|
0
registrerede
3406
gæster og
1543
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Gåture langs Vesterhavet med let saltet sind, og kroppe så tunge som sandslotte der tar vinden med sig ind, og så denne underlige friskhed man træt tar med i seng, og vågner varm og drømmeløs til kaffe i alt for tidlig forårsstemning – vi savnede vinteren, dér i mørket langs vandet, og jeg kunne ikke lade være med at lede efter den i Ole Wivels digte, men strandede i universet han og Kil delte med venner som Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen og Bitte …
Kandestederne
End ikke mod aften stilner den jyske blæst.
Den sukker i klitternes halm paa en timg
melodi,
og ternen kastes, af himlens brænding fra vest,
over sandede veje hvor huse kryber i hi.
Nu er himlen blodig rød og mit vindues kors
blir sort som de kors ke har set paa faldnes
grave.
I stuen herinde slaar skumringen udfra hver
krog
som mørket fra buskene i min barndoms have.
&
Aften ved Fjorden
Blæst og aftenmørke. De første stjerner
blinker og se: maanen løfter sit ansigt
dryppende, rødt af havet mens du
lægger dig ind til min skulder ig sukker.
Det sorte vand i fjorden vugger med sølvglans.
Lugt af tjære, tang og fiskerbaade
rammer os hvor vi ligger sammen
tavse, paa molens solvarme sten.
Nat og hav omslutter os helt, min elskede.
Mens mine hænder fanger din nøgne ryg
synger vort blod, i erindret lykke,
den samme seng som det natlige rum.
- Ole Wivel.
Fra »Sørens Ørnebog« foræret til fætter Søren:
»Der var engang en ørn,
som gik ud på en mark;
så kom der nogle børn
og gav den et spark!
Ja, sådan går det tusind,
fra kongen ned til musen,
fra vismanden til pogen,
Læs bare her i bogen.«
- Tanne.
Mvh & god weekend..
Simon
P.s.: Det er på sådan en dag, man skal læse Hans Kirk’s Fiskerne!
|
|
|
|
