hvad den type fejltænkning de præsterer i værste fald kan føre til.
Truslen mod humanisme, rationalitet og politisk ligeværdighed i Vesten kommer ikke længere fra kristendommen, og har ikke gjort det i mere end 200 år! Den kommer fra ateistiske fejltænkninger som Lenin, der i metafysikken erstattede Gud med ubrydelige historiske love, som med nødvendighed førte til det jordiske paradissamfund – det kommunistiske idealsamfund.
Og den kommer fra anti-kristelige judeofober som Adolf Hitler, der bildte sig ind, at være udvalgt af Forsynet til at redde den ariske race og den tyske nation, ved at uddrydde alle de mindreværdige racer og gøre resten til trælle.
Og den kommer aktuelt fra postmodernistiske og kulturrelativistiske fejltænkninger, som sidder på magten i EU, der bilder sig ind, at de kan gå i Hitlers fodspor og samarbejde med islam, blot de lover at isolere Israel og den Store Satan USA politisk, som araberne forlangte, som betingelse for at sende 30 millioner muslimer til europa for at få gennemført den nye drøm om et jordisk paradissamfund - EURABIA.
Sådan ser trusselsbilledet ud fra mit rationalistiske og agnostiske synspunkt.
Til forskel fra agnosticismen, som man ikke kan bygge nogen totalitær ideologi på, er ateismen lige så farlig som islam når den udformes som en politisk ideologi, jfr. marxismen-leninismens blodige historie. Og som dette lille minisamfund af en debat har afsløret, er de fleste stærke ateister nøjagtig lige så magisk tænkende som muslimer, vil jeg sige, for de kristne synes for langt størstepartens vedkommende, at være kommet til besindelse og fornuft, efter religionens blodige udskejelser gennem århundreder.
Kristendommen har trods alt gennem et par århundreder vist, at den kan være med til at opretholde den demokratiske orden frem for at nedbryde den, således som Lenin og Hitler gjorde, og som de eurokratiske imperiebyggere, der har gang i udviklingen af project EURABIA, er godt i gang med.
Hilsen
Ipso Facto --------
"Efter det mislykkede første kupforsøg i 1953 mod Batista-regimet på Cuba blev Castro fængslet og stillet for retten, hvor han holdt en forsvarstalen "Historien vil frikende mig".
Jeg ved ikke om han fik ret, jeg tvivler, men overlader gerne spørgsmålet om revolutionsheltens blakkede eftermæle til historikerne. Det jeg tvivler på er sandheden af enhver total-determinisme, hvad enten den er historisk, genetisk eller neurobiologisk. Videnskaben følger efter sin natur en stolt revolutionær tradition - oplysningens. Oplysning, sagde Kant, er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed.
Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin egen forstand uden en andens ledelse. Den manglende evne er selvforskyldt, når den ikke skyldes forstandens mangler, men manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse." – Mikrobiologen Claus Emmeche fra Niels Bohr Instituttet, i artiklen
"Mine molekyler vil frikende mig."Link til artikklen:
http://www.nbi.dk/~emmeche/mol/frikend.html