Du: "Det indså de åbenbart - sammen med næstekærligheden - ca. 500 år før Kristus."

Jeg er ligeså ligeglad med denne tråd her ´Konfucianisme´ som din anden om Panteismen, hvilket du også flirter med og det´ lyder ligesom den åndsvagt voldelige kampsport Kungfu fra Kina. Dette er ikke noget nyt, men du prædiker tit om ordet kærlighed. Du opfordrer os til, at vi udtrykker forklarende vores overbevisninger, men du gør ikke det selv ligesom Trosfrihed forummets lege med profildukker uden sjæl.
Idag siger en kvindelig elev på et væresteds cafe til mig, at hun vil gerne lære os brugere at kende som personer og dermed om hvor, at jeg kommer fra med hendes række af spørgsmål vedrørende min baggrund i fortiden og nogle almindelige ting. Jeg svarer: "Det interesserer mig ikke længere så meget. Jeg kender noget til dit spørgsmål angående den nuværende tilstand om - Hvor er man på vej hen? Jeg lever i nuet, der ligesom evigheden er den, jeg er." Hvad jeg i sindet intellektuelt forstår og kropsligt begærer, det er ikke det vigtigste i sig selv, for frelsens mening handler om evig kærlighed. Det evige liv sker ligesådan tidløst. Ingen er alvidende, jeg har ikke forstand på alt, men jeg siger jer rådet: Vid ægte kærlighed, der sker som det åndeligt bedste. Kun logisk kontrol er dårligt, fordi følelser er en del af den frie viljes spontanitet. Biblen forudsiger heller ikke ´den dag´. Derfor igennem tiderne på forskellige måder var kærlighed også en del af menneskehedens mangfoldigt dyrkede kulturer ligesom verden idag. Jeg kalder det for den medfødte hellige ånd (Helligånden), fordi menneskets godhed er guddommeligt og i skaberværket er der på den måde et fornuftigt kendetegn fra dens originale kilde.