Hej Ole..

Det er mestendels med velovervejede beslutninger i refleksion, at vi indretter livet i rammer efter de forventninger hvori vore følelser får udfoldelsesmulighed, dvs. selve samfundsindretningen. Allerede i de første leveår, lærer og oplever vi fordele og ulemper ved egenkontrol med vore behov i sociale sammenhænge, og som viser sig at være til vores fordel i sidste ende: det ville simpelthen blive en kamp om opmærksomhed, hvis ikke vi havde bare et minimum af styr på vore følelser i de nære som mere fjerne relationer, ja helt ind i samlivet med den elskede og børnene, drager vi i så mange situationer fordel af evnen til at udsætte vores egne og tilgodese den elskedes behov, der ligger simpelthen en mættende tilfredsstillelse i at se de mennesker vi elsker få opfyldt deres inderste eller intime behov. Det er ganske enkelt en fornuftstyring af umiddelbare nerveimpulser (følelser og behov), som i kraft af akkurat rationelle forventninger vi stiller, muliggør tætte forhold til andre mennesker. Dvs. hele socialiteten afhænger af dette, dermed arbejdsmæssige forhold, hvor vi alle færdes i samfundets afkroge med forventninger om veludført arbejde m.m. Vi indbygger i os glæden ved et feedback, når vi ved at afse os selv i udførslen af arbejdet, tilfredsstiller andres forventninger.

Når vi i det daglige oplever mennesker der er uden styring med sig selv, får det næppe mange til at himle op over deres utilfredsstillelse – man ka’ lige forestille sig nogen stille sig på en ølkasse midt i togkupéen/Rådhuspladsen og udråbe deres mangel på kærlighed til fællesskabet; mon ikke nærmere mennesker flest ville ta’ kraftigt afstand fra en sådan ”kærlighedsforståelse”? Ja mon ikke nærmest slige ytringer får os til at tænke på børn der aldrig fik den tryghed iboende, som en betinget adfærd skaber og som får os til at evne at kunne begå os i ”habitatet” – for nu at skabe en reference til det instinktive vi tumler med rationelle virkemidler, og hvor den motiverende faktor faktisk udmønter sig i bedre behovstilfredsstillelse, ja det vil jeg mene. Kortene på hånden er psykologiske virkemidler og selvindsigt. Selv vore kæledyr stiller vi rationelle forventninger til, også de oplever frugten ved en smule kontrol med det instinktive. Faktisk er der nærmest tale om et samvittighedsprojekt, hvor vi ligefrem bebrejder os selv, når vi ikke tilgodeser behov hos netop dem vi elsker, og dette afspejler en indbyrdes fornuftig forventning imellem os alle her i samfundet, som i bredeste forstand gør det muligt for os alle at skabe et tilfredsstillende liv. Jeg vil nærmest sige, at selv hedonismen afspejler sig i forventninger til fællesskabet; man er bare ikke centrum i sit eget univers, men dybest set afhængig af en smule styr på sig selv, hvor et ukontrolleret opmærksomhedsbehov hurtigt får negative følger og altså et negativt feedback – altså ingen egentlig tilfredsstillelse.

Jeg synes skrigeriet fra dem du kalder ”trolde” mere end kærlighed handler om en overordentlig opmærksomhedstrang der er ude af kontrol. Tit ser jeg en grundlæggende forurettelse over manglende behovstilfredsstillelse i flere indlæg, som ingen relation overhovedet har til værdisyn der ville tilgodese noget fællesskab, og hvor etiske spørgsmål tværtimod blir fjernere og fjernere dets højere der skriges på opmærksomhed – for det er tit oplevelsen af hvad det drejer sig om. Så i mange indlæg er det ikke let at finde en egentlig pointe med relation til fællesskabets etiske rammer, og altså dermed noget egentlig fordelagtigt for den enkelte som iboende kvalitetssikring. Tværtimod synes jeg nærmere enkelte såkaldte ”trolde” får skreget instinktive behov ind i en uerkendt psykologisk kontekst, og dette muligvis som reaktionen på et uopfyldt følelsesliv der har taget styringen med tastaturet.
Men skriver man nu den slags, ja da kalder det hurtigt på en modreaktion fremfor forståelsen af det egentlige formål, som jo er savnet efter indlæg med meningsindhold der omhandler noget vi alle, og dermed den enkelte, kunne drage fordel og nytte af. Når fx. spørgsmål til nytteværdien i værdisynet rettes til den enkelte, da bruger så den enkelte religionen som forklaring for sine egne behov for kærlighed. Kærligheden blir pludselig fra at være et personligt forhold der savnes, plumpet ind i et påkrav til fællesskabet, og det er her det går galt også i den religiøse kontekst, idet kærlighedslivet som en makrosocial proces ville opløse intimiteten og dermed nærforholdet. Og alt for tit misbruges en filosofisk kontekst til at promovere et personligt opmærksomhedsbehov, netop fordi synspunktet hives ud af sin oprindelige sammenhæng og plantes i et helt andet formål. Man sidder tilbage med skrål i alle verdenshjørner, hvor der ikke er samling på ret meget, hvilket viser en del om en mangelfuld (rationel) erkendelse..;)
Atter bare et godt puf fra dig Ole!

mvh
Simon

Hej Simon.

Blot et par praktiske bemærkninger. Hvis du havde delt dine tre afsnit i tolv, ville det ikke afskrække de fleste fra at læse det. Også dit lixtal er for højt og sammenholdt med en udstrakt brug af fagord og komplicerede sætningsopbygninger, kan du kun forvente at akademikere med sproglig viden og forståelse kan følge din tankegang.

Jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg går ud fra, at du ikke skriver for mig alene, men gerne vil have, at andre også skal kunne forstå din argumentation.

Prøv at holde det på et mere enkelt plan, og med en mindre sublim ironi, så Hanskrist har en chance for at forstå, at det er ikke ham, du "forfølger" men at ironien gælder hans ensidige fanatisme og den manglende logik i hans argumentation.

Mvh

Ole Bjørn :o)

"Jeg har lige læst mit indlæg herover igennem igen, og det lyder ærlig talt lige lovlig "fromt".

- Tja, man kunne måske endda, når du nu skriver flg: "At være er en gave - ikke noget, man kan kræve - det er i hvert fald min påstand"...tænkte sig at vide, hvem denne gave så kommer fra? ;)

mvh
Simon