| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
201 
gæster og
155 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #22351 - 16/12/2016 06:43  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
En morgenhilsen fra en genopstået … 
 Anton i Kærby
 Hans død og genopståen
 
 Vi ved alle, at julen er hjerternes fest, det er en glædesfest, som muligvis er anbragt på et forkert tidspunkt i året, men det er fordi man har overtaget de gamle hedenske feststunder for at overbevise de vantro om noget ganske andet.
 
 Førhen troede man jo fx på, at tordenen skyldtes, at Thor kørte henover himlen med sine bukke. Nej, det tordner, fordi GUD og Sct. Peder engang imellem tar sig et slag tennis, og når bolden så rammer jorden (vores himmel. red.), så tordner det. Det giver også en meget bedre forklaring på, hvorfor det næsten kun tordner om sommeren.
 
 Anton W. Olsen, der boede i Kærby, blev en skøn sommeraften, da han vaklede hjem fra den lokale café, ramt af et lyn. Han kom derfor op til himlens port, da bestyrelsen trods alt følte sig lidt ansvarlig. Han fik hurtigt tildelt en palmegren og en lille harpe samt skemaet for den himmelske dagsorden.
 
 08 – 12: Synge Hallelujah
 12 – 18: Juble
 18 – 24: Synge Hossiannah
 
 Kl. 8 om morgenen begyndte Anton altså at synge ˶Hallelujah˝. Han, der havde levet det meste af sit liv på værtshus, gav den faktisk efter det, man i salmebogen kalder ˶egen melodi˝. Det samme skete med Jubel og Hossiannah.
 
 ˶Hallelujah, kommer der ikke snart…˝
 ˶Hossiannah˝…
 
 Efter næsten et halvt år blev det den gode Gud for meget, han kaldte Sct. Peder til sig. De blev imidlertid enige om, at de ikke kunne være bekendt at sende ham ned i underverdenen.
 Men pludselig en torsdag, mens GUD var travlt optaget af at sætte det mindste blad på en nælde, kom Sct. Peder løbende: ˶Vi sender ham tilbage igen, vi sender ham tilbage igen˝, råbte han.
 ˶Vi har dog kun sendt nogen ned, hvis vi kunne gøre om på menneskeheden eller dele af den˝, svarede Herren.
 ˶Vi kunne sende ham tilbage igen med en gudelig indskydelse til den danske regering˝, mente Sct. Peder.
 ˶God idé˝, sagde den gode Gud, og han vidste jo virkelig, hvad der var godt.
 Hurtigt skrev han et par gudelige indskydelser ned, og kort efter stod Anton i den himmelske elevator, som en af de få, der ikke skulle i kælderen, men som havde fået lov til at stå af i stuen.
 
 Da Anton atter stod i Kærby og så sin gamle stamcafé, og hørte Harmonika-Egon give den med ˶Kommer der ikke snart …˝, så gik han lige ind. Den gode, gamle stemning greb ham igen, og da han jo allerede havde mærket suset af evighed, ja så blev han siddende, og siddende, og siddende … og siddende. Det er derfor, at den danske regering aldrig nogensinde har fået en gudelig indskydelse …
 
 Det er en mærkelig historie, og den er heller ikke sand.
 
 - Jesper Klein, Almanak 1984.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (16/12/2016 06:48)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #22355 - 16/12/2016 18:30  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Marconis hytte
 Lille og vagtsom som et fyrtårn,
 et rent og klart sted for barnet i enhver,
 er det som havde havet talt i dig,
 og så var ordene tørret ud.
 
 Bidt og opforstret der ved havet,
 og af det Britiske forår,
 er der vist kun en måde at ske på
 og et digt til at vise, at det er sket.
 
 Jeg er tæt på nu, breder armene ud
 imod dine slotstykke mure. Jeg må lære
 at bruge din vildskab, når jeg låser din dør
 op og i, den er svagere end kys.
 
 Måske er du en eller anden slags gud
 eller menneskestjerne, varig på trods
 som en node lænet op ad en vase med blomster.
 Eller en rød skjorte på lyseblå baggrund.
 
 Dit sinds seng har udstået bøger
 af kærlighed, du er hvad jeg har samlet
 til mig af andet; dit køds slidte glans
 har jeg lært mig at elske igen.
 
 Endnu en ustruktureret, ugift og ufærdig
 sommer putter sit løsslupne vejr
 ind i mine vinterdigte, snyder tiden
 og blodet for dens tidløshed.
 
 Lær mig at have dig for evigt
 som man siger, det dybere modsatte
 af et billede, dine blade, den del af dig
 som havet først talte til.
 
 *
 
 Rødkridtstegning ved auktion over dødsbo
 
 En tyk og livmoderagtig knude i gardinet
 (præcist som en tømrer der viser muskler)
 unaturligt komprimeret et rige af brunt:
 
 som om himlen var smeltet en smule,
 med sine to jeger vendt af en høtyv,
 en streng af rubiner trukket igennem
 den sorte perle, den falske, og virkeligt månelys.
 
 Jeg savner en temmelig stor bunke silke
 fra min arm hvor den putter sig usagt
 i et L’s bøjning eller går til vandet, brudt af sten
 mellem fingrenes ornamentale læber;
 
 og skænds på hvert eneste kuldskært plan
 af det særlige blad hvis efterårs slægtskab
 snor den rene grønne tråd ud af mit kød.
 
 *
 
 Gladiolus
 
 Denne grænseplante, hvis statelige blomster
 kloner mættede røde på en enkelt stængel,
 vil ikke tømme jorden som georginen:
 Den har kun et mål, og det er kunsten
 at gøre sig elsket.
 Den vokser i transit med ærligheds måner
 af atlask, den træder ud af sit eget bladhang,
 evigt grøn eller grå med de kravede blade
 lagt over hinanden og frøene venligt
 flået som kerner, som tusind spillekort
 blandet i træk og svindel, kun for at fange
 de datterceller, der forårsager de gule ar.
 
 - Medbn McGuckian.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |