Her kan jeg kun være enig med dig Zenia, hvis miraklerne ikke skal gælde æbletræer (vand) der forvandles til pærertræer (vin) eller gælder grædende ikoner etc af andet gøjl. Mirakakler'ne som under'ne gælder os mennesker, at vi som netop spirituelle (eller åndelige væsner) altid kan forandre os og få et nyt liv gennem Guds Åndens (den transcendente noumenale spontane frie Ånds) mægtige livgivende som skabende kraft, Gud der manifesterer sig som Åndens ekstatiske nærvær og virkelighed i vores liv. At bemærke er at Gud ikke er troet eller et forestillet som fantaseret produkt, men 'begrebet' stammer alene fra vores, menneskehedens mystiske mirakuløse transcendentale åndelige/spirituelle erfaringer og erfaringsliv, altså populært sagt det der hører ind under fællesbetegnelsen religion, det religiøse spørgsmål.

Det drejer sig altså om os mennesker, ikke om noget derude, ikke om det derude (hvorfor det ikke tilhører gængs naturvidenskab og verdensforståelse (en naturvidenskab der gør sig uafhængig af os, subjektet, når den forstår naturen, nej der kræves at vi/subjektet tænkes med (som Schelling og Hegel gjorde fx og som i moderne tid Edgar Morin og Ken Wilber forsøger at gøre det))), altså det drejer sig om os mennesker og vores spirituelle suveræne liv, vores selbstwelt eller Eigenweltske dimension (hvor mennesket selvet og verden tænkes sammen (altså ikke en objektvidenskab hvor subjektet er bortelimeneret, men subjektet tænkes med på objektiv videnskabelig vis)), der på mirakuløs og forunderlig måde kan forandre os, forny os, blive helt nye mennesker, ja potentialerne dertil har vi som de fornuftige åndrige mennesker vi er der også ejer eller står i forbindelse ekstatisk fornuft eller Ånden selv, Gud selv, ultimate reality, en skjult for øjet og sanserne transcendental ypperste åndelig/spirituel virkelighedsmagt.

Luther siger i sin fortale til Romerbrevet i afsnittet om troen følgende derom:




Al religiøsitet inderste essens har at gøre med menneskets erfaringer gennem tusindvis af år, med mystiske eller mirakuløse transcendentale åndelige eller spirituelle kræfter (inklusivt intentionelle tilskyndelser, intuitioner, visioner, som budskaber, ideer og tanker mm) som vi kan gribes af der gør os til helt nye som 'forvandelede' forandrede mennesker. Mennesket kan besættes og gribes af så stærke etiske såvel som åndelige spirituelle kræfter og energier der er så markante at man taler om at det er et brud med det normale eller naturlige, hvorfor de benævnes som transcendente.




1):

Mange af disse transcendenete forhold er kendte indenfor arbejde, krig og sport (flow; ekstraordinær vågenhed, opmærksomhed, koncentrerethed og resoluthed, snarrådighed som udholdenhed; runners high) altsammen noget som kræver en ekstra ordinær indsats fra menneskets side (et heroisk mod som en udholdenhed uden lige).


2):

De er kendte indenfor healing og spontane helbredelser, såvel som omvendelser, hvor et menneske både bliver rask som får en hel ny livsorientering som handlingsbasis i Gud, Kristus, eller Ånden (Helligånden) som nu på emergent ekstatisk vis manifesterer sig på erfaringsnært konkret vis i dette menneskes liv.



3):

De (transcendente forhold) er kendte indenfor kunst og videnskab som pludselig stor inspiration som intuition der griber folk i dagevis, ja månedsvis som fx Newton og Einsteins vedkommende.



4):

De er kendte indenfor en helt ekstraordinær etisk politisk virksomhed; Albert Schweitzer; Ghandi; Nelson Mandela; Mother Theresa; Martin Luther King; Jesus Kristus; Buddha mmfl., hvor folk modigt tør sætte sig selv og deres liv på spil i verden (træde frem på scenen), trods alle odds imod dem, som chancerne for at miste livet i visse tilfælde øges betragteligt hvis det er i forbindelse revolutionær radikal politisk engagement (Jesus Kristus; M L King fx).

Paul Tillich behandler disse forhold i forbindelse begrebsparret fornuft og ekstatisk fornuft, og han påpeger at disse transcendentale (guddommelige) ekstatiske fornuften eller åndens emergente manifestationer, ikke ødelægger eller tilsidesætter fornuften vores, vores normale fornuft/logos/ånd som forstandighed, men at de endda er afhængige af hinanden. Nøjagtig som Paulus også påpeger det. Ja ofte er det sådan at vores ekstatiske fornuft, ekstraordinære begejstring som entusiasme (noumenal spontan frie kreative ekstatiske i Gud væren), fuldfører hvad fornuften allerede var begyndt på.


Når vi holder os disse ovenfor beskrevne essentielle forhold ved religiøsitet for øje, forstår vi at det er lige så tåbeligt at mene at biologi, som fysik og kemi, som matematik skal forstås og overtages af og høre ind under litteratur, som det er at mene at det religiøse skal forstås som overtages af og høre ind under litteratur og poesi. De videnskaber der bedst formår at forklare det religiøse spørgsmål, er psykiatrien og psykologien (inklusivt sociologien) som det er filosofien (ikke mindst de erkendelsesteoretiske overvejelser) men som det da især er og bliver neurovidenskaberne der vil formå at kaste de dybeste forklaringer af sig, som at kunne honorere det religiøses altafgørende betydning og relevans (nyttige/gavnlige såvel som skadelige indflydelse på samfundet såvel som individplan).


For alle os mennesker der har haft og oplevet som konkret virkelighed disse mystiske religiøse transcendentale åndelige/spirituelle kræfter og energier der på emergent vis formår at manifestere sig, som åbenbare sig, fra tid til anden, har Jung været til stor inspiration som vejledning, såvel som neuroteologien er det idag. Mange af de religiøse erfaringer kan idag forstås og indimellem ligefrem forklares af naturvidenskaberne, men dette gør dem jo ikke mindre virkelige som potente, mægtige virkende som mirakuløse. Et godt spørgsmål er så, er det skadelige eller nyttige som gavnlige for samfundet såvel som for den enkelte, og indtil videre tyder al forskning på at de er meget gavnlige for den enkelte såvel som for samfundslivet. Et andet spørgsmål er om det religiøse engagement vil gøre os mindre videnskabelig orienterede som fornuftige, og dette er der ej heller noget der tyder på, da videnskabelighed og tro ikke er uforenelige, er modsætninger.


mange kærlige hilsner HansKrist.

[
Det er jo det svære ved ord ... Nemlig, at vi hver især lægger vor egen forståelse ind.

at være troende er for mig det, at leve med det "faktum", at der er noget, som er uendelig meget større end mig selv - noget at se op til, om man vil, men på samme tid noget, som vil mig det bedste. ... Noget, som gør, at jeg aldrig behøver at føle mig forladt. ... At der er en mening med det, som sker ... også når livet gør ondt. ...

At være åndelig er simpelthen - for mig - at være i live... At være levende. ... At være i besiddelse af sjælspotentiale i varierende omfang ... Og det uanset, om man er ateist, agnostiker eller vil kalde sig et troende væsen.

Således udtrykt Arne vil jeg tro, at vi er på bølgelængde m.h.t. det at TRO. ...?

Mvh
Zenia, som trygt overlader det skrevne til analyse til Ole, om du ellers skulle have tid, lyst og overskud. :)))))










quote=Arne Thomsen]Hej Zenia.

Ja, her rammer du jo noget, hvor jeg står svagt, for jeg kan jo ikke sige, at jeg er ”troende”

At bekende sig, at være overbevist af – eller troende på – diverse religiøse dogmer, såsom kristendommens hellige treenigheds/trefoldigheds mystik, det kan jeg ikke.

Ikke at jeg fornægter de religiøse dogmer, endsige håner dem – nej tværtimod – de rummer for mig stor skønhed og også megen sandhed, men i forhold til, hvad jeg tror, der er sandheden selv, så slår de efter min mening ikke til

Jeg tror ikke på, at vi mennesker evner at se sandheden.
Er det ikke storhedsvanvid at tro, at vi kan det?

Dertil kommer, at sandheden efter min mening nok er alt for stor og vidunderlig til at selv en begavet dyreart som vores kan fatte den.
Tænk bare på hvor fantastisk den del af verden er, som naturvidenskaben kan se – og læg så oveni, hvad den ikke kan se

Almindelig fornuft siger mig, at her har vi ikke "skyggen af en jordisk chance"

Alligevel holder jeg meget af de kristne (og andre) dogmer - som de begavede tilnærmelser til ”det hellige” - den hele og den heldbringende sandhed - som jeg intuitivt føler, at de er

M.v.h. Arne [/quote]

Kære Zenia og Arne.

Af mystiske grunde er jeres indlæg tilsyneladende slået sammen til et, så de ikke kan besvares hver for sig, men det er egentlig også ligegyldigt, for der er klare lighedspunkter mellem begge jeres opfattelser såvel som min egen. Det burde ikke overraske dig Zenia, for du har jo allerede i din første sætning vist, at du har forstået, hvad det hele handler om, nemlig forskelle i den måde, vi anvender sproget på for at beskrive vore tanker og følelser.

Du, Zenia, har en følelse af, at noget mirakuløst fylder verden, og har kærlige følelser overfor dig og andre mennesker og beskytter deres tilværelse. Mirakuløst skal her forstås som noget, der ligger hinsides den menneskelige logik og fatteevne, men denne følelse giver dig fred og sikkerhed og en følelse af lykke i dit verdensbillede.

I Arnes tilfælde kommer lykkefølelsen af en tilsvarende følelse af en uforståelig verden, som fylder ham med glæde over, at både han og verden er til. Dette er hans mirakel, som viser sig gennem masser af mindre mirakler, som alle ligger hinsides den menneskelige fatteevne, og som han derfor føler en andægtighed for.

I mit verdensbillede indeholder universet hverken mirakler eller paradokser. Det er som det er, og at vi ikke kan forstå årsagerne eller alle sammenhængene, er universet revnende ligeglad med, for det har ingen menneskelige følelser, der besætter det, som vi mennesker har. Det er der bare af grunde, som vi ikke kender. Men min lykke er at blive stadig klogere på disse sammenhænge og forstå mere og mere.

Men alle tre er vi mennesker med principielt de samme følelser, som får os til at glæde os over at være til og se med kærlighed på vore omgivelser. Din omsorg for andre mennesker, Zenia, fremgår klart af dine indlæg, og Arnes valg af profession viser også klart hans omsorg for andre levende væsener, især for svin, som vi mennesker i hans øjne behandler meget dårligt. Selv har mit eget liv været opfyldt af omsorg for både andre mennesker og mange dyrearter, som jeg kan se har følelser, der ligner vores.

For mig forstærkes følelsen af glæde, når jeg kan hjælpe andre til en større forståelse af livet og dermed til en større lykkefølelse. Men her er det at vores ufuldkomne sprog skaber vanskeligheder for forståelsen, fordi det ikke evner at beskrive vore følelser og tanker præcist nok. Den sproglige misforståelse har ophøjet "ordet" til en gud, som i stedet ødelægger den menneskelige fællesskabsfølelse og gennem "hellige" skrifter byder os at tage afstand fra andre mennesker, der ikke tror på ORDET, som man selv opfatter det. Om nødvendigt byder ORDET os at slå ihjel i dets navn for at udrydde andres "misforståelser".

Det værste ved tilbedelsen af ordet er dog, at misforståelserne har bragt os på en kurs mod at ødelægge livet selv på denne klode, fordi vi på grund af misforståelserne ikke forstår konsekvenserne af vore handlinger.

Det billede, jeg her tegner, er selvfølgelig kun et groft billede af den virkelighed, som vi alle lever i, men konsekvenserne er klare og tydelige. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget mere effektivt for at forbedre forståelsen mellem mennesker, men det ser ud til at være ud over mine evner, så jeg må nøjes med at hjælpe mine nære omgivelser så godt jeg nu kan.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Godmor´n Ole:

Tak for et varmt, kærligt, imødekommende og forståeligt indlæg, som glædede mig meget.

Og det med ordenes magt får mig til at tænke nøje over deres betydning. ...

Mit modersmål er tegnsprog, idet begge mine forældre var døve.

Jeg havde de dejligste forældre, som jeg skylder alt, hvad jeg har lært - både det, jeg gerne ville beholde og det, som jeg måtte søge at aflære mig.

Husker endnu den betagelse, jeg havde som barn, da jeg første gang var på ferie for mig selv hos en dejlig onkel og tante i Sønderjylland. ... Det føltes helt utrolig dejligt at være vidne til, hvordan ordene nærmest "fløj" fra den ene til den anden med en lethed - hvordan man brugte humoren og ikke mindst, hvordan man brugte sangen. ...

Så egentlig bare en vinkel på det positive, ORD også kan give et menneske, og som det dengang helt uforglemmeligt gav mig med på min vej.

Ellers er jeg enig med dig i dine betragtninger, når du skriver, at ord kan give misforståelser, men tænker alligevel, at hvis vi hver for sig "bare" ville tænke, at alle andre vil os det bedste, kan det vel godt få indflydelse på den forståelse, man får af det sagte.

k.h
Zenia