hvis du forstår urkristendommen var det er social politisk bevægelse i verden (det var en ny måde at organisere sig på i verden med hinanden og man skulle kunne værge sig og der var ikke tid til at drikke Jesu ord, dermed ville samfundet, urmenighederne være gået til grunde)

Det er kun naturligt, at du indtager sådan et perspektiv. For hvem tør at bringe sig selv som offer? Jesus turde, for han var lydig til det sidste! Han talte Guds ord og bud og forudså, at det ville få ham slået ihjel.

Jesus beder også sine disciple om at være lydige og lægger ikke skjul på, at det kræver afkald og selvopofrelse at tjene.

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."
(Johannes 12, 24-26)

Igen: Hvem ønsker at give afkald? Hvem tør følge selvopofrelsens vej? Hvem tør tro?

Alle religioner kan betragtes som sociale bevægelser, det samme kan sports- og spejderforeninger med en bestemt politik, intet specielt ved det. Hvad derimod knytter de ca. 4-5000 religioner sammen som gennem tiden søgte at præge kulturer, var idéen om at forklare sig selv ud af den natur biologiske fænomener udspringer fra, og dette med forestillinger om sig selv om noget enestående bestemt af en større mening med livet. Mennesker med kristen tro år 2-300 og frem, har nøjagtig ligesom mennesker der knyttede sig til tidligere religioner søgt at omgå nøjagtig samme følelsesmæssige problemer med egen forgængelighed, hvilket naturligvis aldrig er lykkedes. På en måde har disse mennesker blot forbrugt tiden i deres liv på indlevelse i fantasier parallelt med virkelige problemer i de sociale rammer, som kun løste sig med fornuftige politiske tiltag fra mennesker der netopp forholdt sig til virkeligheden, ikke til fantasierne - som eksempelvis eventyr om din mytologiske jesusven dér. Der er intet naturligt ved offerrollen, tværtimod er den slags udtryk for en narcissistisk hobby der altid ender med rent selvmord. Fyren på korset var sandsynligvis en ganske almindelig borger der blot havde forbrudt sig mod de love samtidens statsholdere satte i funktion. Vi kunne til samligning idag beslutte at forædle dig med myter nogen om muligt langt ud i fremtiden kunne mytologisere videre over, for så til sidst at guddommeliggøre dig som et overnaturligt fænomen med ymse egenskaber. Det er kun senere troende indenfor sekten dér, der viderebragte mémet og derfor fastholdt værdisynet, folk med hovedet på skuldrene i samtiden og frem, gjorde ikke.

Skal vi skabe en bedre verden skal den ikke bygges på myter og sagn uden hold i virkeligheden, men på værdisyn der knytter sig til virkelige begivenheder der binder mennesker sammen. Det er dér menneskelighed får sit udtryk og hæver sig opover fantasier, med betydning for sameksistens.

mvh
Simon

Jeg er enig i nogle af dine betragtninger over religion. Men jeg har heller aldrig haft fidus til religion.

Skal vi skabe en bedre verden skal den ikke bygges på myter og sagn uden hold i virkeligheden, men på værdisyn der knytter sig til virkelige begivenheder der binder mennesker sammen. Det er dér menneskelighed får sit udtryk og hæver sig opover fantasier, med betydning for sameksistens.

netop der tar du fejl,,, fiktionen skal forstås,

intet kan være sundere end en fiktion, de største fremskridt i menneskehedens såvel som i individets personlige liv, er båret frem af fiktioner,,, (myter kunne vi også sige)

enhver begyndelse i menneskehedens liv såvel som i individets liv begynder med en fiktion

det fiktive er udgangspunktet for enhver virkeliggørelse, for ethvert fremskridt,,,

dette er den meontiske frihed der fortæller at mennesket er et skabende historisk politisk væsen der som samfund og som individ kan bevæge sig i flere mulige retninger.

hvilke veje vi slår ind på og hvilket samfund og hvilken person vi ender op med bygger ikke på fakta og viden nødvendigvis i første omgang, men på fiktion, tro på det der ikke er (tilfældet) men som skal komme, fremelskes, ofte fiktivt fremelskes, og en dag blive tilfældet,,,,

sådan elsker en mor sit barn og sådan helbreder terapeuterne sine patienter (selvsuggestion og hypnose).

Zizek er kritisk overfor Dawkins der erstatter "nødvendige"/gavnlige fiktioner og myter med fakts. Mennesket lever ikke på fakta, i så fald ville vi alle være dybt åndsvage og sindssyge, med den herskende angelsaksiske positiviske naturvidenskabelige vilkårlige forvirring der hersker på vitale områder som psykologi (sind og sundhed) og psykiatri.

Dawkin har ikke forstået hvordan mennesket er sat sammen og hvad mennesket lever på, hvilke fiktioner og myter, der realiserer lykke (sundhed) og livsduelighed, livsmod. Om nogle år vil psykiatrien takket være neurovidenskab tydeliggøre hvori Dawkin har taget fejl. De nødvendige fiktioner og narrativer vil blive forståelige for psykiatrien.

Han/hun levede på en myte og en fiktion om sig selv (såvidt den naturvidenskabelige videnskabs ufuldendte forståelse om mennesket på nuværende tidspunkt), men han/hun var rask, sund, og livsduelig og modig mmm, fordi disse fiktioner bundede i menneskets meontiske frihedsnatur (åndelige natur (skabende mulighedsnatur, endnu uafprøvet, hidtil ikke realiseret)).

Biologien og psykiatrien i dag magter ikke at forklare/forstå mennesket, noget vi om få år vil more os over, som den rene middelalder. Meget er sket mht psykofarmaka og neurovidenskab, men meget mere har vi i vente. Stadig gælder at mennesket ikke lever af brød alene/af fakta alene, men mindst lige så meget af fiktioner. Disse fiktioners neurobiologiske grundlag og deres væsentlighed for den sunde personligheds konstituering (karakterdannelsen og personlighedsdannelsen) vil en dag blive opklaret og forstået.

Den kost Dawkin ønsker vi skal leve af er forældet. Mennesket lever ikke af fakta, men er beskæftiget af fiktive muligheder og udkast for personlighedsdannelsen og karakterdannelsen. Og hvad der gælder for slægten på den lange bane (dawkin og alle biologers bias) gælder ikke nødvendigvis for individet, derfor må vi lytte til psykologien, psykiatrien og neurobiologien.

Dawkin lytter til neurobiologien som biolog (slægten (det alment sande) over individet), men vi må også lytte til neurobiologien som psykiatere (individ betragtninger).

Jeg kan ikke leve mit liv på almene faktaer om menneskehedens/slægtens fremtid og liv, da jeg skal kunne her og nu leve, være livsduelig, derfor dur det ikke at vi hopper på "dawkin ateisternes fakts", de gør mig ikke i stand til at leve endsige de gør mig ikke mer lykkelig og fri, uafhængig (spirituel).

Dawkin formår ikke at overskue hvad der bor i et menneske, hvad et menneske lever på, og hvordan et menneske tænker og konstruerer sin karakter og personlighed. Som alle angelsaksiske positivister mangler han er veludviklet subjektmetafysik. Også det der gør Lone Frank så hylemorsom og interessant, fordi hun tør dumme sig og afsløre sin uvidenhed.

Jeg beundrer damen pga hendes uvidenhed, bias. Og dermed skubber hun positivt til en udvikling og en spændende diskurs om subjeket. Aldrig har de kontinental europæiske tænkere og filosoffer været mere aktuelle end i dag, takket være dawkin og frank's, manglende subjektmetafysiske dannelse, filosofiske dannelse. Sjældent har sociologerne (de tunge kontinental europæiske) hoppet så meget af glæde i stolen, som når de hører disse aggressive positivistiske angelsaksiske ateister bjæffe i medierne. Det er altsammen godt og jeg hilser det velkommmen. Længe leve marxisterne (de moderne), længe leve gamle europa, længe leve friheden og troen på mennesket.

Jeg vil vidne om Jesus og Jesu lære. Jeg vil afsløre Jesu ord, som alt for længe er blevet holdt skjult i den gængse debatteren blandt kristne, og som er blevet holdt skjult i en debatteren mellem kristne og mennesker af anden religiøs tilflugt - og som for den sags skyld er blevet holdt skjult mellem kristne og ateister.

- Mange er netop blevet ateister, fordi religionen er så absurd. Hvordan kan man dog forvente, at fornuftige mennesker tror på religion i dag? Men Jesus var ikke religiøs...

Jesus Kristus vidner om noget helt andet, end det som de religiøse vidner om og har haft held med at bilde offentligheden og lægmand ind, at Jesus vidner om. Jesus vidner om Gud, mens den religiøse vidner om sin religion... hvad er da størst?!

Hvis Jesus ikke er religiøs, hvorfor gør du ham så religiøs? Du bruger religiøs i modsat betydning som den bruges indenfor teologien, indført af Barth omkring inkarnationen forstået som en form for sekulær teologi.

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.

her frisættes menneskets menneskelighed

Dette religionshistoriske fremskridt for menneskeheden vil du nu afvise for at gå tilbage til simpel stærk religiøs forståelse af Jesus som vi finder det i evangelierne. Og du kører endda på at mennesket skal underkaste sig Jesus sig en lang række skriftsteder, noget Paulus gjorde op med ifølge Jesus, da vi i Kristus har tankerne direkte fra Gud af og er gjort fri af den form for religion du prædiker, hvor menneskets sind skal betinges (ud fra forskellige forfatteres teologiske biografier af Jesus (ja selv urevangeliet tar du for gode varer)) og ikke have ubetinget andel i Guds Ånd og kraft.

At betinge menneskets ånd vilkårligt (ud fra tilfældige menneskers evangelier, også falske evangelier i dit tilfælde), var nøjagtig det Jesus og Pauls evangelium om Jesus Kristus gjorde op med. Det er nøjagtig det der menes med at Jesus binder Guds riget til sin person, og dermed Åndens komme (Guds ånd komme immanent (inkarnationen)) over mennesket, altså menneskets ubetingede andel i Guds ånd i Kristus (immanensen) og dermed i friheden. Religion er at lade Ånden/Gud forblive transcendent; det er den måde der tales om at kristendommen ikke er en religion, og nu vender du så rundt på dette forhold, som rubæk og esther også i tidernes løb har vendt rundt på ikke så lidt.

Hvordan takker vi vor Herre,
for han gav sin Søn herned
Mange skønner lidt desværre
på så stor en kærlighed;
deres onde syndelyst
dækker de med nådens trøst,
vil af Jesus intet lære
og dog sande kristne være

Brorson salme 1732

og ja iøvrigt vrimler det med salmer der siger nøjagtig hvad du prædiker Thomas,,, så at påstå du kommer med noget nyt er simpelthen for dumt, også derfor dem der er fortrolig med kirkegang og kristendom har så svært ved at ta dig seriøs, når de er mere fortrolig med og vokset op med din tankegang end du selv er. Og hurtigt bliver dine farisæiske motiver gennemskuet (du er den gode Jesus dreng og de andre er "uha da da" så slemme slemme kristne, men det er en debat kirken har haft i 2000 år og som du ikke kan søsætte og tro der er noget som helst nyt i, blot bliver dine motiver afsløret).

engang for mange år siden (dog uden dit elefanthovede og fortrolighed med skak, men med højere IQ) ville jeg nøjagtig som dig, revolutionere hele kristendommen og teologien som lægmand, som jmp, som esther, som rubæk og som dig Thomas Visdom; men heldigvis blev jeg klogere ved at møde de kristne selv og teologerne (og de kristne filosoffer), indimellem face to face og i samtale (og gennem filosofien) og fik røven på komedie, og så begyndte jeg at studere sagens sammenhæng, altså teologi og jeg forstummede og måtte opgive mine fordomme og projektioner.

Det du siger, det jmp siger, det rubæk siger og det esther siger (og ja det dawkin og lone frank siger) om de kristne, siger ikke så meget om teologien, det religionsfilosofiske indhold af den kristne tro. Hvis du åbner Barth, Bonhoeffer; Jüngel, Tillich; Pannenberg, Berdyaev, Badiou og andres bøger om teologi og urkristendommen bliver du forskrækket og skamfuld over din uvidenhed. Husk at de bedste hjerner 2000 år op igennem vesteuropas historie indtil for få hundrede år siden, altid skulle læse/studere teologi, som de i dag nok har en tendens til at skulle læse/studere medicin.

Hører du om en videnskabsmand i middelalderen og senmiddelalderen så kan du være forvisset om at han har teologi som første prioritet eller vigtigste studium.

Teologi er den videnskab der skal tage menneskets eigenweltske dimension seriøst, det der efterhånden mere og mere overtages af psykologi, sociologi og psykiatri og neurovidenskab i dag. Teologi har intet at gøre med en Gud der hænger derude et og andet sted eller findes som i verden for os, og som man tror på, teologi, er troen på den Ånd, bevidsthed der er uløseligt knyttet til den hjerne (man for 2000 år siden intet anede om) som virkede transcendent, fordi man ikke dengang som i dag aner hvordan virker og fungere. Det drejer sig om menneskets ubetingede natur, mennesket som et ubetinget autonom fri (altså åndelig) individ. Dette er præmis nummer 1 i teologien siden Paulus den første og største teolog og hans elev Johannes (og deres evangelie om Jesus Kristus, deres Gud Søn dimensionens mystik, om den immanente Gud og Guds ånd i verden) og herfra er de en stærk lige linie op til Luther, hvor Paulus får en renæssance og Luther med Paulus i hånd og ånd (Luther har læst Paulus og er blevet vækket, som Barth senere mfl.) tør stille sig op med fare for at miste livet, og begynde reformationen ved at gå tilbage til hvad Paulus skriver i sine breve. Dernæst har vi Kant (protestanternes store filosof), og så Hegel og Marx og så de moderne teologer jeg nævnte ovenfor.

Lidt idehistorie ville være på sin plads Thomas.

Teologi er en avanceret subjektmetafysik, spør Alain Badiou og Zizek. Teologi har intet at gøre med julemænd og himmelsk fjerkræ, men er en takket være Jesus og Pauls evangelium om Jesus Kristus og hans Kristusmystik, forståelse af inkarnationen og forligelsen, en en revolutionær politisk bevægelse, hvor Paulus vælger socialdemokratiets ikke voldelig form for vej mod socialisme hvor pluralisme og respekten for personlighederne er i højsædet (at vi er og bliver forskellige og det må vi respektere, men lighed er der). Som Hegel og min far, murermester Anton, mener Paulus heller ikke at vi mennesker tar skade af at være født mindre priviligerede, men at vi skal arbejde os dag for dag frem mod større og større social retfærdighed og at ligheden på en lang række punkter allerede er i verden (kirken og hjemmet fx hvor folk er i Kristus) selv om den endnu ikke er gennemført ude i det pulserende økonomiske erhvervsliv. De kristne skal arbejde på at gennemføre denne samfundsændring skridt for skridt, efterhånden som Kristus bliver alt i alle. Det samme sindelag som var i Kristus vinder frem, hvor man lever til gavn og opbyggelse for næsten. Dette kan kun gøres hvis mennesket får sin autonomi og ubetingede intelligens til rådighed, altså har Guds Ånd direkte, fordi kun derved individualiteterne rigtig kan udfolde sig, mens på din måde det er tvangslæsning og betingning af menneskets ånd og personlighed uden at give dem friheden. Der er ingen frihed hos dig Thomas, og dermed kan der ikke blive tale om Gud som Ånd, da Ånd og Frihed hører uløseligt sammen. Gudsriget er netop ikke en totalitær størrelse, men et frihedens rige hvor hvert individ har Guds Ånd og tankerne, intelligensen og initiativet, direkte og ubetinget; altså det autonome og kreative individ i Kristus.

faderen det transcendente er i sønnen immanent og qua vores kreative intelligens (helligånden) skaber vi nyt samfund og ændre vi os selv og Kristus vinder skikkelse i os alle, Gudmennesket, det nye menneske træder frem på scenen.

Hvis man gider ta teologien og talen om Gud og Gud Søn (inkarnationen) og helligånden seriøst er det denne politiske tale om Friheden, der omfatter vores ånd/bevidsthed også, altså det er eigenwelt og mitwelt der altid er sammenfiltret, der er på tale, det er subjektmetafysik så det batter. Og det er det frie og autonome og kreative individ der er på tale og ikke et totalitært samfund af mennesker der skoles i Jesu ord, da der ingen inkarnation heri findes, det er blot indlæring og betingning, altså opdragelse af vores ånd og kan ikke gøre en forskel, kun at det transcendente også bliver immanent kan der indtræffe en begivenhed og en stærk sekularisering og humanitet. Derfor er der ikke nødvendigvis noget forkert i Jesu ordene, dette har bare ikke at gøre med Kristusbegivenheden (inkarnationen (immanente Guds Ånd, der hører Guds rige til)), som er det grundlæggelsen af urmenighederne bygger på, denne selvforståelse eller subjektforståelse såvidt Paulus og teologien, den vestkirkelige spiritualitet der er uløseligt knyttet sammen med begrebet Frihed som Kant siger det, uden dette forhold omkring friheden kan vi slet ikke tale om Gud ifølge Kant og Paulus.

At det skulle have noget at gøre med at nu skal vi alle læse Jesu ord som disse er os overleveret af nogle tilfældige forfattere og derved skal vi blive fromme allesammen og ret ens stemte i sindet, uden at have Gud og guds ånd direkte med inde over vores liv som er det inkarnationen påpeger, er religiøsitet og har været kendt før Jesus og som lignelserne og ordene har været kendt før Jesus.

Ifølge Paulus har vi tankerne direkte fra Gud og det var det også Jesus forbandt med Guds Riget, nemlig at Guds ånd var udgydt over menneskerne og vi derved øgede vores intelligens ganske radikalt ved at kunne tænke selv som Kant også kræver det af os.

Indimellem lader de evangelieforfattere du bygger på også Jesus siger noget i den retning, så du kan finde spor deraf. Men kun Paulus og Pauls elev Johannes, har en inkarnationsmystik, en tankegang om det transcendente (faderen) der nu findes immanent (sønnens dimension), med en eksplosiv kreativ intelligens øgning som konsekvens (det med Helligånden).