| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
31 
gæster og
236 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #24271 - 17/12/2017 03:02  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Nu sneen atter forsøger at lægge sig i små bløde dyner, er det godt at ta’ på café i Schades blik, her fyldt med liv og kærlighed – nærmest på nissevis:
 På en café i Assens
 
 I Assens var der vådt og tomt og koldt, og som et stykke
 sæbe,
 der glider ud af hånden, når man trykker – steg den
 gyldne måne
 spejlblank op af havet – – se derude, rund og fristende
 som om den blinkede til mig alene lå, dens kugle
 sølv-glitreende på vandet, svævende, som Kristus, på de
 våde bølger –
 og en lille skonnert, sort som kul, gled glimtende forbi,
 imedens vi
 i fryd og lykke lo til „ham” og „hende” over bordet i
 den tomme
 sorte, mørke, triste, kolde, mugne, sure, fattige café,
 hvor vi sad i elskovslyst – blank steg den måne, strømme
 løb, og over havet
 holdt du dit vinglas op – og under bordet, i mørket, lå,
 din anden hånd i min,
 og vilde af begær lod vi den sejle, den lille skonnert, imod
 fjerne mål
 og sofaen, vi sad på, gyngede som havet under os, da vi
 sagde „skål”
 
 *
 
 
 I vinterens hjerte
 
 Jeg ligger syg i en seng
 og drømmer om en lille eng,
 for vinterens iskolde vind
 slår gennem vinduesrevnen herind.
 
 O gid vi lå skælvende sammen
 i mørket – nu oser flammen
 fra petroleumslampens skårede glas –
 og ensomt knager min mugne madras.
 
 *
 
 Naturkatastrofe
 
 Fyret står ved Vesterhavets kyst,
 flænger natten over havets bryst.
 Og utroligt ånder under silke
 dine bryster som Maria Rilke.
 
 Drømmer om en mand der tog om dem
 nu i eftermiddags klokken fem.
 Og som land af havet stiger op
 flænger du nu silken af din krop.
 
 *
 
 Lykke
 
 Skyer går over hor,
 begravelse, lykke, sødme –
 jeg får kaffe med piskefløde.
 – Hendes søde kind må rødme.
 
 Lysedugen skælver
 ved de blotte knæ –
 min cigaret rødmer
 og falder ud af munden.
 
 - Jens August Schade.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24284 - 20/12/2017 02:04  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej i natten Simon
 Inspireret af dig, glæden og Schade og fra bogen Schade i Spejlet udgivet af sønnen Virtus i anledning af Schades 75 års fødselsdag :))
 
 
 Det indbildte billede af Asger Jorn
 
 Det er sagt, at Øjnene er blinde, at det er med hjertet man kan se. det er paa samme maade med øret. Det er døvt, og det er med hjertet man hører. Ord og billeder eksisterer ikke i øjet og øret men i hjertet, om man forstaar at hjertet er det pulserende liv, der paa forunderlig vis besjæler støvet og former vore vidunderlige legemer.
 Da jeg fandt ud af dette undrede jeg mig ikke længere over den poetiske vision i Schades tegninger. denne kunstner, mer sanselig end nogen jeg kender, er ikke sanselig i almindelig overfladisk forstand, men ejer hjertets sanselighed i en grad, der besjæler ord og billeder med samme selvfølgelighed.
 Er der grund til at tale om selvfølgeligheder? Er der grund til at tale om regnen, der selv taler til os. Schades tegninger er selvfølgelige som regnen, og alle har lejlighed til at opleve det.
 Engang begik jeg den taabelighed, at ville illustrere en bog af Schade, men da var jeg ogsaa meget ung. Nu ved jeg, det er ugørligt for andre end ham selv.
 Øjet og øret, følelsen og smagen er blot sanselighedens veje. de virkelige synes opfanges af hjertet og udgaar fra hjertet. Schade er seer, synsk og visionær, fordi, der ikke for ham eksisterer noget oversanseligt, men blot sansninger af en langt intimere beskaffenhed end de fleste kender, og hans kunstneriske udtryk er paa samme lykkelige maade suveræn over for sanseomraadets almindelige omfang.
 Billeder og indbildninger er bygninger, der rejses i vore sjæle af visionære, der har vore sanser og (?) i deres magt, og kan gøre mærkelige ting ved os.
 Nogle linier paa et stykke papir, nogle små bogstaver og ord, der også bruges til saa meget andet, bliver pludselig anledninger til, at vi oplever de sælsomste ting, som er blevet oplevet og forstået af kunstneren.
 Schade nedskriver sine tegninger, som han skriver sine digte. De er i sig selv digte, der kan læses, og samtidig er de præcise som modeltegninger i et værktøjskatalog. For Schades digte er værktøj, der aabne veje til livets mest hemmelighedsfulde oplevelser.
 Hvor er vi mange, der er lykkelige, fordi Schade er, lykkelige, fordi der en lille linie, nogle ord eller tegn vi kan kan erindre og tage frem (?), glemme uden dog at at glemme det de virkede i os, som et smil, en varme, der altid er der, noget forunderligt vi ikke kan undvære, og som vi dog troede laa uden for vores rækkevidde.
 
 
 Glædelig nat til alle morgennisser
 RoseMarie
 
 Redigeret af RoseMarie (20/12/2017 02:05)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #24285 - 20/12/2017 05:02  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Mojn i den årle, RM..
 Når de søde små juledryp begynder at rende ud af det andet øre, altså ikke specielt på Hviids, men fordi man bare er så sød overalt, nærmest nuttet, og man derfor ender med at savne synet og lydene af den gode gamle velkendte frækhed, ja så ka’ man jo godt ka’ få brug for et ordentligt skud Nordbrandt, velnærmest som en penicillin mod noget elysæisk unisset – nisser er nu engang helårsfrække, ham her ér i al fald, og jeg ville ikke undvære ham! Bare sagt som endnu én af de hjemmelige, der vist finder sig bedst hjemme ude:
 
 Mellem jul og nytår
 
 Mellem jul og nytår
 er der næsten ingenting.
 Det kan næsten være
 i en almindelig, sort håndtaske
 af den type jordemødre bruger
 plejede min mor at sige.
 Men jeg ved ikke, om den form for logik
 er gangbar i dag.
 Det gør ikke noget, hvis man glemmer tasken.
 Der er alligevel ikke nogen, der vil have den.
 Til næste år på samme tid står den der igen
 på bænken på perronen.
 Ingen sætter sig ned ved siden af den.
 Sådan er det mellem jul og nytår.
 Det er selvfølgelig noget andet
 hvis det lige har sneet
 og der ligger lidt sne oven på tasken
 og man kan forestille sig
 et damplokomotiv køre ind
 ude fra skumringen.
 Sådan ser den taske altså ud.
 Den er din. Tag den!
 Min mor sladrer ikke
 (Fralandsvind 2001)
 
 *
 
 Nietzsche og de andre
 
 Hvorfor begynder du altid med årstiden?
 Jeg synes årstiden er i orden, men ikke hver gang.
 Jeg kan godt lide foråret
 men hvad med Nietzsche og de andre?
 Efteråret, ved du, er det bedst ikke at tale om.
 De her fede gæs f.eks.
 Jeg fulgte din opfordring, og tog ud og så på dem
 hvordan de øvede sig på den store flyvetur mos syd
 nu hvor nætterne er blevet mørke og stille
 så havet pludselig lyder anderledes
 med tryk på a og et rullende r.
 Lidt som om man har hældt grus i det.
 Og det på grund at et øjebliks uopmærksomhed.
 Skal vi opføre os som vildgæs
 bare fordi tiden overlistede os
 bare skrige og skrige, og så flyve vores vej?
 Vi kunne nok lære at flyve, men hvad med meningen?
 Hvor skulle vi så flyve hen?
 Det kan ikke være årstiden, der er meningen
 bare årstid på årstid i én uendelighed.
 Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger
 ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche.
 Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri
 og ved samme lejlighed forbyde religionerne
 i det mindste de patriarkalske.
 Så hvorfor begynder du egentlig ikke dér
 eller et hvilket som helst andet interessant sted?
 Bare ikke denne evindelige årstid
 der i bedste fald gør én melankolsk og i værste, desperat
 specielt her den sidste uge i september.
 Og hvorfor siger du i det hele taget du og ikke jeg
 eller i det mindste De?
 (Besøgstid 2007)
 
 - Henrik Nordbrandt.
 
 Og så til det nissede, hvori Schade indgår som en helt naturlig helårstilstand, ja han er med i det hele, som en del af os: en folkekær digter som står og kigger ind i så mange stuer, skulder mod skulder med andre selvfølgeligheder, bl.a. ham her, der jo har sit at sige om det hjemmelige:
 
 Danmark
 
 Danmark står ude om natten
 skorstene, vejen ned til Aggersund.
 
 Det blæser. Det er stille. Udendørs
 huller og en strækning der forsvinder.
 
 Morgenen hiver det ind under sig
 og afslører det samme.
 
 Nå, siger vi, så det
 er så vort, dette land, vort.
 
 Jeg kender også et hul.
 Nej.
 
 Lyset kommer op, flere skorstene
 og deres skygger i byerne, Aggersund.
 
 Drejningen ved krudtværket melder sig
 men forsvinder i tænderne på Kammerslusen.
 
 Nu skal jeg prøve: Ved middagstid
 sidder vennerne og spiser.
 
 Frygteligt nærmer tidspunktet sig gennem
 Magstræde, Vognmagergade, fire-fem.
 
 Hvæsser knivene og ville gerne mumle
 uheldsvangert ved synet af statuernes hoveder.
 
 Åhå. Men de svindende skorstene og
 asfaltens tryghed, tanken om denne styrke.
 
 Tålmodigheden i sporvognene og den legitime
 selvbevidsthed mellem fisk og køer, værdigt.
 
 Nu spiser de igen, vennerne, musikgafler
 og statuerne tager sig til halsen.
 
 Den sidste lander på Amager med horisonten
 selvfortærende mellem hjulenes svirpgummi.
 
 Bryster sig op igen mellem hullerne
 med hullerne, drejningen, slusen, strækningen.
 
 Danmark står ude.
 Danmark. Danmark. Danmark.
 
 *
 
 Eller hvad med denne musik:
 
 Søndergaard igen
 
 I Ferring lukker de døde
 havelågen efter sig
 men det trækker alligevel.
 
 Kirken har sine komplekser gående
 med fyrtårnet lidt sydpå
 hvem rager mest op?
 
 Søndergaard kommer ud af en mand af cement.
 Han går igen.
 
 Søndergaard maler tid evig tid.
 Det landskab kan aldrig
 blive Søndergaardsk nok.
 
 - Ham hængemulen, Fædrelandssange, 1967.
 
 Ja, man ka’ høre Schade i regnen og mærke Rifbjerg i solen, være i det, som en del af vort. Og i guder, hvor lægger vi mærke til mangt og meget, i kraft af så mange fine danske poeter, ja, det går an at blive lidt vemodig – lidt sne ville sikkert få det til at tippe..;)
 
 Morn’ fra..
 Nissen
 
 
 Redigeret af Simon (20/12/2017 05:05)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |