| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
48 
gæster og
206 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #28269 - 08/10/2019 07:16  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Mor'n RM..
 Som inspiration til livets orden kvitteres her med:
 
 FREEDOM
 
 O THOU so fair in summers gone,
 While yet thy fresh and virgin soul
 Inform’d the pillar’d Parthenon,
 The glittering Capitol;
 
 So fair in southern sunshine bathed,
 But scarce of such majestic mien
 As here with forehead vapour-swathed
 In meadows ever green;
 
 For thou – when Athens reign’d and Rome,
 Thy glorious eyes were dimm’d with pain
 To mark in many a freeman’s home
 The slave, the scourge, the chain;
 
 O follower of the vision, still
 In motion to the distant gleam,
 Howe’er blind force and brainless will
 May jar thy golden dream
 
 Of Knowledge fusing class with class,
 Of civic Hate no more to be,
 Of Love to leaven all the mass,
 Till every Soul be free;
 
 Who yet, like Nature, wouldst not mar
 By changes all to fierce and fast
 This order of Her Human Star,
 This heritage of the past;
 
 O scorner of the party cry
 That wanders from the public good,
 Thou – when the nations rear on high
 Their idol smear’d with blood,
 
 And when they roll their idol down –
 Of saner worship sanely proud;
 Thou loather of the lawless crown
 as of the lawless crowd;
 
 How long thine ever-growing mind
 Hath still’d the blast and strown the wave,
 Tho’ some of late would raise a wind
 To sing thee to thy grave,
 
 Men loud against all forms of power –
 Unfurnish’d brows, tempestuous tongues –
 Expecting all things in an hour –
 Brass mouths and iron lungs!
 
 - Tennyson.
 
 Blandt helligdomme er Apollon igrunden en ugræsk gud, en trojansk ven og forbundsfælle som tilmed var skyld i Patrokles død – Achilleus kalder ham (i Iliaden) for ”den fordærveligste af alle guder”, men i Apollons Oprør af Villy Sørensen, begynder fortællingen således:
 
 Forord
 
 Historien om de græske guder er fortalt mange gange, men
 de udødeliges historie er ikke fortalt før.
 Historie betyder udvikling i tiden, og de udødelige lever jo
 udenfor tiden, så at sige i et evigt nu, hvor alting sker på én
 gang. Det er det indtryk man sædvanligvis får af de græske
 guder.
 Men for det første var guderne ikke udødelige fra begyn-
 delsen. At de blev udødelige var den store begivenhed i deres
 historie, og den er aldrig blevet nærmere udforsket. For det
 andet skete alting ikke på én gang i gudeverdenen, men – med
 et godt græsk ord – kronologisk – det viser den nyeste forsk-
 ning.
 Her følger beretningerne om hvordan det hele gik til.
 
 Henimod fortællingens slutning, der jo tit er en bedrøvelig begivenhed, genopstår i kap. 23. Oraklet i Delfi hvori Apollon tar affære, også denne beretning har sin betragtning:
 
 Filosofi
 
 De dødelige havde hurtigt gjort den sørgelige erfaring at det
 går den værste bedst i samfundslivet. Størst magt og rigdom
 opnår den der uden skrupler søger sin egen fordel og forfølger
 sine egne formål. Men hvis det gåt de hensynsløse bedst – og
 de kaldte sig selv »de bedste« – hvor kan de da kaldes de vær-
 ste? Var det bare de svage, fattige og magtesløse der trøstede
 sig med at de var bedre end de stærke?
 De dødelige gjorde efterhånden også den erfaring at hen-
 synsløshed hævner sig. De store tyranner hyldes en tid lang,
 så fældes de af dem de har tyranniseret – eller af andre der
 ønsker deres magt.
 Hvad der lønner sig nu – kun at søge sin egen fordel – hæv-
 ner sig siden: det er, om ikke samfundslivets lov, så dog en
 lovmæssighed i tilværelsen. Gajas eget princip. De kaldte det-
 te princip nemesis. De kaldte det hovmod, det overmod der
 står for fald hybris.
 Også for de dødelige var det lidt af en overgang at skulle
 leve i tiden (som selvstændige væsner) og ikke kun i nuet
 (som barnet ved mors bryst). De blev ikke født med tanken
 om følgerne, de måtte lære at skelne mellem det der er godt
 for mig nu (= det behagelige) og det som er godt til enhver
 tid, ikke kun for mig. Dermed var de allerede begyndt på de-
 res græske filosofi.
 Apollon lærte i Delfi de dødelige at se frem i tiden og tænke
 på følgerne, for en selv og de andre. Han hjalp dem til at skelne
 mellem goderne og det gode (og forresten også mellem onder-
 ne og det onde), en skelneevne, der også kaldes fornuft og
 som, når den bliver herskende evne, kan kaldes visdom. Der-
 for hyldede ikke kun digterne (Pindar og Aischylos), en og-
 så filosofferne (Platon og Sokrates) Apollon som deres gud-
 dom, og en af hans senere præster i Delfi (Plutarch) sagde at
 han var lige så meget filosof som profet.
 Oraklet lod sig forlyde med at Sokrates var den viseste
 blandt grækere, fordi han vidste at han intet vidste, – en ironi
 over de lærde der mente at vide besked. Sokrates docerede
 ikke, men ironiserede – og viste konsekvenserne af en – gal –
 tankegang.
 På sin vis gjorde Oraklet det samme: viste konsekvenserne
 af gale handlinger. Også Pythia ytrede sig gerne ironisk og
 tvetydigt, fordi de dødelige selv måtte tyde og selv måtte tage
 ansvaret.
 
 - Villy Sørensen, Apollons Oprør, 1989.
 
 Tja, natborde er nok lige så forskellige som de der ligger ved siden af dem, men alle smiler de vel, når de skæver interesseret til hverandre.. Ha' en fornøjelig efterårsdag, RM, med brusende vind i håret og knapt så megen regn..;)
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (08/10/2019 07:34)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28272 - 09/10/2019 11:32  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Mariehønen Evigglad som go'natsang er godt for de smilende drømme, og som morgensang kan dagen jo kun være ret godt begyndt med smilet forrest til at møde resten af dagen ... :))
 
 Benny&Halfdan i en skøn sammenblanding kommer her, så dagen ka' nydes ... :))
 
 
 Det er tegn på uforstand
 at kalde Halfdan rimsmed.
 Han er sprogets havemand.
 River i sit rimbed … du der mægter mangt et ord
 at sætte på hver nælde:
 Tak fra os! Din dåd er stor,
 varmt dit verse-vælde
 
 Benny Andersen
 
 ***
 
 Noget om forvaltning af pund
 
 Jeg er en lille digter.
 Mit pund er ikke stort.
 Det vejer firehundred gram.
 Det har det altid gjort.
 
 Jeg skriver sjove digte.
 Jeg skriver også triste.
 De første læser andre folk.
 Selv læser jeg de sidste.
 
 Jeg fødtes som de fleste,
 udi min barndoms vår.
 Men efter knapt et års forløb
 var jeg omtrent et år.
 
 Og siden blev jeg større,
 hvad ofte sker med små,
 når de får rejst sig og forstår
 at det kan gå at stå.
 
 En tid gik jeg i skole,
 men gjorde skolen skam,
 fordi jeg skrev at Amsterdam
 er verdens største dam.
 
 Og at den lå i Jylland,
 hvor Luther førte krig
 mod Absalon hvis søn, Kong Hans,
 blev myrdet af Marsk stig.
 
 Så blev jeg sat i lære
 hos en berømt barber.
 Der stod jeg så og raged folk
 som raged mig en fjer.
 
 Det gik vist skidt. Så gik jeg.
 Og det var godt jeg gik.
 For man har aldrig hørt om en
 barber, der skrev lyrik.
 
 Jeg blev poet i Danmark.
 Her lever jeg i fred.
 Og mangler pundet nogle gram
 husk, posen tæller med!
 
 Den vejer ikke meget.
 Og får du knebent mål,
 så læg dit eget rige pund
 i vægtens anden skål.
 
 Så stiger jeg til himmels
 i kraft af dine gram.
 Og du vil hviske fra din jord:
 O, bare jeg var ham!
 
 Halfdan Rasmussen
 
 ... og på vej til nisseriernes allernysseligste tid kan Halfdan også sige med på:
 
 Norske nisser nyser ikke.
 Når det blæser koldt fra nord
 låser de med nissenøgler
 deres nissenæsebor.
 
 Nysseligste dag til nissen
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #28277 - 11/10/2019 15:23  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Ohøj til lyden af salige dryp, RM..
 Ind imellem ér de nu særdeles lange, dryyyp, og så det korte! Helt som musik af Nørgård, på en af de dage nye ark ser tangenterne, hvor selv norske nissenæser akkompagnerer, med salige små...dryp, dryyyp; min egen rødmer ligefrem, i begejstring over perspektiverne!
 
 Tja, jeg synes jo ikke det blir meget bedre, og sjovere, end når Benny og Halfdan løber om hjørner med vore ører, for vi ka' jo slet ikke lade være med at løbe med. Du ska' nu alligevel ha' noget andet, her musikken holder pause og jeg må afsted: lidt poesi fra en tid hvor misundelsen havde mange ansigter og alvorlige udsigter, en tid hvor Catullus’ kærlighed til en vildbasses søster, berømt for sin skønhed, virkelig fik løven op i katten:
 
 Envy wears a mask of love, and, laughing sober
 fact to scorn,
 Cries the Weakest as to the Strongest, “Ye are equals,
 equals born.”
 
 Equal-born? O yes, if yonder hill be level with
 the flat.
 Charm us, Orator, till the Lion look no larger than
 the Cat…
 
 *
 
 “Frater Ave Atque Vale”
 
 Row us out from Desenzano, to your Sirmione
 row!
 So they row’d, and there we landed – “O venusta
 Sirmio!”
 There to me thro’ all the groves of olive in the
 summer glow,
 There beneath the Roman ruin where the purple
 flowers grow,
 Came that “Ave atque Vale” of the Poet’s hopeless
 woe,
 Tenderest of Roman poets nineteen-hundred years
 ago,
 “Frater Ave atque Vale” – as we wander’d to and fro
 Gazing at the Lydian laughter of the Garda Lake
 below
 Sweet Catullus’s all-but-island, olive-silvery Sirmio!
 
 - Tennyson.
 
 mvh & husk: at når nissenæsen er kold og våd, da må rødderne holdes tørre! ;)
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |