"Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Lukas 6, 27-38)

Tænker du egne tanker, Thomas!

Tænk nu, hvis jeg krævede ifølge dette krav til dig: "Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage."

Slip alt hvad du har af formue til mig - og det indebærer også din hustru og jeres børn - og så skal du bare elske mig, sådan som du formulerer det med sætningen: "Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer." Og lignende udsagn, såsom fx: Men elsk jeres fjender"

Shit, mand: Hvis nogen ville slå mig, eller mine kære på kinden, i Jesu navn eller ej, så ville jeg ikke bare vende den anden kind til.

Hold da helt kæft, at henholde sig til den gamle naive Lukas (Lukas 6, 27-38). Hvor naiv kan man være her i 2008.

Man undres - og græmmes.

Jerry

------------------------------------
"Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage."

O.k. Thomas. Jeg beder dig - giv mig dit - og kræv det ikke tilbage.

Så vil jeg til gengæld ikke bruge det på mig selv, men fx til 'Læger uden grænser' eller lignende ngo'er-organisationer.

Dit svar: (hvis noget) indebærer garanteret ikke en Jesus-foræring af al din formue til 'ikke-slå-på-kinden'.

----------------------------

Eftertanker:

O.k. har lidt svært ved at kommunikere med disse religiøse betonreligiøse som uden egen viden/eftertanke bare bevidstløst downloader andres tanker - uanset at de som Lukas'es tanker er totaltmugne og forældede. Faktisk bare grinagtige.

Ak, ja, Thomas. Der er altså noget, der hedder at tænke selv, være kritisk. Men den disciplin kender du åbenbart ikke til.

Jerry

I slutningen af 1800'tallet levede der en yogi kaldet Ramakrishna. Han vandrede rundt i Indien til fods og som den slags har, havde han også en discipel.

En dag, de havde slået lejr, ville Ramakrishna gerne have en kop the, men da de ikke havde en kedel sendte han sin discipel til den nærmeste landsby for at købe en.

Disciplen kom tilbage, men da de ville koge vandet til theen viste det sig at der var hul i kedlen.

Ramakrishna kiggede på sin discipel og sagde:

"Fordi du tjener Gud, behøver du ikke at være idiot."

Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde: den Tid kommer, da det hverken er paa dette Bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. (Johannes 4, 21)

Men den Tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande Tilbedere skal tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen søger. (Johannes, 4,23)

Manglede der noget?

Slettet.

"Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse." (Lukas 14, 12-14)

Lad de døde begrave deres døde.

Og kom du og følg mig.

I taler alle om Jesus.

Men I kender Ham slet ikke.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 2 Kor 5, 16 - 19.

At kende Jesus der er Kristus, er kristendom, sådan begyndte det, og sådan vil det altid være.

At utallige religiøse mennesker forsøger at putte ord i mandens mund til deres eget brug, har aldrig været kristendom og bliver det ej heller nogensinde. Kloge ord er blevet sagt i alle tider af utallige mennesker.

Hvad Jesus måtte have sagt er fløjtende ligegyldigt (sat på spidsen), og vi aner det ej heller, bare vi ved hvem han er (Kristus), og hvad han stod for og det kan siges ganske kort og præcist:

Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham. Fil 2, 3 – 9.


Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven....et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.

Jesus lærte ikke fra sig om høj religiøs moral eller om esoteriske åndelige finurligheder, men han lærte til sig selv som Sønnen, menneskesønnen, der ved Ånden har dialogisk samliv og samspil med Gud Fader. Og ditto for vores vedkommende, er det ved Helligånden.





I spørgsmålet om Gud og mennesket afviser kristendommen både identifikationen og adskillelsen, men understreger foreningen: Hele formålet med at vi eksisterer, er at blive forenet med Gud og optaget i hans liv. Og det er kun kristendommen, der har en forestilling om, hvordan menneskesjælen kan blive optaget i Guds liv og stadig forblive sig selv (”ha ha” stik den Seretonin og i andre, om I kan (1)*), ja i virkeligheden først her finde sin sande identitet.

Det er kristendommens store hemmelighed, at Gud stiger ned til mennesket – for at mennesket skulle løftes op til et forunderligt samspil og liv med Gud (livet skjult med Kristus i Gud). Og eftersom ethvert menneske er helt unikt, bliver også dets møde med Gud helt unikt og forskelligt fra ethvert andet menneskes.

Det er netop ikke religiøsitet, selvfrelse og selvbefrielse, var det det ville Kristus jo ikke være vores frelser, og nåden til ingen verdens nytte. Nåde er Guds nærvær, Guds selvmeddelelse til os gennen Jesus Kristus ved Helligånden. Det er Gud der er Kærlighed, den uforbeholdne accept og kærlighed fra Gud til os i Kristus. Nåden og Helligånden betyder at det altid er Gud først og størst i vores liv; og vi giver stort set pokker i vores egne åndelige religiøse farisæiske anstrengelser, hvis vi ikke har Guds handlen med ind over vores liv som det sker i vores livs chokerende Damaskuserfaring; Kristusbegivenheden i vores liv, hvor Gud i sin selvmeddelelse, Sønnen (i Kristus), træder ind i vores liv og skænker os sin Ånd, som Guds børn. Det er Åndens nye liv, hvor vi magter at vandre i Ånden, og det er noget helt andet end den lydige underkastelse bogstaveligheder og skriftlige bud og regler (som vi finder i forbindelse med Koranen i islam og hos Visdom hvor det dog er andre skrifter, nemlig dem han med forkærlighed har udvalgt (selv et falsum, falsk plagieret plantet skrift, har han indlemmet, da det er vand på hans mølle, han har forkærlighed for det der står i det falske skrift)).


Mange kærlige hilsner Hanskrist.


(1)*:

Østens religioner, og de der er inspireret heraf, EKIM for en stor del, siger noget helt andet, her er Gud en intetanende kosmisk kraft, der gennemstrømmer alt og gør verden til sin krop. Hvorfor der her ikke skelnes mellem menneskeligt og guddommeligt (åndelig panteistisk monisme er det). Her er mennesket en del af Gud, og ifølge denne opfattelse forenes menneskets sjæl/jeg med Gud på samme måde som en dråbe vand opløses i havet (føj for den lede, det er åndeligt selvmord, ja mord på bevidstheden, for det betyder selv sagt dråbens endeligt, Sønnens død, Kristi død og manglende opstandelse; altså den menneskelige indentitets udslettelse, hvor menneskets sjæl og jeg ophører med at eksistere). For en mand som mig med stor religionsfilosofisk interesse, er det tydeligt at se hvem der ønsker at trække kristendommen i denne utilladelige retning. Jeg kan lige nævne Thomas Visdom, jmp og Seretonin (til trods den afgørende menneskelige forskel på Thomas Visdom og jmp), men der er mange andre, da folkereligiøsiteten er inspireret og gennemsyret af østens religioner.


PS:

At indleve sig i ord Jesus eventuelt måtte have sagt, som man har forkærlighed for, er en mental hypnotisk meditativ religiøsitet, og det skaber klarhed og giver overblik, og det praktiseres jorden over som positiv tænkning og selvhypnotisk bekræftelse. Dette virker og har en stor gavnlig effekt, men efterlader mennesket på dets egen plan, på gulvet, på jorden, efterlader mennesket uforandret og uberørt (Kristusbegivenheden holdes i skak med selvretfærdighed). Det er religiøs menalhygiejne og har ikke en skid at gøre med nyskabelsen, vores dynamiske samliv med Gud i Kristus ved Helligånden (livet skjult med Kristus i Gud). Kristusbegivenheden opkvalificerer os til at kunne vandre i ånden, til åndens nye liv, fordi vi her har Guds handlen med ind over vores liv, og ikke kun vores egne selvretfærdige religiøse mentalhygiejniske ensomme anstrengelser og selvtransporterende øvelser imod åndelighed og sublimitet. Ensomme anstrengelser der er det stik modsatte af at elske næsten som os selv, det kristne engagement.

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matthæus 6, 1-4)