|
0
registrerede
348
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i solen, RM...
Tiden blir hurtig mørk når man forsvinder i Højholts samlede liv med de fantastiske historier – i Praksis 1 og med en revolver i mørket, slås lagkager venligt ihjel:
En lagkage tilovers
Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth
som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker
til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen
Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film
mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af
lagkager længere inde i biografen til alle de andre
som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film
og spise lagkage og nikke op til billedet i mørket
*
Og med solen, der omsider nåede huden i græsset, er vi næsten inde i sommerfugletiden:
Sommerfuglen
Hvor svært at holde sig i ro når man i rum sø
er sommerfugl og hvor fristende. Ingen så
da skibet gik fra kaj den grønne larve
på rælingen, hverken mand eller mus. Ingen
på den lange rejse sommerfuglen
som blafrede i lasten fra luge til luge.
Klangfiguren på mine vinger solens eller min?
Hvor fristende at undslå sig hos vindende
og tørre ind som solen hvidglødende uden røg
så hvor svært at leve sådan dagevis på en nål.
*
Dampenumser pryder allerede stranden, snart slukker man sig i havet og nyder en stilhed til lyden af insekter svirende i luften under træers skygge – du vidunderlige sommer! Og du, RM, rejser dig vel fra tid til anden i fuglesang fra det solgrønne, som en rundrygget Fanøkone med smilerynker – man hører svagt hr. Talpa for sig, signalere ro med sin stok mod loftet over al din larm – og så er der Søren Ryge i vente, ikke så ringe endda…;)
Trosfriheds vrede discipel, ska’ naturligvis heller ikke snydes for et demokratisk lune:
Fristil om demokrati
Demokratiet betyder folkestyre.
Vi har demokrati, og vi er et demokratisk folk
i Danmark. Vi styrer selv vores land.
Det er folket der sørger for
at det går os godt alle sammen.
Det er os der er retfærdige
og det er også os der behandler alle ens,
både rige og fattige.
I er demokrati skal vi være demokratiske.
Sådan er det ikke i et diktatur .
Der er kun nogle der skal bestemme,
de andre må ikke hvis de vil,
men selv om de er mange
er det ikke demokratisk alligevel.
Men i demokratiet er der også frihed, meget,
helst mere og mere, lige meget til dem alle sammen.
Vi skal passe på at de rige ikke får mere
end de fattige af frihed,
for det skal være demokratisk.
Et demokrati kan man kende på
hvis de fattige også er frie.
Frihed skal være gratis i demokratiet,
ellers har de fattige ikke råd.
Hvis nogen ikke er fri er det deres egen skyld.
Hvis nogen tager friheden fra nogen andre
kommer de i fængsel, undtagen politiet
og dommerne eller børn,
hvis man kan fange dem.
Alle i demokratiet som arbejder får løn.
Dem der ikke kan arbejde får heller ikke løn,
det hedder bistand.
Dem der ikke vil arbejde skal,
ellers får de ingen løn
og det er udemokratisk.
De arbejdsløse skal også være demokratiske,
for det kan de ikke gøre for,
og når de får arbejde igen
skal de have lige så meget af frihed
som ham der fyrede dem,
der må ikke være forskel.
De arbejdsløse for understøttelse,
det ligner løn meget,
men de arbejder jo heller ikke.
Børnene får demokratiet af deres far,
men ellers af deres mor.
Når de bliver større får de det i skolen,
hvis de passer sine ting og ikke sviner,
fordi demokrati er noget alle skal.
*
Fra Praksis, 8:
5. Et kunstværks tilblivelse er helt indlysende
knyttet til dets ophavsmands livstid, af og til
endda på skæbnesvanger vis. Henførte læsere be-
græd hin engelske lyriker – var det Keats eller
Browning? – der udåndede midt i en strofe, og vi
i vor tid har næppe endnu set den sidste entusiast
forsøge at afslutte en af Kafkas romaner! De fær-
reste blandt poeter har som Mallarmé installeret
en sarkofag i digtet for at kunne føje en død til
dets udsagn, men serafer som Hölderlin og Proust
har utvivlsomt udnyttet deres egenart, da de ind-
gik deres kontrakter med det hinsidige. Blandt
disse dages mere koldsindige naturer ved rimeligt
huld har det længe været gængs at betragte egne
værker som dele af en broderlig tekst, bidrag til
en stadig fornyet kontinental sammensværgelse,
som indtil nu uforknyt har pustet sin fjer gennem
litteraturens endeløst muterende rum.
- Per Højholt.
mvh
Simon
P.s.:
Man lægger solen fra sig på puden og vågner omfavnet af efterår – og så lige af DR, der nu digitaliserer sig selv med analoge argumenter, til forsikring af de uforglemmelige genudsendelser til nye udgifter, muligvis et muterende rum…
|
|
|
|
