|
0
registrerede
590
gæster og
149
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Paulussyndromet.
|
Nu bør en debat jo egentlig handle om noget alment, noget som alle kan lære noget af, og ikke være et "bekendelsesforum" for personlige problemer, men åbenbart er behovet for at udbrede sig om egne forhold og projicere sine følelser over på andre, der ikke har samme problem, så stort, at det dominerer næsten alle internetdebatter.
Et af de værste eksempler er, hvad jeg personlig har døbt Paulussyndromet. Det består ganske enkelt af den sygeligt religiøse forestilling, at de memer om begrebet kærlighed, som Paulus og evangelisterne har stået faddere til, er så virkelighedsfjerne, at de giver anledning til stridigheder overalt i den kristne verden. Det er i allerhøjeste grad unaturligt og livsfornægtende, at kræve af levende væsener, at de skal "elske deres fjender".
Det viser sig da også i praksis, at netop "kærlighedsapostlene" er dem, der udviser den mest hadefulde opførsel i både ord og gerning. Her kan man med rette tale om en fortrængning, for der er ikke tegn på, at de på noget punkt vil diskutere deres urelistiske ideal. Ethvert modargument bliver mødt med voldsomme underlødige personangreb, hånlige kommentarer, fordrejning af argumenterne eller ignorering, alt sammen klare tegn på fortrængninger.
Selvfølgelig er det til en vis grad et spørgsmål om held, om man er sluppet gennem sin opdragelse uden alvorlige overgreb, men en psykoanalytisk terapi med sublimering ser ikke ud til at kunne fjerne smerten fra arrene. Man kan føle medlidenhed med de således samspilsramte, men kun de selv kan ændre deres verdenssyn til et mere realistisk og fredssøgende.
Det ser ud til, at denne proces kræver en række mindre "mirakler", men hvis man ikke tror på mirakler, synes anstrengelserne at være nytteløse.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
