|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Solen er stemt for sommer og sjov, vandreskyer for dryp, men her, symfoniske dryp på Schades Anne-Lise – der vist om nogen, er lidt af en højsang..;)
Sfærers musik i København
Der er en lykke gemt,
et stort klaver er stemt,
en by står op af søvne!
I København er lagt
en stor og sælsom magt,
pladder, vil man sige.
Men kys en forårsdag
min Anne-Lise bag,
der som rabarberblade
køligt hvælver sig
som himmelhvælvinger
inde i en kirke,
der sagte skælver
af toners høje stemmer.
Da er det, at du glemmer
det, som du ville sige –
Og ligger du på maven
på hendes himmelstige,
da er det jo som graven
har mistet al sin magt.
I København er lagt
en glød i hendes skød,
en ånd i hendes kød,
en radio-udsendelse,
hvor engle står på vagt!
En evig strålekrans –
bestandig i sin glans!
Og hele rummet skælver
i en lørdags-tonepragt,
hvori min Anne-Lises skød
er evigt underlagt.
*
Fra ”Sjov i Danmark
eller
som man ser det
- satirisk sangværk”:
Forfatterens forord
JER SER mig selv i spejlet – stå frem som Danmarks digter
med sjæleliv og hatten i min hånd
og sælge mine varer som en forfinet købmand –
og sige: Her er prima vers med ånd.
- Berømt skal dette blive, som Danmarks lov blev skrevet
og sat på store hylder i en krog
og dænget til med tiden af gammelt støv og mug –
og skyder nye skud i denne bog.
Køb derfor disse linjer – du, som elsker Danmark,
den lille modersplet på jordens kind –
og sæt dig i din stol. når du en dag får tid
og lul dig med min bog i landet ind.
- Og du vil drømme saligt – thi jeg er Danmarks ånd,
min bog er din, og ligger i din hånd,
og lytter du, så hører du dit hjertes skjulte lov
som lever i det smertens barn, hr. sjov.
Her vil jeg nu fortælle om denne unge mand,
som i romanen mister sin forstand,
men finder noget bedre: sin lille barnesjæl
i kampen for at leve – den er fæl.
Du hører om hr. sjov i fattigdom og nød,
der søger trøst i livets milde død,
og om hvordan han græder og ingen tuber har –
for han er nemlig maler – det har han fra sin far.
Hvordan han som en kunstner, hvis sjæl jo voldsomt svulmer –
går hen og bliver digter – for det dulmer.
Og hvordan livets skifter, med uheld og med held,
– du kender jo det hele fra dig selv.
Du ser et Danmark for dig – som han går rundt og ser,
og det er morsomt – men: jeg siger ikke mer!
For ellers tog jeg spændingen af hele livsromanen,
– og den er krydderi for kræsenganen.
– Jeg ser mig selv som digter stå frem og rose mig:
Jeg er en pokkers dejlig digter, jeg.
Jeg skriver himmelsk godt, jeg bryder åndens segl,
– men sådan noget gør man i et spejl.
- Jens August Schade.
mvh
Simon
|
|
|
|
