Tillykke Arne! Du fortsætter med at sætte nye rekorder i manglende forståelse af det danske sprog. Skal man grine eller græde? Jeg vælger selvfølgelig at grine af det ustyrligt komiske i, at Arne prøver at argumentere mod mine indlæg ved triumferende at henvise til wikipedia-definitioner, der i et og alt bekræfter, hvad jeg har skrevet.
Arne erklærer sig altså enig med mig, dog uden at forstå hvad det er, han er enig i.
Dette tilsyneladende paradoks er selvfølgelig forståeligt, for Arnes udgangspunkt er jo et nonsens-spørgsmål, som ikke kan besvares meningsfuldt, nemlig
Skal naturvidenskab være enerådende som kilde til menneskelig erkendelse?
Nu er der jo ingen, der har magt til at tvinge hele menneskeheden til at tænke naturvidenskabeligt, så alene dette udelukker et svar på Arnes spørgsmål, men der findes heller ikke nogen entydig erkendelsesmetode i naturvidenskaben. Den betjener sig af flere forskellige metoder, og andre videnskaber betjener sig af helt andre erkendelsesmetoder. Det kan Arne dog ikke forstå, da han heller ikke forstår de links, han henviser til.
Fælles for alle erkendelsesmetoder er, at de starter med et sanseinput. I Arnes eget tilfælde er det et stykke bemalet træ med et portræt af en afdød "religionsstifter" med en tvivlsom historisk eksistens. Arne føler, at portrættet "stirrer på ham", og derfra slipper Arnes tankerække virkeligheden. Den leder ham efterfølgende til en falsk forestilling om, at verden er "fyldt med kærlighed."
I de virkelighedsbaserede erkendelsesmetoder, som bl.a. de forskellige videnskaber benytter, vil et input lede til sammenligning med andre erfaringer om virkeligheden, og konklusionen vil derfor også være så tæt på virkeligheden, at den er brugbar til en forestilling/simulering om verdens sandsynlige tilstand i en overskuelig fremtid.
Jeg har tidligere nævnt, at Picasso's "Guernica" vakte stærke følelser i mig, så jeg udelukker ikke kunst som en kilde til erkendelse. I mit tilfælde førte oplevelsen til en sammenligning med alle de små og store menneskelige grusomheder, som jeg havde været vidne til, og konklusionen blev nærmest den modsatte af Arnes. Min tankerække stoppede dog ikke der, men søgte videre efter årsagerne til grusomhed, og det fandt jeg da også en virkelighedsbaseret forklaring på.
Som Wittgenstein ganske rigtigt påpeger, så kan matematik og logik godt producere evigt gyldige sande konklusioner, men hvis præmisserne er falske i forhold til virkeligheden, så er konklusionerne det også. Det er også grunden til, at han afviser det meste filosofi som brugbar for en erkendelse af virkeligheden, et synspunkt som hverken Arne eller den selvudnævnte "ekspert i epistemologi", Hanskrist deler. Men det gør jeg altså.
Faktisk er det kun den virkelighedsbaserede del af sprogfilosofien, som Wittgestein står for, samt naturfilosofi og epistemologi der kan gøre os klogere på virkeligheden. Al anden filosofi er blot en strid om ord og begreber, og derfor kan vi ikke bruge den til andet end tidsfordriv.
Arne efterlyser også min definition af virkelighed, og den kan jo passende beskrives således:
Hvis man fjerner alle mennesker fra denne planet, så er virkeligheden de fysiske fænomener, der bliver tilbage.
Desværre forveksler mange mennesker virkeligheden med deres egen opfattelse af virkelighed, som er baseret på deres sanseindtryk. Det er derfor naturvidenskaben benytter sig af måleinstrumenter i stedet for at stole på menneskets egne sanser. Men da måleinstrumenterne er konstruerede som forbedringer af vore sanser, kan vi ikke afgøre, om de repræsenterer hele virkeligheden eller blot en lille del af den.
Men det vil fremtidens videnskab sikkert give os et svar på, for indtil dato har videnskaben konstant udvidet grænserne for vor erkendelse, og der er intet tegn på, at denne udvikling nogensinde vil stoppe, medmindre menneskeheden bliver udryddet, så der kun er virkeligheden tilbage.
God søndag.
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
