| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
94 
gæster og
163 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #26580 - 16/12/2018 11:33  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 En fantastisk rejse med Proust, akkurat et vandmærke, meget apropos skrev ABC nylig, ”jeg ka’ desværre ikke digte”, og dog er der i verden lige så mange digtere som mennesker til; afdøde digtere læst oplives vedvarende, samlet set lidt af en digtsamling ...
 
 I et maleri gæster en solstråle venligt lyse øjne, står en tid med dens far i haven, mens månen legende kysser de små barneøjne, et venskab uendeliggjort:
 
 2
 
 Zofia er to
 Hun giver pokker
 i drømmen
 
 Men en af disse skrøbelige aftener
 hvor vi alle seks har spist i stuen
 vil hun absolut ud og kysse månen
 
 Hun har indset at den altid
 følger med og passer på hende
 Vi går sammen ned i haven
 til stedet under stjernerne
 
 Her kysser hun ivrigt på månen og jubler
 af glæde der synger og knitrer i kroppen
 
 *
 
 Rose ser på skyerne
 
 Rose ser på skyerne
 De er meget interessante
 Hun kan granske dem i timer
 De følger hendes egen fart
 og hun bliver rolig ved deres bevægelse
 
 Rose kommer våd til verden
 Hun er nyt liv jeg holder i favnen
 Fire kilo trylledej
 En kompakt lille form
 Stadig varm efter skabelsen
 
 Hun løftes ud af et sår
 men hun kommer for at læge os
 Hun stiller ikke spørgsmål
 og jeg kan vente med at svare
 For nu er den grå-himmel mere end nok
 
 Jeg kan møde dit blik og forsvinde
 Jeg kan tabe mig selv ned i virkeligheden
 
 Ud af den brogede støj kan jeg træde
 Jeg kan lytte til dit hjerte
 og tænke at du er mit anker
 Der er stemmer og skarer på bredden
 men vi er på en ø der har revet sig løs
 
 Det er sikkert den ældste historie
 Det mørke par bliver mor og far
 En fred som overgår al forstand
 og samtlige love profeten forkynder
 Et skyhav i blik og et sind der begynder
 
 - Bo Green Jensen.
 
 Den store epoke hedder galleriet, der bl.a. indeholder fire små stjerneskud, man genkalder sig en duft af nyfødt, der føles så varmt og godt.
 
 Af stjerner tændt findes Thomas Winding jo nu som den varme elefantstemme der vant lunter rundt i ørerne for omsider at lægge sig på puden; jeg husker det lune vid og ord der lød nogenlunde således: ”børn ved jo så udmærket, de er ikke ødelagte, men udsættes de for frygt og store chok, da ka’ det selvfølgelig godt ta’ lidt tid at komme sig, nogle gange et liv...”, selv brugte han det meste af sit liv på sagen, at blive sig selv, sagde han.
 
 Hans opmærksomme blårøde elefants fløjlsbløde stemmedyb, skildpadden der stille kravler op og lægger sig, dyreverdenen tæt på menneskene i en sommerfugledal hvor ordene roligt fødes og griber ind i billedet, så tindrende øjne foran kikkassen ikke skal ængstes i deres verdensopdagelse, går nu rundt som minder i børn uden alder, altså medmindre de er ødelagt og derfor sure.
 
 I Bo Green Jensens galleri genkalder man sig den nyligt fødte i favnen, tankerne om hvorledes man dog skal bære sig ad med at skærme den lille solstråle for skyggerne; og det, at ligge sammenfoldet i det varme hus, bare ligge dér med et lille anker og læse bittesmå historier og digte højt, indtil et par smilene øjne vækker én, for naturligvis falder små og store øjne i søvn sammen, det hører jo trygheden til og er så uendelig dejligt.
 
 Noget om måner
 
 Som et hammerslået smykke
 forarbejdet af en mester
 står den store hvide måne
 i den store sorte nat,
 hvor jeg sidder tavs og skriver
 på forkerte anapæster,
 men Nanette hvisker til mig:
 Skriv et dit om mig, min skat!
 
 Det er nattens store måne
 som alverdens folk besynger.
 Og jeg ved det, ja, jeg ved det,
 at min sang er ordinær.
 Men når månen står på himlen,
 rammet ind i mørke klynger
 af forblæste træers grene,
 har den tusind måners skær.
 
 Jeg må synge om dem alle.
 Men Nanette er så vranten
 og blir ved at bryde ind i
 mine versefødders takt:
 Hvor er bogen af Cervantes?
 Hvor er nøglen til servanten? …
 Men i rummet drejer nattens
 tusind måner. Og som sagt:
 
 Jeg må synge om dem alle.
 Jeg må stå hvor marken skråner
 med en uro ved mit hjerte
 og en himmel i min sjæl,
 mens jeg gør en sang til månen
 over alle andre måner,
 før jeg slukker cigarettens
 lille stjerne med min hæl.
 
 Fra min barndom kan jeg huske
 nogle måner som var grønne …
 Ræk mig lige osteklokken,
 Sier Nanette og er dum,
 … Og de store grønne måner
 var som underfulde brønde
 med vidunderlige dybder
 i det uendelige rum.
 
 Og jeg mindes … Hvad er klokken?
 spør den kløgtige Nanette,
 … Ja, jeg mindes disse oste,
 disse klokker … Den er ti!
 Hvad det var jeg ville sige?
 Jo, de måner var så lette
 som min barndoms sæbebobler,
 der fløj bort med himlen i.
 
 Ih, hvor er du altså fjollet!
 hvisker det bag lænestolen.
 Måner er da ikke grønne.
 Det har jeg da aldrig set.
 Du sku meget helre skrive
 om Nanette og violen,
 så enhver kan konstatere
 at du er en stor poet!
 
 … Det er svalt. Og her er stille
 I det fjerne synger havet.
 Jeg er tryg og lidt forelsket
 i min egen lille fred.
 For på himlen står en måne
 i sit eget lys begravet.
 Og i mørket står en pige
 jeg kan dele månen med.
 
 Skal jeg nøjes med den halve?
 spør hun vredt og rynker panden.
 Se, der er jo ingen måne,
 så det er da noget pjat!
 … Som et hammerslået smykke
 skabt af mig, og ingen anden,
 står den store hvide måne
 i den store sorte nat.
 
 - Halfdan Rasmussen.
 
 Til herren der ikke ka’ digte ville elefanten & Villy Sørensen nok ha’ sagt: ”jeg tror man må ta’ hånd om barnet i sig, være det nær, for vedvarende at ku’ digte vejen til ud af livets tragedier; digtningen er jo fantasiens raffinerede værktøj, eventyrets muse; en tiger i køkkenet er dog intet at regne mod små hvide mus på loftet…” ;)
 
 mvh & go’ søndag..
 Simon
 P.s.: Visse og Vasse..ho ho, herligt!..;)
 
 Redigeret af Simon (16/12/2018 11:37)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26585 - 17/12/2018 14:44  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
P.s.:
 Vandet…
 
 Nogle politikere har fået den storartede idé, at bruge hele 750 mio. kroner på en ø, bygge et ”åbent Alcatraz”, hvorpå de vil bosætte 75 højrisikobetonede kriminelle udviste flygtninge, der ikke vil rejse hjem.
 Kalvehaves beboere ville sikkert hellere dele de 750 mio. kroner med 75, betale flybilletterne og stå på stranden og vinke – måske overveje om der ku’ blive råd til et par politikere..
 
 Helt ude på havkanten
 
 Helt ude på havkanten med måne
 græstage og spir hvor jorden
 fortsætter i skyer og blir til musik
 
 lå der i kælderen en gammel tørre-
 hjelm fra en damefrisørsalon det
 var min søns syv-års fødselsdag
 
 tonerne kom og gik i store prust
 som om jorden rullede til og fra
 et lam var ved at blive stegt
 
 til påsken det sneede og fnuggene
 landede på tagene der var saltsyre
 i luften som på vrangen af
 
 gamle kasketter bag tørrehjelmen
 lå en gyngehest oppe ved himlen
 en snor med kjolers kærtegn
 
 under månen så jeg en ged og hørte
 i vinden at der manglede heste en
 italiensk koncertmester trådte
 
 ud af væggen bag tørrehjelm og
 gyngehest deklamerende aconitum
 napellus og caltha palustris
 
 det er Venusvogn og Koblomme
 i lyset var en femten watts pære kom
 en kvinde der lod som om jeg
 
 ikke var der ned ad kældertrappen
 og gav sig til at grave og plante et
 kastanietræ hendes håndtaske
 
 gik op og jorden tumlede rundt i
 rummet i denne flyvende nat blev
 drengen født for syv år siden
 
 ydmyg tilsneet brød dagen frem
 
 - Sten Kaalø.
 
 Natligt vand
 
 En nat af hesteøjne som sitrer om natten,
 en nat af vandøjne på den sovende jord
 har du i dine sitrende hesteøjne,
 i dine øjne af gådefuldt vand.
 
 Øjne af skyggevand,
 øjne af brøndvand,
 øjne af drømmevand.
 
 Stilheden og ensomheden,
 to små dyr som månen fører,
 drikker af disse øjne,
 drikker af disse vande.
 
 Åbner du dine øjne,
 åbner natten sine døre af mos,
 åbner sig vandets hemmelige rige
 og strømmer fra nattens midte.
 
 Og lukker du dine øjne,
 fylder en flod dig indefra,
 en blid, tavs strøm trænger frem
 og formørker dig:
 natten fugter bredder i din sjæl.
 
 - Octavio Paz.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (17/12/2018 14:45)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26589 - 17/12/2018 23:58  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Octavio Paz skriver smukt og sanseligt, næsten helt Proustsk. Her fra Glæder og dage:
 
 Portrætter af komponister
 
 CHOPIN
 
 Chopin, hav af suk, af tårer, af gråd,
 over det sværmer skyer af sommerfugle,
 leg over tungsind, dans over bølger.
 Drøm, elsk, lid, skrig, formild, fortryl eller vug,
 altid lader dit kapriciøse lune smerten
 efterfølges af svimlende glemsel,
 som sommerfugle flyvende fra blomst til blomst;
 din glæde har forbundet sig med din sorg:
 Den hvirvlende glød øget tørsten efter tårer.
 Månens og vandets blege og blide ledsager,
 fortvivlelsens fyrste eller bedragne grandseigneur,
 skøn i din bleghed lader du dig endnu begejstre
 af solen, der strømmer ind i den syges værelse
 tilsmiler ham grædende, betragter ham lidende ...
 Smil af vemod og tårer fuld af forhåbning!
 
 ***
 
 GLUCK
 
 Kærlighedens, venskabets tempel, modets tempel.
 Som en marquis lod bygge i sin engelske
 have, hvor Amor ofte fandt berømte hjerter
 som mål for sin galskabs bue, spændt på Watteau.
 
 Men den tyske kunstner - som hun ønskede sig bedårende! -
 formede dybere og mere alvorligt, uden sødme
 de elskende og guderne som du ser i frisen:
 Herakles har rejst sit bål midt i Armidas haver!
 
 De dansendes hæle giver ikke genlyd mere i alleen,
 hvor asken fra de lukkede øjne og de slukkede smil
 dæmper vores langsomme skridt og blåner det fjerne;
 cembaloets stemme er forstummet eller brudt.
 
 Men jeres stumme skrig, Admet, Iphigenie,
 ryster os stadig, udtrykt gennem en gestus,
 og også, formidlet af Orfeus eller trodset Alkestis
 Styx - uden master, uden himmel - hvor dit geni ankrede op.
 
 Men Gluck har som Alkestis gennem Amor besejret
 døden, uafvendelig for en tidsalders modeluner;
 Der står et knejsende, modets ophøjede tempel,
 rejst på det lille Amortempels ruiner.
 
 ***
 
 SCHUMANN
 
 Hør fra den gamle have midt i vennernes kreds,
 hør drengenes og redernes fløjten fra hegnet,
 du før så forelskede, nu mat af etaper og sår,
 Schumann, du drømmende soldat, skuffet af krigen.
 
 Blidt fylder brisen langs duernes baner
 med jasminduft det store nøddetræs skygge,
 i skæret fra ildstedet læser barnet fremtiden,
 skyen og vinder taler til dit hjerte om grave.
 
 Før strømmede dine tårer til karnevallets jubel,
 eller de blandede deres sødme med den bitre sejr,
 hvis gale begejstring stadig sitrer i din erindring;
 du kan græde uden ende: den tilfalder din rival.
 
 Mod Köln bærer Rhinen sit hellige vand af sted.
 Åh! Hvor muntert sang I på festdage langs
 den bredder! - Dog nedbøjet af sorg slumrer du ind ...
 Det regner med tårer i det oplyste mørke.
 
 Drøm, hvor hun, den døde lever, hvor du er tro mod den troløse;
 dit håb blomstrer og dets skuffelser bliver til støv ...
 så opvågningens flængende lys, når lynet
 rammer dig igen, som var det første gang.
 
 Flyd, duft, marchér forbi til trommens takt eller vær smuk!
 Schumann, oh sjælenes og blomsternes fortrolige ven,
 mellem dine muntre bredder smerternes hellige flod,
 tankefulde have, øm, frisk og trofast,
 hvor lilje, måne og svale kysser hinanden!
 Hær på march, barn som drømmer, grædende kvinde!
 
 ***
 
 MOZART
 
 Italienerinder arm i arm med en bayersk prins,
 hvis triste, kolde blik fortrylles af hendes længsel!
 I sine frostkolde haver presser han mod sit hjerte
 hendes bryst modnet i skygge, for at drikke lys af det.
 
 Hans sarte tyske sjæl - et suk, så dybt, så dybt! -
 Nyder nu endelig den glødende ro at blive elsket,
 sit fortryllede hoveds strålende håb lægger han
 i sine hænder, for svage til at holde det fast.
 
 Cherubino, Don Juan! Langt fra den blegnende glemsel
 står I, i duftene af så mange søndertrådte blomster,
 som vinden spredte uden at tårerne tørrede ud,
 fra de andalusiske haver til gravene i Toskana.
 
 I den tyske park, i kedsomhedens tåger,
 er italienerinden altid nattens dronning.
 Hendes åndepust gør stemningen mild og spirituel
 og hendes tryllefløjte drypper kærligt
 ned i en smuk dags endnu varme mørke
 en friskhed af sorbet, af kys og af himmel.
 
 Marcel Proust
 
 
 Smukke og sanselige er planerne om "Den øde ø" til gengæld ikke. En øde ø i et lavvandet område?? Den må de længere ud på landet med ... :)))
 
 Bedste hilsner ved midnatstide
 RoseMarie
 
 Redigeret af RoseMarie (18/12/2018 00:00)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26592 - 18/12/2018 10:07  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Mojn' fr. Generalinde af højre nisseflanke..
 Ak ja, tror bestemt også det er indbyggernes refleksion, at tankeøen må længere ud på landet; samtidig ved de formentlig, at det er som at slå i en dyne at tro, at nogen ka' påvirke vor tids politikere til fornuftige overvejelser, før de kaster sig over den slags. Så det har de nok opgivet, i erkendelse af det sikkert bliver så meget lettere simpelthen bare at flytte. Når vi nu ved hvor ligeglade disse politikere netop har været med Danmarks små bysamfund, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at gamle smukke bysamfund nu ska' bruges til dén slags.
 
 Den voldsomme årstid hedder Octavio Paz' samling, hvori digtet står som indledning - det passede så storartet.
 
 Herunder en skytung himmel hvorfra man næsten forventer at se små snefnug danse ned fra; en mærkelig farvetone, og dér står træerne så med armene i vejret, mens Proust blomstrer i dig, jamen altså..;)
 
 Bedste morn'hilsner..;)
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26595 - 20/12/2018 10:40  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Persiske digte, et udvalg oversat af ægyptologen Erik Iversen, 1943. 
 
 Een er den elskede, men om sig har hun stillet
 for at betragte sig titusind Spejl,
 og hvert af disse viser hendes Billed
 forskelligt efter Glassets Klarhed og dets Fejl.
 
 - Maulã-nã Djã̃mi.
 
 *
 
 I Livets Bog som Pennen frem vi glider,
 og slettes ud.
 Vor Smerte prentes tæt paa Bogens Sider
 og slettes ud.
 Paa dette vilde og umættelige Hav
 af Stormen pisket, vi som Bølger frem os strider,
 og slettes ud.
 
 - Fikri Khurasani.
 
 *
 
 Se dette Legeme, en ussel Tue kun
 over en Grav.
 Se Himlens Hvælv, en muret Bue kun
 over en Grav.
 En Krypt er Verden, vi dens Døde,
 og Solens Skin, en Fakkels Lue kun
 over en Grav.
 
 - Mulla Rushdi Rustamdãri.
 
 *
 
 Den Tanke som i alle Ting er gemt og dybt begravet,
 er Billed af den Skaberaand som alle Ting har lavet,
 men hæver skumtækt sig af Grund en Kam, af Stormen avet,
 saa kalder vi den Bølge blot, endskønt den dog er Havet.
 
 - Shams-ed-Din Kirmãni.
 
 *
 
 Hvor haardt Fornuften end imod Lyst vil kæmpe,
 saa maa den dog for Kærlighedens mindste vink sig lempe.
 Selv Natten der kan skjule en Verden med sit Slør
 formaar ej Skæret fra den mindste Gnist at dæmpe.
 
 - Sehãbi Asterabãdi.
 
 *
 
 Sultanen lod slaa op sit kongelige Telt paa Ærens Mark
 og var saa borte.
 Derwishen viste Verden fra sig med et Spark
 og var saa borte.
 Kort sagt, i tvende Dage kom en broget Fugl
 som sang en Strofe fra et Træ i Livets Park
 og var saa borte. –
 
 - Risa Shirãzi.
 
 *
 
 Har end til sidste Draabe du Lykkens Bægre tømt
 hele dit Liv,
 Var end din elskte trofast og blev du elsket ømt
 hele dit Liv,
 vil dog naar Timen kommer Tro og Lykke blegne
 og alt i Livet synes dig en Drøm, som du har drømt,
 hele dit Liv.
 
 - Abũ Sa’id.
 
 *
 
 Vildt i min elsktes Lokker raser Nattens Vind.
 Hvem skimter Retfærds Vej i Skæbnens viltre Spind,
 naar af de gyldne Timer jeg gad gerne Tusind give,
 for kun et Nu at strejfe med min Aande blidt din Kind.
 
 *
 
 I Drømme har dit Navn jeg sagt
 og Mørket veg for Ordets Magt,
 saa midt i Natten jeg fik se
 en Sommermorgens gyldne Pragt.
 
 I samme Time har maaske
 min Stemme dig af Drømme vakt,
 I samme Time har maaske
 du i en Drøm din Mund mig rakt.
 
 *
 
 Med Alnaturen strides Østenvinden,
 thi den vil ikke mere bære Duft fra Linden
 og den vil ikke mere bære Duft fra Roserne,
 den vil kun sagte vifte dig om Kinden
 
 *
 
 Det var min Agt som Stenen haard at være,
 der dump for ingen Tones Magt vil klinge,
 og ved sin golde Favn ej Kim ej Frø kan nære. –
 Forgæves, thi fra Stenen selv
 saa jeg den stærke Elskovs gyldne Gnister springe.
 
 *
 
 Giv hende Kundskab, Østenvind,
 kun om min Kummer og min Klage,
 men gør det blidt. –
 Thi skulde sandt du først fortælle
 frit om min Smerte og dens Vælde,
 saa maatte hendes Død du foraarsage.
 
 *
 
 Se hvor Guldstolen Straaler
 fylder Foraarets Skaaler
 med Jasmin og Viol,
 Se hvor Farverne straaler, –
 
 Og den mægtige Sol,
 i sin Herligheds Stol
 hvis Lyshav vort Øje ej taaler
 hvis Lyskraft ingen udmaaler,
 
 faar al sin Glans alene,
 fra min elsktes Øjnes Straaler.
 
 *
 
 Friheden er et Hav
 dets Fisk er Hjerter
 der svømmer frejdigt om
 paa kaade Tangskovs Færder,
 blandt rød Koral og Rav.
 
 men dets Leg er snart forbi, –
 thi fra Bredden driver Elskov Fiskeri.
 
 Hun meder med særlig Madding,
 med Guldkrog og Ambralokker,
 til Randen er fuld hendes Fadding
 og Smaafisk i Stimer hun lokker.
 
 De la’r sig saa gerne tage
 og ønsker for sent tilbage,
 for Elskovs Guldsnøre fri. –
 
 *
 
 Jeg priser Gud som i min Verden
 har Dag og Nat til Skifte sat:
 den gyldne Dag, som er dit Ansigt,
 dit sorte Haar som er min Nat.
 
 *
 
 Kun derfor er mit Øje, at det din Skønhed
 kan Spejlet holde,
 Kun derfor er mit Hjerte, at det dit Billed’
 kan Telt udfolde.
 
 *
 
 „Hvorfra den Glans som staar om dine Lokker dig?”
 „Hvor finder Lyset vel i Rummets Mørke vej,” –
 „Da længst er visnet alle Somrens Roser nu,
 hvor kan da dufte som af tusind Roser du?”
 
 *
 
 Hvor tit har ikke Sorgen søgt mit Hus at naa,
 man altid fandt den Porten lukt og stængt med Slaa,
 nu aabner den hver Dør, den banker ikke paa,
 alt kun fordi den ses, dit Bud at gaa.
 
 - Hafis.
 
 mvh
 Nissen
 
 Redigeret af Simon (20/12/2018 11:16)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |