”Din vilje ske”

De fleste af os ved, at i den kristne bøn: Fadervor, forekommer ordene ”din vilje ske”.
Vi underkaster os gudens vilje – som i så mange andre religioner.

Det er jo let nok, så længe alt går rimelig godt, men når ulykker, sygdomme, krige og naturkatastrofer rammer os selv eller vore kære, så er det jo ikke helt så let.

Den religiøse har så muligheden for ved bøn dels at søge (håbe på) at ændre skæbnens gang – og dels gennem bønnen at søge at forlige sig med det ubærlige.

Ateisten har ingen gud at henvende sig til, men underkaster sig med samme ydmyghed ”tilfældets magt” – og ateisten har ikke bønnens muligheder, men må finde andre veje til at forlige sig med sin skæbne.

Bøn som middel til at udholde, bære, forlige sig med, skæbnens magt er nok en ikke uvæsentlig del af, hvad religioner kan hjælpe os mennesker med, vil jeg mene.
(Jeg havde nær skrevet ”vil jeg tro”, man kasserede det igen for ikke at skabe forvirring)

M.v.h. Arne.

"De fleste af os ved, at i den kristne bøn: Fadervor, forekommer ordene ”din vilje ske”. Vi underkaster os gudens vilje".

- Nej, det gør vi bestemt ikke, men nogle af os da blevet klar over hvad du underkaster dig..;)

"Den religiøse har så muligheden for ved bøn dels at søge (håbe på) at ændre skæbnens gang".

- Bakterier, virus og biologisk nedbrydelse registrerer ikke håb, naturen er ligeglad. Først da man begyndte at skabe viden om naturen, dvs. den naturvidenskab du flot kasserer, skabtes mulighed for længere levetid og bedre vilkår for sameksistens.

"Ateisten har ingen gud at henvende sig til, men underkaster sig med samme ydmyghed ”tilfældets magt”.

- De gudetro underkaster sig religioneres overnaturlige tro, det gør mennesker uden gudetro ikke. Hvad tilfældet angår, må du præcisere hvad dette drejer sig om. Tilfældigheder ka' være mangt og meget, men tilfældet er heller ikke her at mennesker uden gudetro bare indretter sig.

Forøvrigt er den blå skrift stadig uden mening, medmindre du vil fordunkle også præsentationen...

mvh
Simon

Hej Arne.
Ateisten underkaster sig ikke nogen guds vilje og deltager ikke i bønner, hvilket også kun kan siges at være rent tidsspilde, med bønner narrer man kun sig selv, ingen lytter til dine bønner og slet ingen hjælper.
At nogen tror det hjælper at bede/tilbede en gud er det rene nonsens, ulykker, katastrofer, sygdom o.s.v. sker alligevel uden hjælp fra en gud.
Universet er styret af helt andre kræfter end en guds, men troende mennesker har nogle brister, som gør at de er i stand til at kvaje sig og falde på maven for det overnaturlige.
Vi andre umodtagelige for alskens nonsens lever livet på vores egne vilkår og tager udfordringerne i den rækkefølge de kommer.

Når man læser de forskellige indslag på KD fra de troende personager, om bl.a. deres indstilling til livet, tænker jeg tit, gu ved om de er "rigtig kloge", de har en kunstig, naragtig,nærmest sygelig tro på at deres guder eksisterer og er i stand til at hjælpe menneskeheden.

For mig at se, så har troende en stor brist, som er opstået gennem lang tids uheldig påvirkning fra andre troende og sådan fortsætter det, heldigvis opdager/forstår nogle at de er blevet narret og de får bekæmpet/fjernet virussen fra deres hjerner.

Kære treram og simon.

Som bekendt mener Arne, at vi ateister "mangler noget", så nu har vi da i det mindste fået at vide, hvad det er. Vi mangler at underkaste os troen på en ikke-eksisterende guddom.

Det medfører så, at når de troende kan nøjes med i kritiske situationer at bede til Gud, og derefter overlade afgørelsen af det videre forløb til tilfældet, må vi "mangelfulde" selv tage affære og søge at påvirke forløbet.

Sådan kan en religiøs opfattelse gøre hjernen så forskruet, at den ser alting vendt på hovedet.

At dette vrøvl kommer fra Arne, er ikke så mærkeligt, for han har jo selv oplevet, at alle hans problemer blev løst, blot fordi han tilfældigt kom til at kikke på et billede af Jesus på et stykke træ, så han blev "kureret". Det sidste er nok et åbent spørgsmål.

Vi ateister ville søge sagkyndig assistance, hvis vi havde tilsvarende problemer. Der findes udmærkede mediciner og terapier mod sådanne tilstande, hvis man ikke vil overlade det til tilfældigheder at gøre en rask.

Religion har samme virkning som de patentmediciner, som svindlere gennem hele historien har solgt til naive mennesker. Der burde være en lov mod religion.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Treram.

Jo, selvfølgelig ville ordene fra dig: "din vilje ske", henvendt til en for dig ikke eksisterende gud være grinagtige.

Men for de mennesker, der har en eller anden mere eller mindre uklar forestilling om eksistensen af "en overordnet vilje", kan det jo godt give mening - både som et håb om at ændre skæbnens gang og som et middel til at forlige sig med det uundgåelige.

Jeg husker, jeg engang i radioen hørte en dansk overlevende fra bilfærgen Estonias (klik) forlis fortælle om, hvad der skete.

Det første, jeg husker, han fortalte, var, hvordan han kæmpede for at komme op i fri luft på den stærkt hældende færge, og at alle andre lige så ildestedte mænd, kvinder og børn, der også kæmpede for at komme op i fri luft, forsvandt ud af hans bevidsthed i kampen for selv at leve.

I nattens sidste timer lykkedes det ham i det oprørte hav at nå op på en redningsflåde, som de store bølger hele tiden skyllede hen over, mens mange, der ikke kunne komme op på den overfyldte flåde, fordi der ikke var plads til flere, lå i vandet og klamrede sig til flådens sider.

Han fortalte om, hvordan de, der blev for udmattede til at kæmpe for deres liv, og som opgav - og overgav sig til druknedøden - i de sidste sekunder var så fredfyldte, at fristelsen til at følge dem var næsten uimodståelig, og at det kun var kærligheden til kone og børn, der fik ham til at kæmpe videre.

Der var også nogle, der bad Fadervor.
Hvor meget bønnen havde med tro at gøre, det er måske ikke så væsentligt, men at den fungerede som et middel til at opretholde håbet - og kæmpe videre - og samtidig som en vej til at forlige sig med skæbnen - hvordan så end blev - det var der ikke tvivl om.

Ville jeg be' Fadervor, hvis jeg var en af dem på redningsflåden?
Det ved jeg ikke, jeg tror jo ikke på den, for mig at se, primitive forestilling om en personlig gud, men jeg vil da bestemt ikke på forhånd udelukke bøn, som et middel til både styrke og til accept af skæbnen lige foran mig

M.v.h. Arne.

P.S.: Jeg skriver i det layout, der hedder blue_and_orange, som kan vælges nederst på siden, fordi jeg synes, det er mindre kedsommeligt

Hej Treram..

Egentlig er det jo bare ubegribeligt, hvad en sådan alvilje de troende tillægger egne forestillinger om himmelnissen har at gøre med forestillinger om ateisters livssyn. Ateister ved hvad grundsyn i religioner drejer sig om, mens overtroiske mennesker omvendt må nøjes med at forestille sig hvad ateister mener om livet.

Ligesom Arne historie her, ser vi netop tit hvordan de troende som begrundelse for deres tro, hæfter virkelige begivenheder/hændelser i enden på deres himmelnisse – dramaturgien ska’ pifte fantasien lidt op. De sætter gerne påstanden a) som den objektive reference, hertil tilføres så den subjektive reference b), hvorefter de med c) mener at ha’ fortalt en interessant historie om virkelighedens beskaffenhed.

Det er det rene Pippi, 2+2 = 22 osv. ;) Mestendels er det jo ret tragikomisk, for referencer til de følelsesladede (og ofte virkelige) historier misbruges jo netop til at give fantasierne (om himmelnissen) en form for eksistensberettigelse.
Det er helt den samme metode, som: 1) det man ikke ved, kan være sandt, 2) vi ved intet om guderne, 3) ergo ka’ guderne være sande.

Det er fx. efter en sådan metode, at Arne synes påstanden om guden i det ukendte blir enormt interessant for idéen om guder der forordner det kendte. Det er interessant at registrere, hvor mange af de troende der åbenlyst tillægger deres sanseoplevelser sandhedsværdi, alene fordi de har mange følelser. At deres sanser snydes hver eneste dag, spiller tilsyneladende ikke nogen stor rolle.

Det dér med at dutte ateister ind i troen sin, har vel været Arnes lille kæphest på begge debatter, han mener tydeligvis den går på gyngerne og karrusellen – bare man skriver det mange gange nok, står vi fint, i samlet flok....;)


mvh
Simon