|
0
registrerede
42
gæster og
241
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Marconis hytte
Lille og vagtsom som et fyrtårn,
et rent og klart sted for barnet i enhver,
er det som havde havet talt i dig,
og så var ordene tørret ud.
Bidt og opforstret der ved havet,
og af det Britiske forår,
er der vist kun en måde at ske på
og et digt til at vise, at det er sket.
Jeg er tæt på nu, breder armene ud
imod dine slotstykke mure. Jeg må lære
at bruge din vildskab, når jeg låser din dør
op og i, den er svagere end kys.
Måske er du en eller anden slags gud
eller menneskestjerne, varig på trods
som en node lænet op ad en vase med blomster.
Eller en rød skjorte på lyseblå baggrund.
Dit sinds seng har udstået bøger
af kærlighed, du er hvad jeg har samlet
til mig af andet; dit køds slidte glans
har jeg lært mig at elske igen.
Endnu en ustruktureret, ugift og ufærdig
sommer putter sit løsslupne vejr
ind i mine vinterdigte, snyder tiden
og blodet for dens tidløshed.
Lær mig at have dig for evigt
som man siger, det dybere modsatte
af et billede, dine blade, den del af dig
som havet først talte til.
*
Rødkridtstegning ved auktion over dødsbo
En tyk og livmoderagtig knude i gardinet
(præcist som en tømrer der viser muskler)
unaturligt komprimeret et rige af brunt:
som om himlen var smeltet en smule,
med sine to jeger vendt af en høtyv,
en streng af rubiner trukket igennem
den sorte perle, den falske, og virkeligt månelys.
Jeg savner en temmelig stor bunke silke
fra min arm hvor den putter sig usagt
i et L’s bøjning eller går til vandet, brudt af sten
mellem fingrenes ornamentale læber;
og skænds på hvert eneste kuldskært plan
af det særlige blad hvis efterårs slægtskab
snor den rene grønne tråd ud af mit kød.
*
Gladiolus
Denne grænseplante, hvis statelige blomster
kloner mættede røde på en enkelt stængel,
vil ikke tømme jorden som georginen:
Den har kun et mål, og det er kunsten
at gøre sig elsket.
Den vokser i transit med ærligheds måner
af atlask, den træder ud af sit eget bladhang,
evigt grøn eller grå med de kravede blade
lagt over hinanden og frøene venligt
flået som kerner, som tusind spillekort
blandet i træk og svindel, kun for at fange
de datterceller, der forårsager de gule ar.
- Medbn McGuckian.
mvh
Simon
|
|
|
|
