| 
| 
	
 
| 1 
registreret Arne Thomsen
170 
gæster og
276 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #23316 - 12/06/2017 03:20  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej i natten, RM..
 Vågnede på bredden af søen som sommervarmen skabte mellem puden og øret, en søslange snoede sig i selvglæde midt i dammen og hviskede søde ord om drengens minder, fordrejede heltekvad eller små epos om prinsesser, ondskabsfuld rivalisering under lange cykelture i glemte sommerminder fra skoletidens parenteser, drømme af solskin, der ser noget matte ud i eftertiden. Men tænk at en søslange ka’ huske alt dette, selv om en del unægtelig mindede om noget jeg havde læst og nu fik blandet sammen til det uigenkendelige. Men så kom jeg i tanke om det, for i skyggen på natbordet lå stadig drengens drømme og smeltede i Dylan Thomas forevigelse, men allerførst det fine digt du just lagde på langs, som også findes, nu blandt andre der næsten har dannet kult i en mærkelig institution, der nok ville ha’ forarget og måske bedaget damen lidt, og som nu stråler under denne juninats tunge skyer; hendes blide puf ind i samme art af fantastiske scener, som det nu heller ikke er så sikkert man kommer helskindet ud af igen, men skøn er hun…;)
 
 I 18 poems findes denne smuksak; meget han skrev handlede akkurat om drengen dengang, noget umisteligt fik former, og hvilke, huu! Min søslange er næppe nogen enestående selvbader, apropos det med institutionen, men det ér enestående og meget smukt, man lægger sig ikke uberørt, snarere vågner man midt i et søslag akkompagneret af en stille snorken:
 
 I see the boys of summer
 
 I
 I see the boys of summer in their ruin
 Lay the gold tithings barren,
 Setting no store by harvest, freeze the soils;
 There in their heat the winter floods
 Of frozen loves they fetch their girls,
 And drown the cargoed apples in their tides.
 
 These boys of light are curdlers in their folly,
 Sour the boiling honey;
 The jacks of frost they finger in the hives;
 There in the sun the frigid threads
 Of doubt and dark they feed their nerves;
 The signal moon is zero in their voids.
 
 I see the summer children in their mothers
 Split up the brawned womb’s weathers,
 Divide the night and day with fairy thumbs;
 There in the deep with quartered shades
 Of sun and moon they paint their dams
 As sunlight paints the shelling of their heads.
 
 I see that from these boys shall men of nothing
 Stature by seedy shifting,
 Or lame the air with leaping from its heats;
 There from their hearts the dogdayed pulse
 Of love and light bursts in their throats.
 O see the pulse of summer in the ice.
 
 II
 But seasons must be challenged or they totter
 Into a chiming quarter
 Where, punctual as death, we ring the stars;
 There, in his night, the black-tongued bells
 The sleepy man of winter pulls,
 Nor blows back moon-and-midnight as she blows.
 
 We are the dark derniers let us summon
 Death from a summer woman,
 A muscling life from lovers in their cramp
 From the fair dead who flush the sea
 The bright-eyed worm on Davy’s lamp
 And from the planted womb the man of straw.
 
 We summer boys in this four-winded spinning,
 Green of the seaweeds’ iron,
 Hold up the noisy sea and drop her birds,
 Pick the world’s ball of wave and froth
 To choke the deserts with her tides,
 And comb the county gardens for a wreath.
 
 In spring we cross our foreheads with the holly,
 Heigh ho the blood and berry,
 And nail the merry squires to the trees;
 Here love’s damp muscle dries and dies
 Here break a kiss in no love’s quarry,
 O see the poles of promise in the boys.
 
 III
 I see you boys of summer in your ruin.
 Man in his maggot’s barren.
 And boys are full and foreign to the pouch.
 I am the man your father was.
 We are the sons of flint and pitch.
 O see the poles are kissing as they cross.
 
 - Dylan Thomas.
 
 Nu risler regnen i træerne atter vidunderligt køligt, jeg hader disse ”pudedamme” i sommervarmen og tør vædde på at missemand nu drømmer om markmus og små bevingede sataner et sted i en hule med underlige gemmerier man næppe forestiller sig eksistensen af, for væk er han. Men lyden er fantastisk, et orgel af vandpiber spiller i løvværket, en vellyd der stryger over alle sind, måske en sang fra fostertiden, jeg kender intet mishag derom. Meget apropos Pablo Nerudas sidste tanker på skrift, findes også hans Vinterhave, sommeren skal jo nok klare sig, så på nisselig vis får du herfra dette sneskrift med dig ud i natten – og ja, man glemmer ham ikke lige med det samme, måske aldrig, noget i ham klinger, måske glemte sager eller noget ukendt nyt. En bemærkelsesværdig mand, smuk er han jo også, med disse spillevende øjne der ler livet ret ind i ansigtet, selv om jorden nu har opslugt ham, så med ham godnat fra mig igen, en ny pude venter, hvem ved, måske endnu et søslag:
 
 Vinterhave
 
 Vinteren kommer. Et strålende diktat
 giver de langsomme blade fra mig,
 klædt som de er i tavshed og gult.
 
 Jeg er en bog af sne,
 en rummelig hånd, en eng,
 en cirkel der venter,
 jeg tilhører jorden og dens vinter.
 
 Verdens brus tog til i løvværket,
 så flammede hveden op, stjernestrøet
 med blomster, røde som brandsår,
 og så kom efteråret for at indføre
 vinens skrift:
 alt passerede, en forgængelig himmel
 var sommerens bæger,
 og den sejlende sky døde bort.
 
 Jeg ventede på balkonen, bedrøvet
 som i går af min barndoms efeu,
 ventende på at jorden skulle sprede sine vinger
 i min forladte kærlighed.
 
 Jeg vidste, at rosen ville falde
 og den ubestandige ferskens sten
 atter synke i søvn for at spire på ny:
 og jeg berusede mig i luftens bæger,
 indtil hele havet forvandlede sig til nat
 og morgenrøden blev til aske.
 
 Jorden lever sagtere nu,
 roligere er dens forhør,
 udstrakt dens stilheds skind
 
 Jeg bliver igen den fåmælte,
 der er kommet langvejs fra,
 indhyllet i kold regn og klokker:
 jeg kan takke jordens rene død
 for viljen til at spiring i mig.
 
 - Pablo Neruda, Vinterhave.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (12/06/2017 03:22)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23323 - 12/06/2017 15:43  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Et Nerudisk p.s.:  
 Maskerne
 
 Hav medynk med disse århundreder og med dem
 der overlevede dem,
 lykkelige eller mishandlede; hvad vi ikke skabte,
 var ingens skyld, der manglede stål:
 vi opbrugte det til så megen nyttesløs ødelæggelse,
 men når vi gør status betyder alt dette intet:
 årene led af blegner og krige,
 brøstfældige år, hvor håbet skælvede
 på bunden af de fjendtlige flasker.
 Nuvel, så lad os da en gang eller undertiden
 tale med en svale, så ingen hører det:
 jeg skammer mig, vi er jo sky som enkemænd:
 sandheden døde, den er rådnet op i så mange
 grave:
 så lad os hellere lægge os på sinde, hvad det
 vil ske:
 i det store bryllupsår er der ingen slagne:
 lad os derfor alle tage sejrsmasker på.
 
 *
 
 XX
 
 Jeg, en synder i ethvert regime,
 sammen med ædedolke fra fjerne egne,
 turkmenere, kirgisere, kaukasiske hyrder,
 bestemte mig til at blive kødæder og skjald:
 jeg frydes ved kroppene og musikken,
 ved mavens ubeskrivelige glæde,
 ved lyden af søvngængeragtige violiner.
 
 XXX
 
 Med revolutionens første sne,
 den røde sne,
 forsvandt maleriet med sine oranger.
 Med sine vidunderlige kuber
 fravristet det rene kaos
 levede det i Berlin, i Paris, i det sorte London,
 modnedes overalt i sit eksil
 og illuminerede med sit elektriske glimt
 fremmede landes mure.
 Alt blev orangefarvet
 af den billedskabende fantasi
 hos emigrerende jøder og russere,
 som fik andre stjerner til at skinne.
 
 Imedens vågede Moskva i sit skatkammer,
 i de kejserlige staldes Manege,
 over et dødt maleri, småborgerskabets
 forlorne bras, portrætterne
 af helte og heste, så udsøgt malet,
 så heroiske, så korrekte, så sakrosankte
 som kobberstik i fromme bøger
 der ligger fremme i sygehuses
 venteværelser, slidt op af døde maleres
 rutine, døde men endnu i live.
 
 Ak, men maleriet i eksil,
 det uvirkelige, det imaginære,
 den centrale orange, poesien,
 vil vende hjem til sin moderlige bolig,
 hjem til sit hus af sne.
 
 *
 
 En hund er død
 
 Min hund er død.
 
 jeg begravede den i haven
 ved siden af en gammel, rusten maskine.
 
 Dér, ikke længere nede,
 ikke længere oppe,
 vil den engang forene sig med mig.
 Nu er den borte, med sin brogede pels,
 sim slette opdragelse, sin kolde snude.
 Og jeg, en materialist som ikke tror på,
 der findes en forjættet himmelsk himmel
 for noget menneske,
 tror for denne hund eller for enhver hund
 på himlen, ja, jeg tror på en himmel,
 hvor jeg ikke kommer, men hvor den venter mig,
 logrende med sin viftehale,
 for at jeg ikke skal mangle venskab,
 når jeg indfinder mig.
 
 Ak, jeg vil ikke tale om, hvor trist det er
 ikke mere at have den at følges med
 her på jorden,
 den der aldrig har været en tjener for mig.
 Den nærede et venskab for mig som et pindsvin,
 der bevarede sin uafhængighed,
 en selvstændig stjernes venskab,
 uden overflødig fortrolighed,
 uden overdrivelser:
 den sprang ikke op ad mit tøj,
 dækkede mig ikke til med hår og skurv,
 gnubbede sig ikke op ad mit knæ
 som andre, brunstige hunde gør.
 
 Nej, når min hund så på mig,
 skænkede mig den opmærksomhed jeg behøver,
 den opmærksomhed der er nødvendig
 for at få en selvglad fyr til at forstå,
 at den, som hund,
 med disse øjne, renere end mine,
 spildte tiden, men den så på mig
 med blikket, der holdt hele sit blide,
 lodne liv, sit tavse liv,
 beredt for mig alene,
 tæt op ad mig, uden nogen sinde
 at genere mig og uden at forlange
 noget som helst af mig.
 
 Ak, hvor ofte ønskede jeg mig ikke en hale,
 når vi fulgtes ad langs havets bredder,
 om vinteren på Isla Negra,
 i den store ensomhed: deroppe i luften,
 gennemilet af iskolde fugle,
 og min hund hoppende, pjusket, fyldt
 af den elektriske havspændings kraft
 i bølgernes bevægelse,
 min omstrejfende, evindeligt vejrende hund,
 som stak sin gyldne hale i vejret
 ved synet af Oceanet og dets skumsprøjt.
 
 Lystig, lystig, lystig,
 som hun kan være lykkelige,
 bare sådan, med den uforskammede naturs
 uindskrænkethed.
 
 Intet farvel til min hund, som er død.
 Mellem os er der og var der ingen løgn.
 
 Den er borte, og jeg begravede den,
 og det var alt.
 
 - Pablo Neruda.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23331 - 15/06/2017 10:52  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Måske Henrik Nordbrandt fandt sommeren… 
 Næsten
 
 Det er næsten sommer
 men også kun næsten.
 Og når det er sagt
 er sommeren næsten forbi.
 
 *
 
 Husker man sin første tur med skolen i maven, sin nye læderskoletaske, bøgerne og det spændende indhold i penalhuset, mødet med skolekammerater og lærer, skolegården og den første sommerferie med 2. klasse i vente:
 
 Skolernes skole
 
 Alene
 
 Ordet
 
 Skole
 
 *
 
 Hestene
 
 Heste bør blive nede på jorden
 så ddres trav får den til at dreje om sin egen akse
 sådan som det ses på alle
 de gamle cowboy- og indianerfilm, og ikke mindst
 så nat kan blive til dag og dag igen til nat
 kom jeg til at tænke
 fordi jeg så en flok på fjorten-femten stykker flyve
 belyst nedefra af februareftermiddagens
 skarpe lys i den oversvømmede eng
 hvor jeg stod i mine gennemblødte sko
 og undrede mig over vinterens pludselige farvepragt
 og at ingen af hestene havde vinger.
 
 Når de alligevel kunne flyve, måtte de have lært det
 af mig, for mig bekendt
 er jeg den eneste, der kan dét.
 Så måske
 er jeg alligevel ikke helt så talentløs som vintermørket
 næsten havde fået mig til at tro
 da jeg selv næsten havde glemt at flyve
 og hvordan
 man også godt selv kan hjælpe
 forårslyset lidt på vej.
 
 - Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.
 
 Villy Sørensens 55 Bagateller er vidunderlige, på én gang runder de levetiden af og kaster et sært lys over den, og står nu i hjem og fylder så lidt af hvad han huskede, tænkte og læste, men betyder meget:
 
 En kort historie
 
 Han hed Frederik og var fregnet, tit tog han chokolade op af
 tasken og spiste den midt i timen og blev derfor kaldt cho-
 kolademanden. Det var første klasse. Vi stod på række i den
 lille gård, kirkeklokker ringede, chokolademanden stod bag
 mig og sagde til sin sidemand: Nu ringer de til begravelse.
 Jeg følte mig klogere: de ringede selvfølgelig solen op. Han
 forsømte i nogen tid, så hørte vi at han var død. Han var den
 første døde jeg kendte.
 
 *
 
 Ukendt soldat 1-2
 
 1
 
 Underligt at blive kendt som den ukendte soldat
 jeg ville gerne være blevet kendt
 have fået et navn
 høstet hæder i felten, fældet fjenden med ære
 jeg så aldrig fjenden, hørte ham kun
 jeg faldt for hans granat
 ukendelig
 derfor begravet og ophøjet som den ukendte soldat.
 
 I det korte øjeblik så jeg hele mit korte liv
 alle jeg kendte og som kendte mig
 mig selv som lille dreng der legede soldat
 og blev større og stor nok til rigtig soldat
 det første kys, det sidste kys
 jeg prøvede at fastholde det, hun prøvede at fastholde mig
 men jeg forsvandt i mængden af ukendte soldater
 søvngængere på flugt mellem syner i sneen
 engle i hvide uniformer, lysende stolte, flyvende heste
 jeg ledte efter mig selv og var kun en af de andre
 et ligtog af ulevet liv.
 
 I det korte blændende øjeblik
 var det mig selv der blev sprængt
 
 2
 
 Jeg meldte mig frivilligt
 fred er ikke det bedste
 vi havde glemt at livet er kamp
 at først kampen er liv
 
 jeg ville lære mig selv at kende
 føle alle følelser jeg ikke rigtig havde følt
 jeg ville bruge alt hvad jeg havde i mig
 og endnu ikke kendte
 
 jeg kunne ikke kende mig selv i kampen
 det var ikke mine følelser jeg følte
 det var ikke mit liv jeg mistede
 det var en ukendt soldats
 
 *
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |