Morn’ RM..
”I første omgang vil jeg blot berøre emnet med et strejf af en fjerlet vinge, som kan sætte alt igang, hvor man mindst af alt venter det.”
- Døden har det svært med forår og sommer, der ikke er dens tid, hvorimod den sejrsikkert spejler sig i det regnvåde efterår og stivner til udmærkelse i vinteren, hvor alt gemmer sig i mørket for at samle kræfter til nye opbrud. Man ka’ næsten ha’ oplevelsen af forårets tidlige fuglesang som en sejrsrus, man hører naturen le. Og da nu Sarvig fik det sidste ord, ska’ Morten Nielsen her få lov at bryde ud i sang, foråret var trods alt hans tid, og så viser digtet her sider af både poetens og poesiens væsen, evnen til at udvikle erkendelseshop i opbrudsstunder:
Det stormer af Foraar
og Opbrud –
Det stormer af Foraar og Opbrud.
Og Havene ler.
Og vi har Ordre i Sindet.
Befalingen sker!
Trompeterne blæser Fanfarer
fordi du forlod mig,
og jeg tramper ud af dit Liv
med en Søndenvind mod mig.
Og du der var gemt bag din blide
og fjerne Mine,
og jeg der tavs, og besværet
af det som sker,
vi der blev truffet af Lyset
fra Hav og Fugle
gaar i et Foraar af Maager og Blæst
og ler…
For er Blæsten og Blaaet og Fuglene
ikke en Smerte,
dyb og urolig som Fødslens og
Opbruddets Smerte –
Og ligger der ikke en Sødme
paa Foraarets blændende Bund ,
den du en Dag ikke fandt igen
ved at gi dig ind under min Mund?
En Blidhed, en Stilhed, en Sødme
hos en eller anden et Sted,
som uden at ane det gaar omkring
og har al din Forløsning med.
Vi er et med Verdens Smerte
i en høj og forklaret By.
Vi gaar efter intet og ved det dog:
En Dag vil det ske paany.
Og Maagernes flugt er en sneboldkamp
og vi gaar paa en Kaj og ler,
vi der har brugt hinanden op
og aldrig skal skændes mer.
- Morten Nielsen.
mvh & go soldag
Simon – som tristes lidt over udsigten til også at miste Møllehave..