jeg nyder at gå solo på trosfrihed (og jeg hører jonna sige, "nøjagtig som alle andre steder du færdes")

og nu da musikken ikke rigtig spiller mellem mig og trosfrihed, så mindes jeg min facebook ven der er en sand mester i 'one-liners' hvordan han igår skrev:

Sjovt nok bliver der sendt to singler ud, netop når musikken ikke rigtigt spiller i et parforhold længere


min PS igår sluttede sådan her:

fordi der netop ikke længere er nogen Gud over os.

her følger den fortsættelse der ikke kom med:

fordi der netop ikke længere er nogen Gud (ide eller fornuft (højere mening)) over os, over "os med hin anden", med nogen legitimitet og magt til at krænke os og bestemme over os og styre os, i vores frie næstekærlige udfoldelse med "hin anden", da Gud er i Kristus og ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. Derfor kan det nytte noget at gøre en forandring, skabe nye forhold mellem mennesker (den paulinske urkristendom), og derfor var de nye samfundsforandringer, omvæltningerne, med at alle var lige værdige i Kristus, lig med kristendommens grundlæggelse og det der tiltrak kvinderne og slaverne, hedningerne. Da de kristne ikke ville tilbede nogen Gud over Kristus, Guds Rigets begyndende konkrete fremkomst, blev de af omgivelserne betragtet som 'dem der ikke troede på gud og guder over os', da Gud jo er at finde i og med og ved den sandhedsindstiftende socialpolitiske begivenhed Kristus er i verden for de første kristne, som de alle var flytte over i og en levende del af.

Mange kærlige hilsner HansKrist (ville gerne med min fornuft stoppe med at bruge kærlige hilsner, men det lader sig ikke gøre for mig, så I må finde jer i mine kærlige hilsner, som godt kan stå i skærende kontrast til at jeg bestemt ikke er kærlig fra morgen til aften eller i alt jeg skriver).


PS:

relevant eller ikke relevant for trådens emne her, så vælger jeg trods alt at bringe hvad jeg lige har skrevet (inspireret efter det meste af dagen i Emmanuel Mounier's selskab) på facebook og forfærdet mine venner med der, følger her:


personen udsætter sig, udtrykker sig, stiller sig ansigt til ansigt, er ansigt!
Ansigt og person er uløseligt sammenfiltret. Jeg tror det er vigtig at 'se ud' indefra, at have udseende indefra og ud, fra den guddommelige numinøse ild der udspringer af en evigt overvældende 'elan vital livskilde' af overdådig overskud, overflod, fylde, nåde, som oversvømmer og overstrømmer os i ansigtet og giver os den vores gode udseende der som sagt altid kommer indefra, fra et medfødt overskud, på samme måde som sjælen sidder i øjet. Hjernen er en stor kirtel i den her sammenhæng, og den orkestererer, dirigerer og farver vores udstråling og humør, vores person og ansigt.


personen udsætter sig, udtrykker sig, stiller sig ansigt til ansigt, er ansigt. Det græske ord, der bedst dækker vor opfattelse af personen, er πρόσωπον: den, der ser fremad, den, der sætter sig selv ind, den der rejser sig op og stiller sig ansigt til ansigt med virkeligheden (de andre), den der konfronterer og er til i det personlige møde med "hin anden", næsten, vores næste (alter), den fremmede (ukendte eller endnu ikke kendte for os). At eksistere er som ordets første stavelse antyder, at udtrykke sig og udfolde sig. Det er en ekspressionistisk viljesakt hvor jeg hævder mig ved at udtrykke mig og udfolde mig i verden. Går den viljesakt, hvorved vi hævder os, i stykker for os, er det selve personligheden, der går i stykker (et helt liv der går til grunde), hvor rig og stærk den iøvrigt end måtte være. Den ekspressionistiske viljesakt hvormed vi udtrykker os bunder i en uudslukkelig lidenskab, der brænder som en guddommelig ild der udspringer af fylde og overflod, et stort overskud, et stort vital plus, det er instinkt som det er drift (vital instinkt med retning, intentionalitet). Denne bevægelse, dette princip af generøsitet og umiddelbar åbenhjertighed i kommunikationen (gøren sig selv synlig og åbenbar/sårbar overfor næsten i forbindelse med at man giver mere af sig selv end der i servil prosaisk forstand forventes eller fordres af os), kendetegner mere end alt andet homo sapiens.

Smuk historie Hansi, men personen møder en fjendtlig verden, derfor står der skrevet i dens vilkår, at den må beskytte sig, være på vagt og give sig i agt, passe på (intelligens og snuhed fordres), frygtsomhed er påkrævet, og dette at kunne tage vare på sig selv, forsvare og hævde sig selv. Det er menneskets vilkår evigt at søge selvstændighed, uopholdeligt at forfølge den og stadig lide nederlag i sine forsøg på at nå den.

Men den indre rigdom i personens væsen er nu generøsitet hidrørende den vores ekspressionistiske viljesakt hvormed vi udtrykker og hævder os selv, hvorfor vi ikke tilpasser os den fjendtlighed vi møder eller søger ly, læ og sikkerhed for den. For personen er dette at tilpasse sig at formindske sin truende overflade (kontakt omgivelserne) og tage farve af det, som er (mistænksomhed og fjendtlighed), samtidig med at man ofrer det, som kunne være (åbenhed og generøsitet). Livet i os vil, særlig når det møder en fare, tilpasse sig, til billigst mulig pris: det er det, man kalder at leve lykkeligt; men personen risikerer og giver ud uden at se på, hvad det koster ham.



kristendommen er eneste religion der har gjort ansigtet, vores personhed, til et uomgængeligt teologisk alfa omega. Kristus er det billede vi er skabte i, det er Guds ansigt, det er vores person eller personhed. Johannes har ret, uden dette billede i verden; Kristus inkarneret, ville der intet lys være i verden og mennesket ville mangle det tredie øje og være uden person!



Hvor er Guds ansigt, Kristus, er det ham på korset i kirkerne? Nej (nej for dette ville være en statisk 'platon'sk' ide om det var ham, om Kristus kunne findes her), nej Kristus findes i det andet fremmede menneske som vi møder og går livet igennem med og i de "hin andre" vi vælger at have ansigt og fællesskab, fortrolighed med, men ikke mindst i dem vi afviser og ikke vil have og pleje omgang med, inkludere i vores fællesskab, dem vi ikke bryder os om, de os fremmede (skyggen ifølge Jung), alter der bliver til alienus, i forbindelse vores kommunikationsnederlag i forhold til næsten, de andre, hvorved vi på en dyb måde mister os selv og forbindelsen til os selv, bliver gjort fremmede overfor os selv, ved ikke at turde konfrontere os selv med dem, hvormed igennem vi afskærer os fra os selv ved at forblive i os (vi), og ikke ville dem eller den anden, de fremmede eller den for os fremmede, ukendte; person og ansigt.