| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
134 
gæster og
203 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #23527 - 05/08/2017 22:19  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon Sneglenes muse ... ha ha :))  Lige så smukt det lyder, ligeså smukt lyder det, når musen ta'r saksen i hånden til lyden af Dance Masacre ... Klip, klip, klip og klip      Eske K. Mathiesen skriver her lidt om haver set med snegleøjne :))HAVER 
 Det bedste ved haver, påstår sneglen, er når de bliver opgivet og atter vil være natur, når bladene ikke bliver revet væk men får lov at ligge og rådne; når lys og skygge må bygge deres egne spindelvævsslotte; når jordbærrene år for år bliver mindre, til sidst som skovjordbær; når ingen mennesker mere kommer og forstyrrer med deres linealer, græsslåmaskiner, ukrudtspulvere og spader; når de vilde hindbær en aften tænder deres røde lygter, og sølvstierne – vort værk – begynder at glimte i månelyset; når faldne træer får lov at ligge, og stubbene dækkes af glødende mos og lav. Når alt dette sker, så synger vi snegle, og elsker, bug mod bug, i timevis, i dagevis, intet har hast, alt er lyst!
 Ved du, hvad der skete i Paradisets Have, da Adam og Eva forlod den? Blomster og fugle, dyr og insekter, ja selv regnormene græd af glæde og lo om kap med hinanden. Det var det bedste, der kunne ske, at disse to forvirrede skabninger forlod haven, sikken fest der blev! – Det gik dem ilde; men Gud så, det var nødvendigt. Gud er næsten lige så klog som en snegl.
 ... og nu med William Heinesens ordGræsset skælver i vårens regn 
 og morgenvind.
 
 I slummer står syren, duggrå og blind.
 
 
 
 Tyste og sorte  snegle bor
 
 under syrens tag.
 
 De færdes om i en glasgrøn dag
 
 som stumper af nat og vædemæt jord.
 
 
 
 Frodig og ung er syren at se,
 
 men bundet i blund,
 
 som drak den endnu med barnlig mund
 
 dyb, ulægelig drømme-ve
 
 af den sorte grund.
 ... og af lidt nyere datosom snegl med eget hus bor jeg gratis
 til gengæld har jeg ingen friværdi
 
 som regnorm med hoved i begge ender
 begynder vejen
 der hvor den slutter
 
 Claus Ejner fra "Hjertet, der faldt i søvn"
 Endnu engang takker jeg for de mange timer med Tage Voss i levende billeder og ord. De er bestemt et gensyn værd ... og her kommer så også et syn eller måske et gensyn med alle sanser i hele to timer, som jeg lige har smagt på og har sanseligt nydt og glædet mig dybt i mit hjerte ... Glæd dig! :)) https://www.dr.dk/tv/se/dr2-tema-badehoteller-2/-/dr2-tema-badehoteller-hornbaekhus#!/ God fornøjelse i sansernes vold RoseMarie
 Redigeret af RoseMarie (05/08/2017 23:12)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23529 - 06/08/2017 16:55  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej mellem dråber RM..
 Jah, naturen må for eftertiden ha’ sneglet sig rundt i noget nær en sommerforelskelse, uden de to forrykte æblegnaskere … – livet kræver dog veludviklede følehorn, men ak & ve, ja tag nu det golfbane-plæneklippende folk: jamen hvad ligner det at ødelægge helt naturlige bopladser, og så for sådan en kuglerendes skyld? Nej, jeg holder ubetinget med hr. og fru. snegl, samt med resten af bosætningen!
 
 Og tak-tak for badet, der skabte en frydefuld havudsigt oppe i mindelunden. Ja igrunden sku’ man vel for symmetriens skyld bo i en evig klukken på en husbåd, og ikke kun for morgenstemningers, men for ørernes skyld. Det er meget udmærket at ha’ noget pænt at se på, men hvad med ørerne?
 Tænk dig livet uden lyden af bladenes raslen i træer, åens rislen, ja uden P-3? ;)
 
 Nå, ik’ mer pjank fra mig. Her i stedet et forslag til dine øjne, du må også snart ha’ læst bogreolen bagfra i det her vejr: Paul Valéry, En afton med Heer Teste.
 
 Bedste hilsner fra vind & mig
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23533 - 09/08/2017 00:55  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Langt fra byerne, hvor mørket lægger sin trygge kappe om én og benene går med vækster på begge sider, tænder uglen pludselig lygterne og tankerne går sine egne veje. Svært få stier er ubetrådte, man vandrer som regel i nogens fodspor, kendte som ukendte, men får en sær fornemmelse i lygtemanden Werner Aspenströms fodspor: 
 ARIETTA
 
 En obestämd känsla av lycka
 söker en text.
 En arietta?
 För vem?
 För den som nyss lärt sig att gå?
 Eller for henne, sopranen,
 som redan står stadigt på scenen
 och sjunger om kärlek?
 
 För den som just lärt sig at gå
 och just blivit kär i en katt
 och ej vet vem hon är, att
 hon är Arietta.
 
 *
 
 MUSIKEN
 
 En viss förlägenhet griper oss ryggradsdjur
 tillhörande klassen mammalia,
 som flockats just här på perrongen.
 »Inga djur i denna vagn!«
 Ingen vågar kliva upp och sätta sig.
 Dörrarna stängs med ett väsande.
 Tåget lämnar stationen.
 Några skall komma för sent till något
 som möjligen var viktigt.
 Vi befinner oss djupt nere i gråberget.
 Det står en flicka med flöjt och notställ
 på avsatsen mellan rulltrapporna.
 Fragment av ett adagio ringlar sig ner
 och vidrör oss – oavsett vilka vi är
 och vart vårt släkte är på väg.
 
 *
 
 STADEN
 
 Vindstilla, som fallen från skyarna,
 ligger Riddarfjärden.
 Solen glimmar nästan som hos Bellman.
 Startberedd men ovillig att lyfta
 står en helikopter på en gul ponton,
 långt från de stora händelsernas centrum.
 
 *
 
 BERGSBYN
 
 En skrämmande vacker solnedgång
 kom fönsterrutorna att glöda
 och mjölkkärlen att blixtra
 i en bergsby i Österrike, från tåget sedd.
 Säkert hade de fjällkor däruppe,
 får och getter däruppe,
 trofasta hundar däruppe,
 nattliga drömmar däruppe
 om att störta utför lodräta stup
 och tio meter från det tragiska
 förvandlas til svalor.
 
 *
 
 ÄVEN VI ÄR LEKMÄN, SADE VÅGORNA
 
 Två nätter i rad med start från Stavanger
 har jag fotvandrat över Atlanten
 mellan isberg och oljeriggar
 och under upprörda samtal med vågorna
 som tröstade mig och sade:
 »Âven vi är lekman«.
 
 *
 
 GÅTAN
 
 En stötesten ses ligga här.
 Du kommer ej förbi den.
 Den ligger här och bara är
 och upphör ej, som du och jag,
 med tiden.
 Den ligger här och bara är,
 i alltings mitt,
 i mitt och ditt.
 Vi kommer ej förbi den.
 
 Vad är det för en konstig sten:
 ett rimmeri, en rimsten bara?
 
 Jag minns en dröm,
 jag vet ett svar,
 men tänker inte svara.
 
 - Werner Aspenström
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #23540 - 11/08/2017 04:06  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
La Cour-tid er den blikstille nat – som en drøm om lys fra Gyldendals Julebog 1956, her et par af hans nisserier:  
 TO
 
 To strides om mit Liv. En, som jeg kender,
 og en, som gæster mig i Nattens Ild,
 naar der befrier sig i mine Hænder
 en Drengehaand, alt vovende og vild.
 Han, jeg har slidt paa og længe har været,
 krænger jeg af mig, han er endt og brugt,
 for hældet skinnende mod Hovedgærdet
 staar der en anden, født til Storm og Flugt.
 Og Tanken rejser sig og ser beruset
 og væver ung og uforsonlig fri
 Himmel og Jord og Ildens Aander, Bruset
 af Sang til Afsind, Livet strømmer i.
 Og støttet på mit søndersprængte Fængsel
 hvisker han straalende: ˶Fuldbring dit Værk!
 Min Vinge er din Higen og din Længsel.
 Saa spænd den til mig leende og stærk!˝
 
 *
 
 ARGOS
 
 Det saa jeg: Sol og Sne,
 Havet med Klippeholme,
 et Sværd af vaarlig Ungdom
 omhvirvlet af Søfugleskrig,
 det salte grønne Argos
 rygende af Kulde
 og hvid Decembersol.
 Her har jeg naaet mit Hjem,
 naaet med vragede Lemmer,
 med Blodets Græsser gulnede,
 naaet med blindede Øjne
 fordrevet fra mine Kilder,
 med ingen Mund til at drikke
 næsten døende frem.
 
 - Paul la Cour.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |