| 
1 
registreret 
(1   usynlig), 
489 
gæster og
136 
søgemaskiner online. | 
 
| 
 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
  
 | 
 
 
 
 
 
#20863 - 10/06/2016 14:17 
 
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
 | 
 
 
   
 
veteran
 | 
Registeret:  04/04/2008
 
Indlæg: 3512
 | 
 
 
 | 
 
Solen er stemt for sommer og sjov, vandreskyer for dryp, men her, symfoniske dryp på Schades Anne-Lise – der vist om nogen, er lidt af en højsang..;)    
 
  Sfærers musik i København
  Der er en lykke gemt, et stort klaver er stemt, en by står op af søvne! I København er lagt en stor og sælsom magt, pladder, vil man sige.
  Men kys en forårsdag min Anne-Lise bag, der som rabarberblade  køligt hvælver sig som himmelhvælvinger inde i en kirke, der sagte skælver af toners høje stemmer.
  Da er det, at du glemmer det, som du ville sige – 
  Og ligger du på maven på hendes himmelstige, da er det jo som graven har mistet al sin magt. I København er lagt
  en glød i hendes skød, en ånd i hendes kød, en radio-udsendelse, hvor engle står på vagt!
  En evig strålekrans –  bestandig i sin glans!
  Og hele rummet skælver i en lørdags-tonepragt, hvori min Anne-Lises skød er evigt underlagt.
  *
  Fra ”Sjov i Danmark eller som man ser det - satirisk sangværk”:
 
  Forfatterens forord
  JER SER mig selv i spejlet – stå frem som Danmarks digter med sjæleliv og hatten i min hånd og sælge mine varer som en forfinet købmand –  og sige: Her er prima vers med ånd.
  - Berømt skal dette blive, som Danmarks lov blev skrevet og sat på store hylder i en krog og dænget til med tiden af gammelt støv og mug –  og skyder nye skud i denne bog.
  Køb derfor disse linjer – du, som elsker Danmark, den lille modersplet på jordens kind –  og sæt dig i din stol. når du en dag får tid og lul dig med min bog i landet ind.
  - Og du vil drømme saligt – thi jeg er Danmarks ånd, min bog er din, og ligger i din hånd, og lytter du, så hører du dit hjertes skjulte lov som lever i det smertens barn, hr. sjov. 
  Her vil jeg nu fortælle om denne unge mand, som i romanen mister sin forstand, men finder noget bedre: sin lille barnesjæl i kampen for at leve – den er fæl. 
  Du hører om hr. sjov i fattigdom og nød, der søger trøst i livets milde død, og om hvordan han græder og ingen tuber har –  for han er nemlig maler – det har han fra sin far.
  Hvordan han som en kunstner, hvis sjæl jo voldsomt svulmer –  går hen og bliver digter – for det dulmer. Og hvordan livets skifter, med uheld og med held, – du kender jo det hele fra dig selv. 
  Du ser et Danmark for dig – som han går rundt og ser, og det er morsomt – men: jeg siger ikke mer! For ellers tog jeg spændingen af hele livsromanen, – og den er krydderi for kræsenganen.
  – Jeg ser mig selv som digter stå frem og rose mig: Jeg er en pokkers dejlig digter, jeg. Jeg skriver himmelsk godt, jeg bryder åndens segl, – men sådan noget gør man i et spejl.
  - Jens August Schade. 
  mvh Simon
  
	
	
		 
 | 
 
| 
Top
 | 
  Svar
  Citer
 | 
 
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
#20865 - 10/06/2016 15:20 
 
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
 | 
 
 
   
 
veteran
 | 
Registeret:  04/04/2008
 
Indlæg: 3512
 | 
 
 
 | 
 
Her lidt mere fra denne stjernebrønd, af en poet...
  Aske
  Et værelse på et hotel, som alle andre. Timen uden metafór, siestaen som opløser og mister os. Det elementære vands liflighed i svælget. Den svagt lysende tåge som omgiver de blinde, nat og dag.  Adressen på en som måske er død. Spredningen af søvnen og af drømmende. For vore fødder en vag Rhin eller Rhône. Et ubehag som allerede er forbi. Disse ting for ubetydelige til verset. 
  *
  El sur
  Fra en af dine patioer at have set de gamle stjerner, fra den mørke bænk at have set disse spredte lys som min uvidenhed ikke har lært at navngive, endsige ordne i stjernebilleder, at have fornemmet vandets cirkel i den hemmelige cisterne, duften af jasmin og kaprifolium, den sovende fugls stilhed, porthvælvet, fugtigheden – disse ting tilsammen er, muligvis digtet.
  *
  Manuskript fundet i en bog af Joseph Conrad
 
  I de skælvende lande som stønner af sommer er dagen en blændende lysning, et snit gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt, en feber som indover sletterne kommer.
  Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar. Vandet flyder bort i endeløse strømme. Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme måler manden den flygtige tid med en cigar.
  Grå tilslører røgen de stjerner der var langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand. Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar. Floden den første flod. Manden den første mand.
  *
 
  Den cykliske nat
  Til Sylvia Bullrich
 
  De tro Pythagorasdisciple har længe vidst besked: cyklisk vender stjerner og mennesker tilbage; på skæbnesvanger vis skal atomerne gentage Afrodite af guld, thebanerne og torvene med. 
  I fremtidens aldre skal kentaurhoven mase lapiterens bryst; og når Rom engang  er støv og ruiner så vil man natten lang fra det stinkende palads høre minotauren rase.
  Hver søvnløs nat gentager sig, detaljeret. Hånden som skriver dette bliver født af samme  skød. De ukuelige hære vil atter sprede død. (En tanke også skotten David Hume har formuleret).
  Jeg ved ikke om vi kommer tilbage i en anden alder som tallene kommer tilbage i en periodisk  fraktion; men jeg ved at en dunkel pythagoræisk rotation bevirker at jeg hver gang nattemørket falder
  står på samme sted i verden, i et forstadssceneri. Et afsides hjørne i el Norte, el Oeste, el Sur, men altid med den samme blåkalkede mur, samme skyggefulde figen, samme buklede sti.
  Her har vi Buenos Aires. Og tiden som finder  elskov eller guld til andre, men som kun har  overladt mig den visnende rose, dette konglomerat  af gader hvis navne er rene fortidsminder:
  Laprida, Cabrera, Soler, Suárez … mine aner. Navne med (nu glemte) trompetfanfarer i,  med fordums republikker, solopgange og rytteri. De lykkelige sejre, de militære baner.
  Torvene hæmmet af den herreløse nats inerti er dybe patioer i et øde palads, de samstemte som skaber rum og plads er korridorer frygten og drømmen svæver i.
  Den konkave nat, som Anaxagoras tydede, bliver ved; til mit menneskekød vil evigheden hele tiden vende tilbage med mindet – planen? – om et digt uden  ende: ˶De tro Pythagorasdisciple har længe vidst  besked…˝  
  1940.
  - Jorge Luis Borges.
  mvh Simon
  
	
	
		 
 | 
 
| 
Top
 | 
  Svar
  Citer
 | 
 
 
 | 
 
 
 | 
 
 
 
annonce 
  
 
 
 
 | 
  
 |