1
registreret Arne Thomsen
22
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28169 - 23/09/2019 19:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Nåja, Fridas visor må vente en stund, smukke som de er i hjerterytme; så her lidt andet fra den enestående poet:
Vid mörka stränder
Hav, som slår i kalla styrkan, dånar mer än psalm i kyrkan, klämtar lik en klocka i brand eller nöd. Går till svarta nattkravaller, spränges, splittras, sönderfaller, stormar fram som hop vid ett anskri om bröd. --- Ingen sötvågskantilena! Inga insjöflöjtar lena för ett bröst, som kämpar i ängslan och glöd!
Bra! Predika du, som orkar, om en gråt, som aldrig torkar, om en nöd, som ingen kan räcka sin hand! Kväd vid vågsvältspanoramat om det vilda vandringsdramat! Bittra sanning, skumma mot himmelens rand! Spela som när pukslag dånar, om hur lycka lyckan rånar, om hur frihet friheten binder med hand!
Mässa ock vid skrän och skrällar: Lögn i jordens röda kvällar! Svärmarstjärna fläckas av smuts eller blod. Lögn blir sant! I nattens boning ljus och huldhet och försoning från en dömd, som sanningen icke förstod. Blanda kokande tillsamman i ett infernaliskt gamman jaord – motord – nejord i Motsäges flod!
Nu åt dig mitt mörka altar reser jag, när vågen saltar. Fruktar leva – fruktar att bjuda farväl… Skriv med bogstavsstaplar kalla, vilka ragla, sammanfalla, Sesamskrift, som öppnar en port för var träl. Ryt mig sanning in i blodet, piska mig i storm till modet, fradga mig ett bad, som kan stärka min själ!
- Birger Sjöberg, Kriser och kransar, 1966.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28173 - 24/09/2019 10:53
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Ja, John Olsen himself er ikke længere her på jorden. Han var et menneske med toner i både dur og mol og døde rigtignok først i september. Per Arnoldi skrev disse mindeord i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2019-36/kultur/john-olsenJohn Olsens sanselige oplevelse i og af verden kan heldigvis stadig opleves i tegninger, skrift, lyd og levende billeder. Som du selv tidligere har nævnt, var der også hans samarbejde med Vagn Lundbye og Dyrefabler ... Ulvetid
Regnen findes, regnens lugt af hund og hegn Regnens landskab, tabes og genvindes Løbe ud og blive til ulveregn Drikke lidt og glemme regnen findes Ulvegrave, ulveklæder, ulvevild Vi kredser i regnen forstyrret af ild
Døden findes, dødens lugt af sæd og skød Dødens landskab, stilles og forsvindes Vågne op og blive til en ulvedød Dræbe lidt og glemme døden findes Ulvemåne, ulvetime, ulveblid Vi kredser i døden forstyrret af tid
***
Den intense glæde af uvidenhed
Dyret er en billedbog af ren og muligheder Dyret er en himmelfart din grænse og din stumhed Dyret er din egenart din skønhed og din dumhed
***
Solen
Du trækker vejret hvert minut atten gange uden at flyve I døgnet er det uafbrudt 25 tusind og ni hundrede og 20 (sådan har selv tiden sine kår) Det samme tal omend i år tar det mig og alt mit væsen at vandre gennem Dyrekredsen Din ånde gør mig kolonorm og gør det let at vandre godt dit øje ejer solens form så vi kan se hverandreBedste hilsner i septembers farvetoner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (24/09/2019 10:55)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28175 - 24/09/2019 12:53
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Her lidt til, jah, det kunne jo være til Sammy Davis Jr. - den skøre skid, der her i baggrunden synger så jeg helt mister pusten - eller til årstidens rynkede næser? Nej nok snarere din, som jeg altid har på fornemmelsen rynkes når det tyske sprog kradser ganen op i øjnene. Men du må virkelig undskylde mig, jeg ka’ næsten ikke la' Brecht være, denne fortidens Sammy Davis senior: ved siden af den besk-politiske satire står jo nemlig de mange fine digte og glemmer sig, herimellem Svendborger Gedichte med blommetræet, der bærer mindet om den sødme der altid får min mund til at gå over sine bredder – men ak!
Der Pelaumenbaum
Im Hofe steht ein Pflaumenbaum Der ist klein, man glaubt es kaum. Er hat ein Gitter drum Så tritt ihn keiner um.
Der kleine kan nicht größer wer’n. Ja größer wer’n, das möcht er gern. ’s ist keine Red davon Er hat zu wenig sonn.
Den pflaumenbaum glaubt man ihm kaum Weil er nie eine Pflaume hat Doch er ist ein Pflaumenbaum Mann kennt es an dem blatt.
*
Zufluchtsstätte
Ein Ruder liegt auf dem Dach. Ein mittlerer Wind Wird da Stroh nich wegtragen. Im Hof für die Schaukel der Kinder sind Pfähle eingeschlagen. Die Post kom zweimal hin Wo die Briefe willkommen wären. Den Sund herunter kommen die Fähren. Das Haus hat vier Türen, daraus zu fliehn.
- Bertolt Brecht.
Hov! du sprang da vist Bertolt over? Nå pyt i grisen, for de smukke ord om nyligt afdøde John Olsen, multikunstneren blandt uforglemmelige, kvitteres her med endnu en, et andet uforglemmeligt men amerikansk slipsedyr, ja sikkert… En mus
Jeg kan lide hvad I har givet mig, o mine sange, rundtakkede skakbrikker af følelser og kompliceret ligegyldighed. Jeres determinerende faktor er noget ligesom vejret som kommer og går, og bliver, som vi læner os ud af, og ind i mens det ankommer, døvt og yndefuldt. Og husene der ikke findes mer nyder livligt det snørebånd der binder det til tiden, denne langsomt brændende cylinder.
I ser det antænder endog bevidst apatiske løgne. Det højtidelige i os alle tvinges til at stå op og forsvare andre interesser som iscenesættelsen af det. Man hvirvler som et blad uden for og inden i regnen, umuligt at forestille sig grusomheden, dog virker overbærenheden skrap mod os nu, al den planlægning. Hvem troede de ville lade sig narre af det?
Fordi det definitive er grusomt, gør alting fikst og færdigt. Tænker jeg på at tage din hånd, mens krydrede erindringer samler sig? Men nogen anbefalede et sløret polaroid. Torvet er tomt nu, og pelsklædt af sne, hvor vi plejede at stå af, vores yndlings- stoppested, skønt vi ikke vidste det dengang, hvor alle forældre kunne læne sig op ad hinanden, åbne for det ildevarslende men stadig sammensluttede inden for den gamle ramme.
*
En usikker stilling
Det ligner alt sammen jord nu. Der er et slør af støv over efterårslandskabets lyse morgen, som må være værre hvor det strammer til, hvor ikke alting kan stå på egne ben.
Det bliver mere og mere forenklet: godt og slemt, ondt og slemt: hvad andet kender vi? Dufte der hindrer os i at bekymre os for længe.
Men der var jo denne strøm af tanker der føltes rar og tilfredsstillende: hvordan man skulle kravle ned, komme væk herfra og forhåbentlig nå frem til en fuldstændig flad odde af sand i plan med vandet.
Og alt ville se nyt og slidt ud igen. Pludselig et råb, meget overbevisende. Folk dukker op to og tre ad gangen, og det betyder mere end bare dét.
Men alle jer jeg har forsømt, overset, ladet stege i jeres eget fedt, uden at være den ven der kommer jer i møde, beder jer om tilgivelse, en sang ny som regn. Åh, syng den for mig.
*
En stemning af stille skønhed
Aftenlyset var som honning over træerne da du forlod mig og gik ned til enden af gaden hvor solnedgangen brat hørte op. Bryllupskagebroen gik ned for den spinkle forglem-mig-ej-blomst. Du steg ombord.
Brændte horisonter brolagre af gyldne sten, drømme jeg har haft, deriblandt selvmord, puster nu varmluftsballonen op. Den brister, den er lige ved at briste af noget usynligt mens dagene blot går. Vi hører, og forstår ind imellem, ved at presse os så tæt mod hinanden,
og henter blodet ned, og den slags. Da blev museerne gavmilde, de lever i vort åndedræt.
- John Ashbery.
mvh & fortsat god efterårsdag Simon – der nok hellere må se at få studset lokkerne, inden han vader i fletningerne!
Redigeret af Simon (24/09/2019 13:06)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28181 - 24/09/2019 23:37
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
En speciel dag: en rigsretsproces mod Donald Duck og en tydeligvis stærkt nedbøjet engelsk premierminister – op sprang skabsdøren, skeletterne danser lanciers…
Fem pedantiske stykker
En idé jeg havde og talte om blev til de ting jeg gør.
Digtet om disse ting skiller dem ad, og jeg dirrer. Sparsom vinter, mindre sårbar end fortærsket sommer, ordenes reder.
Nogle af stammerne tror ånden er immanent i en persons afklippede negle. De samler rask deres døde sammen ved solnedgang. Og dette vil være en glemt dag for tre år siden: et forbløffende bevis på lyset efter døden.
En anden person. Den gule murstensvæg, dybere, dunklere hele eftermiddagen og stemmer der valser og frembringer sentimentale nipsværker – et rod han selv havde lavet.
Og det lille hotel så udmærket ud og veloplyst, i mørket, på den flade strand bag brændingen, stiv, harmløs. Og du er forundret over at så megen glitterstads bliver stående oprejst, fanget i vores mummespil.
*
Hvad er poesi
Den middelalderlige by, med friser af drengespejdere fra Nagoya? Sneen
der kom da vi ville have det skulle sne? Smukke billeder? At prøve at undgå
idéer, som i dette digt? Men vi går tilbage til dem som til en hustru, og forlader
dermed den elskerinde vi begærer? Nu er de nødt til at tro det
som vi tror det. I skolen blev alle tanker friseret ud:
det der blev tilbage lignede en mark. Luk øjnene, og du kan mærke det milevidt.
Åben dem så på en smal lodret sti. Det giver os måske – hvad? – nogle blomster snart?
- John Ashbery
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|