|
0
registrerede
13
gæster og
189
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Har du erfaringer med meditation?
|
Kære Jan.
Hvor dejligt at høre fra dig igen og læse dine livsbekræftende betragtninger. Jeg synes ligesom Arne, at dit eksempel med at stille sig foran et træ og så lade alle begreber om træet fare, er et eksempel på direkte oplevelse, der baner vej i sindet med henblik på at opleve direkte og uden mellemled.
Jeg har flyttet min kommentar til dig over i tråden om meditation, fordi din direkte oplevelse af træet kan siges at være en konkret måde at meditere på. Man oplever, at det ingenlunde er let at opleve for eksempel et træ. Jeg er selv skovdyrker, og jeg har svært ved at stå og kigge på ét af mine træer og så gøre intet andet end at kigge på det. Opleve det.
For eksempel vil jeg stå og tænke på, hvornår det blev plantet. Eller betragte nogle hvide striber på træet og give mig til at ærgre mig over, at det er blevet angrebet af typografbiller. Jeg vil muligvis også tænke på, om man måske skulle fælde det og hugge det op i brænde. Man kommer måske også til at tænke på sin viden fra botanikken og repetere, at rødgranen hører til picea-familien i modsætning til nobilisgranen, der henregnes uder abies-familien.
Kort og godt. Det er forbistret svært at opleve, uden at sindet blander sig i processen. Sindet med dets mange tankefluktuationer, der stiller sig hindrende i vejen for den direkte oplevelse. Stiller sig i vejen for oplevelsen af træet i dets såledeshed. Jeg tror – men kan ikke vide det – at det er denne såledeshed, som Michael på én eller anden måde henviser til, når han taler om virkeligheden.
Egentlig kan man godt meditere i forbindelse med dagligdags gøremål. Dette kræver, at man koncentrerer sig om at gøre det, som man gør, og intet andet. Tidligere har jeg fortalt om, hvordan jeg øver mig på at kløve træ og gøre intet andet end at kløve træ. Navnlig er det væsentligt at fjerne fornemmelsen af, at det er mig, der kløver. Der kløves bare. Her kan man øve sig i at negligere jeg-følelsen eller følelsen af at være et ego.
Og efter min opfattelse er dette at fjerne jeg-følelsen fra oplevelsen af dyb betydning. Det er jo netop jeg-følelsen, der er nøje forbundet med selvhævdelsen, der spille én det ene puds efter det andet. Man kunne måske sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen er ens værste fjende.
Omvendt kunne man også sige, at jeg-følelsen og selvhævdelsen en ens bedste ven. Thi det er jo netop denne dynamo dernede i de dybere lag, der driver én til de præstationer, hvormed man bygger sin tilværelse op. Får én til at tage en uddannelse og bygge en økonomi op, så ens familie kan have rimelige kår.
Mit ideal er, at jeg-følelsen og selvhævdelsen bliver til et redskab, som man efter behov kan tage op af værktøjskassen, men så sandelig også kan lægge derned igen, når man har forsvaret sine positioner. Da min nabo pløjede halvanden meter ind over skellet, måtte jeg hale egoet frem og forklare ham på jysk originalsprog, hvad han for fremtiden havde at rette sig efter.
Efter en sådan konfrontation kan det i et stykke tid være svært at kløve træ og blot kløve. Når man svinger flækhammeren, forestiller man sig, at træstykket på huggeblokken faktisk er naboen, der nu får, hvad han har fortjent. Men efter nogen tid lærer man atter at holde sit sind i tømme, så man igen kan opleve, at der blot kløves.
Har jeg, kære Jan, skrevet noget, som du kan nikke genkendende til?
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
