Kære alle,

Eftersom der har været oprettet to tråde 'til ære' for mig, er det vel på sin plads, at jeg introducerer mig selv. Så kan folk selv dømme - ud fra indholdet af, hvad jeg skriver - om det virkelig kan passe, at jeg er et et klamt krybdyr med en psykose samt navnet: Antikrist. For det er da i hvert fald, hvad jeg er blevet beskyldt for at være!

Lad mig gå til den med det samme! Jeg siger: Vi er her på jorden for at lære kærligheden at kende og gøre hinanden godt. Gør vi dette, ud fra hjertets fryd, så fyldes vi af Guds lys. Et godt og rent hjerte er velegnet til at bære Jesu ord. Disse er som sæd, der i den rette jord, et kærligt og trofast hjerte, giver frugt til evigt liv. Ja, der er tale om frugter, som andre kan spise af!

Jeg elsker Jesu ord, og jeg håber, at jeg kan vække samme modtagelighed i andre - jeg ønsker at åbenbare Jesu ord for verden. For jeg mener, at religionen har fejlet. Jeg siger det lige ud: Kirken har gennem tiderne erstattet Jesu budskab - hans ord - med nogle dogmer, der vægter hans navn højere end hans ord. Han er blevet en figur... tavs... et ikon. Men jeg siger jer, at han talte en tale, som kun kan være fra det Aller Helligste - og rene hjerter, der er af god vilje over for venner og fjender, stærke og svage, vil genkende ånden i hans ord.

Men det kræver, at de får dem at høre...
Det kræver, at hans navn ikke associeres med en tavs figur og med 'trosbekendelser', der ikke er andet end en påstand, HVIS IKKE at de forbindes med hans budskab og ord, som han selv bad os holde fast i og nære i vores sjæl.

Jeg har således mødt mange, der siger "jeg tror på Jesus", men som faktisk ikke ved, hvad Jesus har talt af ord. Jamen - er troen på en mand ikke at tro på, hvad han siger? Hvis en på debatten her siger: "TRO MIG". Lytter vi så ikke alle... spændt på hvad han vil fortælle os? Først da kan vi erklære, om vi tror ham eller ej.

Sådan er det også ment til at være med Jesus. Hans ord er ånd og liv, og han vægter dem med en afgørende vægt. Han siger endda, at ENHVER, som holder fast i dem, han skal ALDRIG smage døden!

Så jo, jeg kritiserer religion og religiøsitet, som jeg mener erstatter kærlighedens ord med ritualer, dogmer, traditioner, salmer, o.a.

...når det dog var ment til at handle om hans ord...
...hans budskab...
...jo, jeg bevidner, at hans tale stensikkert er fra Gud...

Jeg ved, at der er masser af folk derude, som forbinder Jesus med "kirkegang" - og jeg ved, at nogle af disse vil stille sig måbende, når de får at høre denne Guds Søns ord! De vil sige: "Wow, sagde han virkelig DET? Hvor det dog bare ræsonnerer dybt i mit hjerte, ja, i det inderste af min sjæl".

Kan jeg nå dertil med nogle af disse mennesker, så fryder min sjæl sig i en grad, så jeg skal holde på liv og lemmer, for at den ikke farer ud af kroppen for tidligt i en glædesdans.

Jeg har meget endnu at sige jer. Stay in touch! Fryd jer med mig!

Kære Thomas.

Da du nu genbruger dit indlæg uden at korrigere fejlen i indledningen, vil jeg så også genbruge min korrektion.

Ingen har kaldt dig for et krybdyr. Til din orientering har vi allesammen en krybdyrhjerne, for det er hvad man betegner den primitive del af hjernen som, fordi den reagerer spontant på stimuli uden at tænke over sine handlinger.

Jeg kan forsikre dig om, at ingen vil knægte din ret til at tro, hvad du vil, men du skal lade være med at kalde alle andres tro for forkert, for deres tro er ikke din sag, men deres egen.

Resten af dit indlæg er altså din mening om troen og om Jesus ord. Jeg håber du med dette lægger op til en debat, hvor du også vil respektere andres opfattelser og forstå, at din opgave som debattør er at redegøre for dine meninger og lytte til andres argumenter, ikke at afvise dem og overdænge dem med bibelcitater.

Jeg er sikker på, at det vil få (næsten) alle til at respektere dig og gå i dialog med dig.

Ingen af os har den fulde sandhed, men gennem debatten kan vi hjælpe hinanden til at komme et skridt videre ad den vej, vi hver især selv har valgt. Lad din egen oplevelse af Jesus ord og din egen fortolkning af, hvad den gør ved dig, inspirere andre, men prøv ikke at overtale andre til at forlade det, som de tror på.

Trosfrihed er både retten til at vælge sin egen tro, og til at være fri for pression fra anderledes troende.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Here lies an Atheist
All dressed up
And no place to go.

Hvem du end er, som ikke tør registrere dig, så ser det ud til, at jeg er betydeligt bedre klædt på til denne debat end dig.

Men grunden til, at du ikke har registreret dig, skal måske søges i, at du har fået forbud mod at bruge flere pseudonymer.

>>Eftersom der har været oprettet to tråde 'til ære' for mig,…<<

Der er ikke oprettet to tråde til ære for dig. Tråden "Ang. TILFÆLDET THOMAS!" var en besvarelse på ole bjørn's forespørgsel:

>>… Hvad mener de øvrige debattører, registrerede som anonyme? Er det en acceptabel løsning på problemet med debatterrorister?<<

Jeg læser ikke indlæg a'la dem du producerer. Jeg er ikke kristen og kommer fra en anden kultur hvor vi ikke kender- og beskæftiger os med kristne guder, profeter og bibler.

Jeg brugte overskriften fordi jeg er ukendt med at skrive i jeres forum og ikke vidste hvor besvarelser skulle placeres.

Jeg troede det var en appel til at få løst et problem og da jeg, læser også på denne debat svarede jeg.

Det er dog ikke forbigået min opmærksomhed at den eneste der rent faktisk læste indlægget er Michael derfor indeholder dette indlæg også svar til ham. Nej, jeg er ikke kristen og tror ikke på en sjæl.

I er skrupforvirrede de fleste men meget underholdende.


Debatlæser

.

Hej anonyme:o)



En reaktion a la manden der kører på motorvejen og bliver ringet op af sin kone:

"Skat, pas på, radioen meddeler at der kører en spøgelsesbilist på motorvejen!" til hvilket manden svarer "Én!? Der kører hundredevis af dem!!"

Uagtet det, så er det da ikke så unormalt at være skrupforvirret i en gal verden;o)..

Mvh

Hej Ole Bjørn..



Jeg vil en sjælden gang komme Thomas til forsvar..

Som Thomas har gjort os bekendt en del gange, taler han bare sandheden, og kan vi ikke håndtere dette, hvilket vi jo har bevidst via vores uendelige angreb med 'æg og rådne tomater' (eller var det omvendt?), så siger det jo bare mere om os end om ham, nemlig at vi ikke kender kærligheden..

Når Thomas nu siger at han er blevet kaldt et krybdyr, så er det naturligvis sådan.. Hvor vover du at tale Jesus' stridsmand imod? Havde vi levet i tidligere tider, ville jeg have kaldt dig kætter, men med henblik på at vi er på Trosfrihed.dk, må jeg jo nok desværre acceptere at vi alle har forskellige overbevisninger..

Mvh

Kære debatlæser.

Jeg læste da dit indlæg, og jeg er da glad for, at du har samme holdning som jeg, bortset fra dit sidste afsnit, hvor min holdning er delt mellem dig og Michael.

Som du ved er debattens princip fuld ytringsfrihed indenfor lovens grænser, så man skal enten overtræde loven eller bryde debatreglerne groft for at blive smidt ud.

Michael ser på pædofili som en sygdom, og har åbenbart medlidenhed med dem. Det har jeg også til en vis grad, men jeg har langt større medlidenhed med de børn, som bliver udsat for seksuelle overgreb. Det kan ødelægge deres senere seksualliv fuldstændigt.

Men hvad er pædofili? Hvor går grænsen mellem pædofili og kærlighed til børn. Da de senere års nærmest hysteriske reaktion på nogle sager om seksuelt misbrug blussede op og resulterede i, at mandlige børnehavepædagoger efterhånden ikke tør tage et grædende barn op på armen for at trøste det af frygt for en anklage for pædofili, kom jeg til at tænke på en lærer, jeg havde i mellemskolen, da jeg var 10 til 12 år gammel.

Han elskede børn og tog os tit på skødet og krammede os ind til sig, som var vi hans egne børn, og der var ikke antydning af seksuelle berøringer. Han krammede heller ikke de børn, som han mærkede følte ubehag ved det, og han gjorde heller ikke forskel på os i ros og karaktergivning, så vi blev aldrig kaldt for lærerens kæledægger af vore klassekammerater. Han var afholdt af alle, og vi glædede os til hans timer.

I dag ville han helt sikkert blive suspenderet på en anklage for pædofili.

Berøring er kærlighedens sprog, og som sådan opfattede jeg også hans krammeri. Hjemme fik jeg kram af min mor, men min far var forlængst holdt op med at kramme mig, for en mand krammede da ikke store drenge. Jeg blev ikke spurgt, om jeg savnede denne fysiske kontakt, men det gør alle børn mere eller mindre. Pædofilihysteriet har gjort, at børn får færre kærlige berøringer i dag, og det kan aldrig være godt.

Men hvis vi ser på de afvigere, som både føler sig tiltrukket seksuelt af børn og ikke kan afholde sig fra seksuelle berøringer eller andre seksuelle påtrykninger, stiller sagen sig anderledes. Syge eller ikke, de skal isoleres fra ethvert samkvem med børn, for børnene er langt vigtigere end en voksens lyster.

Jeg ville intet have imod at vi fik en forsvarer for sådanne handlinger her på debatten. Nogle af dem argumenterer endog for at børnene kan li' det og selv ønsker det. Jeg skulle personligt dissekere alle hans argumenter og klæde ham af (symbolsk) for åbent tæppe, så folk på samme tid kunne forstå, at vi skal dæmpe hysteriet overfor kærlige berøringer og stramme kursen overfor misbrugere.

Sygdom er en forklaring, men kan aldrig blive en undskyldning for at misbruge børn.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Nu skal det lige for en god ordens skyld nævnes at jeg aldeles ikke går ind for pædofili. Overgreb mod børn skal da straks standses og forbryderen straffes.

Det giver heller ingen mening at lade en pædofil plædere for sin fejagtige opfattelse men derimod er det nødvendigt, hvis man vil helbrede ham, at bringe ham til en forståelse af hvad det er i ham selv som gør ham skyldig i denne forbrydelse. Der er altid en årsag og den mest almindelige årsag er en person som er overladt til ensomhed og isolation.

Kærlighed er det absolut største af alt. Gud er kærlighed, og kærlighed er af Gud. Jesus er et lys, der kom til verden, og hans lys kan frelse menneskers sjæle. Hvis mennesket vil holde fast i hans ord, vil det bære frugt til evigt liv.

Men lyset er blevet skjult. Det er blevet skjult ved, at hans navn ikke længere associeres med hans budskab og ord, men med nogle religiøse dogmer og traditioner.

Skal lyset igen have lov at skinne, så skal det mørkets tæppe, der skjuler det, rives bort.

At kæmpe for en sag - selv den mest retfærdige af alle - vil betyde, at man "træder nogle over tæerne". Dog må det aldrig holde dem, der hungrer efter retfærdigheden, tilbage fra at kæmpe for den!

Når jeg kæmper mod religiøse dogmer og siger: "Vælg ikke religionen - vælg Jesus!" og: "Vælg ikke kirkens dogmer og ritualer - vælg Jesu ord og ånden i dem!", så er det ikke for at tvinge de religiøse til at vende om. Er man først gået ind ad den religiøse dør, så er det svært at vende tilbage til livets dør, der stiller krav om at forbedre sig og udøve kærlighed.

Nej, jeg taler til dem, som står foran de to døre, men som ikke er i stand til få øje på livets dør, fordi religionens dør er prydet og stor, i forhold til livets dør, som er smal og trang!

Vil det ske, at jeg pisser nogle af? Ja! Betyder det, at det er forkert, det jeg gør? Nej! Ikke så længe sagen er retfærdig.

En af mine venner kæmper for dyrenes rettigheder. Han er veganer. Nøj, hvor folk bliver pisset af, når han og andre barmhjertige mennesker taler imod den ubarmhjertige mishandling og nedslagtning af jordens uskyldige væsener.

Men hvor er jeg glad for, at han tør tale i det åbne, i lyset. For sandelig: Barmhjertigheden - også over for selv de mindste af vores brødre og søstre på denne jord - er meget større end de stemmer (uanset hvor mange stemmer, der er tale om!), der forsøger at overdøve den.

Til jer, der ønsker at gå ad barmhjertighedens smalle sti: Frygt ikke dem, som går på tværs af jeres sti. I vil komme til at træde nogle over tæerne, mens I vandrer, men stop ikke op! Fortsæt og vis jer i lyset - lad jeres barmhjertighedens og retfærdighedens stemme gjalde ud over landskabet, så at de, der har ører og hjerte, må hører og forstå... og følge jer til evigt liv!

Bravo Thomas, sådan skal det være!

Jeg er selvfølgelig vildt uenig i det meste.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Jeg hører desværre rigtigt mange kristne sige følgende:

"Frelsen er gratis. Det handler ikke om at blive et retfærdigt menneske, ej heller om at gøre gode gerninger, men blot om at tro. Det er hovmodigt og arrogant at bestræbe sig på at blive et bedre menneske. Nåden rækkes ufortjent for alle, som tror."

Ovenstående er en misforståelse af, hvad det vil sige at tro. At tro Jesus er at tro hans ord. Det er at tro hans bud, hans befalinger, hans krav.

Jesus - "Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Lukas 6, 27-38)

At tro Jesus er at tro ham, når han understreger nødvendigheden af at handle på disse befalinger.

Jesus - "Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor." (Lukas 6, 46-49)

Hvis man hører Jesus' ord og er i stand til at tage imod dem med hjertet, så erkender man faren ved kirkens lære. For Jesus stiller krav om at forbedre sig som menneske, men det gør kirken ikke. Det farlige ved kirkens lære er, at den ikke gør noget, der hjælper menneskeheden eller den enkeltes sjæl. Ved at prædike 'gratis frelse der gives ufortjent', prædiker den åndelig dovenskab. Jesus bad os derimod om at søge fuldkommenheden.

Læs Bjergprædikenen i Matthæus-evangeliet. Her skærper og former han budene, som profeterne før ham kom med, i kærlighedens ånd. Budet om ikke at slå ihjel skærper han til, at vi end ikke må blive vrede. Vi skal elske selv vores fjender. Når vi giver, skal vi give i det skjulte for ikke at søge ære fra mennesker. Han opsummerer loven og profeterne i et enkelt kærlighedsbud: Som vi vil, at andre skal gøre mod os, sådan skal vi gøre mod dem. Og mange andre smukke ord taler han til vores hjerte og til vores fornuft. Og læg mærke til, at han afslutter Bjergprædikenen med en formaning om at HANDLE på hans ord, hvis ikke vi vil opleve fald.

Så er du igen ved at falde tilbage i din gamle uvane med at bringe stribevis af bibelcitater og udråbe dem til sandhed uden at argumentere for, hvorfor de skulle være det.

Du lærer det nok aldrig, Thomas.

;)

Nogle synes at tænke: "Enhver tro er lige go'".

Det er den naturligvis IKKE. Kærlighed er det største af alt, og enhver tro, der prædiker noget andet, er ikke 'lige så god'!

Derfor: Den, der påstår, at enhver mening er lige god, mangler visdom!

Og den, der kræver at få sandhedens klippe til at flytte sig hen til sig selv, har ikke forstået, at klippen er urokkelig. Mennesket må selv flytte sig.
...ved at elske og gøre godt!

Ligeledes er det heller ikke "diskussion og fællessang", der åbenbarer sandheden. Det gør kun kærligheden!

Gud er kærlighed, og den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Nåden rækkes ufortjent til alle der angrer.

Du aner ikke hvad du taler om og dit hjerte er fyldt med dig selv.

Men til gengæld kan du heller ikke læse hvad jeg skriver.

Thomas fik mig til at fundere lidt over dette:



Det mener Thomas så ikke, og det gør jeg egentlig heller ikke..

Folk der tror, at deres overbevisning klart overskygger alle andres og derfor opfatter sig selv som hævede over resten af befolkningen, tager for det meste, hvis ikke altid, fejl..

Jeg ved godt, at baggrunden for det tænkte, er at alle religioner eller religiøse overbevisninger er lige gode, men igen.. En fast overbevisning om at 'jeg har den sande tro' er religiøs på to måder: Den tro man har, samt det at man tror at man har den sande tro..

Man kan jo med god grund mene, at ikke alle religioner er lige gode (eller sande, alt afhængigt af hvilken værdi man lægger i det ord), hvilket vel er rigtigt nok.. En religion der prædiker at man skal underlægge sig alle andre, kan naturligvis ikke sidestilles med en religion der prædiker at man skal vende den anden kind til.. Der er en (værdi)verden til forskel..

Men igen.. Motivet for at tro, eller det forhold man har til sin tro.. Det kan for så vidt være lige 'godt'.. Hvis udgangspunktet er, at man selv mener at det er det mest rationelle eller det der giver mest mening, men ellers respekterer at andre muligvis har en anden opfattelse, ja, så er religionerne reelt underordnet i forhold til ens forhold til den..

Når det så er sagt, så vil jeg gerne vende tilbage til udgangspunktet: "Enhver tro er lige go'"..

Som sagt, nej.. Personen der føler sig overbevidst om at han har den absolutte 'sandhed', der død og kritte skal formidles (og gennemtrumfes) hos hele verden, kommer til kort når han debatterer med 'relativisten'.. Ikke fordi at relativisten nødvendigvis har mere ret, men fordi at absolutisten (i mangel af bedre ord), ikke kan afkræve andre at acceptere hans overbevisning, da det vil være et spørgsmål om at undertrykke sin egen tro, hvorimod relativisten uden problemer kan acceptere at absolutisten har en anden opfattelse af tingene..

Bare et par tanker..

Mvh

Kærlighed er det største af alt. Når vi selv øver kærlighed, så skal vi selv elskes af det Helligste.

Vi kan have været nok så slemme, men gennem anger og forbedring er der tilgivelse.

Som vi giver, således skal vi modtage. Den, der tilgiver, skal selv få tilgivelse. Men den, der ikke tilgiver, skal heller ikke selv få tilgivelse.

Vi er alle syndere - tilgiv og elsk hinanden. Og uanset hvor mange gange din broder beder om tilgivelse så tilgiv ham!

Skønt!
Sådan er jeg også fyldt op hver aften, inden jeg går i seng (min egen)!


Der er jeg ikke enig!
Jeg ved om mig selv og hende ved min side, at vi ikke er syndere - kun enormt elskende i den kærlighed, du hele tiden skriver om!

Stadig i min - men lige nu vores seng!

Ja, tal for dig selv Thomas.

Hvis du virkelig forstår hvad det er Jesus taler om, så havde du også forstået at synd, adskillelse kun er et spørgsmål om fornægtelsen af ens sande identitet som Kristus, fuldkommen syndfri og skyldfri.

Så må du undersøge dit ubevidste sind, og så se efter hvad det er der er årsag til din syndige opfattelse af dig selv.

Det er ikke Gud der er årsag til, at du oplever dig som adskilt fra Ham, og ser dig som et syndigt og skyldigt væsen. Det kan kun være dit eget ansvar at erkende hvem du i sandheden er skabt som af din kære Fader.

Jesus viste vejen, og så er spørgsmålet kun om vi kan acceptere den sandhed han formidlede til os. Den sandhed han formidlede til os, er sandheden om hvem vi i sandheden er.

Hvis Gud er kærlighed, så kan der ikke eksistere synd, andet end i drømme og fantasier. Og ja, selvfølgelig vil egoet gøre synd til virkelighed, for ellers ville det ikke have noget eksistens grundlag.

Du hopper med begge ben i den samme misforståelse som Kristendommen bygger på, min kære ven.

Thomas du skal meget meget dybere ind i dit sind, hvis det er du vil forstå det Jesus taler om.

Synd kræver skyld, og så er der frygten for straf. Synd, skyld og frygt er egoets "hellige" tre-enighed.

Fejl er ikke en synd, og fejl kræver ikke straf, men ubevidst så lader vi os vildlede af egoets frygt og skyldbaseret tankesystem.

Du må virkelig forstå hvordan egoet fungere Thomas, hvis det er du vil praktisere kærlighed.

Det hjælper ikke noget blot at elske, hvis det er du ikke forstår hvad det er Jesus taler om.

Hvis du ser en Guds skabning som syndig og skyldig, så ser du noget som er falsk, fordi du ser noget der ikke er af Gud. Hvis synd og skyld var virkeligt, så ville det også være evigt, fordi Gud er evig og fra Gud stammer virkeligheden.

Så det du ser og oplever som ikke kommer fra Gud, eller ja, som ikke er kærlighed, det må være noget der må komme fra dit eget ubevidste falske ego.

Det er et enormt ansvar vi har, og det kræver virkelig at man ransager sit sind, hvis det er man vil følge Jesus og den vej han viser.

Det er selv-erkendelse på aller højeste plan vi må praktisere, hvis vi vil frigøre os fra lidelse, død og frygt.

Det er kun os selv der kan tage ansvar for vores domme.

Normalt så beklager vi os over andres opførsel, og anklager, men ved vi i virkeligheden hvad årsagen er til vores beklagelser og anklager? I virkeligheden så er beklagelser og anklager blot et forsvar imod, at vi ser på vores egen ubevidste skyldfølelse.

Beklager og anklager kærligheden?

Hvis der er kærlighed, hvordan kan der så også være synd og skyld?

Og ja, hvordan kan kærlighed ikke være total, hvis kærlighed er af Gud?

Forstå det abstrakte Thomas, og det vil også kunne se det meningsløse i adskillelse.

Og igen som jeg har skrevet utallige gange til, ja, både Hanskrist, Flemming, Anne og dig, så er det ikke et spørgsmål om at fornægte den "virkelighed" man oplever, men et spørgsmål om at se årsagen til ens oplevelse, og så se om den er i overenstemmelse med sandheden.

Se det sande som sandt, og se det falske som falsk, og for at kunne se det falske, så må det sande også være tilstede.

Hvorfor reagere på noget der er erkendt som falsk?

Hvis egoet er falsk, hvorfor så reagere på det som om det var sandt?

Kærlighed er en tilstand, og den er fuldkommen, og intet kan ændre på dens fuldkommenhed. Kærligheden lader sig ikke påvirke af det falske, fordi kærligheden kun reagere på det som er sandt. Kærlighedens tilstand er inde i alle mennesker, og venter blot på at vi acceptere denne tilstand som vores naturlige arv.

Prøv at undersøg hvordan en frygtbaseret reaktion udfolder sig overfor omgivelser og medmennesker, og prøv også at undersøg de tanker der er i forbindelse med sådan en reaktion. Ja, for det er jo i virkeligheden ens tanker der fremkalder ens måde at reagere på, og frygt kommer sig af at dømme. Men hvad er så årsagen til at man dømmer og ikke tilgiver?

Men det gælder om at være vågen, for ens tanker har som regel enormt meget fart på.

Øvelse gør mester.

Kærligst Jan.

"Ja, tal for dig selv Thomas."

Hvis du lige citerer mig, når du følger op med kommentarer til det, som jeg har sagt. Så bliver en dialog lettere.

Resten af dit indlæg består af en masse sætninger, der (måske??) skal fremstå som svar på noget, jeg har sagt... F.eks. når du skriver:

"Fejl er ikke en synd"

Jamen, har jeg da sagt: 'Fejl er en synd'?

Vær venlig at referere til min tekst, når du svarer på den. Så bliver det hele lidt mere klart. Og så kan jeg svare dig.

Ingen kommer i nærheden af Ånden gennem begrebsmæssig spekulation. Ånden er langt hævet over mennesket begrebsjonglering - og samtidig er den netop så ydmyg, at dejlige små rollinger kan tage imod den.

Et liv i kærlighed, at hjælpe de fattige og undertrykte, at tilgive dem som forsynder sig mod os... så vidunderligt simpelt - om end vi skal kæmpe for at komme gennem den snævre port.

Men kampen føres ikke med abstrakt begrebsgymnastik. Alle skal kunne følge med. Ingen person kan via sit menneskelige intellekt bryde ind i det allerhelligste. Sandheden er åbenbaret for umyndige og små børn - ja, for de fattige i ånden.

Hej Thomas.

Jeg kan godt følge dig, når du skriver:

"Ingen kommer i nærheden af Ånden gennem - osv."

Ligeså, når du peger på: "Et liv i kærlighed, -"

og sandelig også, når du skriver:

"Sandheden er åbenbaret for umyndige og små børn - ja, for de fattige i ånden."

Men vejen til sandheden og kærligheden, hvor er den?

Bøn? Meditation?

For mit vedkommende bilder jeg mig ind, at lidt af det skete i dyb fortvivlelse i et helligt rum - ganske "gratis"

M.v.h. Arne.

Hej Arne,

"Men vejen til sandheden og kærligheden, hvor er den?"

Jeg mener, at den netop går gennem kærligheden. Ved at vi holder budene - Jesu bud. Han siger, at vi modtager Helligånden, hvis vi holder hans bud. Han siger, at han og hans fader tager bolig i os, hvis vi holder fast i hans ord. Dette tror jeg fuldt og fast på!

"For mit vedkommende bilder jeg mig ind, at lidt af det skete i dyb fortvivlelse i et helligt rum - ganske "gratis""

Både Johannes og Jesus taler om ilden, som brænder avnerne fra hveden. Ilden er en lidelse. Jeg har også haft en "dyb fortvivlelse".

Måske hvis du kan fortælle lidt om den dybe fortvivlelse, så bliver det lettere at forstå, hvad du kalder 'gratis'...

Måske du opfatter det at handle efter Jesu bud som noget ganske befriende og 'gratis' - se sådan skal det jo helst være!!! For så gør du det i fryd og i ånden... dette er jo ultimativt skønt!!! Hvis det er 'gratis' på den måde, så halleluja! Når jeg taler om, at det ikke er 'gratis' (det har du måske opsnappet, siden du tilføjer det?!), så mener jeg i betydningen 'ubetinget'. For sandheden er i kærlighed - og kun dér!

Lad mig høre fra dig
Og fortæl nu kun hvad du har lyst til. Føl ikke at jeg forventer noget... du skal selvfølgelig ikke bringe det personlige på bane, hvis du ikke føler for det. Så hellere lade være og intet fortryde.

Hej Thomas.

Jeg kan godt følge dig i meget af det du skriver omkring det at ville andre mennesker det godt, og at vi skal vælge kærligheden, og ja, at elske.

Men vi er vel også nødt til at forstå de begreber vi bruger, og ikke mindst forstå hvordan vores ubevidste sind identificere sig med begreber.

Når du bruger begrebet synd, ved du så hvad det betyder?

Og vi er også nødt til at se på hvad der er realitet og hvad der ikke er. Egentligt så har vi kun ideer og tro vi kan forholde os til, fordi vi ikke ved noget med sikkerhed.

Hvad er din ide om Gud?

Og hvad er din ide om sandheden, set udfra den forståelse du har erhvervet dig igennem din tro på Jesu ord?

Jeg ser det som en nødvendighed, at der først er en intellektuel forståelse, og når denne forståelse så bliver praktiseret og anvendt i det liv som leves i vores verden, så bliver det til erfaring, og erfaringen giver så en direkte oplevelse af det som er forstået.

Og med hensyn til det du skriver omkring, at når nogen forsynder sig imod os, hvem er det så der gør synd til virkelighed, hvis synd ikke kommer fra Gud?

Hvis formålet med Jesu budskab, er, at man lærer ligesom Jesus, at ophæve alt det som ikke kommer fra Gud, hvorfor så blive ved med at gøre noget virkeligt som ikke kan være virkeligt?

Når jeg skriver omkring selvopfattelse, så er det fordi at alle mennesker tager udgangspunkt i deres opfattelse af dem selv, og ja, og egentligt så bygger ens selvopfattelse på de ideer man har om hvem man er, for vi ved jo egentligt ikke hvem vi er, da det kun er Gud og Jesus der ved med sikkerhed hvem vi i sandheden er.
Hvis ikke man kender sig selv som Gud har skabt een, så er det vel fordi man har fornægtet sig selv som Gud har skabt een.

Jeg formoder at du har en ide om, at Gud er fuldkommen kærlighed og eenhed, ren Ånd, evig, uendelig og uforanderlig.

Hvis alt som er skabt, er skabt udfra denne ide vi har om Gud, hvor kommer så ideen om adskillelse(synd) fra, og hvem har ansvaret for troen på denne ide, så ja, ideen bliver oplevet som meget meget virkelig?

Hvis man ser et andet levende væsen som værende adskilt fra Gud, altså ser et levende der begår en synd, er det så ikke kun ens egen ide om adskillelse(synd) der bliver projiceret ud?

Jeg tror ikke på, at Jesus så synd som virkeligt, for så ville han også selv have troet på, at han var adskilt fra Gud. Jeg tror at Jesus erkendte kærligheden som virkeligheden, og i denne erkendelse fornægtede han alt det som ikke kom fra Gud.

Synd, skyld og frygt er egoets domæne, og egoet lever af sindets tro på ideen om adskillelsen fra Gud. Denne ide er ubevidst for mennesket, for ellers ville mennesket heller ikke identificere sig med kroppen og egoet. Ideen er i vores sind, men projiceres ud og bliver fortrængt. Det vi møder i verden og ser i verden og medmennesker, er i virkeligheden det som er i vores eget ubevidste sind. Det budskab vi sender til verden(vores tanker om verden, opfattelser af verden og medmennesker osv), er i virkeligheden det budskab vi sender til vores ubevidste sind. Når vi reagere på at synd, skyld og frygt er virkeligt, så bekræfter vi blot vores ubevidste sinds ide om adskillelsen fra Gud, og ja, det er en ond cirkel. Vi flygter fra vores egen skyldfølelse, og ser den så i verden og medmennesker.

Men som Jesus siger, så kan vi kun tjene een herre, og valget er altid imellem Helligånden og egoet, kærlighed og frygt, sandhed og illusion. Det vi tænker om verden og medmennesker, vil også være det vi vælger at lytte til i vores ubevidste sind. Spørgsmålet er så, at gøre ens valg bevidst, og som med så meget andet, så bliver det til en vane.

Det er en ubevidst vane at dømme, og at dømme er at gøre noget virkeligt som ikke er virkeligt. Erkendelses-processen går ud på, at alt det, ja, negative og destruktive(skyld, frygt, vrede, had, fordømmelse osv) bliver set som værende ens eget ubevidste ego, og i stedet for at dømme det som kommer frem i ens bevidsthed, hvilket er at reagere på det so sandt, så tilgives det istedet, og bliver så ophævet, ja, fordi man ikke reagere på det.

Det kræver meget træning af sindet, for vi har det med at reagere på alle vore tanker, som om de var sande.

Når jeg møder noget der gør mig urolig, som f.eks at min søn lige har fortalt mig, at hans mor har slået ham(og du kan tro der kom nogle ting frem i min bevidsthed som var meget destruktive og negative), så bad jeg Jesus om at lade mig forstå og tilgive det som var i min bevidsthed. Det var en meget stærk oplevelse, for min søn var meget ulykkelig, og vi sad lidt og græd sammen, og jeg kunne mærke hvordan mit ego gerne ville fralægge sig ansvaret for de tanker og følelser der kom frem. Nu ved jeg godt jeg har muligheden for at vælge en anden løsning end den løsning mit ego giver mig, og det gjorde at jeg meget hurtig kunne være der 100% for min søn, og ikke bruge energi på at fordømme, og kæmpe med at skulle retfærdigøre domme og fordømmelser.

Jeg bad Jesus om, at se sandheden i de billeder som kom frem i min bevidsthed, og jeg bad ham om, at se både Tobias og hans mor som de i sandheden var, og ikke som det jeg ubevidst gjorde dem til.

Jeg har oplevet at situationer uanset hvor vanskelige de end måtte være, ikke er det primære, men min beslutning om at lade Jesus i mit sind styre mine tanker, handlinger og adfærd som er det primære. Og derigennem er det muligt at reagere udfra kærlighed og tilgivelse, og ikke udfra frygt og fordømmelse.

Det er nogle enormt stærke følelser og tanker der kommer frem, når noget sker med et barn man elsker så enormt meget, og "normalt" så ville jeg sikkert have blevet i troen på, at der var blevet begået en synd der måske var meget svær at tilgive. Men jeg ved også godt nu, at jeg kun kan være der for alle andre mennesker, uanset hvad mit ubevidste sind end har gjort dem til, hvis jeg er villig til at tilgive og lade mig helbrede.

Kærlighed og frelse er ubetinget, men det må forståes som værende ubetinget i sig selv. Kærlighed og frelse er betinget af, at det vælges. Hvis man vælger kærligheden, så vil man også opleve kærlighed, og det som er i ens bevidsthed, vil også være det som ses. Hvis du ser kærligheden i et andet menneske, så er det også kærligheden du tilbyder dette menneske. Egoet er selvfølgelig ikke enig i dette, for hvor der er kærlighed, kan der ikke være frygt.

Hvis man tilbyder et andet menneske kærlighed, så giver man også det andet menneske muligheden for at vælge kærligheden i sit indre.

Og der er heller ingen som skal gøre sig fortjent til frelse og kærlighed, for det er et valg. Så kan man hjælpe andre med at vælge frelse og kærlighed, ved at man selv vælger det.

Der er ingen i vores verden som har den fornødne indsigt og forståelse, til at kunne fælde en retfærdig dom.

Nogen mennesker tror på noget som jeg ikke tror på, men den sandhed og kærlighed som Gud har plantet i deres hjerter, er den samme som er i mig. Hvis jeg vælger at lytte til mit hjerte, og ser kærligheden og sandheden i mine brødre og søstre, så træffer jeg det valg som Jesus gjorde.

Kærligheden i mig er ikke betinget af mine domme, og hvis den ikke er betinget af mine domme, så kan den heller ikke være betinget af domme overhovedet.

Om et andet mennesker vælger at lytte til frygten, betinger ikke kærligheden i mig. At et andet menneske vælger at tro på noget andet end Jesu budskab, det betinger ikke kærligheden i mig. Kærlighed er et valg, og valget gives ubetinget. Kærligheden er helt gratis, men hvis ikke man vælger den, ja, så oplever man den bare ikke. Så kan man få hjælp til at forstå sig selv, så det er man kan se hvor meningsløst det er, at vælge frygten(egoet) frem for kærligheden(ånden).

Hvis kærligheden i mig var betinget af mine domme af andres tro, opførsel, adfærd osv, så ville denne kærlighed være ambivalent. Men heldigvis er kærligheden fuldkommen betingelsesløs, og hinsides enhver dom egoet fælder, og ja, hinsides enhver reaktion på egoets dom.

Fjing fjong og ding dong.

Håber du har det godt Thomas.

Kærligst Jan.

Jeg ser, at du igen klør på med 'begreber' og 'intellektuel forståelse'. Du får her, hvad jeg mener om sagen:

Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Gud er kærlighed - den, der er uselvisk af vilje, vil lære Gud at kende.

Gud er kærlighed - man behøver ikke være sprogligt intelligent for at elske og gøre godt og være god af vilje.

Gud er kærlighed - Han forfordeler ikke dem, som er født med et potentiale for begrebsmæssig jongleren, ej heller forfordeler Han dem, som træner evnen til at tænke abstrakt.

Gud er også for børn og 'dumme'/uintelligente mennesker. Han er også for alle dem, der ikke tager fine uddannelser og for den sags skyld slet ikke er "faglige" på noget område.

Har disse et godt hjerte og elsker deres medskabninger og gør godt, så går de med stormskridt Gud i møde.

---------------------

Jeg er ked af at høre det med din søn og hans mor. Det må have taget hårdt på dig. Jeg håber, at du har nogle, som kan støtte dig, og jeg håber, at du kan være der for din søn.

Hvis jeg på nogen måde kan gøre noget overhovedet, så sig til.

Jeg vil tro at din søns mor også har det svært.

Du bruger en begrebsverden som er svær at forstå, serotonin.

Det ville være godt hvis du kunne omsætte dem i ord, som vi alle kan forstå fra vores dagligdag.

Hej igen Thomas.

Tak for din venlighed, og ja, tak fordi du ikke blot godtager min intellektuelle begrebsverden.

Ja, det har været rigtig hårdt i lang tid med min søn, og siden han er flyttet til Norge med hans mor og stedfar, så har det været rigtig hårdt for ham. Han "må" ikke rigtig få lov til at give udtryk for det han føler når han er sammen med hans mor og stedfar, og når han så er sammen med mig i længere perioder som her i sommerferien, så kommer der bare så meget frem i ham, og det er da hårdt at se på hvordan han kæmper med det. Og ja, så kommer der også noget frem i mig, som jeg ikke har kunnet forholde mig til før nu.

Men det er jo en proces, og som jeg er i en proces, sådan er både Tobias, og ja, alle andre også.

Tak for din kærlige omsorg Thomas.

Kærligst Jan.

Hej Thomas.

Min vej til, hvad jeg oplever som Ånden, Sandheden og Kærligheden var den, at jeg stod i en "midtvejskrise".

Jeg ku' ikke få mit liv til at flaske sig, som jeg ville ("Villa, viv, vogn og vovse" for nu at sige det ultrakort).

Jeg havde tidligere med en bjergfører og andre i en gruppe vandret op til at lille ubeboet kloster på en mindre bjergtop på en mindre græsk Ø.

Dér var der en Kristus Ikón, som gjorde et vist indtryk på mig, men dog ikke mere end, at jeg snart glemte den igen.

En nat nogle måneder senere blev jeg i en drøm opsøgt af personen fra Ikónen. Der var ingen tvivl om, at det var Jesus Kristus, der så spørgende på mig, og jeg meddelte ham, at han hellere måtte gå videre til de mange, der virkelig var i nød.

Lige siden kort efter min konfirmation havde jeg afvist kristendommen som værende "et middel til at undertrykke mennesker".

Jeg afviste nok ikke totalt muligheden af noget guddommeligt, men en "Fader", en "Søn" og en "Helligånd" - den "købte" jeg ikke - og det, jeg netop havde drømt, var jo kun en drøm.

Måneder senere, da jeg igen kom til denne Ø, gik jeg alene op på bjerget - det er en dejlig tur i subtropisk urskov - som regel uden mennesker, men med geder, firben, cikader, små fugle, sommerfugle og enkelte vilde skildpadder.

Jeg havde egentlig ingen tanker om Ikónen, men da jeg var kommet ind i det lille kirkerum og havde fået tændt olielampen og et vokslys, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Ham.

Det var sandhedens øjeblik.

Hans øjne ville vide, hvordan det stod til med mig, så det blev jeg jo nødt til at se på - og det så jo ikke for godt ud.

Så brød det hele sammen for mig, og jeg græd og græd og græd.

Men efter lang, lang tid svandt tårerne alligevel så meget, at jeg kunne se Ham igen.

Jeg kom i tanker om, at han sagdes at være blevet korsfæstet, og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det mon måtte være - og omsider gik det op for mig, at dét jeg stod og flæbede over jo bare var, at jeg ikke fik min vilje, men at jeg jo var sund og rask, normal og velungerende i mit job - omend med psykiske skader - som vi vel alle har.

Det fjernede ikke sorgen over mine mistede horisonter, men det satte den i relief.

Da jeg åbnede døren for at gå ud af den lille kirke, blev jeg ramt af lyset som med et brag - og jeg var fuldkommen lykkelig.

"Det var da mærkeligt", tænkte jeg, men omgående blev jeg klar over, at jeg skulle slå "tænkeren" fra - og bare nyde det.

Det gør jeg stadig.

Siden har jeg sat mig lidt ind i, hvad Ikóner og ortodoks kristendom er for noget, men det anede jeg intet om i "sandhedens øjeblik".

Der sker stadig noget nyt, næsten hver gang jeg står overfor dén Ikón - og "slår tænkeren fra" - nyt, som jeg synes, jeg selv burde kunne få øje på, men det er altså kun dér, det sker - og som jeg så kan fundere over efterfølgende.

Så jeg fik det jo - som du ser - ganske gratis - endda uden at have bedt om det.

Det er for mig "sandheden", selv om jeg ikke aner, hvad det er, og det er fra den "kilde", kærligheden vælder frem - kærligheden til dér, hvor "sandheden" kommer fra - og hvorfra jeg mærker en kærlighed til mig - og som er for stor til, at jeg kan holde den for mig selv, men må give den videre til resten af verden.

Jeg har selvfølgelig også forsøgt at pskoanalysere de oplevelser og draget paralleller til f.eks. psykoterapiens "varme stol".

Det er også meget muligt, at det hele bare er noget, der sker inde i min bevidsthed - v.hj.a. en malet træplade - men af en eller anden grund overbeviser den teori mig ikke.

Når jeg læser dine ord, får jeg ofte en fornemmelse af, at de kommer fra den samme kilde, som den jeg har mødt og stadig møder, men det er når du fortæller om, hvordan man når den, at jeg kommer i tvivl.

Nu er jeg jo "handicappet" fordi jeg fik den gratis, men jeg har svært ved at tro, man kan nå den alene ved "at holde budene".

Bli'r man ikke også nødt til også at se ærligt på sig selv?

Du nævner ganske kort, at du også selv har haft en "dyb fortvivlelse" - og citerer om "ilden, der brænder avnerne bort".

Så jeg vover den konklusion: Hold budene - og vov at se dig selv!

M.v.h. Arne.

Jeg arbejder på sagen min kære ven.

Og ja, Tobiase´s mor har det også svært, og jeg gør også alt for at hjælpe.

Men det er "sgu" en svær een, for jeg kan bare ikke komme igennem til hende. Men da det har stået på i rigtig mange år, at Tobias´s behov ikke er blevet imødekommet, så har jeg besluttet at der må andre til, som har en mere neutral rolle. Så kan det være at der måske kan komme en lidt større åbenhed omkring vores situation.

Og jeg ønsker heller ikke at Tobias skal blive ved med, at have en så negativ og forsvarsbaseret opfattelse af hans mor, som han giver udtryk for når han er sammen med mig.

Men mon ikke jeg nok skal træffe de rigtige valg og beslutninger, så det er vores situation kan løses på en konstruktiv måde, og ja, endda lærer os noget vi kan bruge senere hen på livets konstante bevægende landevej. ;)

Jo, du kan sige hvad du mener, ærligt og fornuftigt. Og så være der for Tobias, når du kan. Det vil også give ham styrke til at leve sit liv.

Hej Arne

Jeg håber, at det er okay, at jeg knytter en lille kommentar, selvom dit indlæg er stilet til Thomas. Det skal nok blive kort.

Nu har jeg læst om din oplevelse nogle gange før, og vi har vist også skrevet lidt omkring den, men denne gang får du beskrevet det meget levende, og det var rart at læse.

F.eks. kom jeg til at tænke på nogle ord, jeg forleden faldt over, da jeg læste følgende passage:



Du skriver faktisk, at sandheden er gratis, ja, den vælder frem fra den kilde, som er kærligheden. Og netop den kærlighed ER, fordi kilden elsker inden i os; en kærlighed vi bare må give videre.

Der findes en bog, der hedder "Mit kald er at elske". En af mine veninder glemte den på mit havebord, og nu ligger den i min entré, hvilket gør, at jeg de sidste tre-fire dage har set disse ord flere gange om dagen. Da jeg pt sidder i min seng en sen nattetime, er det for besværligt at skrive forfatternavnet nu, det skal jeg nok gøre op af dagen. Men essensen af disse skrifter - skrevet af en nonne - er ikke askese og diverse religiøse regler, men derimod det, at Gud elsker inden i én, og dermed lyder kaldet at elske . Det er en kærlighed, vi må give videre til resten af verden, som du skriver.

Mvh
Anne

Hej Anne.

Tak for din kommentar.

Du har jo ret i, at det ikke just er første gang, jeg skriver om min oplevelse ansigt til ansigt med en Kristus Ikón, og da Thomas efterlyste en beskrivelse, tænkte jeg da også, at det kunne være for meget at skrive dén beretning én gang til.

Men det mærkelige er jo, at selv om det er det samme hver gang, så kommer der stadig noget nyt frem, hver gang jeg går tilbage til dét øjeblik - og jeg mærker igen tårerne presse på - på en god og dejlig måde.

Og endnu mere mærkeligt synes jeg, det er, at jeg "lærer" nyt næsten hver gang, jeg kommer tilbage til det sted - stopper "tænkeren" - og bare oplever.

For hvem, der måske er ved at brække sig over, at se den samme beretning igen og igen, er der vel ikke andet for end at springe den over, men du gad jo at læse den - og det siger mig, at det ikke var forkert at efterkomme Thomas' invitation.

Du skriver om en nonne, der ser det som sit kald at elske.

Det minder mig om Nikolaos Kabbasilas, der i 1300-tallet efter hesykasmens gennembrud (stilhed, hjertebøn) i den ortodokse kristne verden nåede frem til, at nonner og munke, med de restriktioner, de pålægger sig, søger at leve englenes liv, mens vi andre kunne søge at leve det fuldkomne menneskes liv.

Måske den nonne, du omtaler, formåede noget nær begge dele.

M.v.h. Arne.

Hej Arne

Jeg så også noget nyt, da jeg denne gang læste din beretning. Gentagelsen behøver ikke at være kedelig, faktisk er beretningen om tømrersønnen fra Nazaret en fortælling, der er nu er blevet gentaget i snart 2000 år.

Foruden det blot at lytte til din beretning, hæfter jeg mig også ved det, at dit møde med IKONET eller kærlighedens kilde (som du vist selv beskriver det) er gratis. Hvis jeg måtte sætte egne ord på inden for min forståelsesramme af troen, ville jeg betegne det som kaldet: Jeg ER, hvor er du? Men nu er det ikke altid, at der skal så mange ord på - måske åbenheden, barmhjertigheden og tilliden er langt vigtigere (jf. Løgstrups begreb om de suveræne livsytringer) og dog - her står vi jo netop i Guds tiltale, som Hanskrist beskriver i et indlæg andetsteds (vist nok til Ipso Facto og igen til Michael).

Den bog jeg refererede til indeholder skrifter af Thérèse af Lisieux og hedder som sagt "Mit kald er at elske" (hun dør i slutningen af 1800-tallet). Jeg har ikke læst bogen og skal derfor passe på med, hvor meget jeg gengiver af handlingen men en ting er sikkert, Thérèses kald er kærligheden. På bagsiden af bogen fremgår det endvidere, at hun med afsæt i traditionen vender den gængse opfattelse af kærligheden på hovedet. Hendes mål er ikke blot Gud og foreningen med ham men derimod at elske, for kærligheden er den enste vej, som fører til kærligheden. Det kræver ikke først og fremmest askese og anstrengelse men i stedet det at blive lille, acceptere sin ufuldkommenhed for at Gud kan bøje sig ned til den lille skabning og åbenbare sin barmhjertige kærlighed: "Et menneske kan ikke elske, hvis ikke Gud elsker i det".

Det tror jeg på. Ikke at vi ikke skal yde (handle i ånd og kærlighed), for disse ord fortæller jo blot, at kærligheden er vejen og målet. Hermed er det muligt at sætte sig selv i de nederstes sted, ja, sætte sig ud over sig selv..

Blot nogle tanker herfra foranlediget af din ikon-oplevelse.

Mvh
Anne

Hej Anne.

"Det kræver ikke først og fremmest askese og anstrengelse men i stedet det at blive lille, acceptere sin ufuldkommenhed for at Gud kan bøje sig ned til den lille skabning og åbenbare sin barmhjertige kærlighed: "Et menneske kan ikke elske, hvis ikke Gud elsker i det".
Den sad - lige i øjet - eller rettere i hjertet!

M.v.h. Arne

P.S.: Jeg er også glad for Knud Ejler Løgstrup, som jeg mest kender summarisk fra Jakob Wollf: "Den skjulte Gud - Om naturlig teolgi", ANIS, ISBN 87-7457-272-5.

= den treenige Gud gjalder med i evigheden (hermed også en hilsen til Thomas)

Ilden er noget, der kuer en og hjælper en til at ydmyge sig og søge det største af alt. Det er en tid med anger og forbedring. En omvendelse. Det er selvfølgelig slet ikke sikkert, at det er det, der er tale om her.



Dette lyder jo godt. At blive ydmyg af hjertet. Det er jo en smuk forandring, der indtræffer i et menneske, hvis han kan opgive denne verdens rigdomme.

Det med ikoner og billeder og sådan, dét tager jeg meget afstand fra. Så vil jeg hellere læse Pippi Langstrømpe - sådan mener jeg, at man tager imod som et barn. I al sin naturlighed. Sådan forstår jeg det at 'vende om som et barn' og 'tilbede i ånden'. Budene og Jesu ord i al deres enkelhed.

Men jeg kan forstå, at du har fået en livsforandrende oplevelse.



Jeg tror, at rigtig mange mennesker knytter nogle følelser til et ikon eller andet i deres liv. Symboler af forskellig slags. Nogle et kors, andre et maleri, koranen og fem bønner hver dag. Osv. Men jeg tror fuldt og fast på Jesus, når han siger, at det er hans ord og bud, det handler om. Disse mener jeg, at man skal tage imod i al deres enkelhed. Så tror man på Jesus.



Hvis der er tale om sandhedens ånd, så kan det nok føles 'gratis', uden det i egentlig forstand er ubetinget. At modtage sandhedens ånd sker ved at holde fast i Jesu ord og bud. Jeg tror ham fuldt og fast, når han siger dette.

Men det kan jo netop også godt være, at du har gjort dette uden at tænke over det. Du kan have haft renhed i hjertet, således at der har været plads til sandhedens ånd. Synderen, som stod og bad ved siden af farisæeren, han gik retfærdig hjem den dag, og det var netop ham, som erkendte, at han var en synder. Altså kan det føles gratis at få åbnet en flig til Guds storhed... men det var det heller ikke her. For det var netop gennem anger, at synderen gik retfærdig hjem den dag.

Fra hans perspektiv var han en synder og havde intet fortjent, men netop derfor gik han retfærdig hjem!! Forstår du dynamikken?

Og: Til den, som har, skal mere gives, siger Jesus. Jovist, det er ikke ubetinget/gratis. Ikke ifølge Jesus, og ham tror jeg på.



Jeg er glad for, at du siger dette med kilden. Og hvilke af mine ord tænker du på her?

Og jeg håber, at du elsker Jesus' ord. Jeg forsøger blot at pege på ham.

Det handler om at holde fast i ham. Han er sandheden, vejen og livet. Og hans ord - de er ånd og liv, og enhver, som holder fast i dem , skal aldrig smage døden, men sønnen og faderen skal tage bolig i ham.

...og se, disse ord er jo faktisk ikke mine...



Jovist, men dette er jo netop et af budene - f.eks. bjælken i øjet og ordet om synderen!



Venlig hilsen
Thomas

Hej Thomas.

Der er en del i dit indlæg at svare på, synes jeg, men jeg vil begynde med:

Angående "den samme kilde" spø'r du:
"Og hvilke af mine ord tænker du på her?"

Jeg kan nok ikke sige dig nøjagtigt, hvornår jeg synes, jeg "hører det risle", men generelt er det i hvert fald, når du skriver Jesus-ord, som du har udvalgt.

Jeg forstår godt din holdning til symboler, Ikóner m.m.

I den ortodokse kristne verden har folk slået hianden ihjel, stukket øjnene ud på hinaden og meget andet pga. uenighed her (Det var i 700-800-tallet).
Tanken var her, at det var gudsbespottelse at lave billeder af Gud (som også i Islam), og modargumentet, helt kort, var, at når Gud kunne vise sig, som et levende menneske (Fuldt ud Gud - og fuldt ud Menneske), så måtte man også kunne gøre billeder af Jesus (men ikke af Faderen) - vel at mærke hvis man gjorde det med "den rette ære" (ortodoksi).

Ikóner er således ikke afgudsbilleder, men blot genstande, hvormed vi "løfter vores sind og ånd mod Guds kærlighed" (som Josef af Volokolamsk formulerede det).

I den ortodokse kristendom i dag er Bibelen og Ikonerne ligestillede.
De opfattes som det samme - udtrykt i hvert sit sprog: Bogstaver i Bibelen og former, symboler og farver i Ikónerne.

Hvis du f.eks. læser beretningen i Bibelen om Marias bebudelse, så er det jo ret hurtigt gjort, men hvis du ser en god Ikón, der fortæller det samme, så er det nærliggende at sige, at et billede - i et enkelt glimt - kan sige mere end tusind ord.

Nok om det. Nogle ka' li' jordbær - andre melon.
Det er i hvert fald sådan, jeg ser det.

Du skriver, at jeg blev "ydmyg af hjertet" ("fattig i ånden"?).
Jo, det har du nok ret i. Det har jeg aldrig tænkt på. Det har der vel ikke været overskud af opmærksomhed til at tænke på.

Anger, som du skriver om, er jeg ikke bevidst om, at jeg har følt.
Jo selvfølgelig er der nok at angre, men det har aldrig rigtig overvældet mig.

Derimod genkender jeg den engelske ortodoks kristne biskop Kallistos Ware's ord om "metanoia" - ikke paranoia - som vist kan oversættes til noget i retning af, at "få noget andet (bedre) i sinde", og som jo på en måde er optimistisk fremadrettet - i modsætning til angerens knugende tilbagskuen.
Det er jo også på en måde dét, der ligger i dit udtryk: "en livsforandrende oplevelse".

"Så tror man på Jesus", skriver du - og så sidder jeg "med åben mund og polypper": Ja, men Han ER her jo!

"At modtage sandhedens ånd sker ved at holde fast i Jesu ord og bud. Jeg tror ham fuldt og fast, når han siger dette."

Jeg synes ikke, jeg behøver at "holde fast" - Han Er her jo!

Jeg opdager, at jeg sidder og hæfter mig ved forskellene i vore opfattelser og derved næsten glemmer alt det, vi er fælles om - især kærlighedsbudet.

Jeg har et spørgsmål, der trænger sig på, og som du selvfølgelig ikke behøver at besvare:
Hvordan er du nået der til, hvor du er i dag i dit forhold til Jesus?

Det, du udtrykker ligner jo ikke just "overleveret kristendom"

M.v.h. Arne.

Det glæder mig. For jeg er blot en, der peger på ham. "Vælg ham", siger jeg. "Lyt til ham!".



Det er egentlig ikke pga. kirkens historie i sig selv, at jeg vender mig mod det med ikoner m.m. Det er ganske enkelt fordi, at ånden bør dyrkes i livet. Et lille barn, der giver sit slik væk i skolegården, dyrker kærligheden i al sin naturlighed og enkelthed. Dette er inspirerende. Det virkelige liv.

Gud udtrykker sig i livet, og Jesu ord byder os at elske og gøre godt. Ligeså: I al sin naturlighed og enkelthed.



Nå, men det er sådan, jeg oplevede det. Det er som at få vendt vrangen ud på sig selv. Og så bliver der ellers renset i dybden, indtil viljen er vendt om.



Jovist, Jesus er særdeles virkelig, men han åbenbarer sig og tager bolig i dem, der holder fast i hans ord. Selv om lyset er kommet til verden, er det ikke alle, der ænser det. Men de, som gør sandheden, kommer til lyset.

Den "vibe" jeg får, når du svarer 'åben mund og polypper' samt 'men', det er den samme "vibe", som jeg har fået et utal af gange, når jeg præsenterer det, som Jesus selv siger; nemlig en "Jamen, jamen..."-vibe. For det er jo ham selv, der understreger - igen og igen - at vi skal holde fast. Lige netop det, som du nu siger, at du ikke synes, at du behøver at gøre!



Og dette er netop: Et bud.



Det vil jeg meget gerne svare på, men jeg skal lige overveje, om det er klogest at gøre over "private beskeder". For man skal virkelig passe på med at kaste om sig med det hellige, som er vokset frem i ens indre. Det skal gives til dem, som er parate til at drikke - det skal ikke gives for "hunde og svin", som Jesus siger. Derfor er jeg forsigtig og vil nok ikke udbasunere det her, hvor bl.a. Oles, Michaels og Borads øje lurer. Jeg er blevet "revset" nok af dem til, at jeg ikke vil lægge det aller inderste under deres spot og hån og kaldes anti-krist, en med psykoser, forsvare mig imod hvorvidt jeg tænker med andet end krybdyrhjernen, får at vide at jeg er klam, og at jeg inficerer debatten med mit 'onde lort'... Osv., osv. OG så videre...

Nu må jeg lige

Jeg har absolut hverken kaldt dig anti-krist (det er min rolle, tak), klam eller påstået at du spreder ondt lort..

Jeg har kaldt dig hadsk (og ukærlig - om det så end er det samme) og hyklerisk.. Må jeg lige være her, tak..

Hej Thomas.

Jeg forstår selvfølgelig godt dine betænkeligheder, som du udtrykker med ordene:

"For man skal virkelig passe på med at kaste om sig med det hellige, som er vokset frem i ens indre."

Det er pudsigt, synes jeg, at du netop vælger ordene "kaste om sig".

Det kunne minde om et udtryk som, "at kyle Bibelen i nakken på sine medmennesker" - for dem, der får en sådan bog "kylet i nakken", ka' jo godt gå hen og blive lidt sure over det

Jeg har en stærk fornemmelse af, at netop du har oplevet noget helligt, som fylder dig, og som er for godt til, at du blot vil holde det for dig selv.

Den måde, du har søgt at videregive på, har jo så fremkaldt protester fra debattører, som - tror jeg - har følt sig påtvunget dét, du af et godt hjerte gerne vil give dem.

Det budskab, du videregiver, er vel for enhver.

Men det er vel enhvers suveræne ret selv at bestemme, om han/hun vil tage imod det?

Så skal der vel heller ikke være "sure miner", hvis nogen ikke vil tage imod det?

Det var i den sammenhæng, jeg tænkte, at din egen udvikling frem mod det hellige kunne være af værdi for os læsere.

Hvordan gik det til, at det er de ord fra Jesus, som du elsker, der blev afgørende for dig?

Det er selvfølgelig ikke personlige intime detaljer, det drejer sig om, men mere, hvad det var, der gjorde, at du fik øje på Jesus-ordene.

En sådan beretning lægger jo ikke pres på læseren (behøver det i hvert fald ikke), og så tror jeg ikke, du vil få en masse negative reaktioner, men til gengæld at mange på selvstændig og neutral vis får mulighed for at stifte bekendskab med - og tage stilling til - dine oplevelser.

Jeg ved jo ikke, om jeg har ret, men det var dét, jeg havde i tankerne i min opfordring til dig om at berette.

Og under alle omstændigheder er det jo din egen suveræne afgørelse

M.v.h. Arne.

Det er pga. Jesu ord i bjergprædiken, hvor han også bruger "kaste". Jeg har nok været inspireret.



Budskabet er nemlig for enhver, ja. Også for dem der ikke er her på debatten.



Nej, jeg bliver ikke "sur" på dem, der ikke vil tage imod det. Jeg bliver "sur" på dem, der associerer Jesu navn med en lære og et budskab, han ikke kom med. Og grunden til, at jeg bliver "sur" over dette, er den enkle, at de er med til at skjule hans liv og lys, som andre - der er tørstige - kan drikke af.



Selv om der ikke er tale om personlige intim-detaljer i gængs forstand, så er det dog meget personligt... faktisk endnu mere personligt og intimt - for Gud er indeni, i det aller inderste i vores sjæl!