annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3737187
Et andet syn 1138966
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 880784
Jesu ord 792286
Spirituel omsorg 757315
Galleri
Brand i 10kV transformerstation
Hvem er online?
0 registrerede 116 gæster og 21 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 7 1 2 3 4 5 6 7 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#21490 - 26/09/2016 15:26 Universet – og os mennesker
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 4875
Sted: Sydsjælland

Vi ved meget om universet: ”Vores” klode, solsystemet, stjernerne, mælkevejen, galakserne, galaksehobene.

Det hævdes at universet udvider sig med stigende hastighed, men vi kan ikke sige, hvor stort det er, og vi kan ikke sætte en ydre grænse, fordi tid og rum kun eksisterer i universet – ikke udenfor – hvis der ellers er noget ”udenfor” – måske andre universer – eller der er flere end vore 4 dimensioner (tid, højde, bredde, dybde), som vi ikke er i stand til at opfatte.

Vi ved heller ikke, hvor universet kommer fra, eller hvad den accelererende udvidelse fører til.
Og når vi kommer til dét, videnskaben kalder kvantefysikken (de mindste dele som alt består af) bliver forvirringen endnu større.

Vi ved også ganske meget om os selv – vi mennesker – anatomisk, fysiologisk og mentalt. Lægekunsten kan give os medicin mod alskens sygdomme, operere os, når noget ikke fungerer rigtigt, give os ny dele i stedet for gamle udslidte dels specielt fremstillede og dels organer fra andre mennesker.

Også psykisk er der ganske megen hjælp at hente i form af lægemidler, men også psykoterapi, meditation og mindfulness m.m.

Men der er kun ret begrænset plads til, hvad vi kalder ”den frie vilje”, fordi arveanlæg og kræfter i vores ubevidste (som vi jo ikke kender til), nok styrer det meste.

Og når vi kommer til dét, vi kalder "bevidsthed", har vi store forståelsesproblemer.

Og hvordan ser vi så vores plads i universet – vi mennesker på denne planet?

Her har kristendommen jo været ekstremt ”nærsynet”.
Evangelisten Johannes skrev
Citat:
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Her er ”verden” næsten lig os mennesker, mens resten af verden – hele universet – tydeligvis ignoreres.

Vi synes stadig at mene, at vi er universets centrum – som i 1600-tallet, hvor Galileo for den katolske kristendom måtte afsværge, at jorden kredser om solen, og at jorden ikke er universets centrum – for er vi egentlig blevet ret meget klogere siden?
Vist ikke ret meget blinker

Og de andre religioner – med buddhismen nok mere eller mindre som en undtagelse – er ikke bedre.

Kort sagt: Vi mennesker med vore religioner kan næsten ikke få øje på andet end os selv – og for at forklare alt dét, vi ikke forstår, har vi indført begrebet Gud, som vi så har givet forskellige egenskaber (skabende, elskende, opretholdende, almægtig, god, retfærdig, straffende m.m.).

Så er det jo, man kunne spørge, hvornår de religiøse tager sig sammen til at indse, at vi mennesker kun er en meget ubetydelig del af universet – universet, som vi ikke ved hvor kommer fra – eller hvad det bliver til (Buddhisterne mener dog vistnok at verdens tilstand er som stadier i et evigt hjul) – og at begrebet Gud egentlig mest ligner en slags ”nødløsning” – et åndeligt svar på alt dét, vi ikke ved – på alt dét, vi håber – og derfor gerne tror.

Så kan man jo – som ateisterne – kassere alt det åndelige og alene samle sig om det materielle.

Men man kan jo også – mere ydmygt – glæde sig over, at verden – og én selv – eksisterer – tomhedens ufattelige og vidunderlige modsætning – tilværelsen!

"Mirakel" er her – synes jeg – et alt for lille ord! – og ordet ”Gud” ligeså.

At elske livet – tomhedens modsætning – som en gave – er vel så det mest naturlige af alt? 

Behøver man så mere ”mening med livet”?

Næh – det synes jeg faktisk ikke blinker
Så er der da mere end rigeligt at tage sig til yeah

M.v.h. Arne smiler
Top Svar Citer
#21503 - 28/09/2016 09:16 Re: Universet – og os mennesker [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 4875
Sted: Sydsjælland
Tilføjelse:
Jeg skrev:
Citat:
Men man kan jo også – mere ydmygt – glæde sig over, at verden – og én selv – eksisterer – tomhedens ufattelige og vidunderlige modsætning – tilværelsen!
Det er selvfølgelig svært - for ikke at sige umuligt - at forestille sig tomheden - det absolutte intet - men jo nærmere jeg kommer det, jo mere vidunderligt bliver det at eksistere.

Jeg gætter, at vi alle har det sådan.
Har vi? blinker

M.v.h. Arne smiler
Top Svar Citer
#21531 - 02/10/2016 10:58 Re: Universet – og os mennesker [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 4875
Sted: Sydsjælland
Endnu en tilføjelse:

Når jeg ovenfor skrev:
Citat:
Vi mennesker med vore religioner kan næsten ikke få øje på andet end os selv -
så kan jeg jo godt se, at det kan virke provokerende på stærkt troende mennesker indenfor de forskellige religioner. For da er den religion, de tror på, jo så ikke længere den fuldkomne sandhed.

Men hvis man accepterer, hvad naturvidenskaben har fundet ud af om universet, kan man jo ikke undgå dilemmaet:
Er de forskellige religiøse dogmer menneskeværk, eller er de guddommelige sandheder?

Jeg kan ikke se andet end at dogmerne højst kan være ufuldkomne guddommelige sandheder.

Det minder mig om et digt af sufien Jalal al-Din Rumi (8-900 år gammelt):
Citat:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel
men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
Sufismen regnes i dag som en del af islam, selv om mange hævder, den er ældre - altså før Muhammed.
Sufismen findes også i Danmark:
Citat:
Til spørgsmålet: ”Er du kristen?” ”Er du muslim?” ”Er du jøde?” – vil sufiernes svar være ja snarere end nej, fordi sufierne ikke er i modsætningsforhold til nogen religion, men sympatiserer med dem alle. I virkeligheden kan sufisme ikke kaldes en religion, for den foreskriver hverken tro eller idéer for nogen, fordi den tager for givet, at sjælen hos hver enkelt individ har sine egne idéer, der passer bedst til dén, og en tro, der skifter med den enkeltes udviklingstrin.

Det er da vist en ret sjælden form for religiøs tolerance? blinker

M.v.h. Arne smiler
Top Svar Citer
#21543 - 03/10/2016 09:54 Re: Universet – og os mennesker [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 4875
Sted: Sydsjælland
Og en tilføjelse mere:

Det ovenfor citerede digt af Rumi:
Citat:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel
men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
kan være dybere, end man umiddelbart opfatter blinker

Derfor (min tydning):

"Denne flygtige verden":
Jo, det er sandt. Når der ikke er mere brint tilbage i solen, der hele tiden danner helium plus energi, er det slut med sollys, varme og "vores" klode - "denne verden".

"Et tegn på sandhedens mirakel":
Det er et mirakel, at verden eksisterer, men det er ikke selve sandheden, det er kun et tegn på, at der er en sandhed.

"Men selvsamme tegn er et slør":
Verden er jo kun et tegn - ikke selve sandheden.

"De evige sandheder"
Selve sandheden til alle tider, der er skjult for os. mennesker.

Godt set - for ca. 800 år siden - vil jeg mene blinker

M.v.h. Arne smiler
Top Svar Citer
#21559 - 05/10/2016 01:59 Re: Universet – og os mennesker [Re: Arne Thomsen]
Hanskrist Offline
bor her
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 1556
Sted: Nørresundby
Hej Arne,, jeg har læst dine indlæg i denne tråd.

For mig er alene det religiøse at finde i fortrolighedens nære jeg-du-relation,

og er ikke i genstandsforholdets distancerende jeg-det relation som jeg synes du befinder dig indenfor. Også netop fordi det er her du befinder dig finder du frem til "tomheden" fordi du er langt væk eller må man sige, langt ude, som om du slet ikke er hjemme ved os mennesker, vores liv og vores eksistens.


For mig er naturen ikke astronomisk men er givet meget mere via mine næseboer og ja mine sanser eller duft, smag, lys og farver. Naturen er hvad jeg spiser i form af råvarer, det er høst og avl og slagt. Det er bolig som værn imod kulde (og ja nogle steder i verden værn imod varmen) og i det hele taget vejret, sol og vind og regn og storm. Ja jeg har svært ved at finde tomhed, fordi naturen er så tæt på mig.

Alle dage har dyr interesseret mig eller jeg har haft, stået i et meget nært forhold til dyr, jeg er vokset op med dyr omkring mig. Og at kigge dyr i øjnene har altid sat min fantasi igang omkring at her står to levende væsner overfor hinanden. Og hvordan vil vi reagere på hinanden har jo ofte været det mest spændende. Fx er det en hund jeg kan stole på. Eller er det en ko jeg kan genne og lede i båsen uden at blive sparket. Eller vil jeg lykkes med at fange denne mus, fugl eller fisk. At stå overfor dyr har jeg altid følt som noget af det mest livfulde og spændende, fordi de netop har noget nervesystem og sjæl hvor vi genkender hinanden, og som oftest flygter de vilde dyr her på vores breddegrader og de skal jages. Måske på andre breddegrader der findes rovdyr der ikke flygter, hvorimod det er os der der skal tage os i agt.

Dyreriget er det første sted for alvor at noget religiøst begynder at være på spil for mig, for mit vedkommende. Og altså ikke i forbindelse med noget astronomisk, ihvertfald ikke rumligt afstandsmæssigt, måske mere når vi kigger på tiden.

Som dreng var jeg omgivet af kæledyr og så indfinder puberteten sig og jeg fik en kæreste at kæle med i forbindelse kærlighed og forelskelse. Jeg et handyr og hun et hundyr. Kærligheden mellem to mennesker og ja mennesker, må være det største der findes. Og hvis det ikke er i den sammenhæng at det religiøse ret for alvor viser sig og er indeholdt så forstår jeg mig nok ikke på det religiøse.

Nu er vi ved fortrolighedens jeg-du forhold. Lige fra barn hvor vi bliver opelsket, set og tilsmilet, og tiltalt selv om vi endnu ikke kan sproget. Naturen vil have et udtryk, barnet vil bevæge sig, det vil skrige hvis det er sulten uden at tænke på at dette kunne være upassende. Men barnet vil også have kontakt, det vil kommunikere og vi kommunikerer med det, selv om det ikke endnu er i nærheden af et sprog så gør vi det endda sprogligt rent instinktivt, og dette ledsages i rigt mål af emotionelt kommunikerende ansigtskontakt.

Her, i dette jeg-du forhold har vi kvaliteten af eller essensen af hvad det religiøse dækker over. Hvor Gud selvfølgelig har sit udspring i noget hos os mennesker der har at gøre med et jeg-du forhold.

Vi bliver elsket, opmuntret og vi bringes i de stærkeste affekter et menneskebarn overhovedet kan komme i gennem vore jeg-du samspil.

Dette forsætter livet ud og afløses af nye jeg-du forhold der er passende for vores alderstrin, udviklingstrin. Og det er alene i den sammenhæng at størrelsen Gud giver mening.

Denne uforklarlige begejstring et barn har for sin moder og så fader og så søskende og så andre mennesker og det forsætter når barnet kommer i puberteten og forelsker sig, hvor affekterne virkelig blive store. Ja Jung taler ligefrem om at anima er mandens sjæl og animus er kvindes sjæl. Igen så er min påstand at Gudsforholdet er at finde i et lignende jeg-du relationelt system.

Det med Gud er meget tæt på os og det hører livet til og kan for mig at se ikke være afledt af astronomiske betragtninger. Og der hvor livet er, kan der ikke være nogen tomhed. Så jeg forstår ikke at tomheden skal være en forudsætning for at vi forstår livet eller opdager livet. Kan vi da ikke bare fra først af holde fast i livet og kærligheden og lysten eller frygten til at kæmpe og flygte (fight and flight).

Der findes ikke en Guds menneskeløshed, men der findes måske en menneskets Gudløshed. Det jeg vil sige er at udenom os mennesker giver det overhovedet ingen mening at tale om Gud, hvorfor den der med Guds eksistens også er ganske tåbelig, fordi Gud og mennesket er uadskillelige størrelser. Og det fordi mennesket har et meget avanceret bevidsthedsliv, fyldt med sjæl, nervøsitet, nerver og ja emotioner og følelser, og et erindringsliv (hukommelse) og forestillingsliv uden lige. Når sproget så kommer til og igen skriftsproget, så kan vi becifre for hinanden alle vore erfaringer og oplevelser. Og har nogle haft åndelige oplevelser, vækkelser, eller åbenbaringer, som vi jo alle har, så kan vi også sætte disse på skrift eller sprogliggøre disse og begynde en indbyrdes samtale med hinanden derom. Og igen det er her størrelsen Gud giver mening.

Gud (eller det religiøse) har at gøre med det vi kunne kalde tænkning som en indre samtale vi mennesker har kørende.

Og

Gud (eller det religiøse) har at gøre med vore affekter, vores entusiasme, vores ekstatiske begejstringsstruktur, som denne er blevet og bliver grundlagt gennem alle vore jeg-du relationer gennem tiderne. Når vi mennesker ikke lige er engageret i et konkret jeg-du forhold og vi befinder os i tænkningen hvor vi ikke er klar over et konkret du, så går det du der dog er der, hen og bliver den levende Gud der taler til os og som vi taler til. Sådan er det også med Jesus og alle de Gammel Testamentlige personer. Vi bør bemærke at de står i et kommunikerende forhold til deres levende Gud som oftest insisterende tilskynder på folk eller hjælper dem med kræfter og energier, altså affekter, entusiasme og begejstring (gåpåmods humør, eller spirit, gejst som vi også bruger de fremmede ord på dansk).

Jeg-du forholdet hos Jesus kender vi som "jeg og faderen". At være i Kristus er at være i denne "søn fader" eller "fader søn" communion der også er kendetegnet som kommunikation. Åbenbaringer hvor Gud henvender sig til os eller bøn hvor vi forsøger at henvende os til de gode livlige samtale i vort indre.


Mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

jeg har valgt her ikke at være særligt imødekommende overfor dig Arne her i mit første partsindlæg (måske det kommer om vi får en samtale op at stå) selv om jeg altså godt nok har læst det du skriver og tænkt herover.

Jeg har valgt mere i mit indlæg at vise hvor langt jeg står fra dig og andre der ser en sammenhæng mellem astronomiske forhold og så religiøse forhold. Men det gør jeg altså ikke og har jeg aldrig gjort. Jeg kan godt lide astronomi videnskab må jeg hellere lige sige, så det, mit ståsted eller afvisende holdning, skyldes ikke en mangel på interesse i det felt, men det er blot at jeg aldrig har kunnet få ind i mit hoved hvordan astronomiske betragtninger kunne afstedkomme noget religiøst.

Det skal lige siges at du bestemt ikke er alene om at mene at astronomiske betragtninger fremprovokerer noget religiøst, det mener rigtig rigtig mange mennesker, blot må jeg sige at jeg ikke kan følge jer.


PPS:

det jeg skriver om det religiøse, indhold, hvad det dækker over, finder jeg nok noget psykoanalytisk reduktionistisk, det kunne fx godt være noget mere Jungiansk progressivt. Ja jeg føler lidt jeg forsømmer den og nok andre kvaliteter i hvad det religiøse dækker over.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 7 1 2 3 4 5 6 7 >


Seneste indlæg
Mellemrummet
af Simon
17/06/2019 12:30
Rizq af Allah og Zakat
af Simon
17/06/2019 11:45
Lyser på vej
af somo
17/06/2019 09:46
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Arne Thomsen
16/06/2019 17:06
MYSTISK IDENTITET
af Gerth
16/06/2019 00:26
Nyheder fra DR
Læge eller ingeniør: Nydanskere vælge..
17/06/2019 14:25
Lotte var i tvivl om sin datters HPV-vac..
17/06/2019 14:05
Nye byggeplaner: Tivoli vil lukke Vester..
17/06/2019 13:55
Stjerneskuespiller deler egne nøgenbill..
17/06/2019 13:43
Højt fravær: Kommuner laver fælles re..
17/06/2019 13:32
Nyheder fra Religion.dk
Efterkommer af polsk-jødisk flygtning: ..
13/06/2019 11:47
Hvornår er du buddhist?
13/06/2019 10:35
Religionsundervisning skal være et mød..
13/06/2019 10:03
Har europæerne glemt de kristne værdie..
12/06/2019 10:03
Fællesskaber er afgørende for, om vi o..
06/06/2019 09:14