|
1
registreret
(1 usynlig),
1922
gæster og
72
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Verden ER?
|
Hej arne,
det er en kendt sag at jeg ikke kan følge dig i dine betragtninger her (astrofysik) omkring Gud (som Skaberen) eller begrebet Gud Skaber og dets forståelse, mening og symbolske mythologiske betydning. Vi to har krydset klinger så ofte før desangående denne diskurs du igen åbner, her på trosfrihed og på religionsdebatten har vi gjort det.
Selv om Karl Barth opfattes som neo ortodoks (en moderne forholdsvis rettroende dogmatisk tænker (min oversættelse)) så siger han at 1. trosartikel intet har at gøre med at vi tror på at Gud (den Gud vi kristne tror på og har en bekendelse til som Gud Skaber) har skabt verden eller universet på et bestemt tidspunkt (dag, øjeblik) i fortiden og dermed blive årsag til verden/universet. Det betyder at den Gud Fader Skaber (1. trosartikel) som vi tror på, har en trosbekendelse til, at vi med ham tilhører nøjagtig den samme skaberkraft som er i universet, som universet er gennemsyret af (de fysiske love) og i biologien (evolutionen, de biologiske love). Altså ved at tro på Gud Fader Skaber, sætter vi ikke os selv udenfor universet og dets dynamik udvikling, de fysiske love, og vi sætter ej heller os selv udenfor evolutionen, de biologiske lovmæssigheder og den biologiske udvikling; men vi har vores plads her, vores ophav er her at finde ("self and world" er uløseligt forbundne for altid som Tillich påpeger det; og mennesket er ikke blot i verden, men har verden, kosmos i sig, det er et mikrokosmisk væsen), hvor kommer vi fra (Fader Skaber Ophav) spørgsmålet får et historisk udviklingsmæssigt svar (hvilket astrofysikken og evolutionsteorien også har kunnet redegøre for godt et par tusinder år efter at 1. Mosebog er skrevet).
Men husk vores Gudsbekendelse er en trinitarisk trosbekendelse, vi tror på Gud Fader (skabelsen (historien (Guds (den gud vi tror på) historie med os))); på Gud Søn (mennesket (Gud-mennesket (transcendental man (1)*, Adam Kadman))) og Gud Helligånden (ånden (Guds Ånd contra vores betingede ånd)).
(1)*:
transcendental man stands outside the division into subject and object and, therefore, all the theories which are derived from knowledge of the object can tell us nothing about him. Berdyaev.
Jeg påpeger disse forhold fordi jeg finder at du arne altid fortaber dig i en Gudsforståelse der skal kædes sammen med universets skabelse; Gud som universets årsag og ingen af de teologer jeg beskæftiger mig med har skubbet Gud så langt væk fra sig og ud i en ren astrofysisk diskurs. Kun især bibelfundamentalister og rettroende muslimer og en større del af new age, har Gud skubbet så langt ud af deres liv i "astrofysisk uvedkommende'hed", fra vores nærværende åndelige spirituelle liv, fra Kristus som værende den ny skabelse og ny væren, åndens nye liv og nærvær, Kristus som bærer af den ny skabelse, ny væren, ind i verden; åndens ekstatiske nærvær i vores liv, i og med og ved Kristus som den historiske sandhedsindstiftende begivenhed vi er loyale, tro overfor.
For mig at se søger du Gud i "det", noget diffust og udifferentieret etwas noget (som om du her kredser og har din opmærksomhed, dine tanker); som om du ikke har et personligt forhold gennem Kristus til Gud, og med ham, Sønnen, Kristus, en Åndens ny liv, virkelighed og væren der på emergent vis formår at manifestere sig i vores personlige liv og bevidsthed og ånd, gennem Helligånden (Guds Ånd). I den sammenhæng vil jeg gerne du igen besinder dig på din ikon oplevelse, eller erfaring, hvad var det dog den ville fortælle dig? Havde det noget at gøre med astrofysiske spekulationer som "Gud - universets årsag" ?. Var det ikke et personligt møde et og andet sted???
Jeg har et link til et tidligere indlæg jeg har skrevet (01/26/10 01:04 PM) om hvordan vi skal forstå Guds Ord som skabende i 1. Mosebog. Findes her:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topics/8695/4/ATEISTER_OG_BIBELEN.html
Jeg vil slutte med et Berdyaev citat:
Existence is not essence, it is not substance, it is a free act (creative acts are acts of freedom). Existentia takes supremacy over essentia (her kommer vi til at tænke på Sartre's uovertrufne berømte udsagn: "man's essence is his existence"). From this point of view existential philosophy is akin to every philosophy of action and philosophies of freedom. In Kant the sphere of freedom is in actual fact Existenz: but he did not make this clear himself. Existenz in its depth is freedom. This is to be seen both in Jaspers, who allied himself with Kant, and again in Sartre who has very little in common with him. The events which take place in the existential sphere lie outside any causal sequence. It is only in the sphere of objectification that the causal link exists. It cannot, therefore, be said, for example, that God is the cause of the world. There can be no causal relations between God and man (meontisk kreativ årsagsløs frihed taler Berdyaev om). There is nothing which God determines. God is not a power "outside" and "above". Berdyaev.
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
