Observationen af den kommende nymåne er for muslimer verden over en velsignet nyhed om ramadanens
muslimer været i færd med at forberede sig mentalt og spirituelt på at træde ind i den helligste måned i den islamiske kalender.

Ramadanens ukrænkelighed skyldes, at det er den måned, hvor Koranen for første gang blev åbenbaret for profeten Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham. Ramadanens specielle forhold til Koranen kommer til udtryk i den ekstraordinært intime kontakt, muslimer har med Koranen i denne måned, hvor man fortaber og fordyber sig i en daglig koranrecitation, som ikke finder sit sidestykke i årets resterende måneder.

Ramadanen er den muslimske fastemåned. Fasten, på arabisk »siyâm« eller »sawm«, er den tredje af de fem søjler, islam hviler på. Muslimer er blevet befalet at faste i denne måned: »O I som tror, det er jer foreskrevet at faste - ligesom det var foreskrevet dem før jer, for at I må blive gudfrygtige« (Koranen 2:183). Og: »Måneden Ramadan er den, i hvilken Koranen blev åbenbaret som retledning for menneskeheden og med klare beviser på retledningen og (at den er) den (bog), der sondrer

(mellem sandt og falsk). Derfor skal den, som er vidne til denne måned, faste i den. Men den, som er syg eller på rejse, (skal faste) det samme antal af andre dage. Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at gøre det besværligt for jer, og at I fuldender antallet (af fastedage), og at I lovpriser Allah, fordi Han har retledet jer, og at I må blive taknemmelige.« (Koranen 2:185)


Formålet med fasten er således dels at bære vidnesbyrd om den måned, hvori Koranen blev åbenbaret, dels at opnå, hvad der på arabisk kaldes for »taqwa«. Taqwa kan bedst oversættes som gudfrygtighed, gudsbevidsthed og at adlyde Allah og afholde sig fra at være ulydig overfor ham.
Betydningen af det arabiske ord for faste, »siyâm« eller »sawm«, er at afholde sig fra normale ting såsom eksempelvis at drikke og spise. Ifølge islams »sharî’ah« er definitionen på ordet »sawm«: en specifik gerning, hvis formål er at tilbede Allah og at faste med intentionen om at behage ham.


Og afholde sig fra ting, som bryder fasten fra perioden mellem daggry til solnedgang. Fasten udføres af den oprigtigt gudfrygtige muslim udelukkende for Allahs skyld - med ønsket om at underkaste sig ham. At faste indebærer at afholde sig fra al føde, drikke og samleje. Men det er vigtigt for den troende at være opmærksom på, at der er forskellige grader af faste. En af fastens vigtigste pointer er at understrege den essentielle nødvendige harmoniske balance mellem den indre og ydre dimension af fasten, hvor den højeste form for faste er fasten med hjertet.
https://www.youtube.com/watch?v=dqboPgkpfjU

Den ydre faste består i at tøjle maven og kønsdelene - men også det at afholde alle kroppens andre lemmer fra uanstændig adfærd er en del af den ydre faste. Følgelig bestræber den fastende person sig ligeledes på at afholde sine øjne fra at se på forbudte ting, sine ører fra at lytte til forbudte ting og sin tunge fra at ytre forbudte ting såsom bagtalelse, løgn og

bandeord. Den indre faste består i at beherske hjertet og sindet fra at hengive sig andre former for aktiviteter end den konstante ihukommelse af Allah, »dhikr-Allâh«. At udtømme hjertet og sindet fuldkomment for alle former for verdslige længsler og udelukkende fæstne hjertet på tilbedelsen af Allah er fastens ultimative mål.

Uden en samklang mellem den indre og den ydre dimension er fasten ganske omsonst. Den indre dimension af fasten er selve fastens hjerte: Uden denne reduceres fasten til et sæt mekaniske riter, som er fastens antitese. En farlig faldgrube, hvorom profeten Muhammad, fred være med ham, advarede: »Der er de, som ikke får andet ud af deres faste end sult og tørst.«
Koranen blev åbenbaret på årets helligste nat, »Laylat al-Qadr« (Skæbnens nat), som befinder sig i en af de sidste 10 dage af ramadanen - de helligste dage i hele ramadanen. Skæbnens nat er »bedre end tusinde måneder« (Koranen 97:3). Laylat al-Qadr er en uforlignelig gave og en skjult skat fra skaberen. Natten tilbringes af muslimer i utrættelig tilbedelse og lovprisning af Allah frem til daggry. Det siges i en overlevering fra Profeten, fred være med ham, at den, som står op i bøn på denne allerhelligste nat med forventningen om Allahs belønning, vil blive tilgivet alle sine fortidige synder.


I det hele taget er ramadanen en måned for skærpet spirituel og meditativ aktivitet. Muslimer er i denne måned særligt optaget af at udføre en masse ekstra nattebønner. Hver aften samles et stort antal muslimer i moskeen for at bede den specielle ramadan-bøn kaldet »tarâwîh-bønnen«. Moskeerne oplever et boom i daglig og især natlig frekventering under ramadanen. Der er i denne måned intens fokus på ekstra spirituel udfoldelse og opmuntringer til gavmildhed og godhed ud over det sædvanlige, fordi belønningen for gode gerninger i denne måned mangedobles.


Ramadanen kan med rette betegnes som tilgivelsens og barmhjertighedens måned. Under hele ramadanen fungerer fasten som et skjold for de fastende, der beskytter dem fra helvedes flammer. Hele måneden er helvedes døre lukkede, hvorimod himlens døre står vidt åbne.

https://www.youtube.com/watch?v=ZW_dpn_nQ0c

Den ydre faste består i at tøjle maven og kønsdelene - men også det at afholde alle kroppens andre lemmer fra uanstændig adfærd er en del af den ydre faste. Følgelig bestræber den fastende person sig ligeledes på at afholde sine øjne fra at se på forbudte ting, sine ører fra at lytte til forbudte ting og sin tunge fra at ytre forbudte ting såsom bagtalelse, løgn og

bandeord. Den indre faste består i at beherske hjertet og sindet fra at hengive sig andre former for aktiviteter end den konstante ihukommelse af Allah, »dhikr-Allâh«. At udtømme hjertet og sindet fuldkomment for alle former for verdslige længsler og udelukkende fæstne hjertet på tilbedelsen af Allah er fastens ultimative mål.

Uden en samklang mellem den indre og den ydre dimension er fasten ganske omsonst. Den indre dimension af fasten er selve fastens hjerte: Uden denne reduceres fasten til et sæt mekaniske riter, som er fastens antitese. En farlig faldgrube, hvorom profeten Muhammad, fred være med ham, advarede: »Der er de, som ikke får andet ud af deres faste end sult og tørst.«
Koranen blev åbenbaret på årets helligste nat, »Laylat al-Qadr« (Skæbnens nat), som befinder sig i en af de sidste 10 dage af ramadanen - de helligste dage i hele ramadanen. Skæbnens nat er »bedre end tusinde måneder« (Koranen 97:3). Laylat al-Qadr er en uforlignelig gave og en skjult skat fra skaberen. Natten tilbringes af muslimer i utrættelig tilbedelse og lovprisning af Allah frem til daggry. Det siges i en overlevering fra Profeten, fred være med ham, at den, som står op i bøn på denne allerhelligste nat med forventningen om Allahs belønning, vil blive tilgivet alle sine fortidige synder.


I det hele taget er ramadanen en måned for skærpet spirituel og meditativ aktivitet. Muslimer er i denne måned særligt optaget af at udføre en masse ekstra nattebønner. Hver aften samles et stort antal muslimer i moskeen for at bede den specielle ramadan-bøn kaldet »tarâwîh-bønnen«. Moskeerne oplever et boom i daglig og især natlig frekventering under ramadanen. Der er i denne måned intens fokus på ekstra spirituel udfoldelse og opmuntringer til gavmildhed og godhed ud over det sædvanlige, fordi belønningen for gode gerninger i denne måned mangedobles.


Ramadanen kan med rette betegnes som tilgivelsens og barmhjertighedens måned. Under hele ramadanen fungerer fasten som et skjold for de fastende, der beskytter dem fra helvedes flammer. Hele måneden er helvedes døre lukkede, hvorimod himlens døre står vidt åbne.

https://www.youtube.com/watch?v=ZW_dpn_nQ0c

Fællesskabet og kollektivet er endnu et vigtigt omdrejningspunkt for ramadanen. En del af fastens lektioner er at styrke det broderlige kærligheds- og solidaritetsbånd de troende imellem. »Tarâwîh-bønnen«, hvor de bedende muslimer hver aften i en hel måned bogstaveligt talt står skulder ved skulder i fælles underkastelse overfor én Gud, kommer således til at udøve en dobbeltfunktion: Ud over at styrke den enkeltes spiritualitet styrkes

bevidstheden om en kollektiv tilbedelse af den samme Gud og om en fælles skæbne. Alle muslimer er i denne måned udsat for fastens prøvelser og bestræbelser på lige fod. Og alle som én deler de opgaven om at bære

vidnesbyrd om denne måned. Ydermere udvikles en naturlig empati over for fattige og andre nødlidende mennesker. Idet man selv gennemgår vanskeligheder, bliver man bedre i stand til at forstå, hvad det vil sige at lide afsavn og være fuldstændig afhængig af andres nåde. Social solidaritet er derfor et ganske naturligt og uundgåeligt udfald af fastemåneden.


Fastemåneden er en enestående mulighed for den troende for at genetablere troens engagement, vaske tavlen ren og starte på en frisk, så at sige. En sjælden årlig træning i at genopvække den åndelige balance og udruste sig med udholdenhed, selvdisciplin og opofrelse til at vandre videre ned af livets lange rejse, som er spækket med udfordringer, prøvelser og strabadser.

https://www.youtube.com/watch?v=VYXJv744U8A

Her lidt ironisk sødme om dansk mentalitet, kald det bare månedens tilbud:

DEN DANSKE SØDME

Vi danskere skal være søde ved de fremmede
rigtig søde
sådan som det også ligger til vores natur.

Vi skal også være søde ved dem, vi ikke kan lide
især dem
så de ikke lægger mærke til, at vi ikke kan lide dem.
Det er jo bare deres kultur
ved vi.

Hvis vi ikke kan lide deres kultur
er det nok bare, fordi vi ikke har forstået den.

Vi danskere skal lære at forstå
at alle kulturer faktisk er lige gode.

Andre folks dårlige manerer
hvidløgsdånde, hånd- og halshugning
hekseafbrænding, hovedjægeri
stening, kannibalisme og alt det der:
Det er bare traditioner.
Dem skal vi ikke blande os i. Det er grimt
at mene noget grimt om andre menneskers
traditioner og kultur.

Det kan vi slet ikke være bekendt
som danskere.
Og det ligger som bekendt
heller ikke til os.
Sådan er vores kultur slet ikke.
Vi skal være søde.

Også selv om vi synes, at alle andre end danskere
er nogle røvhuller
skal vi være søde og forstående
og forstå

at det nok bare er os, der er noget galt med.



*


K SOM KAFKA

På mit verdenskort
er der ikke noget, der hedder københavn.
Der er bare et stort hul
som jeg har lavet.

Oppe i himlen sidder jeg så
sammen med mine selvmordsbombekollegaer
og ser ned på verden
mens vi mindes vores bedrifter. Så sådan

kan man altså også opleve København.
Er det forbudt at sige dét?
Så er det på tide, at jeg siger undskyld!

Men måske fordi København blev bombet
den da jeg blev født
har jeg ofte drømt om at bombe København.

- Henrik Nordbrandt ”Digte – Vi Danskere” 2010.

mvh
Simon