Hesten og Solen (1949) hedder samlingen – måske skitser tabt af solvognen:
Om sommeren sker det,
at hestene begiver sig til havet.
Står med sænkede hoveder foran den vældige ager.
Prøver at græsse, men vender forundret tilbage
med mankerne hvide af skum.
Den udslagne dag tumler de sig som klodsede børn,
vrider de blanke kroppe i solen.
Senere gaar de paa sandet
og hører havet vokse.
*
Det at vide dette –
Vished flød fra min hånd
da jeg greb de sejrende bølger
og trak himlens grænser op
med løgn og rummets salt.
I timer saa lange som mit liv
i dagene efter min død
i sengen paa torvet
i postbudets taske i fødeklinikker
paa kirkegaarde i tomme magasiner
saa jeg efter et sted at rejse mit alter.
Allevegne raabte de:
i morgen i morgen
vi skal skrive og spørge i morgen!
Men i dag er der kryds paa alle portene.
*
Og fra
Poetens hoved, et…
Poetisk landskab
Hver afvigelse svinger her helt i et særligt leje
som den stærk ryster. Et forår til så umuligt
at spå om og al arkitektur kommer under vand.
Hvilken mægtig flodseng for storkene at flyve over
og om lidt besøge efter hvilen i de genfundne reder.
*
Kirsebærskråningen
Træt som når henimod sengetid et barn
synker sammen på gulvet blandt sit legetøj
digteren på kirsebærskråningen.
Grå og smuk i gamacher og støvfrakke
ligner han en stor
fra himlen nedfalden hånd i det tynde græs.
˶Naturens variationer henrykker os.
Skønheden hos det uforudsete smigrer den findende.
Men prøvet imod det tabte er den klangløs
uden dyd. Den som vil skabe i sådanne tider
må befri sig for fremtid og vaner. Hans liv
ikke tage retning men forblive vertikal
hårdnakket: en stift mod det strømmende …
uænset: må være uden gestus, en brønd
et tårn som findes og er tilfreds ufundet.˝
*
Blue in green
Et træ er et digt. Denne gran
er fældet efter kunstens regler.
Uophørligt udslynger synet sådanne økser
som bider i roden og rører
ved fortøjninger:
Over insekternes larm en tone,
højere end den en fugls stemme
skjult: en meddelers mund;
en fugls musik talende om skove
som om mennesker dette træ.
Du som herfra sendes videre uden besked
her er din båd over Acheron.
- Per Højholt.
*
I en anden tråd på debatsiden her, taler én igrunden meget om sin egen rædsel for det altafsluttende, om
dommedagen - dvs. i en religiøs kontekst -, et egentlig blomstrende exempel på den ængstelse for livets ophør der så ofte lægges ned i børn for tiden rundt om i skoler o.a. institutioner, information præsenteret under foregivende af at akkurat miljøspørgsmål sku’ være børnenes store nysgerrighed - altså lige midt i en tid med evige kontroltab. Meget apropos, her historien om
kalenderdåsen og samlerens særlige patologi, fra et symposium hvor bl.a. Fredrik Sjöberg musicerede:
https://www.youtube.com/watch?v=wuXfhGA5HsEmvh & god weekend..
Simon