Det ikke åndelige menneske tror, at der findes indskrænkninger i den virkelige verden, og at der trods visse beviser for mirakler ikke er grund til at opfatte dem som andet end tilfældige fænomener, som er tilstødt nogle få, heldige mennesker.
Det åndelige menneske tror på mirakler og på sin evne til at modtage kærlig vejledning og opleve en verden af virkelig magi.
Her kan jeg kun være enig med dig Zenia, hvis miraklerne ikke skal gælde æbletræer (vand) der forvandles til pærertræer (vin) eller gælder grædende ikoner etc af andet gøjl. Mirakakler'ne som under'ne gælder os mennesker, at vi som netop spirituelle (eller åndelige væsner) altid kan forandre os og få et nyt liv gennem Guds Åndens (den transcendente noumenale spontane frie Ånds) mægtige livgivende som skabende kraft, Gud der manifesterer sig som Åndens ekstatiske nærvær og virkelighed i vores liv.
At bemærke er at Gud ikke er troet eller et forestillet som fantaseret produkt, men 'begrebet' stammer alene fra vores, menneskehedens mystiske mirakuløse transcendentale åndelige/spirituelle erfaringer og erfaringsliv, altså populært sagt det der hører ind under fællesbetegnelsen religion, det religiøse spørgsmål. Det drejer sig altså om os mennesker, ikke om
noget derude, ikke om
det derude
(hvorfor det ikke tilhører gængs naturvidenskab og verdensforståelse (en naturvidenskab der gør sig uafhængig af os, subjektet, når den forstår naturen, nej der kræves at vi/subjektet tænkes med (som Schelling og Hegel gjorde fx og som i moderne tid Edgar Morin og Ken Wilber forsøger at gøre det))), altså det drejer sig om os mennesker og vores spirituelle suveræne liv, vores selbstwelt eller Eigenweltske dimension (hvor mennesket selvet og verden tænkes sammen (altså ikke en objektvidenskab hvor subjektet er bortelimeneret, men subjektet tænkes med på objektiv videnskabelig vis)), der på mirakuløs og forunderlig måde kan forandre os, forny os, blive helt nye mennesker, ja potentialerne dertil har vi som de fornuftige åndrige mennesker vi er der også ejer eller står i forbindelse ekstatisk fornuft eller Ånden selv, Gud selv, ultimate reality, en skjult for øjet og sanserne transcendental ypperste åndelig/spirituel virkelighedsmagt.
Luther siger i sin fortale til Romerbrevet i afsnittet om troen følgende derom:
Troen er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny af Gud, Joh l, 12-13. Den døder den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter. Troen bringer Helligånden med sig. Ja, troen er en levende, skabende, virkende og mægtig ting. Det er umuligt, at den ikke uafbrudt gør godt.
Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at den kunne dø tusind gange deri. En sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og positiv over for Gud og alle skabninger. Det virker Helligånden ved troen. Ved den bliver mennesket villigt til at gøre godt uden tvang, glad for at tjene enhver, lide alt muligt, elske og prise Gud, som har vist ham en så stor nåde. Det er altså lige så umuligt at skille gerning fra tro, som det er at skille varme og lys fra ilden.
Bed Gud om, at han vil virke troen i dig. Ellers bliver du med garanti evigt uden tro, hvor meget du end udtænker og gør, som du vil og kan.
Al religiøsitet inderste essens har at gøre med menneskets erfaringer gennem tusindvis af år, med mystiske eller mirakuløse transcendentale åndelige eller spirituelle kræfter (inklusivt intentionelle tilskyndelser, intuitioner, visioner, som budskaber, ideer og tanker mm) som vi kan gribes af der gør os til helt nye som 'forvandelede' forandrede mennesker. Mennesket kan besættes og gribes af så stærke etiske såvel som åndelige spirituelle kræfter og energier der er så markante at man taler om at det er et brud med det normale eller naturlige, hvorfor de benævnes som transcendente.
1):Mange af disse transcendenete forhold er kendte indenfor arbejde, krig og sport (flow; ekstraordinær vågenhed, opmærksomhed, koncentrerethed og resoluthed, snarrådighed som udholdenhed; runners high) altsammen noget som kræver en ekstra ordinær indsats fra menneskets side (et heroisk mod som en udholdenhed uden lige).
2):De er kendte indenfor healing og spontane helbredelser, såvel som omvendelser, hvor et menneske både bliver rask som får en hel ny livsorientering som handlingsbasis i Gud, Kristus, eller Ånden (Helligånden) som nu på emergent ekstatisk vis manifesterer sig på erfaringsnært konkret vis i dette menneskes liv.
3):De (transcendente forhold) er kendte indenfor kunst og videnskab som pludselig stor inspiration som intuition der griber folk i dagevis, ja månedsvis som fx Newton og Einsteins vedkommende.
4):De er kendte indenfor en helt ekstraordinær etisk politisk virksomhed; Albert Schweitzer; Ghandi; Nelson Mandela; Mother Theresa; Martin Luther King; Jesus Kristus; Buddha mmfl., hvor folk modigt tør sætte sig selv og deres liv på spil i verden (træde frem på scenen), trods alle odds imod dem, som chancerne for at miste livet i visse tilfælde øges betragteligt hvis det er i forbindelse revolutionær radikal politisk engagement (Jesus Kristus; M L King fx).
Paul Tillich behandler disse forhold i forbindelse begrebsparret fornuft og ekstatisk fornuft, og han påpeger at disse transcendentale (guddommelige) ekstatiske fornuften eller åndens emergente manifestationer, ikke ødelægger eller tilsidesætter fornuften vores, vores normale fornuft/logos/ånd som forstandighed, men at de endda er afhængige af hinanden. Nøjagtig som Paulus også påpeger det. Ja ofte er det sådan at vores ekstatiske fornuft, ekstraordinære begejstring som entusiasme (noumenal spontan frie kreative ekstatiske i Gud væren), fuldfører hvad fornuften allerede var begyndt på.
Når vi holder os disse ovenfor beskrevne essentielle forhold ved religiøsitet for øje, forstår vi at det er lige så tåbeligt at mene at biologi, som fysik og kemi, som matematik skal forstås og overtages af og høre ind under litteratur, som det er at mene at det religiøse skal forstås som overtages af og høre ind under litteratur og poesi. De videnskaber der bedst formår at forklare det religiøse spørgsmål, er psykiatrien og psykologien (inklusivt sociologien) som det er filosofien (ikke mindst de erkendelsesteoretiske overvejelser) men som det da især er og bliver neurovidenskaberne der vil formå at kaste de dybeste forklaringer af sig, som at kunne honorere det religiøses altafgørende betydning og relevans (nyttige/gavnlige såvel som skadelige indflydelse på samfundet såvel som individplan).
For alle os mennesker der har haft og oplevet som konkret virkelighed disse mystiske religiøse transcendentale åndelige/spirituelle kræfter og energier der på emergent vis formår at manifestere sig, som åbenbare sig, fra tid til anden, har Jung været til stor inspiration som vejledning, såvel som neuroteologien er det idag. Mange af de religiøse erfaringer kan idag forstås og indimellem ligefrem forklares af naturvidenskaberne, men dette gør dem jo ikke mindre virkelige som potente, mægtige virkende som mirakuløse. Et godt spørgsmål er så, er det skadelige eller nyttige som gavnlige for samfundet såvel som for den enkelte, og indtil videre tyder al forskning på at de er meget gavnlige for den enkelte såvel som for samfundslivet. Et andet spørgsmål er om det religiøse engagement vil gøre os mindre videnskabelig orienterede som fornuftige, og dette er der ej heller noget der tyder på, da videnskabelighed og tro ikke er uforenelige, er modsætninger.
mange kærlige hilsner HansKrist.