Hej Treram..

Egentlig er det jo bare ubegribeligt, hvad en sådan alvilje de troende tillægger egne forestillinger om himmelnissen har at gøre med forestillinger om ateisters livssyn. Ateister ved hvad grundsyn i religioner drejer sig om, mens overtroiske mennesker omvendt må nøjes med at forestille sig hvad ateister mener om livet.

Ligesom Arne historie her, ser vi netop tit hvordan de troende som begrundelse for deres tro, hæfter virkelige begivenheder/hændelser i enden på deres himmelnisse – dramaturgien ska’ pifte fantasien lidt op. De sætter gerne påstanden a) som den objektive reference, hertil tilføres så den subjektive reference b), hvorefter de med c) mener at ha’ fortalt en interessant historie om virkelighedens beskaffenhed.

Det er det rene Pippi, 2+2 = 22 osv. ;) Mestendels er det jo ret tragikomisk, for referencer til de følelsesladede (og ofte virkelige) historier misbruges jo netop til at give fantasierne (om himmelnissen) en form for eksistensberettigelse.
Det er helt den samme metode, som: 1) det man ikke ved, kan være sandt, 2) vi ved intet om guderne, 3) ergo ka’ guderne være sande.

Det er fx. efter en sådan metode, at Arne synes påstanden om guden i det ukendte blir enormt interessant for idéen om guder der forordner det kendte. Det er interessant at registrere, hvor mange af de troende der åbenlyst tillægger deres sanseoplevelser sandhedsværdi, alene fordi de har mange følelser. At deres sanser snydes hver eneste dag, spiller tilsyneladende ikke nogen stor rolle.

Det dér med at dutte ateister ind i troen sin, har vel været Arnes lille kæphest på begge debatter, han mener tydeligvis den går på gyngerne og karrusellen – bare man skriver det mange gange nok, står vi fint, i samlet flok....;)


mvh
Simon