Elsk Gud!

Elsk Gud – Gud elsker dig!

Rablende vanvid???

Vi kan ikke elske, hvad vi ikke ved, hvad er!
Eller kan vi???

At elske er at leve!!!
Siger én, der tror, det er sådan

M.k.h. Arne

Kære Arne:

Alt, hvad vi sender ud, kommer tilbage igen ... så selvflg. skal vi elske alt og alle. :)))

Dét er slet ikke vanvid - men sund logik. :)))

m.v.h. i sommervarmen fra

Zenia, som ikke siger, at det altid er nemt, men i virkeligheden det eneste, som er værd at arbejde på. ... :)))

A pro pos det med at elske - og en sand foræring til trosfriheds læseværdige dyrlæge. :)))

Denne sommer kørte jeg en tur med min søster og besøgte en lille by i Sønderjylland, hvor vi begge tilbragte dejlige sommerferier som børn. ...

Vi gik en tur på den lille bys kirkegård og fandt til vor store overraskelse et gravsted, som vi begge tydeligt huskede fra vor barndom (for ca. 60 år siden). ...

Det specielle ved dette var, at der var anbragt en smuk figur af en marmor-hund på korset ved graven. ...

Vi huskede begge historien fra dengang, hvor vores tante fortalte os, at det var en mand, som var død, og hans hund ville ikke tage føde til sig, så til sidst måtte de skyde den og lægge den ned til ham? ...

Om vores fantasi havde snydt os? Ja, det funderede vi en del over, og det endte med, at jeg skrev til menighedsrådsformanden på stedet, som forskede lidt i historien, og i dag har jeg så fået den verificeret sådan:

Der VAR tale om en mand, som døde ... og hans hund sørgede åbenlyst, og en dag fandt hans enke hunden liggende på mandens gravsted. ...

Med i historien skal, at hunden overlevede enken, og den agerede på samme måde, da hun døde, som da manden blev begravet. ... Også denne gang sørgede den, og man fandt den liggende på deres fælles gravsted på kirkegården. ...

Arvingerne lod derefter lave en smuk marmorhund, som blev anbragt på gravstedet. ...

Tænker, at af historien her, kan vi da lære meget om menneskets bedste vens måde at vise uforbeholden kærlighed og trofasthed på. ...

m.v.h.
Zenia

Kommentar, fra Emmanuel Mounier's "personalisme", til og uddybning af: "At elske er at leve!!!"





Vel nærmest personalismens 'credo'!


o-o-o-o-o-o-o-o-o



Man siger til tider at kærligheden gør ens. Det er kun sandt om sympatien (eller forkærligheden), om de affiniteter vi har valgt, hvor vi endnu kun søger noget, vi kan optage i os selv, en resonnans af os selv i en medskabning. Den fulde kærlighed skaber distinktion, gør at man anerkender og vil den anden som en anden. Sympatien er endnu et naturfænomen. Kærligheden er derimod en ny form for at være. Den henvender sig til subjektet hinsides dets natur, vil, at det realiserer sig som person, som frihed. For kærlighedens blik er det ikke længere væsentligt, hvilke evner eller hvilke fejl en person har; kærlighed gør blind, men det er en synsk blindhed.


Kærlighedshandlingen er den stærkeste vished, mennesket har, det uigendrivelige existentielle cogito: "Jeg elsker, derfor er jeg" - og "derfor er den, jeg elsker" og livet har en værdi, der gør sig ulejligheden værd at leve. Dette cogito bekræfter ikke blot mig selv, men gennem det væsen, jeg elsker, bliver næsten en realitet for mig.

Sartre har kun villet kende næstens blik som et blik, der fixerer og lammer, hans nærvær kun som et overgreb, der ribber mig og undertrykker mig. Og omvæltende er næstens blik virkelig; det vender op og ned på mine overbevisninger og mine vaner, forstyrrer min egocentriske søvn, og selv i øjeblikke, hvor det er fjendtligt, vil det altid åbenbare mig for mig selv.

De positive, interpersonelle relationer er således gensidig provokation, gensidig frugtbargørelse. I den personlige udvexlings dialektik øges og bekræftes hver af parternes personlige existens.


Jeg behandler mit medmenneske som en ting, når jeg behandler ham som en samling oplysninger. Katalogiserer jeg ham (søger jeg at forstå ham ud fra almen viden, sans for psykologi), uden at han får mulighed for indsigelse, opgiver jeg ham rent ud sagt, er jeg ikke interesseret i ham som person, unik person. Men ved at behandle ham som person, som et nærværende væsen, anerkender jeg, at jeg ikke kan definere ham eller sætte etikette på ham, at han er uudtømmelig, bristende fuld af muligheder, hvis realisation kun afhænger af ham selv. Derved giver jeg ham hans chance.

Emmanuel Mounier.


mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

apropos trådens overskrift, Elsk Gud!, så må jeg lige påpege at jeg ikke bryder mig om dette påbud og det glæder mig meget at man ikke finder det dobbelte kærlighedsbud hos Paulus, men kun et bud om at være engageret i næstekærlighed og elske "hin anden" (netop som en anden), fordi heri alene er Gud Kristus at finde, for modsat grækerne er Gud ikke hos Paulus "Det ene" uforanderlige, øverste verdensprincip. Hos Paulus ses mennesket ikke længere som en vildfaren stråle af det guddommelige lys, fortabt i materiens mørke, og frelsen er ikke en flugt fra legemet, eller en ophøjelse ideernes verden, men en sindets fornyelse, det indre menneskes vækst, for nemlig er Gud selv inkarneret (Gud som Kristus) i denne legemlige verden; hvilket, denne paulinske tanke, var dårskab for grækerne. Hos Paulus er Åndens attrå livet og medskabningen, og med denne tåbelige tanke (inkarnationstankegang (i vores nærvær og tilstedeværelse med hinanden gir det mening at tale om Gud)) tørner den antikke græske filosofi sammen med den unge/nye urkristne paulinske tænkning, hvor skabningens individuelle mangfoldighed ikke er legemets eller stoffets forræderi mod ideesfæren eller Ånden, men hos Paulus nu får højeste værdi og som sådan peger det frem imod "personalisme" bevægelsen, anerkendelsen af personen, vores konkrete eksistens, vores unikke individualitet og vores udformede personligheds ukrænkelige værdi og legimitet, fordi der netop ikke længere er nogen Gud over os.

Fra pålidelig kilde ved jeg nu, at mindet bevares til opbyggelse af byens børnehavebørn, som får en tur på kirkegården og får fortalt historien om menneskets bedste ven.

Tænker, at det luner at opleve, at det materielle og økonomiske viger pladsen for ganske andre hensyn.

Tænker også på en workshop, jeg engang deltog i. ... Jeg blev anmodet om at tænke på et menneske, jeg havde kendt, som havde accepteret mig 100 procent ......

I meditationen dukkede min datters gode hund, Gizmo op!

Javist kan dyr lære os noget om uforbeholden kærlighed.

”Elsk Gud – Gud elsker dig! Rablende vanvid?”

- Uhh, er det mon ”agnostikeren” i Arne der får dette spørgsmål til at poppe op igen og igen? ;)

”Vi kan ikke elske, hvad vi ikke ved, hvad er!”

- Ih du store kineser, skimter nogen alligevel en smule fornuft...

”Eller kan vi?”

- Nå, det var vist bare en and...;)

”At elske er at leve!”.

- Så er det vel at vi skal kigge lidt i Arnes ordbog, mon ordet ’leve’ i den er analog med ordet ’elske’? ;)

Det er ganske imponerende som Arnes følelser styrer refleksionerne over samme, men forestiller vi os Arne forputtet i en lille Nordkoreansk fangelejr på ubestemt tid, og vi efter et par år i denne del af verdens glemsel sender ham postkort med ordlyden: ”Kære agnostiker, nå hvordan står det til med ”livets mening”; er det stadig forputtet i lidt elskov med søde små ord?”; mon han da omsider ville skelne mellem beskrivelser af selve livet og beskrivelser af livet i sig selv (def. betinget af de følelser der fremtræder i ham, i kraft af livet, og def. af livet uafhængig af hans oplevelser) – eller ville ordet ’livet’ mon nu være analog med ordet ’uelskelig’? ;)
Man ku’ lave et andre sjove forsøg med den betydning agnostikeren tillægger omskrivelser af ordet gud.

mvh
Simon

Ja gud elsker sikkert alle og enhver,lige fra det uskyldige barn til morderen, bombemanden, Talibaneren der myrder uskyldige kvinder og börn, den pädofile präst og den rare ateist, muligvis mener nogle også at guden elsker alle skabninger lige fra amöben til dinosauren, ja han har travlt med at elske, selvfölgelig er det det rene vanvid, det skal der ikke stilles spörgsmål ved.

Men at elske noget vi ikke kender til det gör vi jo sikkert alle, jeg elsker da livet selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan det udfolder sig, her spiller tilfäldigherne ind, hvilket nok mange ikke er enige i, nej det er en gud der styrer livet, der er intet tilfäldigt med livet, bliver du kört over af en bil, er det guden der har styret det sådan, vinder du de 5 mill. i lotteriet takker du gud, det hörer du tit folk udbryde når lykkens gudinde lader sig lys skinne på dig, men det er nok mere själdent at höre når du bliver kört over af en bil: fanden ta dig gud, for hvis man tror at alt bliver styret af en gud så er det vel både det gode og det slemme.
Jeg er glad for at jeg ikke kan styres, jeg har nemlig ingen guder.

Hej Treram.

Jo, det var jo provokerende at skrive:

Citat:

Elsk Gud – Gud elsker dig!
Rablende vanvid???
Vi kan ikke elske, hvad vi ikke ved, hvad er!
Eller kan vi???
At elske er at leve!!!

Dels skal ingen af os vel påduttes noget, dels er det jo ret vanvittigt at elske noget, man ikke ved, hvad er - eller om er - og dels kan jeg nok respektere de mange religiøse dogmer, ligesom jeg kan respektere f.x. malerkunst, men at de (dem alle, eller nogle af dem) skulle være sandheden, dét kan jeg ikke tilslutte mig.

Så løser du den gordiske knude med ordene:

Citat:

Men at elske noget vi ikke kender til det gör vi jo sikkert alle, jeg elsker da livet selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan det udfolder sig -

Livet er jo nu engang det vi får, som det nu er - og bli'r.
Og dets modsætning: Ikke at have livet, det er jo udenfor vores fatteevne

Du bekender dig så til en tro på, at livet er tilfældigt - som modsætning til gudsstyret (Jeg går ud fra, at den "lykkens gudinde", du skriver om, hører under det tilfældige).

Jeg tror heller ikke på en gud, der som en faderskikkelse styrer alt i detaljer, men nok på "tilfældigheder" - årsagsammenhænge vi ikke kan overskue - og hvor du bruger udtrykket "lykkens gudinde" vil jeg så hellere sige "livet som guddommelige tilfældigheder"

Og dermed er vi vel ikke ret langt fra hinanden?

M.v.h. Arne.

Hej Arne.
et lille kort svar her i sommerheden.

Jeg vil hellere have en skön kvinde som afgud end en bister sur magtsyg hangud. Som nogle af skrönerne jo beretter at han er, desuden også noget morderisk.

Og det er skönt varmt,heldigvis ikke som i Death Valley i Californien, hvor der er målt 57 grader, jeg husker fra min tid i Mississippi i juli havde vi 47 grader,kun 10 grader fra Death Valley, men en meget höj luftfugtighed ca 99%, men det skisme varmt, da vi ankom i vore tykke danske militäruniformer, som meget hurtigt blev udskiftet med vore tropeuniformer.

Hej Treram..

”Men at elske noget vi ikke kender til det gör vi jo sikkert alle”.

- Jeg selv, elsker mennesker det blev muligt at udvikle sådanne følelser for. Livet som omstændighed betragtet, kan sagtens indeholde ”afvikling” af livstid på måder som ingen af os ville registrere nogen form for behag ved, ja ikke ville ønske som livsudfoldelse for selv de værste diktatorer, osv. M.a.o. mener jeg der er tale om begrebsforvirring her.

”jeg elsker da livet selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan det udfolder sig”.

- Jo, men blir det at elske så ikke reduceret til enten noget i livet du kender, eller noget i livet du gerne så blev en realitet (altså håb)?
Jeg har bare Arne mistænkt for igen at lege kispus med ord som ”at elske”, ”kærlighed” m.m., at han belyser selve livet med sentimentale stilbilleder fra noget i livet han dels har oplevet og som han dels håber at genopleve.
Hvad jeg mener er bare, at selve livet jo udfolder sig uanfægtet vore meninger og beskrivelser af det, hvorfor der altså blir en satans forskel mellem det at skabe meningsfyldte ønsker om livet som det gerne måtte forme sig, og skabe beskrivelser af livet som det faktisk udfolder sig – fx. når despoter skaber livsbetingelser, ell. når enorme vulkanudbrud helt fjerner enhver reminiscens fra kulturen hvori livet med indbyrdes kærlighed udformede sig osv.
M.a.o. mener jeg vort følelsesliv knytter sig til oplevelser og derfor til erfaringer og kendskab, hvor så forbindelsen til det bevaringsværdige, håbet, ønsket om...osv. opstår. Her har livets konsekvente forgængelighed dog stukket sin kæp i hjulet under enhver kulturform. Formentlig har intet menneske oplevet lykkefølelse i erkendelsen af livets forgængelighed, mens denne erkendelse sandsynligvis har været ganske nødvendig for indsigten i selve værdien af oplevelser som kærlighed, elskov, tryghed, alt det vi bygger livet op omkring.
Dette med at tillægge selve livet de meninger der jo så udspringer fra vore ønsker om bevarelse af kærligheden til fx. den skønneste kvinde eller mand, fordi vi ikke helt forstår, at også vi vil ophøre med at eksistere eller være til på et tidspunkt, nøjagtig som alt andet omkring os, er bare ikke så let – og er jo også besværliggjort af mémer som religioner stak ned i vort sind gennem kulturformer. Derfor kan det være ganske befriende med beskrivelser af livet uafhængig af sentimentaliteten, som et blik på de nøgne kendsgerninger og til en forståelse af livet der bedre ruster og til at forstå betingelserne for vore egne liv. Og det er altså dér jeg synes Arne må skelne. Ikke fordi vi skal ophøre med at drømme og håbe om dette eller hint, men fordi dette og hint er noget vi må indse og skabe i de mulige rammer, så vi ikke spilder tiden i livet med at værdsætte livsbetingelser der ingen realitet har iboende. For følelser af kærlighed og elskov er jo højst reelle faktorer, mens det at elske det urealistiske blir som et liv der udfoldes parallelt med virkeligheden, altså en parallel livsanskuelse uden objektiv forankring – og det er kort sagt hvad religionerne har bidraget med, til skade for menneskers livsudfoldelse.

”det er en gud der styrer livet, der er intet tilfäldigt med livet, bliver du kört over af en bil, er det guden der har styret det sådan, vinder du de 5 mill. i lotteriet takker du gud”.

- Og dette er ret beskrivende for livsanskuelsen: der må være en mening med at jeg (ikke) vinder i Lotto osv. – lidt som (fejl)beregningen: 50/50 for gevinst i livet, bare du tror nok, osv!
Den troende kunne fx. her blive gjort opmærksom på selve forskellen mellem et fokus på guden og et fokus på tilfældigheden (sandsynlighedsberegning m.m.) men ville straks inkludere tilfældigheden i gudens almagt, for netop at bevare guden som tilfældet ;)

mvh
Simon

jeg nyder at gå solo på trosfrihed (og jeg hører jonna sige, "nøjagtig som alle andre steder du færdes")

og nu da musikken ikke rigtig spiller mellem mig og trosfrihed, så mindes jeg min facebook ven der er en sand mester i 'one-liners' hvordan han igår skrev:

Sjovt nok bliver der sendt to singler ud, netop når musikken ikke rigtigt spiller i et parforhold længere


min PS igår sluttede sådan her:

fordi der netop ikke længere er nogen Gud over os.

her følger den fortsættelse der ikke kom med:

fordi der netop ikke længere er nogen Gud (ide eller fornuft (højere mening)) over os, over "os med hin anden", med nogen legitimitet og magt til at krænke os og bestemme over os og styre os, i vores frie næstekærlige udfoldelse med "hin anden", da Gud er i Kristus og ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. Derfor kan det nytte noget at gøre en forandring, skabe nye forhold mellem mennesker (den paulinske urkristendom), og derfor var de nye samfundsforandringer, omvæltningerne, med at alle var lige værdige i Kristus, lig med kristendommens grundlæggelse og det der tiltrak kvinderne og slaverne, hedningerne. Da de kristne ikke ville tilbede nogen Gud over Kristus, Guds Rigets begyndende konkrete fremkomst, blev de af omgivelserne betragtet som 'dem der ikke troede på gud og guder over os', da Gud jo er at finde i og med og ved den sandhedsindstiftende socialpolitiske begivenhed Kristus er i verden for de første kristne, som de alle var flytte over i og en levende del af.

Mange kærlige hilsner HansKrist (ville gerne med min fornuft stoppe med at bruge kærlige hilsner, men det lader sig ikke gøre for mig, så I må finde jer i mine kærlige hilsner, som godt kan stå i skærende kontrast til at jeg bestemt ikke er kærlig fra morgen til aften eller i alt jeg skriver).


PS:

relevant eller ikke relevant for trådens emne her, så vælger jeg trods alt at bringe hvad jeg lige har skrevet (inspireret efter det meste af dagen i Emmanuel Mounier's selskab) på facebook og forfærdet mine venner med der, følger her:


personen udsætter sig, udtrykker sig, stiller sig ansigt til ansigt, er ansigt!
Ansigt og person er uløseligt sammenfiltret. Jeg tror det er vigtig at 'se ud' indefra, at have udseende indefra og ud, fra den guddommelige numinøse ild der udspringer af en evigt overvældende 'elan vital livskilde' af overdådig overskud, overflod, fylde, nåde, som oversvømmer og overstrømmer os i ansigtet og giver os den vores gode udseende der som sagt altid kommer indefra, fra et medfødt overskud, på samme måde som sjælen sidder i øjet. Hjernen er en stor kirtel i den her sammenhæng, og den orkestererer, dirigerer og farver vores udstråling og humør, vores person og ansigt.


personen udsætter sig, udtrykker sig, stiller sig ansigt til ansigt, er ansigt. Det græske ord, der bedst dækker vor opfattelse af personen, er πρόσωπον: den, der ser fremad, den, der sætter sig selv ind, den der rejser sig op og stiller sig ansigt til ansigt med virkeligheden (de andre), den der konfronterer og er til i det personlige møde med "hin anden", næsten, vores næste (alter), den fremmede (ukendte eller endnu ikke kendte for os). At eksistere er som ordets første stavelse antyder, at udtrykke sig og udfolde sig. Det er en ekspressionistisk viljesakt hvor jeg hævder mig ved at udtrykke mig og udfolde mig i verden. Går den viljesakt, hvorved vi hævder os, i stykker for os, er det selve personligheden, der går i stykker (et helt liv der går til grunde), hvor rig og stærk den iøvrigt end måtte være. Den ekspressionistiske viljesakt hvormed vi udtrykker os bunder i en uudslukkelig lidenskab, der brænder som en guddommelig ild der udspringer af fylde og overflod, et stort overskud, et stort vital plus, det er instinkt som det er drift (vital instinkt med retning, intentionalitet). Denne bevægelse, dette princip af generøsitet og umiddelbar åbenhjertighed i kommunikationen (gøren sig selv synlig og åbenbar/sårbar overfor næsten i forbindelse med at man giver mere af sig selv end der i servil prosaisk forstand forventes eller fordres af os), kendetegner mere end alt andet homo sapiens.

Smuk historie Hansi, men personen møder en fjendtlig verden, derfor står der skrevet i dens vilkår, at den må beskytte sig, være på vagt og give sig i agt, passe på (intelligens og snuhed fordres), frygtsomhed er påkrævet, og dette at kunne tage vare på sig selv, forsvare og hævde sig selv. Det er menneskets vilkår evigt at søge selvstændighed, uopholdeligt at forfølge den og stadig lide nederlag i sine forsøg på at nå den.

Men den indre rigdom i personens væsen er nu generøsitet hidrørende den vores ekspressionistiske viljesakt hvormed vi udtrykker og hævder os selv, hvorfor vi ikke tilpasser os den fjendtlighed vi møder eller søger ly, læ og sikkerhed for den. For personen er dette at tilpasse sig at formindske sin truende overflade (kontakt omgivelserne) og tage farve af det, som er (mistænksomhed og fjendtlighed), samtidig med at man ofrer det, som kunne være (åbenhed og generøsitet). Livet i os vil, særlig når det møder en fare, tilpasse sig, til billigst mulig pris: det er det, man kalder at leve lykkeligt; men personen risikerer og giver ud uden at se på, hvad det koster ham.



kristendommen er eneste religion der har gjort ansigtet, vores personhed, til et uomgængeligt teologisk alfa omega. Kristus er det billede vi er skabte i, det er Guds ansigt, det er vores person eller personhed. Johannes har ret, uden dette billede i verden; Kristus inkarneret, ville der intet lys være i verden og mennesket ville mangle det tredie øje og være uden person!



Hvor er Guds ansigt, Kristus, er det ham på korset i kirkerne? Nej (nej for dette ville være en statisk 'platon'sk' ide om det var ham, om Kristus kunne findes her), nej Kristus findes i det andet fremmede menneske som vi møder og går livet igennem med og i de "hin andre" vi vælger at have ansigt og fællesskab, fortrolighed med, men ikke mindst i dem vi afviser og ikke vil have og pleje omgang med, inkludere i vores fællesskab, dem vi ikke bryder os om, de os fremmede (skyggen ifølge Jung), alter der bliver til alienus, i forbindelse vores kommunikationsnederlag i forhold til næsten, de andre, hvorved vi på en dyb måde mister os selv og forbindelsen til os selv, bliver gjort fremmede overfor os selv, ved ikke at turde konfrontere os selv med dem, hvormed igennem vi afskærer os fra os selv ved at forblive i os (vi), og ikke ville dem eller den anden, de fremmede eller den for os fremmede, ukendte; person og ansigt.