Det er interessant at se af jeres debat hvordan troende mennesker vender virkeligheden på hovedet. Når vi elsker og hader, er egoistiske eller empatiske så er vi bare mennesker på godt og ondt, som lever vores liv.

Ingen af os efterlever nogen religiøse principper. De religiøse forklaringer udspringer af de faktiske forhold og ikke omvendt.

Der er intet mærkeligt ved at vi kan være gode, kærlige og medfølende. Det er ikke et resultat af at følge religiøse principper eller forordninger.

Det er simpelthen blot hvem og hvad vi er som mennesker.

Hvem behøver en religion?

Hej Ove..

”Ateister og teister henviser dermed til det metafysiske eller oversanselige, idet Guds eksistens hverken kan bevises eller modbevises”.

- Dette handler måske mere om sekularisme end om ateisme, og at demente mennesker på plejehjem og sygehuse ikke udsættes for behandlingstilbud med kristendom eller teologi, men for en kyndig sygeplejefaglig omsorg og forhåbentlig masser af menneskelig venlighed i det daglige – næstekærlighed er jo ikke forbudt, det er bare ikke et behandlingsvilkår.
Religiøs tro er formentlig i særlig grad en privatsag for de ældre mennesker, de udviser sjældent tendenser (a la’ hønsemands) i retning af at posere med biblen over hovedet – for øvrigt vil ateister til hver en tid teste forklaringers validitet, også metafysiske, m.a.o. stille samme evidenskrav til hver en påstand. Det handler om sandsynlighed, at forklaringer på verden ikke er usandsynlige og ulogiske, men derimod har korrelation med det de sættes til at beskrive, kort sagt om evidens fremfor beviser. For øvrigt fraskrev Aquinas sig allerede bevisbyrden på også dine vegne tilbage i det 13 århundrede ;)

”det naturligt for både troende og ikke-troende at få dårlig samvittighed, for eksempel hvis en opgave på et plejehjem ikke er blevet udført – og meget andet selvfølgelig”.

- Lad os endelig håbe det ;) Jeg har ingen idé skabt om udbredelsen af det personlige ansvar på div. plejehjem, jeg har derimod idé skabt om den politiske filosofi og økonomiske prioritering, nærmere en glidebane for den politiske (og dvs. samfundsmæssige) samvittighed.

”fravær af troen på en almægtig Gud udelukker ikke, at de pågældende som fagfolk kan forkynde evangeliet”.

- Nej, det er bare ikke et politisk grundvilkår i social- og sundhedssektoren eller andre af samfundets institutioner, og det var dét der lå i det du skrev. Uanset hvor i samfundet mennesket måtte befinder sig, har det friheden til at nyde sin religiøse tro, og jeg er ret sikker på man også på plejehjem – demens eller ej - ka’ tale med en præst og med hinanden om religiøs tro i den udstrækning man evner. Sekulære samfund er jo ikke bygget som værn imod den personlige frihed.

Mvh
Simon

Hej Mich..

"Når vi elsker og hader, er egoistiske eller empatiske så er vi bare mennesker på godt og ondt, som lever vores liv".

- Så enkelt ka' det siges ;)

"Ingen af os efterlever nogen religiøse principper. De religiøse forklaringer udspringer af de faktiske forhold og ikke omvendt".

- Hvis religiøse idéer havde grund i faktisk forhold, og hermed tænkes på de realiteter der udgør virkeligheden, altså den objektive virkelighed, ja så havde forklaringerne akkurat vist korrelation mellem virkelighed og beskrivelse, m.a.o. afskrevet tro med viden, mens tilfældet er, at forklaringerne kun har selve idéen som referent, ikke virkeligheden.

For øvrigt findes der jo netop mennesker der efterlever en religions forskrifter, nogen synes måske endda livet bliver så meget klarere hvis det nedskrives til noget binært, og det er jo ikke usandsynligt ;)

"Der er intet mærkeligt ved at vi kan være gode, kærlige og medfølende. Det er ikke et resultat af at følge religiøse principper eller forordninger".

- Vi får jo tidligt indarbejdet værktøjer og lærer at anvende dem i sociale samspil, og indser hurtigt fordele og ulemper - havde det være modsat, havde samfundet været en bikube af dampbørn.

"Hvem behøver en religion?".

- Arne og hønsemand..;)

mvh & god weekend
Simon