1
registreret Arne Thomsen
22
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18708 - 23/10/2014 07:37
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen, Simon Og tak for både Laugesen, Kirkeby, Kaalø og ja, Borum ... Vidunderlig ordlyd fra dem alle fire til musik og eftertanke ;)) Lige i øjeblikket har jeg en rasmusraptus kørende med Borum, som jeg i den grad nyder i al sin enkelhed og begyndelse, så det må her komme til udtryk i endnu et af hans tidlige digte ... Velbekomme til morgenkaffen med sang til dagens glæde Talehandlingen
grænserne mellem stilhed og tale er udvisket på samme måde som grænserne mellem organisk og uorganisk
sagte og uden bevægelse blir sten til fugl som blir sten og inde i hånden til menneske
jeg frøs og løb ind i regnbygen og stod stille dér og faldt lodret
jeg blev kongeligt modtaget af den varme jord med eftersmag af mørke
tilsyneladende udtømthed tilsyneladende lykke hvem griber med hånden for sig for ikke at falde
langsomt med pauser mellem hver død stilhedens klokker fjernt tyndt støvskyer op fra græsset
om sommeren om sommeren er vi ikke bange huden modtar og afgir signaler
jeg ville ha vished for forrådnelsens ligevægt og jeg lod mig ikke føre bag lyset
tilladt af allerede forbiblæste vindstød adspurgt af allerede opløste skyer bekræfter jeg varighed så længe ord er
vi nærmede os hinanden tyste uigenkendelige foranderlige i dansen mellem linjerne
solstriben mod væggen en klang af metal mod metal sommeren og dit udslåede hår
vi har været her vi har glemt at vi var her ordene står efter os i luften som stilheder
jeg kommer fra et mørke som ikke er mørke jeg går i et lys som ikke er lys jeg siger disse ord og er tavs
med min menneskekløgt udmåler jeg afstande mellem stjernerne og lader det ikke blive ved det
et barn af jorden og blir som et barn igen ureflekteret glæde
hvor menneskene færdes hvor de baner sig stier gennem et vildnis af næsten-betydninger
huset af ord sætningsbygningen omgivet af store grønne områder af stilhed
du kommer herind du lader dig ikke mærke med tidens gang en fugl står op fra græsset
(fra "Sang til dagens glæde" 1974)Morgenkaffehilsner fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (23/10/2014 07:38)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18710 - 23/10/2014 14:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
God eftermiddag’ til morgenstunden, sir jeg, for det var sandelig en god morgenstund du havde dig dér, med kroppen siddende ved siden af kaffekoppen, forsvindende ind i Borums dybe øjenhuler – ja, egentligheden skeletteret af Borums fotografiske blikøjne, som stod han skoleret foran et lysshow af kærlige punkere med vrede nærmiljøerklæringer. Jeg kender ingen der som han, forstod det smukke i disses udtryksformer, selv om musikken nu sprayede mine ører til med ren Irma, så jeg dårligt ku gå lige flere dage efter. Jeg var én gang til et af disse shows, men overlevede, trods alt. Ak ja, det gjorde ”transformatoren” dér ikke, men hvem gør i grunden det? I de understående to digte, findes præcis elementerne man udlever i digtet Talehandlingen, som er så godt, så godt..;)
LYSET LØFTER MIG
Lyset løfter mig, jeg som ikke kunne bære mig selv, det er ikke mig denne krop af luft som al luft er. Det er ikke stemmen der bærer, det er lyset. Lyset er den eneste lovsang.
Går i dage, vader i dage, har et bredt udvalg af dage til rådighed, kan ikke bestemme sig for hver dag, men en morgen er det, ja, en morgen.
Som dans, blades dans eller stjerners, som den dans traner træder, som søens bølger mod rørene. Som ild. Som dansen af flammer op over øjnene, som ord.
Jeg har mere tid end jeg kan være nærværende i, og kunne jeg splitte mig krop var jeg dog stadigvæk ikke verden. Men det samles i mig, som glaskugler, som sole, lyset løfter mig, åh, jeg er ikke mig selv! *
Men se nu engang her …
GRÆNSELØST
Så grænseløst åben som verdensdybet og samtidig insektsvirrende i et kaos af vinger.
Læberne former ord til luften, blæsten aflæser dem, bærer dem.
Som kroppen er klædt i hud og hud defineres som sang, således er jeg hos dig, tilfældigt, varmt.
Så grænseløst tom og træt som rummet, og med berøringens mulighed som rummet. * Poul Borum, Andethed, 1977.
Særlig dette ovenstående finder jeg er så smukt, med vore kroppe klædt i hud, som lyden fra hudens friktion mellem de andres, indre og ydre berøringsområder, naturligt smukt i al sin barskhed, en evig berøringsflade i og fra rummet, så åben og nær. Han er stadig nær, en fornøjelse, ”stjernerepporteren” der på små ben traskede afsted henover Rådhuspladsen med dasketasken henover skulderen..;)
mvh - & god aftning.. ;) Simon
Redigeret af Simon (23/10/2014 14:10)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18711 - 23/10/2014 16:35
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ham her holder jeg så meget af, hans smertelige og glædelige digte der bare ikke ku’ være i deres skabers hud, her starten af samlingen:
Michael Strunge 1981.
Vort syn rørte himlen:
Slip farverne fri, fold fanen ud!
Fanen går til det snavsede landskab, og vort eget sprog kvæler trommen.
Teknologiens forbrydelse forstyrrer vore danse.
Solen bliver ved at slå ned på mig, muren er en mil høj, oppe i tårnene holder de øje med mig, håber at jeg vil dø … Jeg vil ikke høre deres snak! når kongeriget kommer.
Curtis, Bowie, Rimbaud, Fritz og Tom Verlaine
*
Med himlene rundt blandt os og drømmene løs – midt INDE I storbyens VORTEX – danser jeg for første gang til sangen »ROLLERBALL«. Jeg smager TIDENS SØDME trods PLASTICSOLENs rådne duft der rammer midt i synet – trods de malede knogler i MEDIERNES SÆBE. Overalt hvor jeg kommer bliver jeg mødt med POP; EN JOMFRU FRA ET FORFROSENT ÅRTI byder mig på CANCERCOLA…. Jeg bliver ældre, ET FORKOMMENT ENGEBARN, jeg plejer mine sår med ERINDRINGER fra et liv i fortid og fremtid. Endelig bader jeg i TIDENS BØLGER, jeg dykker beruset og dybt efter kilden, men må vende om på grund af styrken og strømmen og lyset. Og, idet jeg nedefra sprænger den nu frosne overflade, der tynges af mørket, øjner jeg i forvirringen det glitrende regnbuesprøjt af vores REVOLUTION. Jeg står igen eller før? et sted i NATMASKINENs tekniske malstrøm og danser dansens dans…. Senere dreger de forkomne englebørn ud i årenes opbrud. Vi går i løb og FALD igennem NÆTTERNE med vores telefoniske rablen samlet af tråde i spinkle COLLAGER. Mange er væk, kun hjemme når man kalder, PÅ VEJ gennem byen ser jeg deres NAVN I NEON og på udsalg – eller skrevet i hast på en mur. Jeg hører igen tidens ringen, jeg hører »TIME« igen flere år efter. VINYL er accepteret – selv i FLØDEBOLLERNES PARADE ses sprængning gjort til guld: et oprør solgt som mode. Jeg kan ikke komme over det og ud, jeg søger tilflugt i HUSET FOR U-ORGANISKE. Jeg kommer ud med tanken om den organiske revolution og møder mit land i en stilstand af snak og COMA. BLONDINERS LÆBESTIFT glatter for en tid mine ømme øjenlåg, og jeg dykker igen i BEVIDSTHEDER. Atter ser jeg børnenes stærke drift, min hjerne bliver en DYNAMO, jeg vil længere, vil se en verden der er VIDERE, udfyldt af hjerter der ønsker at vide. Det er en REVOLTE, og vi låner blot halsen et par fingre, når vi lugter KVALMENDE ANMELDEREs moralske dåseånde, I en dagdrøm, en lydløs og ren PANTOMIME, er jeg en morgen efter dages søvnfrihed FÆRDIG og bleg som himmeldisen. Jeg er tom for indre syn, og udenfor er kun DEN HÆSLIGE BY, beskidt som alle kender den. I et pludseligt syn af løsslupne farver aner jeg igen DEN FREMMEDE BY, stedet uden tårne. Senere, om natten, har jeg STRÅLENDE TID! Til forudanelser om mord og march. Alt er så langsomt, de forkomne venner er STATUER. NÆRMERE dagen, dommen, døden, nærmere dette sidste »Vi sås« til jorden forpulet af verden! En anden nat må jeg ha’ set en stjerne, som jeg glemte for længe siden. Dens varme blålige stråler blafrer i kulden som selveste DRØMMENS FANER … Jeg venter på varmen og lyset som blomsten.
*
VORTEX
I en malstrøm af snavset storbylys der farver asfalten som Pollock piskes de til kugler af kviksølv der som sanser rejser byen. Øjne er nu lysreklamer næsebor er bilos ørerne larmende biler. Hjerterne er rådhusklokkerne der pumper benzin gennem gaderne. De trækker vejret gennem alle vinduerne. Fra radiomasten sendes bølger af regnbuesæd til alle verdens kvindelige storbyer.
I en hvirvelvind af sirener rystes de sammen til genfødte kroppe i ugens centrum. Det er højlys dag og byen sover.
*
»ROLLERBALL«
Under byen er et stort selvlysende hav overfladen er is som blåt sølvpapir dybere og glødende uran det kunne være flydende krystaller lys det duver svagt som en elektronisk hyletone blå røde grønne stråler af energi løber som kugler af kviksølv mellem antenner syntetiske sirener synger synkront som flader af chrom i gensidig spejling som foto af tog gennem natten fremkaldt med lang eksponeringstid som lyserød lysantin mg 50 glidende gennem spiserøret for at stoppe monoton motorik som lyden af TVsc prøvebillede synet af kølig pernod i glas plastiske kemikalier …
*
TIDENS SØDME
Græske vasers vemodige duft! Og i ruinerne af min vision: Forklædte familier i infrarødt. Dog må der tages forbehold for vintergardiner og brostenenes facon. I turisternes enetimer af kulørt fajance uddeles vrede og sendrægtige manifester for fremtidens lysmaster og en febrilsk overlæge skriver falske recepter på chokolade og timian. I går så jeg en svales fordømte rute mod blinklysene i parkens eftermiddag. Jeg græd frontalt og biseksuelt forsøgte at udholde himlens pinsler. For fjerde prøvede min lille butterfly at overbevise en paryk om nødvendigheden af ild og nat. Men ingen synes at reagere så spontant som den genrejste kærligheds flamingo der uden at blinke eller trække vejret stilfærdigt og på fransk forkyndte: »Det hele er jo bare en elskers pyjamas eller tidens sødme!«
*
PLASTICSOLEN
Gaderne er fyldt med blinde børn. Det blæser koldt gennem byens tomme kranium. Ting falder ned fra himlen: radioer, pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas. Rundt om byen ligger skoven og gærer af gift og medicin. Mellem to tårne går en ung mand på en udspændt line. Indover de bedøvede huse trækker store mågeflokke ud mod det golde, lunkne hav. Plasticsolen gløder som et betændt øje stråler af jod blinder indbyggerne. Dybt i coma sover asfalten dækket af blå sne: Belyst af TV-ruderne. Denne tidlige aftens musik består af støj fra døende maskiner. Nylonvinden blæser koldt og dækker de levendes hud med et tyndt lag smerte.
- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
mvh Simon
Redigeret af Simon (23/10/2014 16:40)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18712 - 23/10/2014 17:54
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
JAAAAAAAA :)))))))))))))) Vildt godt med Strunge her efterfølgende Lader lige øjnene skæve lidt mere til ordene, så de også kan fæstne sig ... derinde i mig ... og så vender jeg tilbage med servering til aftenkaffen eller natmaden ;)) PS. Skønne, skønne ord fra Borum, har endnu ikke fået hænderne ned og ind til kroppen ;)) Hænderne over hovedet fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (23/10/2014 17:57)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18713 - 23/10/2014 19:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen RM..
Ja, så er der her et par stk. til, til aftenskaffen, og måske en lille kage dertil?, ja hvem ved ;) Herunder et digt der gir (mig) associationer til Morten Nielsens pennestrøg, et der bare virker! De øvrige er forskellige fra Kongen af Mørket, og skaber en sjov konstellation. Jeg er enig i at Strunge passer så fint ind – og har tænkt at snige resten af samlingen ind, uden nogen opdager det. Ha’ en god aften.
KONGEN AF MØRKET
Jeg er kongen af Mørket, alle mine nætter er sten – jeg er Kongen af Mørket, sten har jeg spredt på min vej.
Selv er jeg ild og tanker, selv er jeg glødende støv, du kan ikke flyve fra mig så sandt som nat er dag.
Med lænker om hænder og øjne står jeg i legemers storm. Jeg er Kongen af Mørket, forladthed og frihed i ét.
*
RUM
Mit rum strømmer over med rum jeg har alle stjernerne herinde alle vinde.
Min krop er så overfyldt med alle mennesker at jeg bare har smerte at give dig.
Kald det glæde hvis du vil. Det er det åbne rum vi bor i.
*
SØLVSERIEN
1 Hvis jeg var min egen skygge, hvis jeg var i verden, hvis søens spejl var i min hånd og alle stjernetegn dansede,
hvor skulle jeg da dække dig med kroppe;
men der er langt til næste jord, der er afgrund over øjne, en brand af is langs verdens rand,
og alle dine tider tikker bort;
så jeg går ind hvor døden ikke standser mellem vægge, og jeg går ind i en snedrøm med jord til alle sider,
og jeg går ind i dig.
2 Selve det indgangsbestemte skjoldet af modtag-og-giv, selve det overglemte lykkesultne liv.
Vinduet af vand døren af brød tremmernes solmønsterland gulvets skrå død.
Hvor er vi rige på afstand, aldrig holder det op. Fingrene mærker din tavshed, tungen mærker din krop.
3 Ja der er langt ned eller op tårnet af skygge skyggen af krop.
Jaget i løvet funder forført kroppen tikker det har jeg hørt.
Vandets rejse når helt ind sådan at elske i sind og skind.
Ja jeg kan forme verdens bund overgivet til din mund.
4 Som med løv som med rejser der er ikke den nåde jeg ikke kan nå.
Himlens dække havets lukke alle sekunder er tomme og smukke.
Der er ikke den afgrund som er tilbage jeg vil samle dage.
5 Sådan ligge landet sådan ligger jorden arme af solstråler tilbage til solen fugle af sangens forvildelse spredte som vinger fra sky til sky.
Dag mig ikke sorte nat lys mig ikke klokken tre-hav sølvmørkt tungt. Sådan ligger jorden jeg skal arve.
6 Jeg var bange for at se hvor bange jeg dog var jeg havde lange ar af sne og ingen verdens svar.
Da kom du påfuglmorgen i havens skønne skrig at glæden er som sorgen: uovervindelig.
Nu er jeg ikke bange (det er jeg bange for). Middagshedens sange er dødens fadervor.
7 Inde i sneland hos de hurtige skygger traf jeg beslutninger jeg ikke kunne fatte:
Løv til løv og fjer til fjer fuglen sover inde i stammen:
Sådan kan det gå i de tikkende år jeg holder af din krop som jeg holder om.
8 Lille fugl verden jeg sulter så stort kom i din fjerdragt regnbuegjort.
Selve det lynende løber mit blod jeg har kun et træ at læne mig mod.
Regnen er kropstung at elske ned dine omrids er jeg noget ved. *
DE TRE TIGGERE
Der var tre tiggere der drog ud for at finde verden. Omsider, århundreder efter, kom de til- bare. Den første, værkbruden og træt, sukkede og sagde: - Jeg fandt ismarker, jeg fandt snebjer- ge, jeg fandt slagger – var dét verden? Den anden, syg og sanseforbrugt, smaske- de og sagde: Jeg fik det hele, jeg beholdt det, jeg har ingenting, det må da vist være verden? Den tredje kom dansende, han var ung som sig selv, og sagde ingenting. Han lagde sig ned på jorden og sov med den.
*
FLYGTIGT
Jeg er et bjerg af drifter og en vej over bjerget og en tunnel igennem
Jeg er en have hvor længsler slynger sig som løfter og lag efter lag af opfyldthed suges ned
Jeg er himmel uden stjerner og lidt efter lidt borer de sig igennem - således danser min hud
Jeg er et stort fjernt land hvor langsomme omrids bor i deres kødhuses ubevidsthed og jeg elsker med dem alle som den jord hvoraf
Jeg er dine drømte skyer for sådan fjerner jeg mig og nærmer jeg mig og jeg er din virkelige regn for sådan tar du imod mig
Jeg er tiden før og tiden efter og ophævet et lyn af øjne mund og køn en smerte som ikke er smerte
Jeg elsker nedad til de små døre i huden i havet i himlen og hvorsomhelst jeg træder genkender jeg flygtigt den flygtige ømhed
Berør mig med berøring og berør mig med ikke-berøring.
*
Poul Borum, Ingen vej er længere end lynet, 1983.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|