lad os gå til sagen selv

lad os gå til sagen selv, og droppe alle disse ørkesløse fordummende pseudodebatter


når jeg læser hvordan kristendom og i det hele taget det religiøse opfattes så skuffes jeg, som om ingen overhovedet er i nærheden af hvad sagen drejer sig om, hverken dem der er positivt stemt eller dem der stiller sig kritisk eller afvisende.

det hellige og det religiøse har alene at gøre med fænomener der bryder med den vores trivielle servile hverdag, hverdagsagtighed (dødelighed) og samfundets konservative love og moralske sædvaner der er fremmedgørende for mennesket. Fænomenet er begejstring, at være ekstatisk beruset; grebet af åndens ekstatiske nærvær og manifestationer (ses i en lang række tilfælde som fx helbredelser; omvendelser (ny kurs og personligheds dannelse, ny karakterstruktur); forelskelser; nye politiske sociale kreative frie omgangsformer og "love" (revolutionerne) mmm). Hvad så med Gud, jamen Gud er Ånd, Ånden, den begejstring (Ånd) vi bliver grebet af og som forandrer vores prosaiske trivielle servile hverdag, denne vores hverdagsbevidsthed og væren, væren til, og vores personlighed og skaber en ny personlighed og karakter -struktur (neurosehelbredelse), der stikker så dybt ind i vores biologi (natur (og ja inderste vilje)) at helbredelser af sygdomme og dårlige vaner som destruktiv livsførelse, er et umiskendeligt kendetegn ved denne Ånd (Åndens ekstatiske nærvær og manifestationer) som vi læser om det igen og igen hos Paulus og i evangelierne (helbredelserne og omvendelserne), men selvsagt også åndelige etiske karaktermæssige sygdomme helbredes, mennesket finder igen sig selv og deres vej her i livet.



Da jeg begyndte i 2003 på religionsdebatten følte jeg mig ensom (følte ikke der var nogen der overhovedet havde forstået emnet eller sagen selv), ja det var rent faktisk derfor jeg begyndte at skrive, nemlig primært for mig selv et og andet sted og for måske at lykkes med at udbrede kendskabet til hvad teologi og religion, det religiøse og kristendommen specifikt, dækker over. Alle ved hvem (af debattørerne) og hvor få der har ladet sig inspirere af mig, så målt sådan har det ikke været den store succes, men målt i forhold til de e-mails og henvendelser jeg har fået fra folk har det ikke været så dårlig igen.

Hvis man ønsker at forstå det religiøse og hellige som dette at være grebet af ånden og havende åndens kreative ekstatiske manifestationer i sit liv så er det følgende personer der skal konsulteres:

Paulus; Luther (når han bliver frigjort fra de dogmatiske Lutheraner og tidehverv fx); det er om noget Berdyaev og Tillich (en dyb grundig og tilegnet forståelse af Kant, Fichte, Schelling og Hegel er at finde hos Berdyaev og Tillich) og Barth (selv om Barth er svær). Derudover er det tværvidenskabelig relevant at beskæftige sig med Carl Gustav Jung, Francesco Alberoni; Alain Badiou, Edgar Morin, Daniel Stern, og moderne neurovidenskab og sundhedsvidenskab (lægevidenskab om sundhed og sygdom bredt forstået), men ikke mindst psykiatri og klinisk psykologi (terapi i al almindelighed).

Det religiøse, og da især kristendommen, har alle dage været dette ekstatisk at være grebet af og modtager af Ånden (Paulus Nye Testamente), denne ekstatiske begejstring og besathed og beruselse, eksceptionelle undtagelsestilstand eller ekstraordinære tilstand, som alle kunstnere og kreative mennesker kender, også de naturvidenskabelige af slagsen. Al teologi er bygget op heromkring, det er kernen hvorudfra der tænkes i ethvert teologisk værk. Kender de dødelige/dorske og åndssløve, ikke sammensatte mennesker også forholdet, ja de kender forholdet som fænomenet forelskelse, hvor den sociale gruppedannelse der altid er en ledsager af at være begejstret og ekstatiske beruset af Ånden, dog kun består af to personer, de elskende.

Paulus kan kun forstås ud fra denne begejstring, hvor man er grebet af Ånden (ånden er over én); Kristus (inkarnationen, hvor vores legemer er tempel for Helligånden, Åndens ekstatiske manifestationer i vores liv), og hvilke kreative nyskabende konsekvenser dette får for den enkelte og for det omgivende samfund, politisk.

At tro på Gud er "blot" at tro på (at have tillid og turde leve på) denne virkelighed, åndens kreative ekstatiske nærvær og manifestationer (gøren sig gældende) i ens liv, som eksempel, forelskelsen, men der er andre, som fx ikke mindst urkristendommens dannelse, eller menighedsdannelsen, det nye fællesskab før den (Kirken) bliver institutionaliseret og mister og taber Ånden, denne Ånd, i hypostatisk metafysisk vrøvl og den kreativitet og nytænkning og begejstring vi ser hos Paulus forsvinder. Men der er også alle politiske bevægelser.

Hvis man først en gang har erfaret dette fænomen med Åndens ekstatiske nærvær og manifestationer i ens liv, da forstår man at Dawkins og hans tilhænger her på debatten fx fører pseudodebatter (ja det er en kamp imod deres egne fordomme for en stor del de fører) og kun har relevans for bibelbælte usa og bogstavstroende fundamentalister, som der stort set ikke findes nogen af her i europa, ihvertfald meget sjældent at møde en teolog der i den grad har misforstået sagen selv.

De dawkins tilhænger der har en vis akademisk dannelse og intelligens, burde studere Tillich's "Systematic Theology", og bagefter vil de ydmyg komme og give en undskyldning for at have spredt forvirring og have værende skyld i at føre så mange pseudodebatter, hvor sagen selv mistes af syne, forbipasses.


mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

Nok meget min nye forelskelse og store kærlighed der pludselig gjorde at jeg blev uendelig træt af disse pseudodebatter, der intet konstruktivt har over sig på den lange bane, men blot består i at æres i nuet og begrave sig selv i dumhed og ørkesløshed (tidsfordriv).

Derudover passer jeg mine studier (mest moderne psykoanalyse (neuroaffektiv udviklingspsykologi) og neurovidenskab og jeg passer mine skriverier (og jeg har mine dedikerede ganske få læsere, og jeg ønsker ej heller flere) og ja haven og så meget andet, mit nye sociale netværk fra kvinden i mit liv.

Og min bedre halvdel og mig, vi løber sammen og cykler Moutainbike.

Og ja jeg passer mit eget løb (løbeprojekt, hvor dette at løbe gøres til en livsstil), hvor minimum er 10 km om dagen, men ofte løber jeg 20 km og derover i meget kuperet terræn. Nu har jeg løbet hver eneste dag i et ½ år, noget der kom sig af at jeg flækkede min knæskal midt over og ødelagde mit korsbånd slemt i efteråret 2011, hvor der i denne længere skadespause modnedes en indædt beslutning om at jeg ville tilbage og være fit for fight og så løbe hver eneste dag resten af mit liv (klog af skade blev jeg må man sige). Utålmodig som jeg er begyndte jeg nok lidt for tidligt, hvorfor mit venstre ben først nu er begyndt helt at komme sig.

Og ja erotikken og de mange muligheder for derigennem at transfigurere, forvandle og give hinanden et nyt ansigt, et nyt SYN (om noget amygdala og hippocampus er involveret som den gamle lugtehjerne er det underliggende), ny ENERGI, udstråling, karisma, lys og humør, denne forklarelse der bryder med den trivielle servile hverdag betyder meget for mig, for os, og vores omgivelser. Som det er kongevejen til sundhed og kreativitet, et kreativt virksomt liv.

VELKOMMEN tilbage, min Tigerven

... og jeg vender tilbage til dit indlæg lidt senere, for lige nu kalder skoven på mig og hundene ... nu hvor tordenvejret er ovre ...

Vi ses senere ... og nu smutter du ikke, min fine ven

Flere bank fra RoseMarie

Hej Hans..

”At tro på Gud er "blot" at tro på (at have tillid og turde leve på) denne virkelighed, åndens kreative ekstatiske nærvær og manifestationer (gøren sig gældende) i ens liv”.

- Problemet er, at ”psykiske realiteter” fra den troendes eget oplevelses- og fantasirum, ingen virkelighedsforankring har. Så dette er m.a.o. ikke en særlig tillidsvækkende måde at forklare noget om virkeligheden eller vores fælles verden på. At metoden tilbage i div. kultursamfund var accepteret og anerkendt i troendes egne kredse, er en anden men også fuldt forklarlig historie.

Fænomeners evne til eksistens og deres forankring i virkelighedsrummet er imidlertid ikke resultatet af menneskelig indbildning, mens guders indføring, ved en ”partitionering” af menneskets tænkeevne opdelt i ”ånd” og ”sjæl”, netop er en følge af en sådan indbildning. Vi ser fx. hvordan religiøse troende ad denne vej tillægger sig særlige færdigheder som følge af tænkemåden. De er fx. ”spirituelle”, ”clairvoyanter”, ”kristne”, ”buddhister”, men tilfører alle virkeligheden og vore fælles verden deres tænkte fænomener ved troen alene. Men ikke nok med det, de forklarer alle sammen sig og mennesket selv, med henvisning til overnaturlig tro. Gudefænomener afgrænses til ”åndelige oplevelser” alene ved hjælp af selve tænkemåden, men også fordi tankefænomenerne slet ikke formår at optræde i selve virkeligheden. Fx. tilbyder virkeligheden en oplevelse, som den troende så tolker ind i en parallel virkelighedsanskuelse, hvormed virkeligheden så ”opkvalificeres” og værdisættes, men igen alene p.a. tænkemåden – virkeligheden selv gør ingen indvendinger, den er indifferent som naturen selv.
Problemet med en sådan måde at blande fantasier og virkelighed sammen, må være indlysende for mennesker flest, ellers ville ingen udvikling være sket. At tiltænke naturen og dens fænomener evner og betydning ved kun troen, er så væsensforskellig fra det at forklare naturens fænomener og hvad disse måtte evne og formå – og derved skabe en forståelse af sig selv. M.a.o. er religiøs overtro uanset arten ingen tillidsvækkende metode at værdsætte mennesket som individ med, for mennesket evner jo desuden at tænke sig fri af religioners overtro, og er ergo religioner overlegne.

Man ka’ vælge at se religioner som delmængder i en fortsat udviklingsfase i menneskehedens historie, hvor også den indbyggede etik og moral selvfølgelig undergår forandringer. Tilbage står en sund fornuft, en form for videns-sekvens fra kulturers forløb i et øjeblik, en akkumulation, indarbejdet helt ned i individets selvforståelse, hvor sammenhængende forklaringer, kan være højst nyttige og fremmende for ethvert individ i dets kultur.
Men det blir altså lidt svært at få øje på, hvad kristendommen har at tilbyde fremtidens mennesker, andet end et tilbageblik på mennesker der tænkte tanker, som havde deres præcise relationer til en samtids præcise problemer. Her forekommer det, at kristne troende kigger på fremtiden gennem et sentimentalt tilbageblik på deres ikoner/idoler - som i stedet for at være plakater på væggen, nu er klistret fast i deres panderynker - hvorudfra de bedyrer, at de så sandelig intet håb ser for fremtidens mennesker, at disse vil være helt fortabte, fattige i "ånden", uden netop deres livssyn til efterlevelse. Men også dette er sket mange gange før i udviklingsfasen, tilmed er måske 99% af menneskehedens akkumulerede oplevelser gået i glemmebogen – vi er m.a.o. ret forglemmelige små mennesker, der naturligvis fastholder vores minder og erindringer, ja vore kæreste venner og familiemedlemmer, i erindringsbanken/hukommelsen. Man ka’ ligefrem få dårlig samvittighed over ikke at betænke og værdsætte mennesker der lever, den gælder også den anden vej rundt, for dem der ikke længere lever. Følelser knytter sig meget til menneskets erindringer, derfor også til fastholdelsen af erindringer. Og det er her vi kan slå så dybe rødder i tilbageblikket, at vi nærmest afvikler fremtiden for efterkommere, med div. kulturværdier – der jo endnu ikke knytter sig til endnu ikke fødte mennesker. Der må m.a.o. forekomme en selektion, der må sorteres i også kulturværdier, for vi kan næppe tillade os at skrive de endnu ikke fødtes ind i vore egne sentimentale tilbageblik. Og det er lidt her religioner har det med at tromle mennesker ned, og har gjort det i årtusinder, med alle mulige intentioner om at fastholde en tro (med enorm kærlighed her, dér og allevegne), men som endnu ikke har vist sin evne til at vise noget om virkeligheden udenfor mennesket. At tro noget, kan i sig selv være en midlertidig syntese, en øjeblikkets anskuelse på ringe præmisser. Her afventer man, venter at komme noget lidt nærmere en forklaring, for derfor at være uden mening, uden tro i den forstand religiøse mennesker tillægger ordet betydning – og da i særlig grad Kierkegaard, som anbragte troen som resultatet af det sublimeste valg. Men i dette lys, blir troen som antagelse ikke særlig relevant for øjeblikket, og den blir altså ikke mere relevant, fordi man anskuer selve livet og sin rolle i sociale forhold, alene ved det, at man ka’ tro noget i et afgrænset metafysisk tankerum – som slet ikke er beskrivende for virkeligheden selv, men kun for selve tankekonstruktionen.

Så jeg ved ærlig talt ikke hvad kvalifikationer alene med tro sku’ tilskrives, andet end som midlertidig synspunkt. Man ku’ jo fx. flytte synsvinklen – hvorfor troen som sådan, blir sagen lidt uvedkommende..;)

mvh
Simon

jeg havde skrevet:

”At tro på Gud er "blot" at tro på (at have tillid og turde leve på) denne virkelighed, åndens kreative ekstatiske nærvær og manifestationer (gøren sig gældende) i ens liv”.

"åndens kreative ekstatiske nærvær og manifestationer"


Hvortil simon svarer:

- Problemet er, at ”psykiske realiteter” fra den troendes eget oplevelses- og fantasirum, ingen virkelighedsforankring har.


Hvor dum kan man være spør jeg,, dermed findes hverken neurovidenskab eller psykologien. Alle ved i dag at entusiasme, ekstatisk begejstring, har at gøre med hjernekemi og funktion. Igen det kendes fra forelskelsen. At påstå dette ikke er virkelighedsforankret, så er man sgu for DUM.

åh det er bare for meget, manden (simon) aner ikke hvad han taler om.


Men det er ikke første gang at simon afslører sig selv i ikke at kunne omsætte videnskabelige diskurser til en forståelse af hvordan den er relateret til virkeligheden.

"manden" skriver videre:

Fænomeners evne til eksistens og deres forankring i virkelighedsrummet er imidlertid ikke resultatet af menneskelig indbildning, mens guders indføring

jamen for pokker, der er ikke indført guder. At tale om bevidsthed og bevidsthedstilstande er ikke at indføre guder.

simon det er under niveau,, du behersker ingenting. Prøv dog for pokker at gøre dig anstrengelse med at læse hvad jeg skriver. Kan du overhovedet læse en tekst???????????????????


Simon skriver:

Fx. tilbyder virkeligheden en oplevelse, som den troende så tolker ind i en parallel virkelighedsanskuelse

nej og atter nej,, den troende (teologerne) skaber eller hypostasere ikke en parallel virkelighedsanskuelse. Hvad er dette dog for noget sludder mand. Lige som du i min tekst ikke et eneste sted finder eksempel derpå.

"Hvor dum kan man være spør jeg".

- Den slags følelsesmæssige udbrud ka' vi ikke heller tillægge værdi.

Men du ka' jo starte med at kvalificere begrebet "ånd" - for faktisk formår mennesker at forstå sig selv uden brug af så diffust og nytteløst et begreb - som netop bare relaterer sig til en lige så diffus (overnaturlig) kristen tro.

Jeg synes du sku' tænke dig lidt bedre om, inden du farer i blækhuset - det ville alene være en forandring..;)

Kære Simon:

Du stiller et spørgsmål, som jeg rigtig gerne vil give mit bud på her:

Hvad er Ånd?

Fra mit liv kommer følgende erindring:

Fra de sidste døgn af min mors liv, hvor jeg var til stede ... og så til, at hun ikke var hos os mere (?) ...

Husker, at jeg spontant tænkte, at det var SÅ tydeligt at se, at nu havde Ånden forladt min mors krop, da jeg kom ind og så hende ligge efter, at hendes krop var død. ...

For mig er Ånden = LIV, og det er det uanset tro eller ej. ...

God søndag
Zenia

NB: Med skal så nok, at jeg meget tydeligt mærkede min mors Ånd, efter at hendes krop ikke kunne mere. ... Og Gud ske lov og TAK for det, må jeg tilføje.)

Hej Zenia..

"Fra mit liv kommer følgende erindring: Fra de sidste døgn af min mors liv, hvor jeg var til stede ... og så til, at hun ikke var hos os mere(?). Husker, at jeg spontant tænkte, at det var SÅ tydeligt at se, at nu havde Ånden forladt min mors krop, da jeg kom ind og så hende ligge efter, at hendes krop var død".

- Kender godt oplevelsen af "fænomenet", eller måske noget der muligvis ligner lidt..;)
Fra nært hold, var vi tilbage i 1996 tre gode venner, der dagligt passede hus og plejede en fælles ven og hendes to børn på 11 og 13, livet fortsætter jo sin vante gang trods svær sygdom m.m., og vi boede altså i hendes hus til og med hendes død tre mdr. senere. Da vores ven døde, oplevede vi hvad sikkert rigtig mange andre har oplevet, nemlig at se, hvordan de smerter og det ubehag der så længe havde præget de ellers smukke karaktertræk hos vores elskede ven - som iøvrigt selv var psykiater og altså bekendt med lidt af hvert fra livets pågåenhed - helt forlod hendes ansigt, og sidenhen efterlod dette lille "smil" som mange andre sikkert også har hæftet sig ved, eller har anet og tænkt over m.m.
Efter en lang dag med alle de opgaver i forbindelse med sådan en situation, var vi mange venner, fam. og børn der spiste aftensmad sammen. Fire af os overnattede og sov sammen i hendes seng, hvor vi så lå og talte om fælles oplevelser, fortroligheder og med en fælles fornemmelse af hendes stadige tilstedeværelse. Morgenen efter hvor atter andre sager skulle arrangeres og ordnes, da havde vi alle sammen denne sære oplevelse af, at hun var helt væk, tomheden var markant ved hendes fravær.
To af hendes veninder, som jeg jo havde delt hus med i de tre foregående mdr., havde et noget mere spirituelt syn på sagen end jeg, men måske ikke så præcist religiøst defineret. Ikke desto mindre, tolkede også de "fænomenet" som ånden der forlod hendes krop, og altså så efterlod tomheden vi alle følte, mens jeg nok mere opfattede og forstår det, som livet der forsvinder - mens man jo selv er tilbageværende med hele molevitten til egen og fælles bearbejdelse.

Det er nok almindeligt at formulere den livsgnist vi føler og oplever hos mennesker vi er særligt opmærksomme på, og i særdeleshed i forbindelse med de betragtninger man deler med hinanden, som "ånd". Men "ånd" er jo et ord der ikke dækker præcise kendetegn, hvorfor du og jeg fx. her ka' fortælle om de særpræg vi hver især forbinder med ordet. Altså en slags fællesnævner vi hver især kan koble de kendetegn på, vi måtte synes karakteriserer personen vi taler om. Det er jo en meget, i ordets bogstaveligste forstand, mærkelig oplevelse at mærke livets ophør, ja forskellen mellem i det ene øjeblik liv, og i det næste det komplette fravær. Der er altså markante oplevelser vi kobler til ordet "ånd", mens de historier vi kobler på ordet, kan være så forskellige. Fælles for oplevelser af den art er dog det, at livet forsvinder - det biologiske med alle de fysiske kendetegn, der pludselig ophører. Og på mange måder forsvinder folk der dør fra én jo ikke helt, for de efterlader os jo med så mange minder, og lever på den måde videre i os - så også dér, er der altså tale om en slags "ånd", men som altså kan forklares, som de erindringer vi via vores egen livsevne, stadig kan genkalde os. "Ånd" er så også den historie, vi tilfører de mennesker der betyder noget for os og som påvirker vores tanker. Pludselig er "ånden" blevet til tanker vi har, fx. tanken om oplevelsen af livet der det ene øjeblik var tilstede, for i det næste at forsvinde, ikke sandt?

Det var lidt dét kompleks der lå i spøgrsmålet rettet til surmulen Hans - som du bare ska' opfatte som dril, ikke noget personligt alvorligt, ånden dér er mig bekendt ved fortællinger. Og meningen er sådan set bare, at det måske ikke er så god en idé at forklare det naturlige med fantastiske forestillinger og ord som ka' betyde så forskelligt, fordi vi meget vel kan kommunikere os ud i mystiske udvendigheder der skaber endnu flere forklaringsvanskeligheder, og meningen med at formulere oplevelser, er vel næppe at bortforklare os fra hinanden - så at sige. Jeg forstår godt, at det må være praktisk for mystikere indenfor div. religioner at bruge ordet ånd, for dermed er døren jo åbnet for alle mulige forestillinger, men jeg er ikke tilhænger af at bortforklare noget som fx. døden, fordi dette har så massiv en indvirkning på os alle. Og jeg synes faktisk religioner har medvirket til at skabe den angst for døden, som de med et snuptag vil forløse den ængstelige fra med trosbekendelse her og dér - hvilket altså er ret upraktisk, for hvordan ska' vi skabe fortrolighed med vores egen forgængelighed, hvis vi ikke vi forholder os til realiteter? De er sgu barske nok!

Jeg tror mange spirituelt tænkende mennesker ræsonnerer sig selv som en del af en ubekendt helhed, hvor det er blevet min oplevelse, at enkelte af dem ligefrem forklarer det kendte med det ukendte, og lige præcis dér begynder det for mig at blive for pjattet. Der er stor mening i at forsøge at forstå verden omkring os, men vi skaber ikke forståelse ved bare at bortforklare verden med historier vi måske synes kan lyde spændende, på den måde underholder vi hinanden. Så i det lys, synes jeg nok mere forfatteren forlader sagen, hvilket måske lige ér sagen. I den forbindelse, ka' det være praktisk at forstå sig selv i relation til det omgivne, som fx. naturen omkring os, for den vej rundt at se sig som samme naturlige udtryk som alle andre biologiske væsner. Altså et naturligt fællesskab. Får du aldrig en underlig fornemmelse af, at din religion gør dig til noget særligt, hæver og fremmedgør dig fra naturen du udspringer fra, ved netop kun de særlige historier?
Man ku' jo argumentere for, at der i sådanne historier er masser af "ånd", simpelthen fordi man læser sigs ind i historierne, men pludselig blir "ånden" altså her en imaginær historie hvor naturen tilføres en "ånd" - og så har vi balladen: guder, fe'er og alfer der svæver og danser i det ene oplevelsesrum, mens det er fraværende i det andet. M.a.o. er historierne ikke længere beskrivende for naturen i os, men kun for vores fantasier om ånden. Men er det væsentligt, siger det noget væsentligt om os?

mvh
Simon

Et lille p.s.:

Fandt en interessant lille snak om myters anvendelighed - a propos mange tidligere snakke her om sandhed/myter, filosofi/religion osv. - som måske vil interessere dig:

http://filosoffen.dk/lyd-video/lyd/om-myter-og-mytologi/

Og til Hans, kunne Luc Ferry måske være interessant - her serveret af Carsten Fogh Jensen:

http://filosoffen.dk/filosoffen_skriver/vaerklaesninger/mytologi/luc-ferry-la-sagesse-des-mythes/


mvh
Simon