| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
134 
gæster og
203 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #19430 - 10/07/2015 10:12  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Ohøj til dig, Simon Åh ja, Paul la Cour ... han er da også lige til både at fordybe og fortabe sig i, og jeg forstår til fulde din fortabelse i Suitens ord. Jeg er fortabt sammen med dig :)) ... også i Søren Ryge, han bli'r da også bare bedre og bedre, år efter år :))  I løbet af de sidste ti til tyve år har han fået en langt større ro i sig. I bevægelserne, i stemmen, i haven og i alle de portræt- og temaudsendelser, han har lavet. Måske netop i takt med, at musikken også begyndte at ta' plads i det univers, han har delt med os i alle årene. Ja, poesien blomstrer både i billeder, ord og lyd, når man går med ham på opdagelse. Som nu i aftes med Johannes V. Jensens dejlige hyldehyldest ...Nu breder hylden de svale hænder
 mod sommermånen
 Pragtfuldt! :))))) I aftes måtte jeg bare overgi' mig til DR i flere timer i træk. Først Søren Ryge på DR1, så til Badehotellet på DR2 og til sidst DRk med filmperlen "Hannah og hendes søstre". Det ku' næsten ikke blive bedre, og så i ét rap :)))))))))))))))))))) Og så til vejret ... hvor vejrguderne er stadig med mig, lover de. JUBIIII   Blæsten går frisk over Limfjordens vande, rusker dem op til vågen flugt,
 jager dem mellem de favnende strande,
 fylder med toner hver en bugt.
 Og sømanden synger bag sit rat
 på krydstogt fra Nordsø til Kattegat.
 
 Dagen står høj over Limfjordens vande,
 bredning og sund og krinklet vig!
 Sallingland, Thyland og andre lande
 hilser hverandre med mågeskrig.
 Og bonden går på sin agerjord
 med blikket forynget af luft og fjord.
 
 Lyset slår blink over Limfjordens vande,
 tindrer og ler i et stridigt spil.
 Bølgerne kaster med flammende brande
 vikingedrømmenes hvide ild.
 Og ungdommen føler fjordens magt,
 en udvé fjernt over verden strakt.
 
 Længsel er saltet i Limfjordens vande.
 Her fik jeg fartens glød på kind,
 her blev med kølige stænk mod min pande
 viet til uro mit sejlersind.
 Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
 i kuling fra Hals og til Harboør.
 
 Erik Bertelsen 1939
 Glade, nynnende fredagsblæsende hilsner fra RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19434 - 10/07/2015 19:46  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Jah, med lidt klassisk ordballet i rodnettet, ka det jo ikke gå helt galt. Søren Ryges sønderjyske rødder har været et sundt og trygt fundament for en opvakt vokal landsbydreng med konsonanttrang, så litt.studiet må ha’ ligget lige for, og strakt sig ud i det folkelige.
 En harmonisk folkelighed er groet ind i ham, siver langsomt ud i programmerne, hvor dialekter mødes i alskens litteratur og billeder, akkompagneret med smuk musik der sender dufte ind i vore stuer, som vi sender videre med glade smil. Det gør os godt, foreningen af musik, billeder og litteratur, og faktisk gik det jo alligevel an at dufte carporten på rosenkvisten – sikke en dejlig have hun havde, en skøn kvinde for øvrigt ;)
 
 Nå, brok-brok: Tv ka være godt, når det har niveau, men det sker efterhånden så sjældent, at flest af dem jeg kender sjældent gider se det. Alene på den grund, hæver ’Søren Ryge-Direkte’ sig naturligvis langt opover alt det andet fra DRG’s Jammersminde – TV-2, 3 etc. er der ingen grund til at omtale – og som spredes til den beskedne sum af ca. 6 milliarder kroner årligt. Et stavnsbånd vi alle atter er underlagt, i og med vi er påtvunget en digital postkasse. Det er uhyrligt at et stavnsbånd igen forekommer her i Dannevang, og dette har i særlig grad Brian Mikkelsen skylden for. Jeg skal lige sige, at vi her kalder DR for DRG, i og med særlig ”nyhederne” er lutter genudsendelser – det svarer til at betale 10 kr. for den samme liter mælk både seks og syv gange…
 
 Men det var godt du havde en god tv-aften, det kan man godt trænge til. Hannah og hendes søstre er fyldt med en vidunderlig stemning, og er blandt de film jeg sætter størst pris på af Woody Allens – har kun set få af dem han lavede op gennem 0’erne, de sagde mig nu ikke det store, men jeg er også dybt konservativ på det område. Filmen September minder stemningsmæssigt en del om Hannah og hendes søstre, Manhattan Murder Mystery har noget af det samme i sig. Tre vidunderlige film med duft, smag og pragtfuld musik, der inspirerer og bringer mig helt i top.
 
 Voldsfilm har nu aldrig sagt mig noget, de er uden anden pointe, end at belyse forskellen mellem en god og dårlig historie. Derimod får flere af Woody Allens tidlige film alt til at forsvinde omkring mig, helt som det at læse en god fortælling, heldigvis findes der så andre end ham der ka skabe en god historie, og fortælle den på en fascinerende måde.
 Igrunden er det jo svært at forstå, hvorfor man fylder tv og biografer med alle de voldsfilm, og at man stadig ikke begriber forholdet mellem volden der vises og den der udøves – særlig tragikomisk blir de pseudo-psykologiske forklaringsmodeller fra voldspattedyrene selv, fx når volden præsenteres som pornobabser der netop forhindrer bedstemødre i at blive voldtaget og myrdet midt på Rådhuspladsen, hvor madprogrammer der udspyes overalt omkring os, velsagtens skaber fedmen der forhindrer oldemødre i at blive ædt samme sted, evt. midt i Søren Ryge-Direkte! Og for øvrigt burde japanske biler erstattes af rensdyr..
 
 Nå, ha’ en vidunderskabt grøn weekend, det ku’ altså godt ligne solen, derude i horisonten!
 Går tit i stå, midt i Paul la Cour; så står man dér, og gu’ ka han ka gøre for det! Se nu bare her: ”intet er det digt, som ikke i sit lys rummer en gåde, et tilmuret rum for fremtidens ukendte gud!” – tillader han sig at skrive, om ikke andet, hevet ud af konteksten og anbragt i Povl Schmidt’s eget gådefulde rum (Symbol og Virkelighed)…;)
 
 Verset
 
 Du mandigste af alle lyse kunster:
 at knuge Verden sammen til en Sten,
 gøre den lille paa din Haand og mægtig,
 skyggefuldt lysende og dyb og ren.
 Indblæse Marmornatten aabne Skove,
 hvor din Fortrolighed i Græs kan sove,
 mens Fuglehjertet synger fra sin Gren.
 Aa Fløjtespil, som drypper dine Toner,
 naar alle korte Ting, vor Armod kroner,
 er vragede og borte, en for en.
 
 - Paul la Cour, Levende Vande, 1946.
 
 Mænne hilsner..
 Simon
 
 P.s.: lægger snart lidt højtravende Bach til dig, som er helt utrolig smukt ;)
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19437 - 12/07/2015 10:26  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Morgen i stuen, RM..
 Denne søndag må ha lidt Strunge i sin opvækst, det vil den ha godt af eller få det bedre, er jeg sikker på, så, here we go…
 
 Jeg blev født ind i verden og lever endnu.
 
 Mine digte er fødsler og vil leve til solen som en opsvulmet
 rød kæmpe får jorden til at gløde og havet til at koge.
 
 Samfundet er en død maskine uden sjæl.
 Solsystemet er det perfekte anarki, og livet på planeten jor-
 den dets nuværende barn, der må kæmpe mod den logiske lo-
 gik, hvis det skal overleve og leve i et ikke-rationelt system,
 der vil være en virkelig drøm, en strøm gennem pulsarer og
 pulsårer, gennem årer fyldt med røde tårer.
 
 Solen som stjerne
 solsystemets hjerne,
 der gløder af energi
 og føder livets stille mani
 
 Jorden som smerte
 solsystemets hjerte,
 der pumper blodet rundt
 selv om livet gør ondt.
 
 Solen: en kugle af blod
 jorden: en kugle af sod.
 
 Blodet stråler og rammer vores jord,
 soden gødes og alting gror og gror.
 Vokser så vildt og tilfældigt,
 vokser så småt og vældigt.
 Stort æder småt
 ondt er lig med godt,
 livet smukt og råt.
 
 Og så kom civilisationen
 og med den pervrsionen.
 
 
 MYTE
 
 Først var den sorte mand og kvinde. Siden kom den høje,
 hvide mand i båd af ild og lod sine sønner leve på de sor-
 tes jord. De bredte sig og blev ikke brændt sorte af solen.
 Den sortes kærlighed og køn og den hvides tanker og hjerne
 var en blanding som jord og sol, diamant og nat eller kul. Alt
 voksede vildt, sjælene blev som mørke urskove. – De høje,
 hvide rejste igen, efter uden ret at have elsket med de sorte
 kvinder. Nogle sorte kvinder rejste med. På jorden havde de
 sorte stadig fred. Børnene af hvide mænd og sorte kvinder
 blev hvide, enkelte sorte og brune. Og de var gale. De ville
 op i himlen ligesom guderne, op i det sorte mørke. De sagde,
 at nattens små sole var deres hjem. Dér ville de til i store
 både af lys eller ved hjælp af høje, høje hytter – langt højere
 end junglens træer!
 Siden drog de omkring i deres søgen. Deres tanker og el-
 skov var stor som junglen, vild som løven. De fik aldrig fred,
 disse mange blandede børn. De søgte og dræbte, de bygge-
 de, de ville. Ingen vidste egentlig hvad – de blandede børn
 kunne skabe alt, men ikke engang styre sig selv. Og de var
 efter mange tider overalt på jorden, også hvor solen var
 svag.
 De ville fortære alt og eje alt, disse gale børn ville frem
 overalt.
 
 Hungle-jingle:
 Ringle-rangle.
 
 Poesien slanger sig gennem sproget.
 Poesien slå med halen.
 Poesien bider for at dræbe …
 
 … enhver konventionel oplevelse af hvad som helst.
 
 Poesien har briller på og skæl.
 Den sluger alting råt og hvisler.
 Den kender de kroge som ingen andre kender.
 Den snuser og husker, den glemmer ingenting.
 Den spiser kun sjældent, er altid på vagt.
 Den flygter for alt, som støjer og flagrer.
 Poesien er den slange, der ledte Eva i fristelse.
 
 Siden bragte den lys som Lucifer.
 Siden blev den sortere og sortere, en satan at forstå.
 Poesien er blevet amputeret fra folket.
 
 Og den er overalt.
 Lad den blot være – og den bliver farligere.
 
 Poesien er i supermarkedskøen, når øjnene flakker
 fra kasse til gulv.
 Poesien er i højhusets stræben fra beton til entydig himmel.
 Den er i den »hvide sne« der prøver at dække nattens
 sorte TV-skærm.
 Poesien er oprør i England, når bilerne brændes
 og supermarkederne smadres og plyndres,
 minsandten jo.
 Poesien er sprogets og verdens UFO.
 
 Ugenkendt Flyvende Metafor
 Ugenkendt Flyvende Ord.
 Ugenkendt Flyvende Objekt.
 
 Blinklys og lydløs
 rumlus og lyslas.
 
 Jeg så en UFO i går. Min bedste ven så den også, samt tre
 fremmede unge. Rødt lys uden lyd. Hvidt lys i blanke blink.
 Lodret ned, nærmere.
 Stop og stille.
 To vandrette kegler af lys, skarpt afskårne i enden
 som kun laser.
 Øjeblik.
 Objekt i retning af kegler.
 Æder keglerne som suges ind uden at bevæges,
 idet det er objektet der flytter sig.
 Og forsvinder som lyset fra en pære ved tryk på en knap.
 Hils?
 
 Det er sommer, det er nat, det er køligt, det er fakta.
 Luften er klar og neutral som glas, der er pudset i sprit. Jeg
 ser uf af vinduet og drejer mig ansigt med øjnene opad langs
 husets mur. Lige over tagrendens nedløbsrør står Nord-
 stjernen. Stor og nonchalant, en sindssyg fjern kugle af
 enorme brinteksplosioner.
 Jeg nipper til en 5-dobbelt whisky, og stjernerne swinger …
 Langsomt, roligt … himlens sorte marieglas skulle nødigt
 smelte eller gå i stykker. Bare klinge, bare klange, lys og far-
 vers tilfældige musik.
 
 Jeg har drømt denne nat et hjerte af sort krystal og øjne af
 gammel lys.
 Jeg så en stjernes lys og var endnu ikke født.
 
 Hvorfor rejser i hertil, bølger af lys? I får kun natten at se.
 »Hvorfor skriver du, digter? Du opdager kun døden på din
 rejse i sprogets sorte pupil. Hellere sove – end disse eksperi-
 menter med sprogets kemi! Der findes ikke noget guld. Der
 findes kun den evige bevægelse, stationer  og byer for krøb-
 linge og sterile engle!«
 Således lød stjernernes svar, men digteren hørte det ikke.
 Han sov og drømte, at han var lys med evigt liv, på rejse
 langs universets umærkeligt og uendeligt langstrakt buede
 grænse. Så sugedes han ind i et sort hul og vågnede ved, at
 solens varme stråler ramte ham som pis.
 Digteren rejste sig bandende og trak gardinerne for. Men
 stadig pissede den gule nigger på ham. Han kastede ord
 og sten, tårer og spidse blikke mod solen. »Nigger! Jeg
 skal vise dig. Nu vil dit beskidte lys aldrig nå mig mere!« råb-
 te digteren med sin hæse, tilrøgede stemme skingrende af
 triumf og stak øjnene ud på sig selv med en kuglepen.
 
 Nattens sidste skyer lægger sig
 som store beskidte dyner fra et bordel
 over jorden.
 Og stjernerne besvimer.
 
 Jeg spytter ud af vinduet. Jeg ryger, jeg drikker, jeg bøvser
 og griner højt. Verden består. Verden består af lort på man-
 ge forskellige niveauer, i mange forskellige tilstande og for-
 mer. Og alligevel er forskellen ingenting. Verden er et helligt
 lokum, verden er en nigger. Uanset hvor megen sæbe og
 sminke der bruges på verden, vil den altid være neger in-
 derst inde.
 Og intet vil blive det mindste bedre, før dette lortefaktum
 erkendes.
 
 - Michael Strunge, Nigger 2, 1983.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (12/07/2015 10:30)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
Array
| 
| 
| #19438 - 12/07/2015 10:38  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.: 
 SORT VILDFARELSE
 
 satans kolde, golde øje
 brænder nattens blæk.
 Denne mønt af hvidguld
 køber natten væk.
 
 Store milde, hvide slave,
 hvorfor tog du mig?
 Sorte sad i Haven,
 alting var som beg.
 
 Sorte kroppe, loppefødder
 dansed’ gennem sort.
 Tusind trommer tordned’
 - lette Axishjort!
 
 Varme kugle, gule hjerte,
 kønne himmelæg –
 blødte sort i hulens
 blide, bløde væg.
 
 Jeg var guden, hudens foster.
 Himlens mærke hinde
 (hvor jeg gemte mig i blod)
 var en stor gudinde.
 
 Fødte natten, kattens skrig
 gav ilt til åndelugt.
 Skovens sjæle stønned’,
 alt var død og frugt.
 
 - Michael Strunge.
 
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
 
 |   |