Jeg vil ikke forkert udstille folk. Bemærk, flere af mine seneste skriverier fremstiller jeg som en casestory.
Du sagde, at jeg engang imellem har skrevet noget interessant, men der kommenterede du intet om det. Jeg synes, at du ligesom Hans K ikke værdsætter mine skriverier nok og derfor behandler jeg også dig sådan:
Biblen, NT - Matthæusevangeliet (kapitel 10 - Udsendelsestalen - Dog fjerner jeg netop her det om Jesu befaling): "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. Når I kommer ind i en by eller landsby, så spørg efter, hvem i den der er det værd, og dér skal I blive boende, til I rejser. Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred over det. Er huset det værd, skal jeres fred komme over det, men er huset det ikke værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv. Men vil nogen ikke tage imod jer eller høre jeres budskab, så forlad det hus eller den by. Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by."
Du virker helt utaknemmeligt ligeglad for min åndelige hjælp til jer og jeg vedkender dig derfor ikke. Vig bort fra mig med din skæbne til ilden.
Jeg genfortæller ikke om al mit livs prøvelse og ekstrem modgang i et liv, men på det seneste sker følgende gentagelse:
En dag på et socialt værested vil jeg lukke en dør mellem to rum, hvor i den ene af dem sidder en ældre mand, som aldrig plejer at vise et hensyn til os andre om tingene i den og med hans uden filter perverse ytringer og højlydte støj. Istedet for en fornuftig snak om det siger han kommanderende ved ordre til mig: "Du skal ikke lukke døren."I det andet rum ønsker jeg mere stilhed og ro i sofastolen uden hans larm fra fjernsynet lige ved siden af. De andre gæster tør ikke at konfrontere ham om det, at han for dominerende ofte bare kun gør, hvad der passer ham selv. Jeg føler mig simpelthen så som sædvanligt undertrykt, ikke hørt og magtesløs men desværre nu meget vred på ham. Had er ikke lykken. Jeg går klagende hen til personalet, men så er min kaffe blevet halvkold og min krop mere stresset. I dagene derefter bagtaler han mig til nogen, stirrer aggressivt på mig igen og igen med de senere ord: "Jeg vil fortsat forfølge dig. Hvis du ikke gør, som jeg vil, så skal jeg nok få dig ordnet." Den slags nyder altså livet uden omtanke for medmennesket. Han fortsætter ondt plagende på et lavere problembørnehaveniveau istedet for fornuftig forståelse af tilgivelse, forsoning og fred. Det lyder endda som en voldelig trussel og frygt styrer uretfærdigt jo endnu en hel del mennesker idag. Jeg tænker dermed på Jesus og andre kristne martyrer, hvor det gode for dem ikke føltes fysisk og socialt godt på grund af andres psykopatisk primitive adfærd og handlinger imod dem. Tiltrods for denne persons mangel på empati, medfølelse, situationsfornemmelse og evne til kommunikation vinder han aldrig over min ånd og jeg fatter faktisk noget om deres dårlige tilstand af psykisk sygdom og hjerneskader. Han bliver ikke min ven og vedkommende sidder meget alene for sig selv foran TV´et der. Ifølge evolutionteorien virker jeg som værende den flygtende taber overfor den type personers idiotiske behandling af mig. Nå, selvom mange folk omkring mig meningsløst og ligegyldigt siger, at Gud eksisterer ikke, må jeg åbenbart alligevel finde mig i alt, fordi ´de´ vil ikke lytte til min kritik og råd.
_________________________
Gerth Drost
Svar
Citer
