|
0
registrerede
398
gæster og
137
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
God eftermiddag’ til morgenstunden, sir jeg, for det var sandelig en god morgenstund du havde dig dér, med kroppen siddende ved siden af kaffekoppen, forsvindende ind i Borums dybe øjenhuler – ja, egentligheden skeletteret af Borums fotografiske blikøjne, som stod han skoleret foran et lysshow af kærlige punkere med vrede nærmiljøerklæringer. Jeg kender ingen der som han, forstod det smukke i disses udtryksformer, selv om musikken nu sprayede mine ører til med ren Irma, så jeg dårligt ku gå lige flere dage efter. Jeg var én gang til et af disse shows, men overlevede, trods alt. Ak ja, det gjorde ”transformatoren” dér ikke, men hvem gør i grunden det?
I de understående to digte, findes præcis elementerne man udlever i digtet Talehandlingen, som er så godt, så godt..;)
LYSET LØFTER MIG
Lyset løfter mig,
jeg som ikke kunne bære mig selv,
det er ikke mig
denne krop af luft
som al luft er.
Det er ikke stemmen der bærer,
det er lyset.
Lyset er den eneste lovsang.
Går i dage,
vader i dage,
har et bredt udvalg
af dage til rådighed,
kan ikke bestemme sig
for hver dag,
men en morgen er det,
ja, en morgen.
Som dans,
blades dans eller stjerners,
som den dans traner træder,
som søens bølger mod rørene.
Som ild.
Som dansen af flammer
op over øjnene,
som ord.
Jeg har mere tid
end jeg kan være nærværende i,
og kunne jeg splitte mig krop
var jeg dog stadigvæk ikke verden.
Men det samles i mig,
som glaskugler, som sole,
lyset løfter mig,
åh, jeg er ikke mig selv!
*
Men se nu engang her …
GRÆNSELØST
Så grænseløst åben
som verdensdybet
og samtidig insektsvirrende
i et kaos af vinger.
Læberne former ord
til luften,
blæsten aflæser dem,
bærer dem.
Som kroppen er klædt i hud
og hud defineres som sang,
således er jeg hos dig,
tilfældigt, varmt.
Så grænseløst tom og træt
som rummet,
og med berøringens mulighed
som rummet.
*
Poul Borum, Andethed, 1977.
Særlig dette ovenstående finder jeg er så smukt, med vore kroppe klædt i hud, som lyden fra hudens friktion mellem de andres, indre og ydre berøringsområder, naturligt smukt i al sin barskhed, en evig berøringsflade i og fra rummet, så åben og nær. Han er stadig nær, en fornøjelse, ”stjernerepporteren” der på små ben traskede afsted henover Rådhuspladsen med dasketasken henover skulderen..;)
mvh - & god aftning.. ;)
Simon
|
|
|
|
