Hej Zenia..
"Fra mit liv kommer følgende erindring: Fra de sidste døgn af min mors liv, hvor jeg var til stede ... og så til, at hun ikke var hos os mere(?). Husker, at jeg spontant tænkte, at det var SÅ tydeligt at se, at nu havde Ånden forladt min mors krop, da jeg kom ind og så hende ligge efter, at hendes krop var død".
- Kender godt oplevelsen af "fænomenet", eller måske noget der muligvis ligner lidt..;)
Fra nært hold, var vi tilbage i 1996 tre gode venner, der dagligt passede hus og plejede en fælles ven og hendes to børn på 11 og 13, livet fortsætter jo sin vante gang trods svær sygdom m.m., og vi boede altså i hendes hus til og med hendes død tre mdr. senere. Da vores ven døde, oplevede vi hvad sikkert rigtig mange andre har oplevet, nemlig at se, hvordan de smerter og det ubehag der så længe havde præget de ellers smukke karaktertræk hos vores elskede ven - som iøvrigt selv var psykiater og altså bekendt med lidt af hvert fra livets pågåenhed - helt forlod hendes ansigt, og sidenhen efterlod dette lille "smil" som mange andre sikkert også har hæftet sig ved, eller har anet og tænkt over m.m.
Efter en lang dag med alle de opgaver i forbindelse med sådan en situation, var vi mange venner, fam. og børn der spiste aftensmad sammen. Fire af os overnattede og sov sammen i hendes seng, hvor vi så lå og talte om fælles oplevelser, fortroligheder og med en fælles fornemmelse af hendes stadige tilstedeværelse. Morgenen efter hvor atter andre sager skulle arrangeres og ordnes, da havde vi alle sammen denne sære oplevelse af, at hun var helt væk, tomheden var markant ved hendes fravær.
To af hendes veninder, som jeg jo havde delt hus med i de tre foregående mdr., havde et noget mere spirituelt syn på sagen end jeg, men måske ikke så præcist religiøst defineret. Ikke desto mindre, tolkede også de "fænomenet" som ånden der forlod hendes krop, og altså så efterlod tomheden vi alle følte, mens jeg nok mere opfattede og forstår det, som livet der forsvinder - mens man jo selv er tilbageværende med hele molevitten til egen og fælles bearbejdelse.
Det er nok almindeligt at formulere den livsgnist vi føler og oplever hos mennesker vi er særligt opmærksomme på, og i særdeleshed i forbindelse med de betragtninger man deler med hinanden, som "ånd". Men "ånd" er jo et ord der ikke dækker præcise kendetegn, hvorfor du og jeg fx. her ka' fortælle om de særpræg vi hver især forbinder med ordet. Altså en slags fællesnævner vi hver især kan koble de kendetegn på, vi måtte synes karakteriserer personen vi taler om. Det er jo en meget, i ordets bogstaveligste forstand, mærkelig oplevelse at mærke livets ophør, ja forskellen mellem i det ene øjeblik liv, og i det næste det komplette fravær. Der er altså markante oplevelser vi kobler til ordet "ånd", mens de historier vi kobler på ordet, kan være så forskellige. Fælles for oplevelser af den art er dog det, at livet forsvinder - det biologiske med alle de fysiske kendetegn, der pludselig ophører. Og på mange måder forsvinder folk der dør fra én jo ikke helt, for de efterlader os jo med så mange minder, og lever på den måde videre i os - så også dér, er der altså tale om en slags "ånd", men som altså kan forklares, som de erindringer vi via vores egen livsevne, stadig kan genkalde os. "Ånd" er så også den historie, vi tilfører de mennesker der betyder noget for os og som påvirker vores tanker. Pludselig er "ånden" blevet til tanker vi har, fx. tanken om oplevelsen af livet der det ene øjeblik var tilstede, for i det næste at forsvinde, ikke sandt?
Det var lidt dét kompleks der lå i spøgrsmålet rettet til surmulen Hans - som du bare ska' opfatte som dril, ikke noget personligt alvorligt, ånden dér er mig bekendt ved fortællinger. Og meningen er sådan set bare, at det måske ikke er så god en idé at forklare det naturlige med fantastiske forestillinger og ord som ka' betyde så forskelligt, fordi vi meget vel kan kommunikere os ud i mystiske udvendigheder der skaber endnu flere forklaringsvanskeligheder, og meningen med at formulere oplevelser, er vel næppe at bortforklare os fra hinanden - så at sige. Jeg forstår godt, at det må være praktisk for mystikere indenfor div. religioner at bruge ordet ånd, for dermed er døren jo åbnet for alle mulige forestillinger, men jeg er ikke tilhænger af at bortforklare noget som fx. døden, fordi dette har så massiv en indvirkning på os alle. Og jeg synes faktisk religioner har medvirket til at skabe den angst for døden, som de med et snuptag vil forløse den ængstelige fra med trosbekendelse her og dér - hvilket altså er ret upraktisk, for hvordan ska' vi skabe fortrolighed med vores egen forgængelighed, hvis vi ikke vi forholder os til realiteter? De er sgu barske nok!
Jeg tror mange spirituelt tænkende mennesker ræsonnerer sig selv som en del af en ubekendt helhed, hvor det er blevet min oplevelse, at enkelte af dem ligefrem forklarer det kendte med det ukendte, og lige præcis dér begynder det for mig at blive for pjattet. Der er stor mening i at forsøge at forstå verden omkring os, men vi skaber ikke forståelse ved bare at bortforklare verden med historier vi måske synes kan lyde spændende, på den måde underholder vi hinanden. Så i det lys, synes jeg nok mere forfatteren forlader sagen, hvilket måske lige ér sagen. I den forbindelse, ka' det være praktisk at forstå sig selv i relation til det omgivne, som fx. naturen omkring os, for den vej rundt at se sig som samme naturlige udtryk som alle andre biologiske væsner. Altså et naturligt fællesskab. Får du aldrig en underlig fornemmelse af, at din religion gør dig til noget særligt, hæver og fremmedgør dig fra naturen du udspringer fra, ved netop kun de særlige historier?
Man ku' jo argumentere for, at der i sådanne historier er masser af "ånd", simpelthen fordi man læser sigs ind i historierne, men pludselig blir "ånden" altså her en imaginær historie hvor naturen tilføres en "ånd" - og så har vi balladen: guder, fe'er og alfer der svæver og danser i det ene oplevelsesrum, mens det er fraværende i det andet. M.a.o. er historierne ikke længere beskrivende for naturen i os, men kun for vores fantasier om ånden. Men er det væsentligt, siger det noget væsentligt om os?
mvh
Simon
Redigeret af Simon (02/07/2012 11:27)
... Og Gud ske lov og TAK for det, må jeg tilføje.)
Svar
Citer
