Nu bør en debat jo egentlig handle om noget alment, noget som alle kan lære noget af, og ikke være et "bekendelsesforum" for personlige problemer, men åbenbart er behovet for at udbrede sig om egne forhold og projicere sine følelser over på andre, der ikke har samme problem, så stort, at det dominerer næsten alle internetdebatter.

Et af de værste eksempler er, hvad jeg personlig har døbt Paulussyndromet. Det består ganske enkelt af den sygeligt religiøse forestilling, at de memer om begrebet kærlighed, som Paulus og evangelisterne har stået faddere til, er så virkelighedsfjerne, at de giver anledning til stridigheder overalt i den kristne verden. Det er i allerhøjeste grad unaturligt og livsfornægtende, at kræve af levende væsener, at de skal "elske deres fjender".

Det viser sig da også i praksis, at netop "kærlighedsapostlene" er dem, der udviser den mest hadefulde opførsel i både ord og gerning. Her kan man med rette tale om en fortrængning, for der er ikke tegn på, at de på noget punkt vil diskutere deres urelistiske ideal. Ethvert modargument bliver mødt med voldsomme underlødige personangreb, hånlige kommentarer, fordrejning af argumenterne eller ignorering, alt sammen klare tegn på fortrængninger.

Selvfølgelig er det til en vis grad et spørgsmål om held, om man er sluppet gennem sin opdragelse uden alvorlige overgreb, men en psykoanalytisk terapi med sublimering ser ikke ud til at kunne fjerne smerten fra arrene. Man kan føle medlidenhed med de således samspilsramte, men kun de selv kan ændre deres verdenssyn til et mere realistisk og fredssøgende.

Det ser ud til, at denne proces kræver en række mindre "mirakler", men hvis man ikke tror på mirakler, synes anstrengelserne at være nytteløse.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Noget har du åbenbart lært, Arne, men for os, der har studeret psykologi, er det lige så kendt, at der findes måder at undersøge på, om en person har fortrængninger.

Det er en del af uddannelsen at blive testet, for mennesker med alvorlige fortrængninger bør ikke behandle andre mennesker med psykiske problemer. Selv er jeg blevet testet psykisk kernesund, hvad mine reaktioner i krisesituationer til overflod bekræfter.

Men i lyset af din opførsel her på trosfrihed, var det måske ingen dårlig idé, at du gik i terapi igen. Det kunne måske give dig den fred i sindet, som du så åbenlyst mangler i dit forhold til andre debattører.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Skudt helt forbi, Arne.

Jeg er ikke lægmand, eftersom jeg kun mangler et 3 mdr. kursus i at blive autoriseret som psykoanalytiker. Når jeg ikke har taget det, er det fordi jeg ikke er interesseret i at arbejde med syge mennesker, kun i at forstå, hvad der har gjort dem syge. Mine faglige kvalifikationer er således i orden.

Men den "ro, harmoni og lykke", du påberåber dig, genspejles på ingen måde i dine indlæg, som indeholder stribevis af negative og iblandt direkte hadefulde og hånlige kommentarer mod andre debattører, og dine indlæg er jo alt, hvad vi kan forholde os til som lægmænd eller fagfolk.

Prøv at sammenligne dine indlæg med f.eks. RoseMaries, Zenias eller Jan serotonins, og du vi se en verden til forskel. De har nemlig ro i sindet til forskel fra dig. Mine indlæg kan du ikke regne med, eftersom jeg eksperimenterer med forskellige udtryksformer i min undersøgelse af verbal kommunikation.

Jeg tror de fleste her er klare over, at din såkaldte "lykke" og "kærlighed til verden" mere er en ønskedrøm hos dig, end et udtryk for din psykiske tilstand. Derfor vil jeg fortsat anbefale dig at søge professionel hjælp, hvis du vil opnå den sindstilstand, som du åbenbart søger efter.

Mvh

Ole Bjørn :o)