|
0
registrerede
519
gæster og
56
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen RM..
Ja, så er der her et par stk. til, til aftenskaffen, og måske en lille kage dertil?, ja hvem ved ;)
Herunder et digt der gir (mig) associationer til Morten Nielsens pennestrøg, et der bare virker! De øvrige er forskellige fra Kongen af Mørket, og skaber en sjov konstellation. Jeg er enig i at Strunge passer så fint ind – og har tænkt at snige resten af samlingen ind, uden nogen opdager det. Ha’ en god aften.
KONGEN AF MØRKET
Jeg er kongen af Mørket,
alle mine nætter er sten –
jeg er Kongen af Mørket,
sten har jeg spredt på min vej.
Selv er jeg ild og tanker,
selv er jeg glødende støv,
du kan ikke flyve fra mig
så sandt som nat er dag.
Med lænker om hænder og øjne
står jeg i legemers storm.
Jeg er Kongen af Mørket,
forladthed og frihed i ét.
*
RUM
Mit rum strømmer over med rum
jeg har alle stjernerne herinde
alle vinde.
Min krop er så overfyldt
med alle mennesker
at jeg bare har smerte at give dig.
Kald det glæde hvis du vil.
Det er det åbne rum vi bor i.
*
SØLVSERIEN
1
Hvis jeg var min egen skygge,
hvis jeg var i verden,
hvis søens spejl var i min hånd
og alle stjernetegn dansede,
hvor skulle jeg da dække dig
med kroppe;
men der er langt til næste jord,
der er afgrund over øjne,
en brand af is
langs verdens rand,
og alle dine tider
tikker bort;
så jeg går ind hvor døden
ikke standser mellem vægge,
og jeg går ind i en snedrøm
med jord til alle sider,
og jeg går ind
i dig.
2
Selve det indgangsbestemte
skjoldet af modtag-og-giv,
selve det overglemte
lykkesultne liv.
Vinduet af vand
døren af brød
tremmernes solmønsterland
gulvets skrå død.
Hvor er vi rige på afstand,
aldrig holder det op.
Fingrene mærker din tavshed,
tungen mærker din krop.
3
Ja der er langt
ned eller op
tårnet af skygge
skyggen af krop.
Jaget i løvet
funder forført
kroppen tikker
det har jeg hørt.
Vandets rejse
når helt ind
sådan at elske
i sind og skind.
Ja jeg kan forme
verdens bund
overgivet
til din mund.
4
Som med løv
som med rejser
der er ikke den nåde
jeg ikke kan nå.
Himlens dække
havets lukke
alle sekunder
er tomme og smukke.
Der er ikke den afgrund
som er tilbage
jeg vil samle
dage.
5
Sådan ligge landet
sådan ligger jorden
arme af solstråler
tilbage til solen
fugle af sangens forvildelse
spredte som vinger
fra sky til sky.
Dag mig ikke
sorte nat
lys mig ikke
klokken tre-hav
sølvmørkt tungt.
Sådan ligger jorden
jeg skal arve.
6
Jeg var bange for at se
hvor bange jeg dog var
jeg havde lange ar af sne
og ingen verdens svar.
Da kom du påfuglmorgen
i havens skønne skrig
at glæden er som sorgen:
uovervindelig.
Nu er jeg ikke bange
(det er jeg bange for).
Middagshedens sange
er dødens fadervor.
7
Inde i sneland
hos de hurtige skygger
traf jeg beslutninger
jeg ikke kunne fatte:
Løv til løv
og fjer til fjer
fuglen sover
inde i stammen:
Sådan kan det gå
i de tikkende år
jeg holder af din krop
som jeg holder om.
8
Lille fugl verden
jeg sulter så stort
kom i din fjerdragt
regnbuegjort.
Selve det lynende
løber mit blod
jeg har kun et træ
at læne mig mod.
Regnen er kropstung
at elske ned
dine omrids
er jeg noget ved.
*
DE TRE TIGGERE
Der var tre tiggere der drog ud for at
finde verden.
Omsider, århundreder efter, kom de til-
bare.
Den første, værkbruden og træt, sukkede
og sagde:
- Jeg fandt ismarker, jeg fandt snebjer-
ge, jeg fandt slagger – var dét verden?
Den anden, syg og sanseforbrugt, smaske-
de og sagde:
Jeg fik det hele, jeg beholdt det, jeg
har ingenting, det må da vist være verden?
Den tredje kom dansende, han var ung
som sig selv, og sagde ingenting.
Han lagde sig ned på jorden og sov med den.
*
FLYGTIGT
Jeg er et bjerg af drifter
og en vej over bjerget
og en tunnel igennem
Jeg er en have
hvor længsler slynger sig som løfter
og lag efter lag
af opfyldthed
suges ned
Jeg er himmel uden stjerner
og lidt efter lidt
borer de sig igennem
- således danser min hud
Jeg er et stort fjernt land
hvor langsomme omrids bor
i deres kødhuses ubevidsthed
og jeg elsker med dem alle
som den jord hvoraf
Jeg er dine drømte skyer
for sådan fjerner jeg mig og
nærmer jeg mig
og jeg er din virkelige regn
for sådan tar du imod mig
Jeg er tiden før og tiden efter
og ophævet
et lyn af øjne mund og køn
en smerte som ikke er smerte
Jeg elsker nedad til de små døre
i huden i havet i himlen
og hvorsomhelst jeg træder
genkender jeg flygtigt
den flygtige ømhed
Berør mig med berøring
og berør mig med ikke-berøring.
*
Poul Borum, Ingen vej er længere end lynet, 1983.
mvh
Simon
|
|
|
|
