| 
| 
	
 
| 1 
registreret Arne Thomsen
159 
gæster og
270 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #27093 - 24/03/2019 03:49  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Go'dag i natten her Åh ja, et skønt program med tekster af Karin Boye, og derfor denne gentagelse af et par stykker eller tre fra digtsamlingen För trädets skull ... 
 
 Ja visst gör det ont när knoppar brister.
 Varför skulle annars våren tveka?
 Varför skulle all vår heta längtan
 bindas i det frusna bitterbleka?
 Höljet var ju knoppen hela vintern.
 Vad är det för nytt, som tär och spränger?
 Ja visst gör det ont när knoppar brister,
 ont för det som växer
 och det som stänger.
 
 Ja nog är det svårt när droppar faller.
 Skälvande av ängslan tungt de hänger,
 klamrar sig vid kvisten, sväller, glider  -
 tyngden drar dem neråt, hur de klänger.
 Svårt att vara oviss, rädd och delad,
 svårt att känna djupet dra och kalla,
 ändå sitta kvar och bara darra  -
 svårt att vilja stanna
 och vilja falla.
 
 Då, när det är värst och inget hjälper,
 Brister som i jubel trädets knoppar.
 Då, när ingen rädsla längre håller,
 faller i ett glitter kvistens droppar
 glömmer att de skrämdes av det nya
 glömmer att de ängslades för färden  -
 känner en sekund sin största trygghet,
 vilar i den tillit
 som skapar världen.
 
 ***
 
 Nattens djupa violoncell
 slungar sitt mörka jubel ut över vidderna.
 Tingens töckenbilder löser sin form
 i floder av kosmiskt ljus.
 Dyningar, lysande långa,
 sköljer i våg på våg genom nattblå evighet.
 Du!  Du!  Du!
 Förklarade lätta materia, rytmens blommande skum,
 svävande, svindlande drömmars dröm,
 bländvit!
 En mås är jag, och på vilande sträckta vingar
 dricker jag havssalt salighet
 långt östan om allt jag vet,
 långt västan om allt jag vill,
 och rör vid världens hjärta --
 bländvitt!
 
 ***
 
 Havssvall, kom sköljande,
 ge mig den salta och runda klangen att smaka,
 den som gavs mig
 till ett urnamn åldrar och åldrar tillbaka!
 Ord, som inga dödliga
 läppar kan uttala,
 ligger gömda
 inne i svallen svala.
 
 Länge, för länge
 svalt jag på lättuttalade människoord.
 Jag vill uppstå,
 jag vill mätta min mun vid moderns bord.
 Som ett förvillat barn
 i ledans ånger
 vänder jag hungrig om
 till hemmets sånger.
 
 LÃ¥t mig dricka
 språkens språk ur eviga dova brus.
 LÃ¥t mig klarna
 till ditt vilande djup av skapelseljus.
 Innanför själ och ande
 hör jag dig sjunga.
 Stig i mitt blod, och blomma
 i min tunga!
 Link til et essay, der med andre ord udtrykker samme dybde som Karin Boyes tanker og digte:https://pov.international/en-formiddag-i-koge-kirke/ Sov godt og god søndag RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27095 - 24/03/2019 20:54  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Aften' i skuret, RM..
 Fin artikel med fint tankestof.
 Ja, det er en herlig lille serie af musikalsk-poetiske udfordringer, DR i gamle dage straks ville ha' kopieret, men det ka' de jo nå endnu, der er i al fald masser af fine danske poeter til inspiration, hvis man er en dygtig musiker.
 
 Her lidt til forårsøjnene i dag så solfyldte, apropos herlighederne, næsten fra knoppers udspring og lige efter at vennens fremtidsminder stormede afsted med Livets hastighed, der virkelig var til, til tider dansende i mørket til Anisettes sang på Loppen med blot stearinlys langs scenekanten, og kolde øller langet over disken til svedende pander, grinende. Mange er nu væk, men meget liver op i kraft af ord som disse…
 
 min optimale åbningssang,
 
 hvergang jeg føler
 jeg står overfor en opstandelse
 af den tilstand
 jeg øjeblikkeligt befinder mig i,
 
 iklæder jeg mig mit hvide silketøj
 og begiver mig ud i gaderne,
 
 så alle får mulighed for at tage del
 i min pludselige anonyme lykke,
 
 får en mulighed for at tilføre sig verden
 og en smule let rensende mani,
 
 for selv med blomsternes fugtighed
 står vi her alene om hænderne,
 
 først når tiden har lagt sig
 formår vi at frelse os selv,
 
 
 jeg spadserer rundt
 og løfter med min ilterhed al støvet
 så alle rigtigt selvmedlidende
 kan betræde sig ud i de rene fortove,
 
 men jeg afskyr alle opløb
 for jeg har ikke magten over mig selv,
 
 og hver gang min bevidsthed
 formulerer sig dansende for mig
 er jeg bare dens formidlende identitet
 af hvid ren anonym fuldbyrdelse,
 
 jeg står her bare ustandselig
 af farvet bleg uskyldighed
 og expanderer med mig selv i huden,
 
 bliver spontan et sted i stenene
 eller skaber episoder med glæden,
 
 for jeg vil kræve at blive til
 i en stadig udfoldelse
 der tager til og til og til i luften,
 
 jeg spadserer groft lyksaligt rundt
 for at fortælle dem
 og den ny anonymitet,
 
 men jeg løsner aldrig for ordene
 for de skal kunne forstå
 at det er min opløselige krop
 der bliver sin hidsige heftighed bevidst
 i de sarte hvide silkestoffer,
 
 og at dette alting der omgiver os
 kun er vores sproglige afmagt,
 
 og ikke forfængeligheden i os
 der stille men sart forløber sig,
 
 jeg fortæller dem aldrig om sproget
 nærmer mig bare vanviddets renhed
 ved at stille mig imellem
 når truslerne når ind på blomsterbuketterne,
 
 jeg kræver kun i mennesket,
 
 
 foruroligende som det at være sig selv
 bliver meget mere modent modtaget
 når klimaet har gjort kroppene
 hastige bevægende og formuleringsduelige,
 
 og se alle de flæbende hænder
 strakt som cirkellyn mod himlen
 der får lov til at fortælle os
 at denne dag er kulminationen,
 
 og at vi bør hænge sammen
 i små anelser af uendelige klumper,
 
 og at dette alting kun er i kroppene
 der sensibelt rammer tiden
 og gnider sig for hinanden,
 
 for det er begyndelsernes kedsommelighed
 vi bærer over med
 når vi står stolte frem i neglene,
 
 og det er virvaret med alle løsnngerne
 når vi står frem
 formfuldendt for læberne,
 
 
 jeg håber ikke
 at de begynder at analysere,
 
 for der er aldrig nogen
 der har fået lov eller smerte
 til at se dybt i mine øjne,
 
 men jeg ved
 at de vil røre mit hvide silkehalstørklæde
 for at identificere sig så tæt
 ind på en isolation som det nu er muligt,
 
 men jeg vil danse for dem
 skrige hyle blotte beroligende
 og motivere mit skridt for dem,
 
 men de vil ikke kunne se
 at munden sart bevæger sig
 de vil kun kunne mærke
 en hård følelsesmæssig befrielse
 i deres øverste lag af hud,
 
 jeg vil hyle som en revsende gal
 markere lykken stærkere end sneen,
 
 hælde vinen ræbende i mit sår
 mens jeg styrket hylder rus og fortabelse,
 
 for hvor helvede er religiøsiteten
 når ens anonyme humør
 kan skræmme en hel verdens pamfletter
 og nuancere stilstandende op,
 
 jeg håber i er med på omkvædet
 alle i lastede gennemsigtige derude,
 
 lad jeres spytkirtler synge
 og verden forme alle afsættene,
 
 lad jeres virilitet formulere centre .
 og slå sig ud i et varmt bombardement
 til denne verden af elskende
 der unddrager sig al snørklet ondskab
 og tilfældighedernes venlige overdrivelse,
 
 kom alle i spejlende anonyme alle i
 kom alle i varme neurotikere alle i,
 
 og lad os som den hvide skare i silke
 formation af denne vor lette verden
 fortælle at vi er på dens absolutte side,
 
 kom alle i fordrukne med billediveren
 kom alle i kækt forsinkede og løft sproget,
 
 lad os sammen fortælle menneskehedens bredde
 at vi kun nærmer os for at elske dem,
 
 uden at vi behøver løsne et ord,
 
 - Jac, Jeg er fandme til, 1979.
 
 Samt endnu en herlig digter øjnene holder af at hvile i, når de trænger; næsten som ørers reaktion på amerikansk hjerteblues fra 60’erne...
 
 Venner, så snart man er død,
 har jeg observeret, ligner man
 en sæk kartofler, intet ondt om
 disse, netop, det gør det lettere
 at fatte, at man simpelthen ikke
 i nogens som helst forstand er der,
 tænkt: kartofler, de skønne dyr
 (de mortuis nihil sine bene)
 
 *
 
 Her sidder man så og lytter opmærksomt
 til sine tanker, med benene i vandet, der
 strømmer sorgløst afsted, med fiskene
 fløjtende om tæerne; tankerne må hviske
 for ikke at skræmme dem væk som små
 lyn, de fordrer hengiven opmærksomhed,
 både fisk og tanker, lige sky og bortvendte
 
 *
 
 kat, min sorte ven, forstår du,
 hvad det drejer sig om, spørger jeg,
 ja, svarer han med sine lysende øjne,
 jeg vil ud i lyset og ud i mørket og
 være sammen med dig, tilføjer han
 kærligt med snuden, jamen så, kat,
 svarer jeg med hånden, er vi enige
 
 *
 
 himlen blåner med efterårets
 særlige ironiske distance, den
 organiske verden omkring mig
 synes forvirret og intimideret –
 jeg vander, meget filosofisk, mine
 tøvende roser: velan, for mig kan I
 bare klø på, for vi er her endnu
 
 - Per Aage Brandt, En flue i en dråbe rav, 2018.
 
 mvh & natnat under månen..
 Simon
 
 Redigeret af Simon (24/03/2019 20:57)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #27111 - 26/03/2019 15:57  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Nu én igen luller forudsigeligt i sit gevind, som alle tidligere lullerier der fremover vil lulle i sit leje. Tidligere fik man næsten indtryk af en opmærksomhedsprøve: én går lidt ved siden af sit ansigts sved, selv bagvæggens fuger tegner sig i spejlet, dog synes skyggen at ane en mystisk eksistens…
 Ham her, har sin sjove vinkel på situationen:
 
 min fortid er nådigt slettet af historien, jeg har
 spurgt omkring mig, folk jeg har kendt, de
 stirrer stift på mit ansigt, hvem er du, hvad
 er du ude på, hvad siger du; o.k. jeg har så ikke
 eksisteret, og i morgen vil jeg heller ikke
 have gjort det, når solen går, for træt
 til at huske, som sole jo er, og for gammel
 (ikke-væren)
 
 *
 
 alt fortsætter, hvorfor skulle alt ikke
 fortsætte, det har alt altid gjort, uanset
 man hyler eller piber, om man hænger
 i laser eller ruller sig i rosenblade, mens
 paganini underholder; også jeg vedbliver
 fra i dag til i morgen, dér er den sværeste
 overgang, søvnen er realitetsløs og rå
 (til berkeley, biskop)
 
 - Per Aage Brandt.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |