|
0
registrerede
2865
gæster og
301
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt mere fra denne stjernebrønd, af en poet...
Aske
Et værelse på et hotel, som alle andre.
Timen uden metafór, siestaen
som opløser og mister os. Det elementære
vands liflighed i svælget.
Den svagt lysende tåge
som omgiver de blinde, nat og dag.
Adressen på en som måske er død.
Spredningen af søvnen og af drømmende.
For vore fødder en vag Rhin eller Rhône.
Et ubehag som allerede er forbi. Disse ting
for ubetydelige til verset.
*
El sur
Fra en af dine patioer at have set
de gamle stjerner,
fra den mørke bænk at have set
disse spredte lys
som min uvidenhed ikke har lært at navngive,
endsige ordne i stjernebilleder,
at have fornemmet vandets cirkel
i den hemmelige cisterne,
duften af jasmin og kaprifolium,
den sovende fugls stilhed,
porthvælvet, fugtigheden
– disse ting tilsammen er, muligvis digtet.
*
Manuskript fundet i en bog
af Joseph Conrad
I de skælvende lande som stønner af sommer
er dagen en blændende lysning, et snit
gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt,
en feber som indover sletterne kommer.
Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar.
Vandet flyder bort i endeløse strømme.
Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme
måler manden den flygtige tid med en cigar.
Grå tilslører røgen de stjerner der var
langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand.
Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar.
Floden den første flod. Manden den første mand.
*
Den cykliske nat
Til Sylvia Bullrich
De tro Pythagorasdisciple har længe vidst besked:
cyklisk vender stjerner og mennesker tilbage;
på skæbnesvanger vis skal atomerne gentage
Afrodite af guld, thebanerne og torvene med.
I fremtidens aldre skal kentaurhoven mase
lapiterens bryst; og når Rom engang
er støv og ruiner så vil man natten lang
fra det stinkende palads høre minotauren rase.
Hver søvnløs nat gentager sig, detaljeret.
Hånden som skriver dette bliver født af samme
skød.
De ukuelige hære vil atter sprede død.
(En tanke også skotten David Hume har
formuleret).
Jeg ved ikke om vi kommer tilbage i en anden
alder
som tallene kommer tilbage i en periodisk
fraktion;
men jeg ved at en dunkel pythagoræisk rotation
bevirker at jeg hver gang nattemørket falder
står på samme sted i verden, i et forstadssceneri.
Et afsides hjørne i el Norte, el Oeste, el Sur,
men altid med den samme blåkalkede mur,
samme skyggefulde figen, samme buklede sti.
Her har vi Buenos Aires. Og tiden som finder
elskov eller guld til andre, men som kun har
overladt
mig den visnende rose, dette konglomerat
af gader hvis navne er rene fortidsminder:
Laprida, Cabrera, Soler, Suárez … mine aner.
Navne med (nu glemte) trompetfanfarer i,
med fordums republikker, solopgange og rytteri.
De lykkelige sejre, de militære baner.
Torvene hæmmet af den herreløse nats inerti
er dybe patioer i et øde palads,
de samstemte som skaber rum og plads
er korridorer frygten og drømmen svæver i.
Den konkave nat, som Anaxagoras tydede,
bliver ved;
til mit menneskekød vil evigheden hele tiden
vende
tilbage med mindet – planen? – om et digt uden
ende:
˶De tro Pythagorasdisciple har længe vidst
besked…˝
1940.
- Jorge Luis Borges.
mvh
Simon
|
|
|
|
