| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
367 
gæster og
209 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #26039 - 04/09/2018 05:03  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Et hei natten, RM..
 Du, der nu som tusinder af øjenlåg danser i drømme under månen, der her har en skyklap for sit ene øje, mens den med det andet fornøjet ser nattelivet udfolde sig, ska' da også ha' lidt til det vågne øje - bevares, Morpheus må fra selv de månekære ha’ sin afgift, andet ville da også se kønt ud. Ind imellem må man bare ta’ sig natlige friheder, dog er det bedste nattevandringer med månen på skulderen og ugleøjne i ryggen langs skovbryn i et svagt oplyst maleri. Da mærkes lysten til at stemme i og sammen synge gamle Bilbos yndlingsvandresang:
 
 På min arne ilden flammer,
 I min hytte står min seng,
 Intet, intet foden lammer,
 Rundt omkring i mark og eng
 Er der træer, er der stene,
 Som kun vi for se alene.
 Træ og blomst, græs og blad,
 Forlad og glad! Forlad og glad!
 Bakke, bæk, vej og sti,
 Vi går forbi! Vi går forbi!
 
 Umuligt ikke at glide ind i skovens lydrum, blie til enter med vagtsomme øjne, og det er ikke bare småkravl man ser på sin vej! Sådan et par fodtudser ka’ da finde på at synge også Bacchus en sang, ikke uset over en dram, som han sikkert selv ville ha’ værdsat og glad stemt i, før han betalte Charon sin sidste obol for overfarten. Ak ja, hvad mon han ville ha’ sagt til Fredmans röst:
 
 Så lunka vi så småningom
 från Bacchi buller og tumult,
 när döden ropar: Granne, kom.
 ditt timeglass är nu fullt!
 
 Du, gubbe, fäll din krycka ner,
 och du, du yngling, lyd min lag:
 den skönsta nymf, som åt dig ler,
 inunder armen tag.
 
 Tycker du, att graven är for djup,
 å välan, så tag dig då en sup,
 tag dig sen dito en. dito två, dito tre,
 så dör du nöjdare.
 
 Blandt smukke kragetæer og billedskabere med Peter Pen, hører også denne herlige røst, og hvem er ikke blevet skåret til efter samme model:
 
 Den ihærdige barber
 (nærmest selvportræt)
 
 Den ihærdige barber
 har altid maskinen i ørerne
 sidder i saksen
 klipper små forvoksede ord ud af næseborene
 på læsende kunder
 der altid får kam til deres eget hår.
 Gyser med dem
 der får det kolde stål i nakken
 fjerner skel fra øjenkrogene
 dårlig samvittighed fra hovedbunden
 og spuler efter med flere hold undskyldninger.
 
 Aldrig snubler han over midterskilningen
 men havner i det bløde fald ved venstre
 tinding
 Sakser sig igen hele vejen rundt
 med hårrejsende elegance
 børster ørekildrende de sidste ordrester af
 jakkekraven
 og viser os bukkende frem i nakkespejlet.
 
 - Torben Brostrøm.
 
 *
 
 Apropos Bacchus, ka’ man ikke dy sig for endnu et af Uffe Harders inderside-pennestrøg, nu varer det jo heller ikke længe før også solen bryder ud i sang, for med hans ord at føle et stærkt vemod over også den episke skippers forsvinden fra Kløvedal:
 
 Græsk dag
 
 I de springende delfiners morgen
 knitrer den unge sol i skummet
 og glæden rejser sig i sejlets omrids.
 Udfoldet i den grænseløse klarhed
 brænder lyset i den fulde glans’ ligevægt
 og roen hviler uophørlig i søjlen
 over blodets rene beruselse.
 Stenens og bladets forvandlinger
 frigør cikadesang
 til purpurblæksprutten synker
 i det levende hav.
 
 mvh & god soldag
 Simon
 
 Redigeret af Simon (04/09/2018 05:17)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26053 - 04/09/2018 21:49  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Jeg ved jo ikke om du læste Suzanne Brøggers fine lille in memoriam i WA #34, hvor den vittige poet allerede i tresserne skulle udtrykke samme trang i hendes liv, i kraft af hans nydelige bowlerhat?
 Der findes nogle herlige billeder af Benny Andersen deri, han der netop intet flokdyr var, hvorimod en dobbelttydighed mellem det lyse muntre og det mørkere mere melankolske sindelag, både viser en tvingende trang i ham som i digtere flest, altså ventilen også hende. Måske jeg særligt holder af at se George Bernhard Shaw placeret ved siden af Benny Andersen, med billedet af skeletterne der må ha’ lov til frit at danse, idet ikke kun de men vi alle ellers falder sammen for åbent tæppe, og det er nu engang ikke altid noget kønt syn. Og det er jo hvad vi allestederfra ser i også vor tidsalder, netop hvad så utroligt mange bruger fx ”de sociale medier” til, eller lokalavisen, EB, BT og hele resten af det samlede DR-show, en ventil der plejes og pusles om, og som naturligvis også stopper til. Holberg og Kierkegaard var da helt sikkert eksploderet uden den nogenlunde velfungerende ventil, hele teaterverdenen er et udtryk for samme, og strækker sig i tid langt tilbage i kulturhistorien. Tit blir det jo selvfølgelig en værre brokkasse, men så mange mennesker, stuvet sammen i samme areal og uden mulighed for afløb? Nej, det var endt i borgerkrigslignende tilstande. Når Benny Andersen stille sover fra Snøvsen, som endnu et fint billede fra den vidunderlige kvinde, da mærkes det naturligvis i alle han udtrykte sig i, og jeg skal da også lige love for at han kom rundt i verden, du store kineser, hvor blir verden dog lille med den slags digtere, til trods for Rilkes ord om berømmelsen. Det er ikke så mærkeligt man blir stille og vånder sig, da han har kriblet og krablet i hver en afkrog og nu er endnu en ventil der pif-paf-puf pludselig nu er ude.
 Jeg forstår digtere der svæver i Debussys études, her står tiden blikstille, end ikke vinden tør uden fålov røre sig. Der er behov for sommerstille barndomsrum med ansigtet på armen i solfyldte karme, at lære at kede sig, ingenting at gøre, holde hurlumhejet lidt i ave, bare at lade fantasien lege frit og vise de ukendte flugtruter hvor ingen ure findes. De skal såmænd nok ringe på døren, når tiden er inde. Ethvert menneske har brug for sit frirum, musikken, lyrikken, bare forsvinde i billeder eller fortællinger, være sig selv, det jo udmærket går an også at være sammen.
 Så det er lidt af en balance, den vekselvirkning Suzanne Brøgger så fint beskriver, med det lille vemod over ikke mere at skulle høre Benny fortælle om oplevelser gennem et lang liv.
 Så hvis du ikke sku’ ha’ læst den, findes muligheden i det stille læseværelse på biblioteket, nåja, børnene skal jo også være her..;)
 
 Apropos:
 
 Syvsover
 
 Umulige umådelige morgen
 hvor man aldrig kommer ud af sengen
 eller blot når frem til dens udkant
 så vidtstrakt er den
 på størrelse med et amt
 man ormer sig vej
 under klam lavthængende dyne
 enlig vildfaren spermatozo
 har ikke kondition til at nå frem
 må standse
 trække vejret og modet
 nu ingen svedig panik på lagnet
 der er endnu uprøvede folder af følge
 ingen trafik at tage hensyn til
 man ventes derude ved dynegrænsen
 med spørgsmål, aftaler, slidske, slips
 man ventes at vågne
 man har pligt til at grave sig ud
 en gang om dagen
 og vise sig
 spise lidt
 vokse lidt
 stille op og vente på sin tur
 strække sig
 bøje sig
 skrive under på noget eller danse
 tage stilling
 tage ved lære
 tage ved
 men jeg blir mat i bevægelserne
 af al denne dyne
 der skyder sig frem foran mig som en bræ
 hvad forplanter sig gennem dun
 send et filtagtigt morse ud
 til trippende foresatte
 teklaprende nærmeste
 vagthavende opdragere og kreditorer:
 jeg er i live men på forhånd afkræftet
 sæt en eftersøgning i gang
 med radar, frømænd, sct. Bernhardshunde.
 
 - Benny Andersen.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (04/09/2018 22:04)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26063 - 05/09/2018 10:40  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Jeg husker Michael Strunges pludselige død, senere kom digtene, fra venner til vennen hvis grin og gnistrende øjne nu var forstummet og øjeblikkelig blev minde. Enkelte smuksakker havde et eget liv, en intensitet og gnist foreviget, og Bo Green Jensen skrev så sandt, at det meste er borte. Det var en tid med eksplosioner af levende musik, lyrik og teater, en selvkritisk undersøgende tid, omsorgstanker for fællesskabet måtte ikke blive tør retorik. Havde man med et svup omplantet den tilpasningsdygtige nutidige student i daværende tid, var den omkommet i et ungdommeligt farvesmæld af udlevet fantasi – det var dén, man klippede til Erhard Jacobsens røst:
 
 Michael
 
 Der er så meget at erobre
 – verden f.eks.
 
 Der er så lidt at miste
 – f.eks. sig selv.
 
 Inderst i flammerne
 er der de isnende øjne.
 Det er så koldt at brænde.
 
 Der var så meget verden sagde til ham
 at han ikke fik tid til at svare.
 
 Nu er kroppen
 eet med verdenskroppen,
 alle splittelser lægt.
 
 Nu kan vi kun høre ham
 i vinden.
 Nu kan vi kun se ham
 i solen.
 
 Verden har erobret
 een til,
 har taget een til til sig.
 
 Og er blevet mindre.
 
 Han vidste hvor svært det er at leve.
 Nu ved han hvor let det er at dø.
 
 - Poul Borum.
 
 *
 
 Til en flygtning
 
 Tak, fordi du ikke strøg
 dig selv og os
 med hårene
 
 Tak, fordi du viste dig selv
 uden forbehold
 uden sikkerhedsnet
 uden sideblik
 
 tak, fordi du turde leve
 som var hver dag den sidste
 som var mørket lys
 som var kulden varm
 
 Vi, der hørte på dig
 og fulgte dig
 er nu ladt tilbage
 med kulden, mørket
 og de mange dage
 
 - Jørgen Skovsted.
 
 *
 
 Michael i haven
 
 Michael i haven. Han
 Sover og han drømmer. Han
 Ønsker han var gartneren,
 Skønt alle hækkene er låst.
 
 I blomsternes munde
 Bliver lyset til væske.
 Solen i rosen giver
 Bierne mad. Og Michael
 
 Drømmer spindelvæv. Han
 Sover lange døgn til hudløshed
 Og har et helligt syn af klokke
 Mellem alle plæneklippers ofre.
 
 Mange mælkebøtter dør
 Den sommer. Stængler
 Kappes. Efter ligger
 Græsset tæt af kroner.
 
 Så meget liv er skåret af.
 Så megen nød har ædt i dagen
 Og flammerne skånede ikke hverken
 De første eller de sidste børn,
 
 Som dog var en slags blomster
 Og som ligeledes er slettet nu,
 Dækket til af rust og løvfald
 Fra så mange sæsoner i hjertet.
 
 Det meste er borte. Vi
 Har glemt vore døde. Vi
 Sætter pris på gartneren,
 Der luger ud i krattet.
 
 Så megen tid har taget
 Vore liv som pris for lyset,
 Men jeg kan huske Michael
 For han var ligesom mig.
 
 Det tog dem 27 år
 At hærde denne vintersplint.
 Vi rundede de 30 og
 Fik måske lidt mere dragehud,
 
 For gennemtræk giver åndenød
 Og dansen gennem alt må læres,
 Også under vægtes spil i mørke rum
 Mellem aftryk der ikke kan slettes.
 
 Det er dem aviserne bringer,
 Men jeg græder ikke for Michael.
 Himlen holder fast nok som det er,
 Og Michael sover. Han er i haven.
 Han drømmer at han er gartneren selv.
 
 Jeg græder ikke over Michael,
 Men min mund er blevet skæv
 Og stum. Det føles koldt og sært,
 Skønt læberne er størknet
 I et smil som ligner glæde
 
 Til den forveksling vi lærte
 At vise verden og gemme os bag,
 Dengang eksilets greb begyndte
 Og vi rejste fra haven i hjertet,
 Hvor solen i rosen giver bierne mad.
 
 Og Michael er i haven nu.
 Han drømmer at han sover.
 Han véd han er gartneren,
 For alle hække er låst.
 
 DAT ROSA MEL APIBUS
 
 - Bo Green Jensen.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (05/09/2018 11:20)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |